All I Do

Mindre end et år efter udgivelsen af det eksperimenterende, eksotiske dobbeltalbum Journey Through the Secret Life of Plants fra 1979 sendte Wonder et nyt studiealbum på gaden. Hotter than July fra september 1980 var klassisk Stevie Wonder, og hvis man ser bort fra den reggae-inspiration, som i hvert fald er tydelig i 'Master Blaster', men også 'Happy Birthday', så er det et album uden eksperimenter. Det er et meget sikkert album, hvor Wonder klog af skade ikke kun afholder sig fra vilde eksperimenter, men hvor han heller ikke har givet plads til et eneste middelmådigt nummer. Alle ti skæringer er fremragende og ville hver for sig have givet enhver anden kunstner et hit, han kunne leve af resten af livet.

Hvis man skal have en anke mod albummet (og det skal man ikke nødvendigvis), så skulle det da lige være, at det næsten er for dygtigt, for perfekt. Det er, som om Stevie Wonder her, kun 30 år gammel, bliver færdig med sin musikalske udvikling. Hvordan skulle han næsten komme videre herfra? Hvad gør man som kunstner, når man allerede har fundet ind til kernen af sit talent og har ladet det udfolde sig i det perfekte værk? Hvordan kan man så andet end gøre det samme en gang til – og således gentage sig selv?

Det har siden været Stevie Wonders udfordring. Hotter than July blev hans sidste fremragende album. Han har i over 40 år har kæmpet for at finde en ny vej ind i musikken uden helt at lykkes. Derfor er der også blevet stadig længere mellem udgivelserne. For det meste blev det til ærligt talt lidt kedelige elektroniske eksperimenter med nye synthesizere. Det er under vejs blevet til mange gode sommersange og smukke ballader. Hans sangskrivertalent har trods alt ikke kunnet holdes nede. Men først efter 25 års ørkenvandring udgav han i 2005 med A Time to Love igen et gedigent og sammenhængende album med en lyd og en håndfuld rigtig gode sange på. Vi venter stadig på det næste.

Jeg har håbet på, at Wonder ville tage chancen og udgive et akustisk jazz-album, men måske er det godt nok, at det aldrig skete. Hans stemme er ikke en jazzstemme og er i øvrigt gradvist blevet svækket gennem de sidste 30 år. 

Man skal høre hele albummet i sammenhæng, men har du ikke tre kvarter til det, kan du jo høre den her, som har har lidt af det hele:

Hør All I Do