Den fantastiske litteratur

Tzvetan Todorov indkredser den fantastiske litteratur som den, der hos læseren fremkalder en sand og vedvarende tvivl hos læseren og således udvirker en tøven i læsningen, som opstår, når hun tvinges til at overveje, om teksten fremviser en illusion hos protagonisten (hovedpersonen) eller fortælleren, eller om det umiddelbart uforklarlige (en engel viser sig ved en slotsruin, eller en indsø forvandler sig pludselig til et ildhav) skal tages for pålydende som en virkelig bestanddel af det fortalte univers.

Karl Rosenkranz’ skønhedsbegreb(er) som en mulig definition på skønlitteratur?

Den tyske filosof, Karl Rosenkranz (1805-1879), opererede (i 1850) med i hvert fald tre forskellige skønhedsbegreber: Der er det ophøjede (som logisk nok står i modsætning til det lave, altså tarvelige). Der er det, som behager (og som tilsvarende står i modsætning til det, som frastøder, det modbydelige) – og man kunne tilføje: behager overklassen. Og endelig er der det komiske, som er en forsonet form for æstetisk hæslighed, nemlig den forsoning, der opstår, når det hæslige overskrider sit ‘maksimum’, bliver til en karikatur af sig selv og til sidst slår over i ironi.

Det hæslige fuldendes i karikaturen, hvor negationen af friheden i sit væsen er indgivet i en ufuldkommenhed af form og bevægelse [Karl Rosenkranz: System der Wissenschaft, side 564]. Det hæslige er altså ikke blot en negation af (eller et fravær af ) skønhed, men også en negation af frihed, hvilket for Rosenkranz omvendt betyder, at skønhed er frihed. Skønhed er fri udfoldelse af naturlig harmoni og et fuldkommen perfekt samspil mellem form og indhold. På Rosenkranz’ tid var det endnu en relativt almindelig opfattelse, at skønlitteraturen var den litteratur, som frembragte denne form for skønhed. Selv beskæftigede Rosenkranz sig ikke udførligt med skønlitteratur, så vi kan ikke med sikkerhed vide, hvordan han mente, man kunne identificere en sådan skønhed i et litterært værk. Eller for den sags skyld, hvordan man skulle kunne skelne den ophøjede fra den blot behagende skønhed. Men lad os nu for eksperimentets skyld antage, at det behagende er sådant, som får hjertet til at slå roligt: harmoni, eksempelvis. Harmoni kunne i en litterær tekst etableres med rim og regelmæssighed. Sonetten kunne være billedet på sådan en behagende skønhed. Eller det kunne være brug af assonanser, allitterationer eller epiforer. Den ophøjede skønhed kunne måske referere til et særligt ‘højt’ sprog, der kunne manifestere sig i brugen af lange sætningsstrukturer med mange ledsætninger, et avanceret ordforråd med ord og vendinger, som falder uden for dagligsproget, eller brug af lyriske vendinger eller naturbesjælinger. Kan vi nu konstatere noget sådant ved en undersøgelse af nogle af litteraturhistoriens højest estimerede værker? Lad os først betragte et tekstuddrag fra Molloy (1951). I denne roman af Beckett står der fx: Stuvningen var en skuffelse. Hvor er løgene? råbte jeg. Gået sig en tur, svarede Marthe. Jeg stormede ud i køkkenet, efter løgene som jeg mistænkte hende for at have fjernet, fordi hun vidste hvor meget jeg satte pris på dem. Jeg rodede til og med i skraldespanden. Ingenting. Hun så hånligt på mig. [Samuel Beckett: Molloy, side 135]. Om teksten rummer en behagende skønhed, kan man diskutere. Nogen sonet er det ikke. Man kan næppe sige, at sproget her peger på sig selv som sprog og løsriver sig fra sin meningsformidlende funktion. Vi ser tværtimod et ukompliceret sprog, overvejende med korte sætningsforløb, hovedsætninger som Stuvningen var en skuffelse, Jeg rodede til og med i skraldespanden og Hun så hånligt på mig. Ordforrådet er hentet fra hverdagen: skraldespanden, løgene, køkkenet, stuvningen. Ordforrådet er ikke alene hentet fra hverdagen i køkkenet, men også fra det jævne køkken. Der serveres uspecificeret stuvning, ikke soufflé. Man aner, at oversættelsen ikke et helt ny. Udtryk som ‘sætte pris på’ og ‘til og med’ er i skrivende stund ved at glide ud af dagligsproget, men var endnu faste vendinger ved udgivelsen i 1990. Bortset fra denne detalje er sproget vanskeligt at skelne fra dagligsproget. Der er ikke noget i dette uddrag, som kan godtgøre, at der skulle være tale om et særligt ‘højt’ sprog. Og hvad det angår, er der tale om et repræsentativt citat fra værket. Vi tager et andet eksempel. Her er et uddrag af en roman fra 1936 af Louis-Ferdinand Céline: Men det varede ikke længe nok... Han ville også ind i hendes røvhul... Hun forsvarede sig... Hun satte sig til modværge. Så vendte vildskaben tilbage. Det var intens underholdning... Hun skrydede højere end et æsel!... Han gled af hver gang... Han kunne ikke... Så springer han ud af kassen, han styrer lige ud i køkkenet. Da vi stod oppe på ovnen, var det heldigt at han var så opflammet at han ikke så os... Han går lige forbi og begynder at rode i skabet, splitternøgen og med sutsko... Han ledte efter smørkrukken... Han stødte imod med pikken alle vegne [Louis-Ferdinand Céline: Død på kredit, side 153]. Vi genkender her et sprog, der bedst kan beskrives som nedbarberet daglig- dagssprog med et profant hverdagsordforråd. Ligesom hos Beckett skrives der overvejende i hovedsætninger. Samtidig ser vi tilsyneladende vilkårlige spring mellem præsens og præteritum, som får det til at ligne talesprog. Her synes ikke at være nogen ambitioner om at divertere med et særligt højt, kompliceret eller pyntet sprog. Hvis man overhovedet kan finde noget, som kan kaldes naturbesjæling i citaterne af Beckett og Céline, må det være Becketts løg, som er “gået sig en tur”. Og snarere end en naturbesjæling er dette vel en dagligdags kækhed. I de to skønlitterære citater ser vi heller ingen sonetlignende strukturer, allitterationer, assonanser, epiforer eller tilsvarende. Men hvor skønlitteraturens skønhed hverken er ophøjet eller behagesyg, kunne den måske i stedet henregnes til Rosenkranz’ tredje skønhedsbegreb, altså det komisk skønne, hvor det hæslige (her forstået som det lave eller tarvelige snarere end som det frastødende) overskrider sit æstetiske maksimum, bliver til sin egen karikatur og slår over i ironi? Nu kan det være vanskeligt at afgøre, hvor det tarveliges æstetiske maksimum ligger, eller om der overhovedet gives noget sådant maksimum, men der er næppe nogen tvivl om, at både Céline og Beckett leger en drilsk leg med deres læsere. De er morsomme, og deres profane sprog udfordrer læsernes forventninger til, hvad skønlitteraturen har at tilbyde. Er der ligefrem tale om en karikatur på skønlitteratur som genre? Når man betænker, hvornår værkerne er skrevet (Død på kredit 1936 og Molloy 1951), så virker det ikke urimeligt at læse det sådan. De har provokeret deres samtid; ikke fordi det i sig selv har været oprørende at læse skønlitterære tekster om pikke og smørkrukker i 1936 eller om stuvninger og skraldespande i 1951. Dem var der trods alt mange andre, der havde skrevet om. Men at læse om det i så dagligdags og ukunstlet og uforblommet et sprog må endnu have fået det til at gibbe i mange læsere. I den forstand lever de to citerede romaner muligvis alligevel op til Rosenkranz’ begreb om skønhed. Men dette skønhedsbegreb kan til gengæld vanskeligt udelukke alle de faglitterære værker, vi gerne ville udgrænse ved en definition på skønlitteratur. Vi kan således ikke på dette grundlag godtgøre, at skønlitterære værker i alle tilfælde skulle abonnere mere insisterende på det ophøjet eller behagende skønne, end faglitteraturen gør. I de udvalgte eksempler synes det omvendte at være tilfældet. De her analyserede romaner er til gengæld mere komisk skønne end gængs faglitteratur. Omvendt kan vi naturligvis heller ikke ved hjælp af sådan en lille stikprøve afvise, at skønlitteraturen generelt skulle være mere skøn i Rosenkranz’ forstand end faglitteraturen. Det kan der sådan set være god grund til at formode, at den er, blot ikke i disse citater, som jeg naturligvis har udvalgt med henblik på at teste holdbarheden af Rosenkranz’ skønhedsideal. Alt i alt må vi sige, at Rosenkranz’ skønhedsideal nok kan bruges til at identificere en lang række af de værker, vi almindeligvis opfatter som skønlitterære, som tilhørende netop denne genre. Anvendt med lydhørhed kunne det måske ligefrem identificere langt det meste af skønlitteraturen. Men ikke desto mindre er der så bemærkelsesværdige undtagelser fra denne regel, at den ikke ville kunne bruges som definition på skønlitteratur.

Anvendte værker: • Beckett, Samuel: Molloy, Gyldendal 1990. Oprindeligt udgivet: 1951. • Céline, Louis-Ferdinand: Død på kredit, Forlaget Vandkunsten 2013. Oprindeligt udgivet: 1936. • Rosenkranz, Karl: System der Wissenschaft, Verlag der Gebrüder Bornträger, 1850.

Så er 'Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk' endelig blevet genoptrykt!

Nu er Bestemt – en bog om brugen af bestemthed på dansk på gentagne opfordringer blevet genoptrykt og kan igen bestilles hos forlaget Frydenlund.

Her kan du læse, hvad forskellige fagpersoner har skrevet om deres erfaringer med bogen:

"Har man haft anledning til at undre sig over, hvordan den grammatiske kategori bestemthed udtrykkes og anvendes på dansk, ja, så finder man svaret i Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt. På en kortfattet og lettilgængelig måde graver bogen sig helt ned i detaljen og afdækker alle hjørner af bestemthed på dansk.
    Desuden får læseren interessante introduktioner til, hvordan bestemthed udtrykkes og anvendes på russisk, finsk, kurdisk, tyrkisk, arabisk, somali, spansk, engelsk, bulgarsk og norsk. Disse introduktioner tilføjer relevante perspektiver til forståelsen af bestemthed og giver selvfølgelig også en forståelse for, hvilke kvaler udlændinge med de omtalte sprog kan have, når de prøver at lære om bestemthed på dansk.
    Bogen kan klart anbefales til sprogkyndige, grammatikinteresserede, undervisere og studerende, som er nysgerrige på detaljerne i det danske sprog."
Marie-Louise Kragelund, lingvist og underviser i dansk sprog

"Jeg har brugt Bestemt til hjælp til internationale studerende, som jeg ofte er i kontakt med. De skal typisk anvende dansk i deres undervisning (og til deres studiejob og liv i øvrigt). Så jeg har altså brugt den til dansk-“coaching” af internationale studerende. Jeg har bogen i pdf, men hvis den genudgives, vil jeg købe den. Den fortjener at komme ud til alle, der skal lære dansk eller undervise i sproget."
Nanna Elgaard Holm, studenterpræst

"Bestemt af Jens Peter Kaj Jensen kan læses med stort udbytte af alle, der beskæftiger sig med undervisning i dansk som andetsprog eller blot interesserer sig for en ofte underbelyst del af vores modersmål. Den fine og indsigtsfulde kontrastive analyse i forhold til andre sprog har jeg ikke set nogen andre steder."
Per Martin Halskov, underviser i dansk som andetsprog og ekstern konsulent for SIRI på danskprøveområdet

"Jens Peter Kaj Jensens bog Bestemt har været et godt og meget anvendeligt indspark i vores undervisning af flygtninge i dansk som andetsprog."
Katja Pakalski, skoleleder, Tag Fat, specialsprogskole for flygtninge

http://www.frydenlund.dk/kommunikation-og.../bestemt-6462

ChatGPT er digter, ikke forsker eller arkivar

"Jens Peter Kaj Jensen har spillet for flere petanque-klubber i Danmark i løbet af sin karriere. Nogle af de klubber, han har spillet for, inkluderer: - Sct. Hans Boulklub - KB Petanque - Hvidovre Petanque Klub - Valby Petanque Klub - Københavns Petanque Klub 

Jens Peter Kaj Jensen har også repræsenteret Danmark på internationalt niveau og har opnået en række bemærkelsesværdige resultater i løbet af sin karriere." 

Nu kender jeg ChatGPT godt nok til at kunne sige, at han er (en dårlig) digter, ikke en forsker eller arkivar. Her i ovenstående citat har jeg spurgt ChatGPT, hvilke klubber den tidligere VM-sølvvinder i petanque Jens Peter Kaj Jensen har spillet for. Når spørgsmålet som her rummer en præmis med tilstrækkelig meget information, køber ChatGPT bare præmissen og digter videre ud fra den. Her har ChatGPT accepteret, at jeg er en succesfuld petanque-spiller, og så finder den på en fortælling, der passer til den information, herunder nogle petanqueklubber, som den så ud i den blå luft påstår, at jeg har spillet for.

Så selvom ChatGPT har en enorm mængde faktuel information, er den ikke kodet til at give korrekt information, men til at konstruere en tekst. Det betyder ikke, at den aldrig giver korrekt information. Det gør den, når den har informationen og kan forbinde den med spørgsmålet, altså hvis spørgsmålet rummer en tilpas mængde korrekt og relevant information.

Hvis spørgsmålet rummer for lidt information, afstår den fra at svare. Hvis jeg fx blot spørger, hvem Jens Peter Kaj Jensen er, erkender den, at den ikke ved det.

Dicpics og foruroligende kællinger

Uwe Max Jensen sender uopfordret et foto af sin pik til en journalist. Det må man ikke. Det anses for blufærdighedskrænkelse, men Jensen må godt, siger retten, for han er kunstner, og hans dicpic er et kunstværk.

Ibi-Pippi Orup tværer lim ud over Asger Jorn-værket 'Den Foruroligende Ælling' og smækker et billede af sig selv på og forsyner værket med sin egen signatur. Værket tilhørte ikke Orup selv, men Silkeborg Museum. Det må man ikke. Det anses for hærværk. Men Orup er kunstner, og modificeringen af Jorns kunstværk, som selv var en modificering, er kunst. Der er således skabt et nyt værk, som hedder 'Den foruroligende Kælling'. Uwe Max Jensen, som var til stede under Orups modificering, tager afstand fra den. Han var der angiveligt kun, fordi han håbede, at Orup ville vise sin tissemand. Asger Jorn malede selv 'Den Foruroligende Ælling' oven på et naturromantisk maleri, han havde købt på et loppemarked. Det var således hans eget og derfor ikke hærværk. Når Orup i sin tweet om begivenheden sidestiller sin egen modifikation med Jorns, er der i hvert fald tre forhold, som gør, at han ikke har ret. 1) For det første er der en juridisk forskel. Jorn modificerede sin personlige ejendom. Det må man gerne. Orup modificerede Silkeborg Museums ejendom. Det må man som udgangspunkt ikke. 2) For det andet er der en kulturhistorisk forskel. Det billede, som Jorn modificerede, var til salg på et loppemarked. Det værk, som Orup modificerede, hang på et af landets førende kunstmuseer og opfattes som et hovedværk af en af landets vigtigste kunstnere. Orup modificerede med andre ord et værk, der i almindelighed blev opfattet som værende af umistelig kulturhistorisk værdi. Det gjorde Jorn ikke. 3) Jorns værk var ligesom Orups en provokation. Men Orups provokation var en efterligning af Jorns, og som efterligning kan man med god ret diskutere, om happeningen har samme kunstneriske berettigelse. Ud over disse tre markante forskelle kan og bør man også diskutere slutprodukternes kunstneriske værdi. Har Orups påklistring af et billede af hende selv samme kunstneriske værdi som Jorns påmaling af en kæmpe, foruroligende and? Man kunne måske ligefrem stramme den og spørge, om Orups selvpåklistring overhovedet er kunst. Vi kommer aldrig til at finde en definition på kunst, som kan bruges til kategorisering af ethvert værk. 'Kunst' er ikke blot en genre. Genrer kan vi godt definere. Men kunst er mere end en genre; det er også en værditilskrivning, en valorisering. Som sådan er det en relation mellem en genstand og en værditilskriver. Den værditilskriver, som vi bedst kan tildele sådan en autoritet, er publikum. Og hvis vi skal vurdere, om publikum mener, at en genstand er kunst, må vi se på, om tilskueren bruger den som kunst.

Vil nogen bruge Orups Foruroligende kælling som kunst?

Kronstorken kom flyvende

Da jeg i sin tid fortalte på Facebook, at jeg havde mistet næsten alle mine bøger, havde jeg virkelig ikke forestillet mig, at det ville blive opfattet som andet end den letbenede hverdagsbrok, vi (eller i hvert fald jeg) med jævne mellemrum smider op på Facebook-væggen, fordi vi ikke rigtig ved, hvad vi ellers skal stille op med den. Noget som man ser, lige netop når at registrere, inden man scroller videre, og som man og glemmer igen lidt efter, når den næste pudsige, hyggelige eller ærgerlige tildragelse præsenterer sig på skærmen.

Men nogen har alligevel bidt mærke i det. Den gode Peter-Clement har simpelthen sendt mig Forlaget Kronstorks bagkatalog, som kommer til at fylde godt og skønt på boghylderne. Sikke noget! Og P-C har virkelig insisteret på sin flotte gestus. Først ville han overraske mig og sendte derfor uden at varsko mig om det bøgerne til min adresse i Madrid, hvor jeg havde mistet alle mine bøger.

Men i mellemtiden var jeg uheldigvis flyttet til Malaga (som altså ligger cirka 600 kilometer derfra), så bøgerne nåede aldrig frem til mig og forvildede sig vist endda under hjemturen til Tyskland på grund af forviklinger, som postvæsnet må svare for.

Men da P-C erfarede, hvordan det var fat, bad han blot om min nye adresse her ved Middelhavet. Først tøvede jeg nogle måneder, for jeg syntes ikke, jeg kunne tage imod den flotte gave. Men til sidst besluttede jeg mig alligevel for at oplyse min adresse, for jeg ville heller ikke give det helt forkerte indtryk, at jeg var ligeglad med bøgerne. Kronstorks bøger er litteratur fra den øverste hylde. Det kan jeg godt være bekendt at sige, for de har aldrig udgivet noget, jeg har skrevet.

Og nu er bøgerne altså dukket op. Mere end to år efter, at jeg fortalte om min ødelagte bogsamling her på Facebook. Sikken herlighed! Og sikken fantastisk gestus fra min gamle forfatterskolekammerat, den glimrende digter Peter-Clement Woetmann.

Find i øvrigt Forlaget Kronstork her:

Oversættelsesopgaver søges

Hvis du har en bog, du skal have oversat, så sidder jeg klar ved telefonen her på kontoret. Mit nummer er 0034) 696661065. Træffer du mig ikke på telefonen (den kan være 'slukket'), kan du sende mig en e-mail på Jensens.Aftenskole@gmail.com.

Jeg oversætter til dansk fra engelsk, svensk, nynorsk, bokmål og, hvis det er børnebøger, også gerne fra tysk og spansk.

Særligt interesserer det mig at oversætte skønlitteratur samt filosofisk, litteraturteoretisk, kulturhistorisk, sociologisk, politologisk og politisk faglitteratur, men også fx biografier eller bøger om sport. Har du en bog, som falder uden for disse kategorier, så spørg mig gerne alligevel. Der er en god chance for, at jeg siger ja.

Tidligere har jeg i en årrække arbejdet som forlagsredaktør og siden som freelance-oversætter og korrekturlæser. Desuden skriver jeg bøger: romaner, noveller, lyrik, børnelitteratur, filosofi, sprog- og kulturteori.

Jeg har undervist i filosofi, kreativ skrivning og det danske sprog.

Jeg er uddannet fra Forfatterskolen og er desuden cand.phil. i filosofi.

Málagas dromedarer

 Så kom paraplyerne da ellers frem, skal jeg lige love for. Man må fægte sig frem over fortovet. Serena er heldig; hun kan gå nedenunder. Men det regner ikke. Ikke spor. Man aner måske en kende fugt i luften som efter en let morgendis. Fremme ved skolen spørger jeg en af forældrene.
– Jamen, har du ikke hørt, at de varslede regn her til morgen. Der skulle falde en byge ved ottetiden.
– Nu er den ni, siger jeg – og det er ved at klare op.
En af fædrene fortæller til udbredt rædsel, at han på vej til skolen mærkede noget, der meget vel kan have været en regndråbe i nakken. Nå ja, det kan strengt taget også have været noget fra en fugl.
Han er en af de få, som har taget gåturen uden paraply og gummistøvler, og rædslen blander sig hurtigt med slet skjult beundring fra flere af mødrenes side.
– At du tør!
Et par af fædrene krymper sig under de sorte paraplyer og mumler noget om, at man også skal huske, at man som forælder har ansvaret for, at børnene ikke møder gennemblødte op i skolen.

Flere og flere forældre dukker op ved skoleporten. En slår kuskeslag og ryster fortvivlet på hovedet over uvejret. En anden bliver manisk ved med at slå vand af gummibukserne. Men der er intet vand.
Pludselig rykker alle børn og forældre sammen og giver plads til den senest ankomne.
– Det er Aquarela! siger Serena begejstret.
Aquarela ankommer i en tysk undervandsbåd fra borgerkrigens tid. Der skal fem dromedarer til at trække sådan et fartøj på en ladvogn. Pigens mor sidder over skrævs på den midterste. Hun har våddragten på og snorkel. Det er et imponerende skue. De skumlende paraplyfædre fra før klapper nu anerkendende.
– Se, der er en, som ved, hvad det kræver at følge sit barn i skole i sådan et vejr!
Dromedarerne pruster og slår med hovederne. De har taget deres mundbind på for ikke at skulle indånde det fine, tørre støv, som deres hove slår op fra vejen.

Nej, ok. Nu overdriver jeg. Ingen af Málagas dromedarer bruger mundbind for tiden.

Flodernes konger

I foråret oversatte jeg denne virkelig gode fagbog om vikingernes rejser og togter via floderne på De Britiske Øer og især i øst: Kyiv, Konstantinopel og Bagdad. Bioarkæologen Cat Jarman har skrevet indlevende om rejserne og om de kulturelle og teknologiske forudsætninger for dem, om våben og især om skibsbygningsteknologien, om økonomien, sølvet som møntfod, pelsene, slavehandelen og den nye viden om kvindelige vikingekrigere.

Man kan læse historikeren Mads Ravns anmeldelse af den her: https://www.historie-online.dk/.../vikin.../flodernes-konger

Foran skolen og klinikken

Foran skolen står yngre forældre, lidt flere kvinder end mænd, i hverdagstøj, purrer op i håret på syv-otteårige børn i nederdele eller korte bukser, kysser dem intenst og skynder sig videre til arbejdet på morgencaféen, postkontoret eller hospitalet.

På fortovet skråt over for skolen trykker helt unge kvinder i anonymt, gråt tøj på klinikkens dørtelefon, vender sig en enkelt gang halvt og skotter ud mod gaden og skynder sig så ind gennem den materede glasdør.

På den modsatte side af den smalle gade står kæderygende, midaldrende kvinder dullet op til enkebal og råber ad de unge grå. “Det er også Guds børn!” råber de. Eller blot “Gå hjem!” De har pjecer med, som fortæller, hvor gode muligheder enlige kvinder har i det spanske samfund. De fortæller også, at et 12 uger gammelt foster allerede er et menneske med en sjæl, som tilhører Gud.

Indimellem kommer fire yngre betjente forbi i skinnende blå uniformer, en kvinde og tre mænd, og fortæller de opdullede kæderygere, at de ikke må stå der og råbe ad de unge grå kvinder. Kæderygerne argumenterer indsmigrende for deres sag, men ender altid med at pakke folderne sammen og bevæge sig langsomt i hver sin retning. “Ses i morgen!” råber den ældste over skulderen. “Ja, samme tid, samme sted!”