Gul

Min yndlingsfarve var gul. Det var flovt at sige det til nogen, ikke fordi der var noget i vejen med gul som sådan, tværtimod, men det var for nemt bare at tage den bedste farve. Det var som at svare Pelé, når nogen spurgte om min yndlingsfodboldspiller. Ikke fordi man behøvede at gøre sig interessant ved vælge en fuldstændig ukendt, men man kunne da i det mindste vælge Günter Netzer eller Dennis Law. Men jeg kunne bare bedst lide gul, og det var der ikke noget at gøre ved. Jeg husker en matrostrøje. Den var ligesom Anders Ands, bare gul. Især husker jeg, at den holdt så kort, som om jeg kun havde den på fem gange, før den blev smidt ud, og at jeg aldrig fik en anden. Var den slidt, flænset? Nej, det var, fordi jeg havde valgt den gule, tænkte jeg, som en straf.

Striden

På Promenaden (litteratur-blog) skriver Pablo Llambías om sit syn på striden om Mustafas kiosk. Her er mit svar til ham:

Selvfølgelig findes den position, Pablo, som du gerne vil abonnere på, altså den “ikke-rascismeanklagende, men alligevel lidt irriterede over, at Mustafa endnu engang skal repræsentere hele aresenalet af stereotyper om en tyrk på Nørrrebro og ikke blot sig selv-positionen”. Og den kaster dig, set fra mit altanvindue, ikke ind i helvedes forgård. Overhovedet ikke. Når positionen ikke får særligt meget plads i den aktuelle diskussion, er det vel, fordi der hinsidan er spillet ud med en anderledes offensiv position, altså “den indiskutabelt racismeanklagende og censurerende position”, og svaret på denne position, eller på dens påstand, bliver naturligvis meget let enten: “Jeg er enig med de rascisme-anklagende svenskere-positionen” eller “De må have slugt snusen-positionen”. Endelig kan der jo også tænkes en “semiracistisk fisken i rørt vande-position”. Den har jeg dog ikke set repræsenteret blandt mine (typisk også ret antiracistiske) Facebook-venner, og de er nu engang min adgang til den danske offentlighed for tiden. I den ophidsede situation vil din lettere irriterede mellemposition være lidt længere om at trænge igennem, simpelthen fordi lettere irritation har en langsommere flugt gennem luften end vrede.

Din irritation over at blive mødt med irrelevante forventninger, fx til en oplæsning, på grund af dit spanskklingende navn kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har jo også tidligere ynket mig over, at en anmelder af min debutroman i sin tid skrev, at han umuligt kunne have nogen forventninger til en forfatter med så ‘leverpostejfarvet’ et navn som mit, faktisk i den grad at han nærmest ikke havde gidet læse bogen, fordi jeg hedder Jens Peter Kaj Jensen. For ham kom jeg til at repræsentere det i hans optik kedsommelige ved en gennemsnitlig dansk mand. Heldigvis læste han så bogen alligevel, fordi han fik penge for det.

Men kan disse to erfaringer egentlig uden videre overføres til den svensk/danske diskussion? Det er jeg altså ikke sikker på. For det første er Mustafa ikke en virkelig person med virkelige følelser og med en virkelig historie, som i bogen bliver ignoreret, men en karrikatur i en humoristisk børnebog. Og hvis man faktisk læser bogen, som jeg har gjort mange gange, skal man være både blind og døv for ikke at opdage, at den skaldede, laskefede, bajerdrikkende leverpostejdansker, som er fremstillet i samme bog, bestemt hverken er beskrevet mere smigrende eller mindre klichéfyldt. Alle personerne er karrikaturer, som spiller på stereotyper, kærligt og solidarisk beskrevne stereotyper, men stereotyper. Jamen, er det faktisk ikke, om ikke et grundvilkår for humor? Måske ikke, men så i hvert fald den oftest anvendte modus. Der bliver hele tiden produceret og reproduceret stereotyper, som vi hver især vil kunne opfattes som repræsentanter for. Det tror jeg faktisk, man er nødt til at have røv nok i bukserne til at kunne klare. Og så må man selv lege med sin egen stereotypi, træde ud af den og vise sig som et rigtigt menneske med en virkelig historie. I det øjeblik, at dette virkelige menneske eller dets unikke historie bliver afvist eller reduceret under henvisning til fordommene, står vi over for et virkeligt problem, som ikke kan besvares med svag irritation, men kalder på vrede.

Da jeg var 33

Lars Hutters har i et Facebook-kædebrev opfordret mig til at skrive om dengang, jeg var 33 år gammel. Det har jeg så gjort:

Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.

Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.

Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen, Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.

På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode I vores familie kan vi ikke lide ubåde, som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.

Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. Professor David Favrholdt mente (helt uforståeligt), at jeg kunne få nogle fag, som jeg havde taget på samfundsfag i Århus, godskrevet som Ph.D.-seminarer, og i  foråret 1999 underviste jeg så et idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Så skulle den egentlig være der. Jeg ved ikke, hvor mange af de meget talentfulde studerende, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er aldrig blevet rigtig godt igen.

Noget Ph.D.-forsvar blev der imidlertid aldrig. Jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kold og kløgtig opponent ville kunne finde aspekter ved et af de behandlede problemer, som jeg ikke havde tænkt tilstrækkeligt over, eller i hvert fald ikke kunne gøre rede for litteraturen omkring. Mit projekt var for ambitiøst. Jeg havde spredt mig over for meget.

Derfor var det i virkeligheden en lettelse for mig, det ved jeg nu, at jeg snublede over en god grund til ikke at forsvare afhandlingen og iklæde mig titlen. Pludselig lykkedes det mig nemlig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Hvad skulle jeg med sådan en titel, når jeg allerede havde fundet mit drømmearbejde? Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.

At aflægge sig sine dygtigheder

I efteråret havde Forfatterskolen 25 års jubilæum. I den forbindelse udgav skolen en bog under titlen FS25. Den er fuld af gode essays, som tidligere elever, lærere og andre interessenter har skrevet om deres mellemværende med Forfatterskolen. Køb den og læs den. Her er mit eget bidrag til jubilæumsskriftet:

At aflægge sig sine dygtigheder

På Plaza Mayor sidder karikaturtegnerne på en lang række. De sidder der, hvor skellet mellem sol og skygge går, når klokken bliver tre. Det er siestatid, og det er der, de fleste potentielle kunder kommer. Så skal solen falde ind på de farverige lærreder, de udstillede, færdige billeder, så deres genskin trækker kunder til, men modellerne skal sidde i skygge. Hvis modellen sidder i solen, kaster næsen alt for kraftig skygge, skyggerne dominerer, og også reflekserne bliver for stærke.

En dygtig karikaturtegner har måske 100 forskellige næser i sin færdighedskasse. Det er et gæt. Han har også 100 munde, 50 frisurer, måske 30 sæt øjne, 20 hager og 10 pander, som han kan tegne til perfektion hver eneste gang, og som i kombination med de 20 forskellige sæt ører altid kan få et portræt til at ligne ganske godt. Det er en leg med typer, overdrevne typer, hvis det er karikaturer, men ellers i de realistiske, omend let forskønnede, proportioner, der er ikke meget vanskeligere at lave.

Det bliver for svært at holde fast i sine dygtigheder, hvis solen skinner direkte ind i ansigtet på modellen og kaster skygger og reflekser, som ikke ligger i færdighedskassen, fordi ingen virkelig næse i et virkeligt lys er en perfekt repræsentation af sin type, det ville kræve alt for mange typer, men skygger og reflekser, som ikke desto mindre vil dominere malerens synsindtryk. Det gælder om at reducere det vilkårlige, det atypiske og uforudseelige, det svimlende genskin og de chokerende skygger, hvis man skal male på baggrund af sådan en færdighedskasse, og det skal man, hvis man vil leve af at male portrætter på Plaza Mayor, i Hyde Park eller på Strøget.

Hvis man derimod vil være en billedkunstner, som fortæller overraskende sandheder om det sete, gælder det om i stedet at lukke færdighedskassen.

Det samme gælder forfattere, og Forfatterskolen har vist sig særlig god til hjælpe med at smække låget i.

Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.

Det svimle er det svært at blive dygtig til, det er svært at lære sig på rygraden. Når man skriver svimmelt, er svært at finde noget i færdighedskassen, der passer.

Skolens tekstlæsninger hjælper os til at kvitte forudskikkelsen af, hvad man kan forventes at sanse i en given situation, de hjælper os med at turde være svimle og inkompetente, med at turde aflægge os den dygtighed, som går hånd i hånd med kunstnerisk dovenhed.

En sådan dygtighed er evnen til at skrive formfuldendt i lange, semantisk og grammatisk korrekte strukturer, hvor sætning følger sætning i en nærmest ustandselig flod af nødvendighed. Nogle af os havde lært os dette gennem et allerede langt liv. Fire ud af de seks elever på min årgang havde taget eller var i gang med en akademisk uddannelse. Selv var jeg oven i købet 39 år gammel, da jeg startede på skolen, og havde arbejdet som forlagsredaktør i årevis. Jeg kunne skrive pænt, skriver jeg da ikke pænt? og runde af, og så skal man strides med sig selv for at lade være med det. For at give plads til det overraskende sande, det abrupte, det temposkiftende.

Dygtigheden tager nemt skikkelse af en rigid lille satan af en censor, som allerede under den indledende skriveproces sorterer det fjollede fra, det forkerte, dasker det grimme over fingrene. Sådan en censor kan hjælpe os til at skrive pænt, rigtigt og interessant, klogt, kunne man sige, af fokusere på væsentlige problemer i menneskelivet. Det er der i sig selv intet i vejen med at gøre, men det er en metode, som let kommer til at udelukke det, som med sin forkerte form eller sin skæve orientering kan overraske os selv og give os energi til at udforske os selv og verden med sproget, søge det, vi ikke vidste, vi havde brug for at vide noget om, lade sprogets egne uartige lege rive os med. Giver man sig ikke lov til dette, kan teksterne godt blive velformede og interessante, men man går glip af den gode litteratur.

Derfor er dygtigheden til at sætte fingeren på, hvad der er væsentlige problemer eller konflikter at skrive om, nok så væsentlig en egenskab at have som menneske, men også vigtig at kunne aflægge sig som forfatter. Misforstå mig nu ikke: Fremragende skønlitteratur kan sagtens handle om væsentlige menneskelige og altså sociale konflikter, det gør den ofte, men det er vigtigt, hvordan man er kommet derhen. Det skal ikke være med den rigide satan i hånden eller med 100 perfekte næser i færdighedskassen. Det er vigtigt, at man ikke på forhånd ved, hvad man leder efter i sin undersøgelse, for ellers ved man også, hvad man vil finde, og så kan man kun skrive én bog, nemlig den man altid allerede har skrevet.

Det er derfor, at Forfatterskolen hjælper os med at bære staffeliet ud i det skarpe lys, som kaster svimlende reflekser og forbandede skygger. Det gør den negativt ved tekstlæsningerne, hvor den rigide satan bliver identificeret, og gør det positivt samme sted og ved lærernes vejledninger og foredrag om egen skrivning og inspiration. Og det er kun muligt, fordi lærerne er forfattere og ikke blot dygtige akademikere.

Der er så mange dygtigheder, der kan snyde os. Allerede under min optagelsessamtale spurgte Pablo Henrik Llambías mig, om jeg var sikker på, at det var hensigtsmæssigt, at jeg hele tiden var sjov, når jeg skrev, at hvad som helst kunne vendes til noget morsomt. Det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde aldrig gjort denne egenskab ved min skrivning til genstand for nogen dybere overvejelse. Jeg havde blot forsøgt at komme min læser i møde med min humor, som trods alt gjorde de hæsligheder, jeg skrev om, til at bære. Det var en social konvention, noget jeg dygtigt havde lært mig at gøre uden at tænke meget over det. Sådan gør man, man kan da ikke være andet bekendt.

Men svaret, fandt jeg ud af, var nej. Det var jeg faktisk ikke sikker på. Jeg fandt oven i købet ud af, at den humor, som gennemtrængte alt, også tog brodden af det, jeg fortalte, gjorde det ufarligt og for så vidt ødelagde det for mig, svækkede det, i hvert fald. Forfatterskolens tekstlæsninger hjalp mig med at identificere, hvad denne humorisme gjorde ved mine tekster og fik mig til at eksperimentere med at lade tekster stå med den fulde alvor, deres emne gav dem. Når det er så indarbejdet i ens skrivemåde, at enhver sætning skal være morsom eller i det mindste pudsig, at man ikke længere tænker over, at det er, hvad man gør, at det ikke let at udskille dette element.

Dette var formodentlig den dygtighed, jeg måtte kæmpe mest med at aflægge mig under min forfatterskolegang. Og som jeg siden har forsøgt at generobre, men bevidst og vægtet.

For der er intet galt med dygtigheder i sig selv: Det er godt at kunne male en næse, der kan identificeres som næse. Det godt, ikke skidt, at kunne skrive velformede sætninger. Det er godt at have begreb om, hvad der kan være væsentlige konflikter i menneskelivet, og det er heller ikke skidt at have humor med. Alle dygtigheder, som kastes bort, mens man finder en vej som kunstner, skal før eller siden vindes hjem igen, når man har først har afvist at lade dem styre, lært sig ikke at lade dem stå i vejen for en ægte søgen, men male næsen, som man ser den, ikke som man har lært, at næser ser ud.
　

Leverpostej

Da jeg debuterede som skønlitterær forfatter med romanen Sofa, skrev en anmelder, at han ingen forventninger kunne have til en forfatter med så leverpostejfarvet et navn. Faktisk ville han ikke have læst bogen, hvis han ikke havde været betalt for det.

 

Nu endte han ganske vist med at synes rigtig godt om bogen, da han først havde kæmpet sig forbi titelbladet, men alligevel fik det mig til at tænke..., at det måske ikke er særlig hensigtsmæssigt at hedde Jens, Danmarks mest almindelige navn, hvis man vil være forfatter.

 

Her til morgen vågnede jeg så til den glædelige nyhed, at problemet havde løst sig selv. Jens er ikke længere nummer 1 på listen over almindelige navne i landet. Det er blevet overhalet af ... Peter.

Kære Røde Helle

Nu er den igen gal med de arbejdsløse, som ikke vil bestille noget, fordi du giver dem alt for meget i understøttelse og bistandshjælp.


Jeg har fx en virksomhed, som har ikke mindre end 11 (elleve!) ledige stillinger, som jeg ikke kan få besat. Vi er en virkelig velfungerende og moderne ledet fodboldklub i den fjerdebedste række på Møn, hvor vi helt akut står og mangler: en Iker Cassillas, en Carlos Puyol, en Sergio Ramos, en Danny Alves, en Jordi Alba, en Xabi Alonso, en Xavi Hernandes, en Andres Iniesta, en Cristiano Ronaldo, en Leo Messi og en Zlatan Ibrahimovich.

Vi har tilbudt lønramme 34, pensionsordning og gratis tandlæge, og ingen har nogensinde kunnet sige vores kantine noget på.

Det rystende er, at vi ikke har fået en eneste henvendelse fra en arbejdsløs, hvis kvalifikationer svarede til jobbeskrivelsen. Ikke en!

Jeg vil opfordre til, at man nu fra regeringens side tager problemet alvorligt og skærer den offentlige forsørgelse ned, så det kan mærkes.

Og det må gerne gå lidt hurtigt. Vi har ikke råd til at rykke ned i år, for vi har jo købt den nye opkridtningsmaskine på afbetaling.

Kategorisering af bestemthed

Jeg har det seneste års tid fået mig en nørdet biinteresse. Det drejer sig om et særligt emne inden for grammatikken, nemlig bestemthed. Det har jeg forsket en del i og skrevet meget om, hvilket jeg håber kommer den åndeløst spændte offentlighed til kundskab i det nye år.

En del af dette arbejde har bestået i at kortlægge, hvilke former for bestemthed vi faktisk har og bruger på dansk. Dette har så dannet udgangspunkt for en analyse af, dels hvordan vi bruger de forskellige former for bestemthed i hverdagssproget, i formelt sprog og i litterær tekst, og hvordan denne brug præger sproget. Dels hvordan man bruger bestemthed på andre sprog, som er typiske indvandrersprog i Danmark, og hvad dette betyder for, hvordan indvandrerne lærer dansk. Jeg har i den forbindelse lavet en række øvelser, som er målrettet de forskellige indvandrergrupper. Dette vil jeg holde for mig selv, indtil jeg har fundet en udgiver til disse analyser.

Men her vil jeg afsløre en del af konklusionen (det er jo ikke en krimi ...), nemlig selve kategoriseringen. Den er nemlig forudsætningen for den litterære analyse, som jeg efterfølgende vil lægge op.

Kategorisering:
Bestemthed 1: Bestemthed med endelse (-en, -et, -ne, -ene)

Bestemthed 2: Bestemthed med artikel (den, det, de) og et præciserende bestemthedsbøjet adjektiv knyttet til substantivet

Bestemthed 3: Bestemthed med artikel, uden adjektiv, men med en efterfølgende præcisering i en relativsætning eller at-sætning (fx den hest, der kommer først i mål)

Bestemthed 4: Bestemthed som en variant af bestemthed 3, men hvor den efterfølgende præciserende eller bestemmende sætning udelades, mens den indhold forudsættes bekendt af den fortrolige kreds, der tales til (fx han stod med den pind i hånden)

Bestemthed 5: Bestemthed med demonstrativt pronomen (denne, dette, disse, hin, hint, hine, begge, samme, den, det, de)

Bestemthed 6: Talesprogsvariant a) af bestemthed 5, genstanden inden for rækkevidde (den her, det her, de her)

Bestemthed 7: Talesprogsvariant b) af bestemthed 5, genstanden inden for synsvidde (den der, det der, de der)

Bestemthed 8: Bestemthed med genitiver og possessive pronominer, der kan stå som subjekt (min, mit, mine, din, dit dine, hans, hendes, dens, dets, ens, vores, jeres, deres)

Bestemthed 9: Bestemthed med possessive pronominer, der kun kan stå som objekt med refleksiv funktion (sin, sit sine)

Bestemthed 10: Bestemthed med artikel, men uden præciserende adjektiv eller efterfølgende præcisering (præsens participier som de handlende, de studerende, de rejsende)

Bestemthed 11: Bestemthed med artikel og bestemthedsbøjet adjektiv, men med udeladt substantiv (fx den slemme, den værste, de værste)

Bestemthed 12: Substantiveringer af bestemthed 11, altså begrebsdannelser (fx det sociale, det private, det moderne)

Bestemthed 13: Proprier, dannede med bestemthedsartikler eller som ordinære navne (fx Den mindst ringe, Den blege, Den dumme, Huset, Manden, Mogens, Middelfart, Danmarks Radio, Bestemt)

La Latina og krisen i Spanien

Her fra min altan kan jeg høre og se alt, hvad der foregår på byggetomten Campo de la Cebada, og det er Madrids mest interessante plads netop nu.

Nu fyldes pladsen med børnefamilier. Jeg genkender mange af dem fra La Paloma, børnenes skole. Det strømmer til med strejkende forældre, som kommer her med deres børn for at skilte med deres utilfredshed. I dag handler det om nedskæringerne i den spanske folkeskole. Jeg skal derned med Karl og Vera om lidt. På La Paloma er der nu to færre lærere end før sommerferien, mens antallet af elever er sat op med tre per klasse.

På Campo de la Cebada lå en offentlig svømmehal midt i La Latina. Byggetomten er en del af Plaza de la Cebada, et af La Latinas mange åbne arealer. Svømmehallen blev for fire år siden revet ned med løfte om en ny. Den nye kom ikke. Det gjorde krisen. Spanierne har valgt Mariano Rajoy og hans konservative PP til at løse de økonomiske problemer. Også i Madrids bystyre er PP ved magten, og både på landsplan og i Madrid forsøger politikerne sig med en neddrosling af den offentlige økonomi. Nedskæringer i den offentlige service og privatisering.

13. juni vedtog Rajoys regering en sparepakke på endnu 65 milliarder €, hvilket betyder, at det offentlige budget i alt er beskåret med 100 milliarder € i løbet af et halvt år. Momsen er sat op fra 18 til 21%. Funktionærernes realløn er reduceret med 25%, siden Rajoy tog over, og den diminutive arbejdsløshedsunderstøttelse er sat ned med 10 %.

Campo de la Cebada skal privatiseres, og så skal der bygges et butikscenter. De lokale beboere er sure over, at de aldrig får deres nye svømmehal, men sure på en glad måde. De har lavet en forening, som arrangerer aktiviteter på pladsen for at holde opmærksomheden rettet mod den manglende pøl.

Billed- og installationskunstnere udstiller på pladsen, skulptører. Balletinspirerede cirkusartister optræder. Der er teatersport, nogen bygger højbede til tomat, aubergine og krydderurt, andre bygger skyggefulde tribuner med hjul under, så de kan flyttes rundt alt efter, hvor på pladsen der er optræden. Tribunerne bygges af en blanding af nyt tømmer og gedigent skrammel. En er lavet af 24 forskellige spisebordsstole boltet fast på friske lægter, en anden af bildæk og en af frugtkasser. Der er otte rullende tribuner i alt.

Der bygges legehuse til børnene, eller de kan selv bygge af nedbrydningsaffaldet. Nogen sidder og tegner i skyggen, spiller skak eller læser i den store gyngesofa. Der er open air-filmforevisninger om aftenen. Der er en basketball-bane med hjemmehæklet dækken til pladen, så bolden ikke larmer, når den rammer, der er bordtennis og fodbold. Når de røde har marcheret i gaderne og demonstreret på Plaza Mayor mod nedskæringer og privatisering, holder de folkekøkken på Campo de la Cebada.

Hver søndag er der koncert med Cantamañanas, som er en gruppe sangere med guitar på. Folkesangere, humorister, protestsangere. De holder små politiske taler mellem sangene. Koncerterne starter kl. 13 og fortsætter i 7-8 timer. Sådan kører det hele året, de holder til i kvarteret. En af dem er min datters sanglærer i skolen.

I sidste uge var der sangerfestival. Hver aften sang og spillede solister fra hele verden. De fik tre sange hver. Sangerne fra Cantamañanas introducerede deres gæstekolleger, solgte øl og vand og fik det hele til at klappe. Det er aktivistarbejde. En sur indianer fra Bolivia har fået beslaglagt sin guitar af politiet, fordi han spillede på gaden. Så låner han en af en argentinsk kollega, og synger surt og pragtfuldt.

Nu er der standup-festival.

For et par uger siden uge stillede aktivisterne oppustelige svømmebassiner op på pladsen. Folk kom i badetøj, der var vandkamp overalt. Børn i ukontrollabel leg. Sol, brune ben, voksenleg, men også plancher og brochurer, som forklarede om privatiseringens konsekvenser. Det handler om vand. Ikke kun om vandet i den nedrevne svømmehal, men også om de offentlige vandressourcer, det dejlige jernholdige bjergvand uden kalk. Madrid ligger 800 meter over havets overflade. Vandet skal nu privatiseres med forhøjede priser, deregulering og risiko for overudnyttelse og tørke til følge, sådan som man har set det andre steder, fx i Indien. Verdensbanken har tvunget Indien til at privatisere de fælles vandressourcer, de små vandtempler, hvor alle kunne slukke tørsten og skaffe gratis vand til afgrøderne, men under lokal råds skånsomme restriktioner. Efter privatiseringen er der givet los for udnyttelsen af vandet, alt er solgt, og de knappe ressourcer er flere stedet brugt op, tørlagt, og store områder, som før blev dyrket, er ørken. Også Madrid er tør, solen brænder, det regner aldrig her, og byen er på 70 år vokset fra en million til treenhalv.

Modstanden mod dette privatiseringsperspektiv er en naturlig del af de politiske aktiviteter på Campo de la Cebada.

La Latina er et kvarter i den sydvestlige del af Madrids centrum. Det dækker måske fem procent af byen. Kvarteret er opkaldt efter et berømt teater, der ligger på pladsen, lige foran metrostationen La Latina. Det er ikke byens mest eksperimenterende teater, de spiller Hvem er bange for Virginia Wolf?, man tager ikke store chancer med repertoiret, når kunderne ingen penge har. La Latina er ikke slum, men er dog en væsentligt fattigere bydel end nordøst. Det er Madrids indre Nørrebro, Campo de la Cebada er dens Blågårds Plads.

Bevæger man sig blot to kilometer længere ned ad bakken mod sydvest, kommer man til fodboldklubben Atlético Madrids hjemmebane, Vicente de Calderón. Den ligger i et genuint arbejder- og indvandrerkvarter. Det er her immigranterne fra de tidligere kolonier bor. Her hader de fleste beboere Real Madrid og Cristiano Ronaldo lige så meget, som de elsker Atlético og deres målhelt, tigeren Radamel Falcao, som er colombianer. Det er ikke ligegyldigt her.

Latinamerikanerne har ikke sproglige tilpasningsvanskeligheder, men udgør fremdeles en økonomisk underklasse i Madrid. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet er langt svagere end fx kinesernes. Latinamerikanerne er ikke så velorganiseret en indvandrergruppe, som kineserne er, og med en arbejdsløshed på 23% er det ofte latinamerikanerne, der ryger ud. De hører ikke til de mange offentligt ansatte, som for tiden bliver fyret, men når den lavere spanske middelklasse mister funktionærstillingerne og synker ned i arbejderklassen, bliver de latinamerikanske arbejdere presset ud gennem bunden af arbejdsmarkedet.

Man mærker det på mine børns tidligere skole nede i rabarberkvarteret ved Vicente de Calderón. Der kommer hele tiden nye børn i klassen. Udskiftningen er stor, fordi så mange familier rejser hjem til Peru, Argentina, Paraguay og Chile. ”Vi rejser hjem for i det mindste at være arbejdsløse blandt familie og venner”, siger forældrene, når vi venter på, at børnene løber ud gennem porten. Selv cubanerne rejser hjem til deres forarmede ø; undtagen Ramón, som har mojito-baren rundt om hjørnet.

Også her oppe i La Latina er Atlético de flestes hjerteklub. Når Real Madrid spiller mod FC Barcelona, præger Barcelona-trøjerne barer og gader, fordi Barça er Reals hovedrival, den stærkeste udfordrer af kongemagten, centralstyret og højrefløjen, og kampene mellem Barça og Real er større end alt andet, selv nu, hvor Atlético topper La Liga sammen med Barça.

Krisen i Spanien har ikke sit udspring i de offentlige finanser, som den har i Italien og Grækenland. Zapateros socialdemokratiske regering brød ikke Maastricht-traktatens gældsloft på 60% af BNP, som fx selv Tyskland gjorde, og den spanske stat kunne i 2007 og 2008 præstere et budgetoverskud på næsten 2% af BNP.

Problemerne opstod i den private sektor. Landet gennemlevede et eventyrligt byggeboom, især på Solkysten, hvor udenlandske investorer spillede en stor rolle, og da finanskrisen så trak fundamentet væk, og byggesektoren kollapsede, trådte staten til for at redde bankerne, som havde lånt miliarder af euro til investorer og huskøbere. I 2008 blev de offentlige finanser alvorligt ramt af bankredninger og vigende skatteindtægter, som skyldtes den nye arbejdsløshed, og af udgifter til understøttelse. Spanien havde i modsætning til, hvad der ofte fortælles, ikke lånt for meget, men de nye lån, de blev nødt til at optage, er forrentet med op til 7%, mens Storbritannien, som har et underskud på størrelse med Spaniens, kun betaler 2%.

Krisen har fået regionale konflikter mellem staten og autonomierne i nord til at blusse op. For tiden er det dog ikke så meget Baskerlandet og ETA, man hører om. Især katalanernes latente lyst til selvstændighed er vækket. Katalonien er en af de rigeste autonomier i den spanske stat. En betydelig del af Spaniens industri er placeret i Barcelona. Mens turismen og byggeboomet i Andalusien bogstaveligt ligger i ruiner, halvfærdige byggeprojekter forfalder, fordi investorerne er sprunget fra, har industrien i Katalonien det acceptabelt. Katalanerne har aldrig haft nogen stor kærlighed til Madrid og den centralmagt, som især i de 40 år under Franco underkuede deres sprog og kultur, og nu synes det Artur Mas’ politisk midtsøgende regering i Katalonien ikke, at de skal betale for krisen i syd. Katalanerne vil ikke betale skat til den spanske stat, men vil have lov til selv at indkræve skatter og råde over midlerne. Katalanerne betaler forholdmæssigt den samme skat, som man gør i alle autonomier i den spanske stat, men nu hvor der tjenes så lidt i resten af Spanien, føler mange katalanere, at de på denne måde kommer til at betale for stor en andel af den samlede spanske kriseløsning. De vil have deres penge tilbage. Om ikke andet vil de have et kæmpe lån af staten til at betale de offentligt ansattes løn for resten af året.

Det vil den spanske regering ikke give dem. Den katalanske regering har derfor valgt en ny, mere konfrontatorisk kurs over for Spaniens konservative regering, og det ser ud til, at de har lokalbefolkningen med sig. 11. september demonstrerede cirka 1.500.000 fredeligt i Barcelona for katalansk selvstændighed. Det er de største demonstrationer i mands minde, og lokalstyret udskrevet valg til den 25. november (to år før tid) for at indhøste et stærkere mandat til den radikale selvstændighedskurs.

PSOE’s præsident Alfredo Pérez Rubalcaba har forsøgt at komme de utilfredse katalanere i møde ved at foreslå en løsere tilknytning mellem autonomierne, en udvikling af staten i en mere føderal retning. Men det har det regerende PP kategorisk afvist, ligesom de afviser en egentlig katalansk løsrivelse under henvisning til den spanske forfatning, som forbyder noget sådant. Det vil ødelægge Spanien, siger de. Rajoy-regeringen fik i begyndelsen af oktober EUs støtte til sin taktik med at ignorere oprøret i Katalonien. Det var et tilbageslag for Artur Mas, som havde håbet på EU, men taktikken kan næppe lykkes på blot lidt længere sigt.

Artur Mas er ikke valgt på et krav om decideret løsrivelse, men efter demonstrationen 11. september har han strammet retorikken og taler nu om behovet for en selvstændig stat. Det gør også FC Barcelonas præsident Sandro Rosell. På 10 år er opbakningen til løsrivelse vokset fra 36% til 51. Kravet om selvstændighed tages nu så alvorligt, at sportsjournalisterne er begyndt at spørge Barcelonas spillere, hvad der sker med El Clásico, når Katalonien løsriver sig fra Spanien. Svaret er, at FC Barcelona vil fortsætte med at spille i La Liga, ligesom selvstændige Monaco spiller i Frankrig. Spørgsmålet er naturligvis, om resten af Spanien vil have dem med, hvis det kommer dertil.

Kongeklubben, Real Madrid, holder til i byens nordøstlige del. Det er overklassens Madrid. Her ved Santiago Bernabeu, hvor gaderne stadig har navne efter Francos generaler: Juan Yagüe, Quiepo de Llano og José Enrique Varela, er der ingen krise. Her er Franco endnu en helt for mange. Det er PP-land. De færreste af PP’s vælgere ønsker det fascistiske diktatur tilbage, men mindes det med respekt og stolthed.

La Latina i sydvest er som et andet land. Krisen er ganske vist ikke så udpræget her som længere nede ad bakken, men krise er her. Når aktivisterne på Campo de la Cebada har tid til at kæmpe for kulturen, fællesskabet og vandet, er det jo, fordi de intet arbejde har at passe.

Det er her byens få økologiske butikker og restauranter ligger. Det er anarkisternes kvarter. Den anarkosyndikalistiske fagbevægelse, CNT, som spillede så væsentlig en rolle i den spanske borgerkrig, har hovedkvarter på Plaza de Tirso de Molina. Det er en anden af La Latinas pladser, som ligger 500 meter fra Plaza de la Cebada. Sammen med den mere ydmyge Plaza de Cascorro og den helt anonyme Plaza del General Vara de Rey indrammer den El Rastro, det største og ældste gademarked i Madrid, som hver søndag fylder gaderne i La Latina-kvarteret med mennesker og med stande, boder, butikker, som flytter ud på fortovet eller gaden. Gode sager, antikke møbler, ting i jern eller metal, ovne, kommoder, gamle globusser, men også rustne nøgler til døre i nedrevne huse, de farvestrålende peruvianske skjorter, som altid stumper på ærmerne, billeder af butiksindehaverens eks-svigermor, jamen, rammen er af støbejern, se, sådan kan man skifte billedet. Alt sammen til turistpriser, som nok kan forhandles, men det er jo ikke Marokko, det her.

Samtidig repræsenterer de fire pladser hver sin del af La Latina. At Plaza de la Cebada er bohemernes og de intellektuelles plads, er tydeligt.

Plaza de Cascorro er til gengæld kinesernes. Klokken 15.30 er solen for skarp til, at man kan arbejde. Sådan er det det meste af året, men også nu, midt på efteråret, er der siesta. Butikkerne lukker halvanden time, også mange restauranter gør, og nogen lægger sig. Men de fleste går ud og tager lidt tapas sammen med kollegerne. Også kineserne trækker ud fra butikkerne og mødes i kliker på byens torve. På Plaza de Cascorro får de kørt varer ud fra deres ligeledes kinesiske grossister. Her står de så med deres tøjpaller og udveksler erfaringer med landsmænd. De har deres egen liga, de styrer tøjforretningerne, frisørerne, papirvareforretningerne, isenkræmmerne, grønthandlerne, de store kiosker og de små supermarkeder. I La Latina er det meste kinesisk, især gaderne omkring Plaza de Cascorro. De mange antikvitetsforretningerne er dog sjældent. Restauranterne er heldigvis også spanske, og fiskeforretningerne.

Plaza de Tirso de Molina er sumpernes plads, alkoholikernes og narkomanernes. Stemningen er rå, og gadekriminaliteten er udpræget. Narkodealerne kommer også her. Men den smukke plads har også springvand, der er otte blomsterboder, store fortovscafeer med fadølsfordrukne turister og halvdyre, traditionelle restauranter og billige barer. Der er også en legeplads med interessante stållegeredskaber, unika. Pladsen har sin egen metro. Der er en Lidl. I Lidl har jeg hørt en kassedame synge til arbejdet. Det har jeg godt nok aldrig i Fakta på Østerbro. Det er ikke, fordi lønnen er højere her, eller fordi arbejdsmiljøet er bedre. Arbejdsbetingelserne er langt ringere. En almindelig (fx skolelærer) løn i Spanien er på 1000 € om måneden; en kasssedame i Lidl tjener langt mindre. Det er ikke, fordi kassedamerne er gladere her, eller fordi spanierne er. Kvinden var ikke spanier, men latinamerikaner, og hun var både træt og trist, mens hun sang. Hun sang for ikke at falde i søvn. Men hvorfor synger de trætte danske kassedamer ikke for at holde sig vågne? Jamen, det ville da aldrig falde dem ind. Det ville virke pinligt, det er forskellen.

Her er Lidl og 8 blomsterboder, og CNT, som altid advokerer for en strejke på et banner på facaden, huelga general! eller huelga indefinida! I dag er der forældrestrejke på byens offentlige skoler. Vi holder børnene hjemme. Det er regeringen nok ligeglad med.

Generalstrejken 29. marts mod den arbejdsmarkedsreform, som gør det langt lettere at fyre sine medarbejder, lammede heller ikke ligefrem landet. Dertil var opbakningen trods alt for ringe; selv på CNT’s Tirso de Molina kunne man gå ud og spise tapas eller købe varmt brød i Lidl. Men siden er protesterne vokset fra uge til uge. Hver uge er der store demonstrationer mod PP’s krisepolitik ikke blot i Barcelona og Madrid, men i alle større byer i Spanien.

Det er også på Tirso de Molina, at sumperne regerer. Her lugter ærligt talt altid af pis, selvom gader og fortov bliver vasket hver morgen, fordi det regner så sjældent, og her så mange hunde.

Den mere anonyme Plaza del General Vara de Rey er det fjerde hjørne i El Rastro. Her omkring de skyggefulde kastanietræer ligger arbejderboliger. Det er arbejdernes og pensionisternes plads. I stueetagen er der ingen fine restauranter eller smarte butikker, men stambarer og små produktionsvirksomheder, en billedrammefabrik, fx. Heromkring ligger adskillige antikvitetsforretninger. Kinesernes kristne kirke ligger også her, og så har pladsen et stort dagcenter for pesionister, Centro de Día. Det er en stille plads. Undtagen om søndagen, hvor den er en prominent del af gademarkedet. For eksempel er det her, konerne slås om brugte sko og piratkopier af mærkevarer.

I Spanien starter børnene i skole det år, de bliver tre, og i de små klasser satses der på sprog. Det er et resultat af den langsigtede kriseløsningsstrategi, som Zapateros PSOE-regering forsøgte sig med. Det er sådan, landet forsøger at udvide eksportmarkederne. Børnene har engelsk fra skolestart. I mange offentlige skoler foregår halvdelen af undervisningen på engelsk, fra børnene er 6 år.

I de større klasser satser skolen meget på hård videnskab, knap så meget på dialog, kritisk tænkning og filosofi.

Hospitalerne er præget af en tilsvarende fokus på teknologiske løsninger. De er langt mere teknologisk avancerede end de danske, men den tænkning, der ligger bag denne satsning, resulterer fx også i, at fødsler bliver sygeliggjort. Alle fødende får rygmarvsbedøvelse, med mindre de frabeder sig denne teknologi. Der er maskiner og medicin til alt. Det er, som om Spanien siden Francos død har overgjort sin stræben efter at komme udviklingsmæssigt på højde med Nordeuropa efter de mange års afsondring og fattigdom under diktaturet. Det teknologiske og kvantificerbare ses som det moderne, der peger ud af fascismens mørke.

Om lidt står vi nede på Campo de la Cebada og demonstrerer mod nedskæringerne i den offentlige skole i Spanien. Jeg har sagt til Karl på fem år, at vi skal vise dem, der bestemmer over Madrid og Spanien, at vi er vrede over, at deres skole ikke længere har en lærer, der kan hjælpe de børn, som har det særlig svært, og at også en anden lærer mangler, mens der er kommet flere børn. ”Nu kan I ikke længere komme på udflugter”, siger jeg. ”Men kommer dem, der bestemmer over Madrid, ned på pladsen?”, spørger Karl. Det gør de nok ikke, må jeg indrømme. ”Men skal vi så ikke gå der hen, hvor de bor?”, spørger han.

Det skal vi. I aften vil over 100.000 madrillenere fra alle byens offentlige skoler samle sig på Paseo de Prado og gå op mod rådhuset og videre frem mod undervisningsministeriet for at demonstrere mod regeringens krisepolitik. Vi tage skilte med og gryder, som vi kan slå på. Trommer. Fodboldfløjter. Solen vil skinne, folk vil finde nye venner, og gamle, vi vil synge, nogen vil ryge hash. Vi vil selv beskrive demonstrationen som en succes, regeringen som en bagatel. Og i næste uge vil der komme endnu flere.

Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes

Det er mest bekvemt at tillægge de personer, som det er synd for, sympatiske træk og ædle handlemønstre. Fx forventer vi, at jøderne gør en sympatisk statsførelse, når de endelig får chancen, at de sorte i Sydafrika gør. Sådan foretrækker vi at se verden. Vi tænker også, at de syge, de fattige, de mishandlede og ensomme mennesker er bedre mennesker end andre, ikke perfekte, men at de i det store hele gør gode ting og tænker bedrøvede, men smukke og kærlige tanker.

Men det kan man ikke uden videre regne med.

Det kræver styrke at gøre godt, det kræver ressourcer; overskud kalder vi det. Menneskets største ressource er kærlighed, og har man fået for lidt af den, er det svært at møde andre mennesker i en kærlig ånd.

Der findes ensomme mennesker, som angler efter kærlighed, efter at blive set, mærket, men netop derfor ikke bliver det. I øjeblikkets desperation falder de for fristelsen til at gøre noget ynkeligt og forkasteligt i deres higen efter anerkendelse.

Dette er ikke noget, vi bryder os om at se, men sandt er det.

Ofte betragter vi disse følsomme og skrøbelige menneskers desperate handlinger med svag og udeltagende undren. Sådanne skøre ting gør folk da ikke, mener vi, og når de gør, er de selv ude om det. Så vil vi ikke se dem.

Men det gør de. Også derfor skal vi elske dem og tage os af dem. Vi skal se dem, disse helt almindelige, vanvittige mennesker, i stedet for at kigge væk, når de skejer ud.

Hvad mere er: Jeg tror ikke, det er ret almindeligt at være, hvad vi almindeligvis omtaler som normal. Jeg tror ikke, at nogen i ærlighed kan sige, at de aldrig har følt fristelsen til at gøre vanvittige ting. Jeg tvivler endda på, at ret mange kan sige sig fri for at føle sådanne fristelser igen og igen. En fristelse, ja en drift mod det. Jeg tror i det store hele ikke, at normale mennesker findes, hvis man er ærlig og kigger ordentligt efter.

Normaliteten er ikke normal, men en standart, vi forsøger at opdrage vores børn til at tilnærme sig, fordi den gør det lettere at få mange mennesker til at passe ind i et fællesskab, vi tager normalitetens klædedragt på og går ind i det rum, hvor alle andre er klædt ud på samme måde. Ofte er dem, der klæder sig allermest almindeligt ud, dem der rummer drifter mod en adfærd, som afviger voldsomt fra denne kunstige fællesnorm; det er dem, der kender sig selv så dårligt, at de er bange for ikke at kunne håndtere disse afvigelser, som vi kalder perverse. Hos mange er denne selvundertrykkelse endda ubevidst. Normalitetens klædedragt har ikke været af i årevis, den er vokset fast til huden, og dem der bærer den forveksler den med deres eget skind. Det er farligt, for tøjet passer aldrig, og før eller siden brister det, og sammenvokset med huden, som det er, gør det ondt, når det revner.

Hvad jeg siger, er ikke, at vi skal give efter for vanviddet, give slip på os selv, på alle sider af os selv. Et vist mål af selvundertrykkelse er helt nødvendig og vil sandsynligvis være det i et hvilket som helst samfund, hvis det skal overleve mere end en enkelt generation. Men vi skal lære at forstå og tilgive vanviddet, og det kan vi bedst ved at kigge ind i os selv.

Frigørelse og fagforeninger

Vi ser sydeuropæiske fagforeninger kæmpe for bevarelse af arbejdspladser i miner, hvor alle medarbejdere får slidt deres led i stykker og ødelagt deres helbred af giftige mineraler. Arbejdspladser, hvor arbejderne har en ensformig og mentalt invaliderende hverdag, en dårlig løn og ingen indflydelse på deres eget arbejde. Samtidig er det arbejdspladser, som set i et mere overordnet perspektiv er forældede og ikke tjener nogen anden funktion end at fastholde samfundet i et unødvendigt forurenende forbrugsmønster. Det er ingen progressiv kamp.

Vi ser danske fagforeninger kæmpe for højere løn til højtlønnede, velvidende at det vil øge uligheden i samfundet og på den enkelte arbejdsplads, hvor de lavtlønnede aldrig vil opnå de samme nominelle lønstigninger. Øget ulighed på den enkelte arbejdsplads er med til at hierarkisere og umenneskeliggøre relationerne mellem medarbejderne yderligere. Det er en udvikling, som skyder den sociale frigørelse stadig længere ud i fremtiden.

Danske fagforeninger kæmper for deres egen faggruppes egoistiske interesser i pension og løn. De kæmper ikke for alle medarbejderes fælles indflydelse på arbejdets organisering, ikke for indflydelse på produktionens samfundsmæssige, fx miljømæssige, betydning, og produktets kvalitet, ikke for lønudligning og fordeling af arbejdet, så alle medarbejdere hver dag får brugt både krop og åndsevner i et afvekslende arbejde. Det gør de ikke, fordi de kæmper inden for rammerne af Hovedaftalen mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, som giver arbejderne ret til at organisere sig og strejke og kæmpe for løn, arbejdstid og arbejdsmiljø, men som samtidig fastslår, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet.

Det er det danske aftalesystem, den danske model, som selv socialisterne i Enhedslisten forsvarer. Men inden for rammerne af Hovedaftalen kan man ikke nærme sig socialismen. Kampen for socialismen indebærer en opsigelse af Hovedaftalen.

En fagbevægelse, som kæmper på Hovedaftalens præmisser, vil altid som hovedtendens være reaktionær (selvom de kan kæmpe nok så mange progressive enkeltkampe), og hele laget af professionelle systembevarere i den danske fagbevægelse står i vejen for en frigørende udvikling.

Ønsker man den sociale frigørelse, skal man ikke kun arbejde for en opsigelse af hovedaftalen. I sig selv løser det intet, for hele fagbevægelsens struktur er modelleret efter Hovedaftalens dårlige kompromis mellem lønarbejdere og virksomhedsejere. Opsigelsen vil ikke stille en kollegial magt i stedet for virksomhedesejernes og pampernes magt, men blot svække pamperne over for kapitalisterne. Modmagten skal opbygges ved siden af den nuværende fagforeningsstruktur. Vi skal arbejde for fagforeninger, som har deres basis på den enkelte arbejdsplads, og som går på tværs af faggrænser. Disse nye fagforeninger skal solidarisk kæmpe for alle medarbejderes vilkår, ikke splitte dem op i kamp om den fælles lønsum. Det handler om lønudligning og medarbejderindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og fordelingen af arbejdets udkomme. Om arbejdsmiljø og ydre miljø. Om at skabe arbejdspladser, som producerer for samfundets behov og velfærd, ikke for profit, og som producerer på en måde, der er udviklende og sund for alle medarbejdere.

Ligeløn for alle er den yderste grænse, vi gradvis skal forsøge at tilnærme os. Det forudsætter en anderledes fordeling af arbejdet, fx en opkvalificering af de ufaglærte arbejdsfunktioner. Men der vil formodentlig altid være behov for specialister med ekstra lange uddannelser. Derfor forudsætter en tilnærmelse til ligeløn også, at de medarbejdere, som har de længste uddannelser, også får løn under uddannelsen. Det skal arbejdsgiverne være med til at betale. Fx kan en del af de højtuddannedes høje løn i stedet indgå i en uddannelseslønpulje, som også staten bidrager til med SU-pengene. En anden del af den høje løn må gå til hævelse af de laveste lønsatser på arbejdspladsen.

De nye arbejdspladsbaserede fagligforeninger skal ikke kæmpe for højere løn til de højtlønnede, men for lavere løn samt løn under uddannelsen og hævelse af de laveste lønninger.

Socialismen handler ikke om forsvar for privilegier og øgede forbrugsmuligheder for alle, men om lighed, frihed og selvudfoldelse.