søndag, april 21, 2013

Striden


På Promenaden (litteratur-blog) skriver Pablo Llambías om sit syn på striden om Mustafas kiosk. Her er mit svar til ham:

Selvfølgelig findes den position, Pablo, som du gerne vil abonnere på, altså den “ikke-rascismeanklagende, men alligevel lidt irriterede over, at Mustafa endnu engang skal repræsentere hele aresenalet af stereotyper om en tyrk på Nørrrebro og ikke blot sig selv-positionen”. Og den kaster dig, set fra mit altanvindue, ikke ind i helvedes forgård. Overhovedet ikke. Når positionen ikke får særligt meget plads i den aktuelle diskussion, er det vel, fordi der hinsidan er spillet ud med en anderledes offensiv position, altså “den indiskutabelt racismeanklagende og censurerende position”, og svaret på denne position, eller på dens påstand, bliver naturligvis meget let enten: “Jeg er enig med de rascisme-anklagende svenskere-positionen” eller “De må have slugt snusen-positionen”. Endelig kan der jo også tænkes en “semiracistisk fisken i rørt vande-position”. Den har jeg dog ikke set repræsenteret blandt mine (typisk også ret antiracistiske) Facebook-venner, og de er nu engang min adgang til den danske offentlighed for tiden. I den ophidsede situation vil din lettere irriterede mellemposition være lidt længere om at trænge igennem, simpelthen fordi lettere irritation har en langsommere flugt gennem luften end vrede.

Din irritation over at blive mødt med irrelevante forventninger, fx til en oplæsning, på grund af dit spanskklingende navn kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har jo også tidligere ynket mig over, at en anmelder af min debutroman i sin tid skrev, at han umuligt kunne have nogen forventninger til en forfatter med så ‘leverpostejfarvet’ et navn som mit, faktisk i den grad at han nærmest ikke havde gidet læse bogen, fordi jeg hedder Jens Peter Kaj Jensen. For ham kom jeg til at repræsentere det i hans optik kedsommelige ved en gennemsnitlig dansk mand. Heldigvis læste han så bogen alligevel, fordi han fik penge for det.

Men kan disse to erfaringer egentlig uden videre overføres til den svensk/danske diskussion? Det er jeg altså ikke sikker på. For det første er Mustafa ikke en virkelig person med virkelige følelser og med en virkelig historie, som i bogen bliver ignoreret, men en karrikatur i en humoristisk børnebog. Og hvis man faktisk læser bogen, som jeg har gjort mange gange, skal man være både blind og døv for ikke at opdage, at den skaldede, laskefede, bajerdrikkende leverpostejdansker, som er fremstillet i samme bog, bestemt hverken er beskrevet mere smigrende eller mindre klichéfyldt. Alle personerne er karrikaturer, som spiller på stereotyper, kærligt og solidarisk beskrevne stereotyper, men stereotyper. Jamen, er det faktisk ikke, om ikke et grundvilkår for humor? Måske ikke, men så i hvert fald den oftest anvendte modus. Der bliver hele tiden produceret og reproduceret stereotyper, som vi hver især vil kunne opfattes som repræsentanter for. Det tror jeg faktisk, man er nødt til at have røv nok i bukserne til at kunne klare. Og så må man selv lege med sin egen stereotypi, træde ud af den og vise sig som et rigtigt menneske med en virkelig historie. I det øjeblik, at dette virkelige menneske eller dets unikke historie bliver afvist eller reduceret under henvisning til fordommene, står vi over for et virkeligt problem, som ikke kan besvares med svag irritation, men kalder på vrede.

Ingen kommentarer: