Gul

Min yndlingsfarve var gul. Det var flovt at sige det til nogen, ikke fordi der var noget i vejen med gul som sådan, tværtimod, men det var for nemt bare at tage den bedste farve. Det var som at svare Pelé, når nogen spurgte om min yndlingsfodboldspiller. Ikke fordi man behøvede at gøre sig interessant ved vælge en fuldstændig ukendt, men man kunne da i det mindste vælge Günter Netzer eller Dennis Law. Men jeg kunne bare bedst lide gul, og det var der ikke noget at gøre ved. Jeg husker en matrostrøje. Den var ligesom Anders Ands, bare gul. Især husker jeg, at den holdt så kort, som om jeg kun havde den på fem gange, før den blev smidt ud, og at jeg aldrig fik en anden. Var den slidt, flænset? Nej, det var, fordi jeg havde valgt den gule, tænkte jeg, som en straf.