Oppositionen i Rusland

Måske kunne den næste store indsamling eller støttekoncert blive til fordel for den demokratiske russiske opposition. Det kunne være fredsbevægelsen eller kvindebevægelsen i Moskva, som er dem vi hører mest om, eller begge dele. Det kunne også være nogen, som vi ikke hører så meget om. Men det skal naturligvis være nogen, der ikke deler Putins stormagtsdrømme.

Det er vigtigt at give den russiske opposition en stemme i verdensoffentligheden. Det er vigtigt at give dem synlighed, fordi det gør det mere omkostningsfuldt for regimet at undertrykke dem og kaste dem i kachotten.

Kunne man invitere oppositionens repræsentanter til Danmark for at fortælle om deres arbejde, måske sammen med oppositionelle russiske kunstnere?

Hvis de vurderer, at det er for farligt for dem at turnere i Vesten nu, kunne man finde andre måder at give dem international opmærksomhed og støtte på. Fx med Internetbegivenheder.

I 1985 var jeg på skolerejse i Prag med Krogerup Højskole. En dag spurgte min lærer mig pludselig, om jeg ville med til et hemmeligt møde med Charta 77. Det var dengang den stærkeste stemme i den demokratiske opposition til det kommunistiske regime. Dem havde min lærer kontakt til via Venstresocialisterne, som arbejdede sammen med Charta 77. Min lærer inviterede mig med, fordi vi begge var medlemmer af VS. Den kontakt til den vesteuropæiske venstrefløj var vigtig og med til at styrke den demokratiske opposition i Tjekkoslovakiet.

Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Polen, hvor den danske venstrefløj (vist især trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti) havde forbindelser til den oppositionelle fagbevægelse Solidarność. Både Charta 77 og Solidarność spillede en afgørende rolle i de kommunistiske regimers sammenbrud og Tjekkoslovakiets og Polens overgang til mere demokratiske styreformer. Og begge bevægelser var helt afhængige af Vestens opmærksomhed og støtte for at kunne spille den rolle.

Dengang var det kun den yderste venstrefløj i Danmark, der gad at samarbejde med disse bevægelser i Østeuropa. Men i dag er der måske en chance for, at støtten til den russiske opposition kan samle lidt bredere opbakning.

Måske kunne partier i Folketinget gå sammen om at etablere sådan et samarbejde, så der kom en stærk organisatorisk ramme om det. Måske endda sammen med danske fagforbund, Amnesty International, PEN, Brandesselskabet, Internationalt Forum, Aldrig Mere Krig og andre, der arbejder for fred og demokrati.

I sidste uge hørte vi om flere tusinde fredsdemonstranter, som var blevet arresteret i Rusland. Hvis vi ignorerer dem, er det ingen sag for regimet at holde dem nede. Ganske som med de sovjettiske systemkritikere i sin tid. Dem, som kom i Vestens søgelys, havde bedre chancer for at overleve. Den russiske opposition er lille og undertrykt, og netop derfor er det vel vigtigt at støtte den. 

Den aktive oppositionen til Putin har ikke flertal i Rusland. Langt fra. Det havde den aktive opposition til de kommunistiske regimer i Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland heller ikke før til sidst, hvor de turde tro på, at en forandring var mulig, men havde det ikke været for Vestens lys på den lille opposition, fx Charta 77 i Tjekkoslovakiet, i årene inden, er det nok tvivlsomt, om de havde overlevet. 

Sakharov overlevede som systemkritiker i Sovjetunionen, men havde han gjort det, hvis man ikke fx havde givet ham Nobels Fredspris i '75? Det er nok tvivlsomt. 

Det var den indre oppositionen der i sidste ende væltede de kommunistiske regimer i Rusland og Østeuropa. Oppositionen og en dyb økonomisk krise. Det var ikke våben. Og et godt bud er nok også, at den bedste chance for at vælte Putins regime er gennem støtte til den indre opposition og hårde økonomiske sanktioner. 

Der er derimod vanskeligt at se en god udgang på en krig. En krig mellem NATO og Rusland vil være altødelæggende, og en krig i mindre skala, hvor Ukraine kæmper alene mod Rusland, er det til gengæld vanskelig at forestille sig, at Ukraine kan vinde. Og selv sådan en 'mindre' krig er potentielt katastrofal, hvilket branden på Zaporizjzja-atomkraftværket vel meget godt illustrerer.

Jeg blev i øvrigt ikke nogen frihedshelt i 1985. Jeg gik ikke med til mødet med Charta 77, fordi jeg hellere ville gå en tur på Karlsbroen med en pige, jeg godt kunne lide.

First mover på Facebook

Jeg har ikke været 'first mover' på ret meget. Men på Facebook var jeg den første. Ja, ikke den første i verden, det var ikke mig, der opfandt det, og jeg var heller ikke den første bruger, men jeg var den første i min bekendtskabskreds og en af de første i Danmark.

Det er 15 år siden nu, det må have været i januar 2007, hvor en god norsk bekendt, Lars Fr. H. Svendsen, gjorde mig opmærksom på eksistensen af denne nye form for offentlighed. Hvis jeg som han registrerede mig her, kunne vi altid finde hinanden igen, selv når vi begge havde skiftet e-mail-adresse og telefonnummer. Så det gjorde jeg.

Men det var en lidt sølle offentlighed, hvis jeg kun var i kontakt med Lars derude, så jeg gik i gang med at sende e-mails rundt til venner og bekendte for at rekruttere flere medlemmer. I første omgang henvendte jeg mig til mine kammerater fra Forfatterskolen og til andre, jeg kendte fra det unge, københavnske forfattermiljø.

Det var umuligt at forestille sig, hvor stort det skulle blive.

Min tanke var, at vi kunne skabe en skrivestue sammen her. Det skulle være en forlængelse af den fælles skrivepraksis på Forfatterskolen. Vi skulle skabe et skumbad af fiktive bobler, som vi kunne stikke hovedet ind i på skift og fortælle, hvad der faldt os ind. En flygtig form for skrift, der levede, til boblen bristede og vi stak hovedet ind i en ny, men ikke skrift, der blev bevaret for eftertiden. Sådan forestillede jeg mig, at det ville blive.

Og i begyndelsen var der ansatser til det. Eller til noget lignende. I de første uger oprettede en masse nysgerrige forfattere profiler på Facebook og begyndte at skrive sammen her. Og der opstod hver dag nye måder at bruge mediet på. Nogen oprettede fiktive profiler og skrev med en fiktiv stemme. Der blev længe gisnet om, hvem Ejler Nyhavn i virkeligheden var. Altså i virkeligheden uden for Facebook. De fleste mente, at han måtte være Peter Adolphsens alter ego, fordi der gik frasagn om en versroman, der var på vej af Adolphsen og denne Nyhavn, Katalognien kom den til at hedde. Nyhavn var en af de flittigste skribenter i den danske Facebook-forfatteroffentlighed, og en af de bedste. Værd at huske er fx hans oneliner-opdateringer om, hvad han i det pågældende øjeblik angiveligt foretog sig. De kom i en periode med flere gange dagligt med minuttallet påtegnet. Det kunne læses som en kritik af Facebooks selvudstillinger, men kunne lige så godt læses som en hyldest til denne nye offentligheds muligheder. Under alle omstændigheder var det et digt, vi læste, mens det blev til. Og så kunne man ikke finde ham på Krak. Det var provokerende. Disse spekulationer er registreret i Wikipedia-opslaget om Ejler Nyhavn, hvor gætterierne hverken af- eller bekræftes. Men Nyhavn er ikke Adolphsen, men tværtimod kunstnernavnet for en ganske selvstændig eksistens med en digter-, musiker og oversætterpraksis af højeste karat.

Nyhavn var virkelig nok og gjorde også Facebook levende. Men nu vrimlede det med fiktive figurer, skabt af forskellige forfattere, som tog Facebook-mediet til sig og undersøgte, hvordan det kunne bruges kunstnerisk. Man må mistænke Knud Steffen Nielsen for at være ophavsmand til mange af de bedste og mest sejlivede af dem.

Det var ikke kun med disse fiktive figurers stemmer, at de litterære dialoger udviklede sig og bredte sig som fladlus på en højskole. Facebook inviterer jo til en flygtig skrift i kommentarspor, som er glemt og ofte ikke længere til at finde efter en uge, og det er i det store hele godt det samme, men jeg fortryder, at jeg ikke kopierede og gemte Knud Steffen Nielsens dialoger med Lars Bo Nørgaard. Det er noget af den vildeste og mest levende dialog-litteratur, som opstod og forsvandt på Facebook, sjældent udtalt af fiktive figurer, men alligevel med en på samme tid egen og fiktionaliseret stemme, kærlig, brutal og helt ude i hampen. Heldigvis er dele af den årelange tekstudveksling bevaret i Nielsens bog Kaptajn Kugeln.

Også andre har udviklet glimrende litterær skrift på Facebook. Peter H. Olesen, ikke mindst, med skarpe, kontrære opslag, som godt kan tåle at blive læst mere end en gang. Eller Per Lau Jensens selvironiske fiktioner om livet som feteret forfatter.

I dag bruges Facebook til alt. Jeg bruger den selv til alt. Men det betyder ikke, at den så er ophørt at med at være et litterært eksperimentarium. Mange andre forfattere har over årene har udviklet en kunstnerisk praksis her. Louise Juhl Dalsgaard skriver sine skønne litterære hverdagsoplevelser og -refleksioner her. Nogle af dem bliver senere til bøger. Arne Herløv Petersen har gjort det omvendte og gennem en årrække nærmest dagligt lagt afsnit af sin enorme erindringsroman, Grænseløs, op på Facebook. Begge dele fungerer godt og har et stort og trofast publikum.

Birgitte Krogsbøll har en nærmest daglig poetisk praksis på Facebook med originale og fantasifulde ord- og bogstavlege, uhyre specifikke lister over fx dyr, mad eller planter, der lever op til særlige kriterier. Der er digte i haiku-form. Der er opstillinger, som gradvis vokser for hvert vers, bugner på midten med lange ord for igen at svinde ind til måske kun et enkelt bogstav nederst ligesom i øverste linje. En symmetri. Kan man kalde det konkretisme? Altsammen i en kort form, der egner sig godt til Facebook.

Lige så kort skriver Jens Carl Sanderhoff, der også har en årelang, løbende poetisk praksis på Facebook med sit litterære alter ego Tage Aille Borges. Her er der tale om fortløbende nummererede opslag (der kan sagtens komme to eller tre samme dag), som typisk er tekstblokke på to-tre linjer, hver især bestående af to til seks sætninger, som rummer en sammenhængende refleksion med udgangspunkt i alt fra en konkret hverdagssituation til verdensaltet. Det kan munde ud i en konklusion eller mere åbent i en undren eller et spørgsmål. Det kan også være en observation, en simpel sansning.

Hanne Højgaard Viemose skriver, hvad der koger i hende, og har ved siden af sine egne opslag haft en langvarig dialog med vennen og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey, hvor de med jævne mellemrum, dog især op mod jul, genoptager et skænderi om et angiveligt snyderi med risalamanden under en julefrokost i den ene af forfatterforeningerne. Hvem fik i virkeligheden mandlen? Også dele af den dialog kunne tåle at blive genlæst.

Marie Kat er – en kat. Men skriver dansk omtrent som en otteårig pige, jeg kender, omend hun skriver om noget andet. Marie skriver om menneskelivet ud fra en kats kynisk dovne rovdyrsperspektiv, ligesom Kholstomer i Tolstojs fabel skriver ud fra hestens perspektiv. Lad mig være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at Marie får hjælp til sine Facebookopslag af de to mennesker, hun bor hos, og de er begge vældig dygtige skrivemennesker. Måske derfor lykkedes det Marie at få tildelt den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet i 2017 for disse opslag. Så en stærk forfatterpraksis kunne i hvert fald endnu på det tidspunkt opnå betydelig anerkendelse.

Nogenlunde samtidig skrev Pia Juul på Facebook, at hun nu ville til at flytte sine aktiver over til en anden tekstbank end Facebook, nemlig MeWe, der går mere op i databeskyttelse. Det var et led i en længere kritisk indsats over for Facebooks tagen ejerskab over publiceret indhold. Men også mod de spionalgoritmer, som hele tiden sender reklamer til os på Facebook. Jeg fulgte hende derover, oprettede en profil og tilføjede de syv bekendte, som havde gjort det samme. Og ventede. Det blev aldrig til mere. Nu kan jeg ikke komme ind og se, om der faktisk er kommet venneanmodninger fra flere end de syv, for platformen baserer sig på betalt medlemsskab. Det er alternativet til reklamerne. Det er sådan set et sympatisk alternativ, og når jeg har skrevet en genuin bestseller, vil jeg give det en chance. Foreløbig har Facebook vundet. Stort.

Facebook er ikke de unges mødested på nettet, men den kan stadig noget som mødested – og som kreativt udviklingsrum for forfattere. Der er en særlig kvalitet ved, at denne litterære praksis foregår, mens man læser den. Og at alle i princippet kan være en del af den.

Jeg var 'first mover' på Facebook i min bekendtskabskreds, men havde jeg ikke fået mine litterære venner med legen i januar 2007, havde en anden gjort det i februar. Det kunne ikke holdes nede. Jeg kunne godt lide den kreative energi, som udviklede sig i den første tid, hvor vi allesammen ville opfinde nye måder at bruge Facebook på, som nybyggere på et nyopdaget kontinent. Det er, som om det hele er afprøvet nu; det er en hverdagsting, og det er godt. Men en dag bliver det opfundet forfra igen.

Om begyndelser

Jeg var tolv år gammel, da jeg blev klar over, at jeg måtte blive forfatter, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Der var ikke andet, der kunne fastholde min interesse, som det at fortælle historier kunne. Nej, ikke fortælle, men at skrive dem. Jeg var for genert til at fortælle mine historier mundtligt. Gorm fra klassen kunne. Lige fra første klasse af. En gang om ugen hev Olsen Gorm op til tavlen i de sidste ti minutter af timen, og så begyndte Gorm bare at fortælle. Han havde ikke brug for opvarmning, men kunne altid ryste en røverhistorie ud af ærmet. Jeg kan ikke længere huske nogen af dem, men det var altid en forrygende forestilling. Måske kom historierne fra hans far, grønlandsfareren, som så sjældent var hjemme, men må have haft nogle eventyr med hjem, når han var der.

Det var nu ikke fordi, Olsen ikke kunne selv. Han skrev manuskripterne til vores skolekomedier og til dilettantforestillingerne ned hos Karl Emil i forsamlingshuset. Og i dansktimerne sad vi åndeløse, når han diverterede med sin føljeton om pølsemanden, der dukkede op med sin pølsevogn de mest overraskende steder. Han fortalte den, som om det var noget han oplevede i virkeligheden. “I går fik jeg pludselig øje på pølsemanden oppe ved kirkegården, der var sket noget mærkeligt med hans ene øre.” Og så var vi alle tryllebundet. Det talent havde Gorm og Olsen til fælles. De kunne til enhver tid stille sig op og fyre en historie af.

For mig var det anderledes. Man fortæller mig, at jeg talte meget som barn. Vældig meget. Nogle af de voksne kaldte mig gammelklog, og det var ikke ment som en ros. Jeg havde noget at sige til et hvilket som helst emne, hvilket nok kan have været trættende at høre på. Men det var kun når jeg sad i køkkenet, gik med nogen nede på havnen, nede ved ærterne eller ude ved minkhallerne, ikke i timerne. Ikke når der var tilhørere, som sad stille og kiggede på mig, mens jeg talte. Det har jeg aldrig kunnet. Første gang, jeg sagde noget i en skoletime, var angiveligt i tredje klasse. Det er nok ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert. Jeg har det stadig sådan. Jeg kan ikke sige noget foran et publikum.

Men jeg har skrevet historier, fra jeg lærte at skrive. Jeg skrev skæbnefortællinger, skrev sange og forsøg på romaner. Som tolvårig indså jeg dels, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, og dels, at jeg ikke rigtig egnede mig til at lave noget, som andre bad mig om. Jeg var nødt til selv at finde ud af, hvad jeg skulle lave. Ellers var det en pine. Måske har de fleste det på den måde, men jeg ville ikke finde mig i det, ikke resten af livet.

Jeg har gjort det, det er klart. Uden at makke ret og gøre, hvad man bliver sat til, kommer man ikke gennem en uddannelse eller holder på et job. Men det har altid været i en bevidsthed om, at det måtte være noget forbigående. På længere sigt skulle jeg være forfatter.

Som 18-årig begyndte jeg at skrive digte. Det tog jeg alvorligt. Jeg købte en brugt skrivemaskine. Et stor larmende satan af en elektrisk IBM. Jeg elskede at skrive på den. Jeg havde altid skrevet digtet i hånden først, men det gjaldt først for alvor, når det var skrevet ind på min IBM. Så kunne jeg se, om det var et digt eller blot en ide.

Jeg gik på højskole, Krogerup, som havde et skriveværksted, hvor jeg skrev dag og nat. Peter Seeberg besøgte os som gæstelærer. Så begyndte jeg at læse Peter Seeberg. Han skrev på en måde, jeg ikke havde set før. Og jeg begyndte at læse den danske firserdigtning, det var igen noget andet. Michael Strunge, Pia Tafdrup, SUT, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Peter Huss, som også gik på Krogerup. Men trods et langt forløb med en Gyldendal-redaktør, som mente, jeg havde talent, fik jeg ikke udgivet nogen digtsamling. For det var kun halvdelen af mine digte, han kunne lide. Resten var for pjattede.

Jeg sendte også digtene til det dengang socialistiske forlag Klim, der mange år senere ansatte mig som redaktør. Men Klims redaktør var ikke lige så imponeret over (de bedste af) mine digte, som Gyldendals mand havde været. Klims mand kunne ikke se, hvad jeg ville med digtene politisk. Og det var ikke så sært, for jeg ville absolut intet med dem politisk.

Dette på trods af, at jeg var blevet politisk aktiv på den antiautoritære venstrefløj og meget optaget af det. Jeg begyndte at læse filosofi og mindre lyrik. I det hele taget læste jeg meget mindre skønlitteratur i de år, jeg studerede filosofi. Men jeg blev ved med at skrive. Det blev stadig sjældnere digte, men oftere noveller og især en humoristisk kortprosa. Jeg skulle ingen steder med den. Jeg skrev den bare, fordi jeg fik det godt, når jeg gjorde det. Jeg skrev også alt muligt andet, alt for mange alt for lange kærestebreve, artikler om alskens politiske emner, politiske manifester, essays om alt, hvad der faldt mig ind. Små episoder fra hverdagen. Lister. Jeg skrev mange af mine drømme ned. En drøm, jeg skrev ned som enogtyveårig kom med i min debutroman tyve år senere. Og så filosofiopgaver, naturligvis.

Men da jeg begyndte at arbejde som forlagsredaktør, begyndte jeg igen at læse skønlitteratur, og min bevidsthed om at måtte leve med ikke at kunne lade være med at skrive hele tiden, blev igen skærpet. I en ferie begyndte jeg at skrive en roman. Det var ikke med vilje, men det blev en roman, jeg kom til at kæmpe med gennem adskillige år. Det blev min skønlitterære debut, men først efter, at jeg havde sagt mit gode job op og taget uddannelsen fra Forfatterskolen.

Olsen var min første dansk- og klasselærer. Han var også en stor inspiration for mig som vordende forfatter, fordi han viste mig, at man ikke skal være bange for at give fantasien frit spil. Men da jeg luftede den tanke for ham, at jeg ville være forfatter, sagde han (ligesom min mor), at det var en vanskelig vej, ja nærmest umuligt at få sine historier udgivet i bogform.

Min mor var en anden inspiration. Ikke kun med sit væsen, men også og helt konkret fordi hun læste for min søster og mig. Og hun undervurderede os ikke med sit litteraturvalg. Da jeg var syv og min søster otte, læste hun Carit Etlars historiske romaner for os. Året efter var det Hobbitten og Ringenes herre. Da jeg var ti, læste hun Øst for paradis. Den stille gru i Steinbecks værk kunne jeg ikke ryste af mig, og jeg håber stadig, jeg en dag vil forstå, hvordan han kunne skrive den frem.

Efterlivet på academia

 I 2014 udgav jeg en lille bog om brugen af bestemthed på dansk.

Bogen solgte nærmest intet, og jeg hørte kun fra forlaget, da bogen havde været på udsalg, og restoplaget skulle makuleres.

Fem år efter lagde jeg bogen op på det internationale academia.edu for det tilfældes skyld, at nogen på den måde kunne få nytte af den. Få dage efter modtog jeg følgende besked:

"Hej Jens,
Som danskstuderende, eller rettere sagt, én der læser dansk som fremmed sprog på Beograds Universitet, er jeg nødt til at sige, at bogen er en fantastisk virkemiddel til at hjælpe afklare nogle uoverensstemmelser, eller noget man ikke rigtig kan gennemskue i det danske sprog 
Tusind tak!
Kenan"

Den serbiske danskstuderende, Kenan, havde altså fra sin studieplads i Beograd hentet bogen ned fra internettet og i teksten fundet hjælp til at lære de danske bestemthedsformer. Det var faktisk lidt rørende. Og i sin besked viser han jo ovenikøbet, at han kan bruge to forskellige bestemthedsformer korrekt.

Siden har jeg kunnet se på academia.edu, at den lille bog ret konstant bliver hentet ned fra nettet to-tre gange om ugen fra steder i Polen, Italien, Letland, Tyskland, Rusland og så især fra Danmark, naturligvis, hvor mange flygtninge og indvandrere tilsyneladende bruger den i deres danskundervisning. Det var præcis, hvad jeg havde håbet på.

Til gengæld overrasker det mig, at den endnu oftere hentes ned af personer, der på academia.edu har registreret sig som studerende eller undervisere ved de danske universiteter. Måske kan den også bruges af danskstuderende?

I hvert fald har academia.edu givet bogen et efterliv, som gør, at jeg trods alt mener, det var besværet værd at skrive den.

Dengang vi endnu kunne æde

Kan I huske dengang, vi kunne æde? Husker I, hvor fedt det var bare at kunne blive ved?

Den sommermorgen i Silkeborg, hvor vi tog en hel grillkylling hver, plus den store bakke fritter og salat. Den må I kunne huske, Jan og Kim. Det var den nat med servietterne.

Men det var nu ikke noget særligt.

Jeg husker især receptionen hos Hotel og Restaurations Arbejdernes Forbund, hvor jeg kørte 18 halve ned, højtbelagt. Brummer åd 20 uden at kny. Brummer var endnu ubesejret, når det gjaldt det stående taffel hos de århusianske fagforeninger. Nu skulle han så heller ikke levne plads til øl.

Det var en af kun to gange, jeg blev slået i en direkte duel. Anden gang var i Huset, hvor jeg havde udfordret Mesteren i fiskesuppe. Det var min egen, kompakte scoresuppe med pasta, porrer, fløde og torsk og det hele. Jeg tog selv tre liter, men han tog fire og spurgte, om jeg ikke kunne lave en gryde mere. Det var en overmodig udfordring, det er klart. Jeg vidste godt, at Mesteren ikke havde nogen naturlig mæthedsfølelse.

Den totalitære indtrængen i privatsfæren

Man må ikke blot i flæng offentliggøre andre menneskers private sms'er. Faktisk må man ikke engang læse dem.

Ikke desto mindre kan man nærmest dagligt læse indholdet af private sms'er på Ekstra Bladets web-side. Og altså sms'er, som hverken afsender eller modtager ønsker offentliggjort.

§ 263. Stk. 1 – Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Sådan lyder straffelovens bestemmelse om brevhemmelighed. Som den er formuleret, må den også også gælde private sms'er.

Denne paragraf støtter sig til Grundlovens § 72, som lyder: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Den særlige undtagelse går ud på, at forsvarsministeren uden retskendelse kan sætte brevhemmeligheden ud af kraft "under krig eller andre ekstraordinære forhold". Andre undtagelser nævnes ikke.

Og Ekstra Bladet kan altså ikke have nogen retskendelse, selvom man kalder medierne for 'den fjerde statsmagt'.

I dag kan man eksempelvis læse en ret privat sms-korrespondance mellem to veninder (med navns nævnelse), som skriver om et eventyr, som den ene af dem, der er kendt fra tv, havde med en kollega på en arbejdsrejse. Det kan hendes eventuelle mand og børn og alle deres venner så for al fremtid læse om på internettet.

Jeg har svært ved at se, hvordan sådan en offentliggørelse kan være lovlig.

Der er ingen tvivl om, at der i min levetid er sket et voldsomt skred i opfattelsen af, hvad offentligheden har krav på at vide. Noget forandrede sig med Monica Lewinsky-sagen. Bill Clinton stod ikke anklaget for at have haft sex med Lewinsky, for det var der intet ulovligt i. Den relation var frivillig fra begge parters side. Man kan diskutere, om den var moralsk forsvarlig, men moral er nu engang en privat sag.

Clinton stod derimod anklaget for at have løjet om forholdet under ed. Men alligevel blev offentlighedens fokus rettet mod den seksuelle relation, faktisk så intimt, at vi skulle have at vide ikke blot, at Clinton og Lewinsky havde haft sex, men også hvilken form for sex der var tale om. Som om det vedkommer andre end dem selv.

Det er en totalitær tendens, at det dybt personlige uden videre kan stilles offentligt til skue. At der ikke efterlades noget rum for privathed.

Støjberg ville gøre det samme igen i morgen

Hvor er det godt, at der kom så klar en afgørelse fra Rigsretten. 25 ud af 26 dommere var enige om skyldsspørgsmålet. Vi må formode, at samtlige 13 højesteretsdommere stemte for domsfældelse, og kun en af de 13 politisk udpegede lægdommere ville frifinde Inger Støjberg. Man har lov at håbe, at den overraskende klare afgørelse betyder, at vi slipper for politiske slagsmål om skyldsspørgsmålet.

Hvor er det til gengæld usselt, at Inger Støjberg selv efter denne klare domsafsigelse fastholder, at hun intet har gjort forkert, at hun ville gøre det samme igen og håber, at alle andre vil handle på samme måde. Det er en oprørende disrespekt for retssamfundets institutioner, for folkestyret og for menneskerettighederne.

Hvor er det samtidig tæerkrummende pinagtigt og historieløst, at hun udtaler, at "de danske værdier har tabt". Det er godtgjort, at Støjberg i modstrid med lovens bogstav og ånd – og fuldt bevidst om denne modstrid – har instrueret sine embedsmænd om at tvangsadskille alle asylansøgende ægtepar og samlevende, hvor mindst den ene part ved ankomsten til Danmark var under 18 år. Alle uden undtagelse og således også uden en individuel sagsbehandling, hvor det ellers kunne vurderes, om den yngste part var interesseret i en adskillelse. Sådan en individuel sagsbehandling havde asylansøgerne lovkrav på.

Og det er bestemt ikke nogen "dansk værdi" at fratage unge kvinder dette krav på en individuel sagsbehandling. Det er tværtimod en dansk tradition, at unge kan få sådan en individuel sagsbehandling, hvor der tages stilling til, om de må gifte sig, før de begge eller den ene part er fyldt 18. Staten skulle tage stilling til indgåelse af et ægteskab, hvor mindst den ene part var under 18 år, men dog over 16. Eller hvis kvinden var fyldt 15 og gravid. Under disse vilkår kunne man efter efter en administrativ vurdering af sagen få tilladelse til at gifte sig. Man kunne få et "kongebrev", og det var en ganske almindelig dansk administrativ praksis frem til 2017.

Så det, Inger Støjberg karakteriserer som danske værdier, er ikke bare ulovligt efter danske lov, i modstrid med menneskerettighederne, men også i direkte modstrid med traditionel dansk praksis. Og i strid med sund fornuft.

Når hun taler om, at hun har beskyttet de unge kvinder (som hun bevidst manipulerende omtaler som børn, selvom de er mellem 15 og 18 år), taler hun også mod bedre vidende. Støjberg ved godt, at hun ikke har hjulpet en eneste af de unge kvinder ved denne tvangsadskillelse. Tværtimod har hun påført flere af dem sjælelig smerte og yderligere utryghed i en i forvejen meget sårbar situation.

De unge kvinder, som faktisk måtte have ønsket adskillelse fra deres mand, havde under alle omstændigheder fået den, blot de under sagsbehandlingen bad om det eller på anden måde udtrykte uvilje til at indkvarteres sammen med deres mand på asylcentrene.

Selv efter den klare dom lyver og hykler Støjberg, og hun fordrejer sagens faktiske indhold. Og udtrykker sin utvetydige disrespekt for de institutioner, hun blev sat til at forvalte.

Jeg lider ikke af blodtørst og synger ikke med på den uendelige vise om stadig hårdere straffe. Jeg vil ingen glæde føle ved at se Støjberg i fængsel. Jeg har ovenikøbet en vis medfølelse med hendes kommende medfanger, må jeg sige. Men det her er ikke en parkeringsforseelse, hvis jeg må sige det på den måde.

Det højloftede miljø på filosofistudiet

 1989:

Jeg havde det privilegium at læse filosofi på et institut, hvor der ikke var to lektorer, som havde den samme tilgang til filosofien. Jeg havde samtidig det privilegium stort set kun at blive undervist af fastansatte lærere, og da min årgang på filosofisk institut kun bestod af 25 studerende, havde forelæsningerne karakter af holdundervisning.

Jeg hørte fra studerende på andre studier, at deres undervisere i det store hele kun interesserede sig for deres forskning. Sådan var det ikke hos os. Alle undervisere var optagede af at undervise og var derfor også gode til det. Rundt om flere af dem dannede der sig kredse af studerende, som mente, at netop deres mentor havde fat i den lange ende. Det gav nok en lejrstemning på instituttet, men så afgjort mere som en intellektuel kappestrid end som fjendskab. Man drillede, men respekterede i ret vid udstrækning hinanden. Jeg hørte eksempelvis aldrig om nogen, der forsøgte at få hinanden fyret, fordi de havde forskellige opfattelser af faget og verden.

Man kunne også forenes om den store, elegante julefrokost for undervisere, studerende og tidligere studerende på det lille institut (undtagen måske nogle af økologerne, som mente, at der var for meget kødmad, eller for lidt grønt), hvor der bestemt var uhæmmet drukkenskab, alternativ rygning, hor, beåndede brandtaler, højlydte skænderier, sædelighedsskandaler, brandstiftelse, brydekampe og kærlighedserklæringer af ret forbigående gyldighed, men hvor dem, der havde danset trusseløst på bordene eller sagt deres job op i fuldskab, for det meste blev omfavnet af et smil næste mandag.

Der var højt til loftet.

Det var langt fra noget problemfrit miljø, og det var naturligvis ikke alle, der trivedes lige godt i det, men det passede godt til mig.

Især elskede jeg den faglige mangfoldighed og rummelighed. At så tilsyneladende uforenelige tilgange til filosofien kunne eksistere side om side. Alle alternativer var legitime, blot der kunne argumenteres og gøres rede for dem. Man kunne vælge at studere i en bestemt lejr, men man kunne også lade være. Selv valgte jeg aldrig side. Jeg var og er meget inspireret af Karl Marx, hvad angår beskrivelsen af historiens drivhjul, økonomien, arbejdet og af statens rolle. Men filosofisk var jeg hverken marxist, strukturalist, dagligsprogsfilosof, hermeneutiker, kantianer, positivist, kritisk rationalist, semiotiker, frankfurtermand, fænomenolog, eller nietzscheaner, men vel nærmest lidt af det hele. Jeg tror ikke på, at alle filosofiske spørgsmål kan beskrives og besvares i henhold til den samme metode.

Jeg ville ikke have holdt til at læse filosofi på et institut, hvor en bestemt verdensforståelse eller måde at tale om filosofien og filosofere om verden gjorde krav på at være den eneste tilladelige.

El Cholo er den bedste

Hvem er verdens bedste fodboldtræner? Det er jo vanskeligt at måle, og derfor er der naturligvis også mange forskellige meninger om den sag. De fleste vil vel nævne Pep Guardiola og Jürgen Klopp først, men Ancelotti, Tuchel, Zidane, Mourinho, Pochettino og Hjulmand er også navne, der jævnligt dukker op, og så vil mange også for et syns skyld nævne Atlético Madrids Diego "el Cholo" Simeone som en af dem, der også gør det godt.

Men hvor meget jeg end holder af Klopp og respekterer Guardiola, Hjulmand og Zidane, så er rækkefølgen forkert. Simeone er efter min mening klart den bedste træner i topfodbold de seneste ti år. Det kan man aflæse af mange forskellige parametre.

Man kan begynde med at kigge på klubbens resultater. Simeone kom til klubben som cheftræner midt i sæsonen, i december 2011, hvor det gik skidt for klubben. Det lykkedes Simeone at rette holdet op og slutte sæsonen som nummer 5. De to foregående år var det blevet til en 7'ende og en 9'ende-plads. Sæsonen efter blev de nummer 3, og i den næste sæson igen vandt de La Liga for første gang i 20 år. Fra 1996 til 2013 sluttede Atleti ikke en eneste gang i top-3 i La Liga, men fra og med 2013 og til og med i år har de gjort det hvert eneste år, altså 9 år i træk. I 2014 og 2021 er klubben blevet spanske mestre, og to gange undervejs har de været i Champions League-finalen og begge gange været uheldige med at tabe til Real Madrid.

Man kan også se på, hvad Simeone har fået ud af sine spillere. Jeg tror, de fleste vil være enige i, at spillere som Diego Costa, Antoine Griezmann, Arda Turan, Filipe Luís, João Miranda og Diego Godín kun var rigtig gode, mens de spillede for Simeone. Når de forsøgte sig i andre klubber, nåede de aldrig samme niveau. Og hvem andre end Simeone kunne have gjort et ordinært talent som Koke til en europæisk topspiller?

Noget man også ofte bedømmer trænere på, er spillets organisation, først og fremmest forsvarets kompakthed, midtbanens rollefordeling og de offensive spilleres genpres, når de har mistet bolden højt på banen. Det er jo sådan noget, en træner kan få styr på. Ingen træner ville kunne lære Faxe at drible som Jesper Olsen.

Simeones Atleti har år efter år haft det forsvar, som lukkede færrest mål ind i La Liga. Måske det bedste forsvar i verden, og vel at mærke slet ikke med verdens dyreste forsvarsspillere. Midtbanen var især i de første år bemandet med ret anonyme spillere, men stod altid godt, bakkede hinanden godt op og gjorde tingene simpelt og rigtigt, ligesom Simeone selv havde gjort som topspiller (blandt andet i Atlético Madrid). Og Simeones forreste spillere har altid arbejdet hårdt og disciplineret i genpresset, bremset modstandernes opspil og skabt målchancer på hurtige omstillinger. Det har i årrække gjort Atleti meget svære at bryde ned og vinde over. Atleti har under Simeone lært at vinde de kampe, hvor modstanderne egentlig spillede lidt bedre.

Så kan man vel også se på, hvilke trænere, der har betydet mest for deres klubs økonomiske udvikling. Atlético Madrid havde bygget deres nye store stadion, Wanda Metropolitano med plads til 68.457 tilskuere, som blev taget i brug 2017, uanset, men de gode resultater, som Simeone skabte i årene inden og efter, spillede perfekt sammen med det nye stadion, som de kunne fylde med begejstrede tilhængere. Atleti blev en europæisk storklub i de år. Jeg kunne bedre lide det gamle stadion, Vicente Calderón, fordi det knyttede klubben til mit kvarter og til arbejderkvartererne nede ved floden, men det nye, store stadion blev økonomisk en stor succes, fordi Simeone med sine imponerende og konstante resultater kunne fylde det uge efter uge.

Simeone kan sætte et hold rigtig sammen. Han kan forbedre spillernes taktiske forståelse og arbejdsdisciplin og han kan motivere sine spillere til at yde lidt mere, end de selv troede, at de kunne. Det er der vist ingen, der gør bedre.

Onkler

 – Tror du, børn kan være Gud, far?

Jeg er på vej til skole med Serena på syv. Trafikken larmer, og hun har ansigtsmaske på, det skal de i skolen, så det kan være svært at høre, hvad hun siger, men snakkes skal der; ingen af os hører til de tavse.

– Nu tror jeg jo ikke, at der findes en gud, men hvis der gjorde ...

Hun kigger vantro på mig.

– Hvad har det med sagen at gøre? spørger hun.

– Jo, altså, hvis der ikke er nogen gud, kan børn jo heller ikke være Gud.

Hun kigger op mod himlen og ryster på hovedet.

– Øh, altså, hvad jeg mener er, at hvis nu der faktisk var en gud, så tror jeg, det ville være en pige på syv år.

– Far! siger hun og sukker.

– Jo, hør nu, hvis der var en gud, og Gud var almægtig og kunne bestemme alting selv, så tror jeg, Gud ville beslutte at være syv år gammel og aldrig blive ældre.

– Far, hør nu efter!

Hun er ved at tabe tålmodigheden med mig. Jeg forstår det ikke.

– Jeg hører da efter min skat, siger jeg. – Syv år er den dejligste alder, og jeg tror ikke, hun ville ønske sig nogensinde at blive ældre. Du har da også selv ...

– Jeg sagde 'tios' [onkler], far. Ikke 'Dios' [Gud]. Tror du børn kan være onkler? Der er en dreng fra min klasse, som siger, at han har en nevø.

– Æhh ...