I natten

Det brager gevaldigt i natten

tunge drøn som kanoner og støbejernsvold

Det hele slår ned i vandet omkring os
døde fisk stiger op overalt
Så ved vi, de kommer i nat.

De pludseligt oplyste ansigter

en guldtand, et fipflettet skæg

som forsvinder og aldrig får krop

– Hej Finn, er det dig ved kabyssen?

Vi frygter for masten og livet

surrer fast, smider last over bord

Og vinden river i skroget

det vrinsker og løsner sig lidt.

Det lugter af røg over dækket

af brændende tjære og hamp

Så en lyd som en båd sat i vandet

årer der pisker i regn.

Vi har lyttet intenst efter stemmer

de råb, der dæmper sig selv

– ¡Mas rapido, mas rapido!

Du siger, det blot en fugl

De sultne grin

som ingen steder kommer fra

men alligevel vender tilbage

Vi har smurt rælingen med hestefedt
og tjekker krudtet igen

blæser lampen ud og tænder

– For helvede, Finn! Hvordan er det bedst?

Og så med et er det borte

for en stund har det lagt sig og helt døet hen

selv den sære knitren i luften

har udløst sin opstemte vold

Vi tager et vagtskifte roligt

slikker salt af skægget
og skåler i gin.

Valget set med røde øjne

Dagen efter Folketingsvalget kan man som progressiv vælger glæde sig over mange ting:

På folkestyrets vegne må man nødvendigvis glæde sig over, at mediernes fosøg på at amerikanisere valgkampen og gøre den til en tvekamp mellem Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt ikke lykkedes. Vi har heldigvis ikke et topartisystem i Danmark. Vi har forholdstalsvalg, ikke valg i enkeltmandskredse, og det giver os mulighed for at sammensætte et mangfoldigt parlament. Det har vi gjort. Vi har fået et nyt parti ind, og Venstre blev kun tredjestørste parti denne gang. Det er i sig selv positivt.

Det er også positivt, at et retroflippet parti som Alternativet kan komme så flot ind i tinget på budskaber om nedsat arbejdstid, grøn økonomi og folkelig inddragelse i de politiske processer. De bør kunne komme til forståelse med Enhedslisten om mange ting. Alternativet har ganske vist ikke har fattet en dyyytbååt af, at en effektiv miljøkamp ikke kan tages hånd i hånd med storkapitalen. At den tværtimod forudsætter modet til at tage konfrontationen med eksempelvis bilindustrien, fordi de ingen interesse har i at udvikle biler, som kører på andet end diesel eller benzin, fordi de selv er ejet af olieselskaberne. Det hed klassekamp i gamle dage. Det er ikke noget for Alternativet, ligesom det ikke var noget for deres ideologiske forbilleder, Oprøret fra midten og De Grønne. Visionerne var røde og grønne, men midlerne blå.

Som progressiv må man også virkelig glæde sig over, at Socialdemokraterne nu skifter forkvinde. Helle Thorning-Schmidt har ideologisk og retorisk ikke været til at skelne fra liberalisterne i Venstre.

De økonomisk og socialt svageste danskere har fra begyndelsen frygtet Thorning og folkene omkring hende, fordi ingen af dem (måske med Henrik Sass som undtagelse) udstrålede, at de havde noget som helst kendskab til det liv, der leves uden for Hellerup og Østerbro. De gjaldt også de lyseblå SF'ere, som sad med i den første Thorning-regering.

Derfor har det været let for Dansk Folkeparti at samle de tidligere socialdemokratiske og folkesocialistiske vælgere omkring sig. Vælgere, som de har smisket for med groteske løfter om en rødere socialpolitik under Løkke Rasmussen, hvis bare DF blev stærke nok.

Enhedslisten kan glæde sig over en lille mandatfremgang. Nogle af de nye vælgere er naturligvis frafaldne SF'ere. Men SF mistede 8 mandater, Enhedslisten vandt kun to. Ok, Enhedslisten har også selv mistet vælgere til eksempelvis Alternativet, så for så vidt kan Ø godt have vundet flere end to frafaldne SF-mandater. Men slet ikke så mange, som man med rette kunne have håbet.

Den tiltrædende socialdemokratiske forkvinde, Mette Frederiksen er heller ikke socialist, men har trods alt en aura af at ville noget mere med landet end blot at stå i spidsen for socialstatens afvikling.

Frederiksen er socialdemokrat af en knap så stylet og mere indigneret og viljestærk type. Sådan ser hun ud på en fladskærm, i hvert fald, og det er jo det, der tæller. Og så vil hun uden tvivl sammensætte en ny ledelse, og måske bliver det en, der bedre kan genskabe troen på, at venstrefløjen (herunder Socialdemokraterne) vil de dårligst stillede noget godt. Vil etablere et acceptabelt dagpengesystem, vil slække på tvangsaktiveringen af kontanthjælpsmodtagere, vil gøre folkepensionen til at leve af, vil sænke taksterne og hæve normeringerne i daginstitutionerne og give folkeskolen et økonomisk løft. Man må i hvert fald gå ud fra, at de tænker over, hvad der skal til for at standse Dansk Folkepartis fremmarch.

For fem-seks år siden var SF venstrefløjen i Danmark. I det store hele. Enhedslisten havde en tilslutning på omkring to procent og et par tusinde medlemmer. SF lå i meningsmålingerne og svingede mellem 15 og 20 % i tilslutning, og de havde et klart formuleret projekt om en SFR-regering, hvor de selv skulle trække trekløveret mod venstre. Det fik de chancen for, men nåede allerede inden, de kom i regering, at undsige al den SF-politik, som lå til venstre for Socialdemokraterne. Og i regeringen gjorde de ingen forskel. Den var ikke rødere med end uden SF. Nu skal SF finde ud af, om de har en rolle i dansk politik. Giver det nogen mening, at SF og Socialdemokraterne er to forskellige partier? P.t. er det vanskeligt at få øje på.

Socialdemokraterne kan selvfølgelig glæde sig over for første gang i mange år at være blevet Danmarks største parti. Det skyldes ikke egne meritter, men især SF's og De radikales mangel på samme.

De Radikale vil formodentlig i den kommende Folketingssamling fjerne sig stadig mere fra S-SF. De vil søge magt i samarbejdet med det borgerlige flertal, og partiet har vist sig aldeles kapable til at samarbejde til højre. Dagpengereformen viste det tydeligst, men der er heller ikke noget tilbage af deres venstreorientering i tidligere mærkesager som rets-, udlændinge- og sikkerhedspolitik, og hvad angår erhvervspolitikken, har der aldrig været nogen sådan venstreorientering. Partiet er ikke en del af venstrefløjen, og ved næste valg er de muligvis heller ikke en del af 'Rød blok'. Deres rolle som progressivt midterparti er overtaget af Alternativet. De radikale har nu kun rollen som det 'liberalistiske parti uden en decideret vulgær udlændinge og miljøpolitik' at spille. Og det er en rolle, der forekommer lige så lille som SF's rolle som partiet, der 'vil præcis det samme som Socialdemokraterne, men bare ikke siger det så tydeligt'.

Enhedslisten har i princippet en stor rolle som det eneste egentlige socialistiske parti i Folketinget. Men i den kommende samling bliver det en rent retorisk position. Partiet har stort set ingen muligheder for at danne flertal for nogen del af deres dag til dag-politik. Det social- og arbejdsmarkedspolitiske flertal, som de kunne blive en del af, består af S-SF-DF og så Ø, men for det første har S-SF-DF flertal uden Ø, så hvorfor skulle de tre andre egentlig lytte til de besværlige revolutionære. Dels vil DF sandsynligvis binde sig så tæt til Venstre, at flertallet kun yderst sjældent vil komme i brug.

Det betyder, at Enhedslisten ikke vil komme igennem med noget af betydning i Folketinget i de næste fire år. Og det betyder samtidig, at det progressive Danmark ikke kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at Enhedslistens politikere løser problemerne. Eller omvendt skælde ud på dem, fordi de ikke løser dem. Det er ikke længere nogen mulighed, hvis det nogensinde har været det.

Der skal satses helt anderledes:

På trods af de små glæder, som valget trods alt bragte, står vi over for fire år med et regime, som efter alt at dømme vil være lige så ultra højreorienteret som Anders Fogh Rasmussens regeringer. Men at Enhedslistens røde politikere ikke kan gøre andet ved det end at bevidstgøre om det og protestere imod det, betyder ikke, at det progressive Danmark som sådan ikke kan gøre mere.

Den enorme spanske protestbevægelse, som har domineret gaderne i de største byer siden 2011, har netop gjort det i en parlamentarisk situation, hvor det stærkt højreorienterede PP har haft absolut flertal i kongressen og også har regeret i de fleste af landets regioner. Protesterne har ikke ventet på støtte fra de magtesløse, venstreorienterede parlamentarikere. De er gået selv.

Når de mange nye arbejdsløse er blevet sat ud deres lejligheder, fordi de ikke har kunnet betale huslejen, har aktivisterne forhindret politiet i de facto at smide dem ud. De boligløse har besat de tomme nye lejligheder, som ikke kunne afsættes, da boligboblen sprang. Når der ikke var elektricitet, fiksede de en benzingenerator. Når der ikke var mad, skraldede de sammen. Eller dyrkede squash i hjemmeklampede højbede på byens mere ydmyge pladser.

I Sevilla lavede nogle hundrede BZ'ere i en del af byen deres egen alternative økonomi, hvor de udvekslede selvproducerede varer og tjenesteydelser. En sort økonomi, kan man kalde det, hvis man er interesseret i at fordømme, men en internt solidarisk økonomi, som de var afhængige af for at overleve.

De har deres eget forlag, som udgiver litteratur, der skal facilitere de mange nye bevægelser, kvalificere deres diskussioner. De arrangerer studiekredse om feminisme, økologi, antiracisme, anarkisme og queer-teori.

Når nedskæringerne på universiteterne resulterede i lokalemangel, arrangerede seminarer på byggetomter.

De producerede t-shirts med slogans, som var vendt mod regeringens nedskæringer. Alle trøjer havde den samme grønne farve, så aktivisterne kunne genkende hinanden uden videre, selvom de hver især repræsenterede vidt forskellige kampe. Og så demonstrede de naturligvis gennem gaderne i deres grønne trøjer og med gryder og fløjter, og hvad der ellers kunne larme.

I Madrid har den fodboldklubben Rayo Vallecanos anarkistiske tilhængere være en del af den radikale bevægelse. Protesterne kan antage uventede former.

Hverken bolig- eller arbejdsløsheden er den samme i Danmark som i Spanien. Vores virkelighed er en anden, så det må kampene og bevægelserne og deres organisationsformer også være, men der er rigeligt at kæmpe for i Danmark også. Og i den kommende Folketingssamling vil der blive endnu mere.

Det bliver eksempelvis indlysende nødvendigt at organisere modstand mod de kommende stramninger i retspolitikken; nedsættelsen af den kriminelle lavalder kan være symbolet for den kamp. Miljøkampen og kampen for folkeskolen, for kulturen, kampen for fri forskning på universiteterne er andre oplagte områder. Vi ved, at vi vil blive udsat for store overgreb her.

Men den største opgave for venstrefløjen vil være en anden. Først må den fordomsfrit og uden fordømmelse bevidstgøre sig selv om årsagerne til, at 21 % af den voksne befolkning har stemt på Dansk Folkeparti. Langt de fleste af disse protestvælgere kunne lige så godt have stemt på Enhedslisten. De fleste har sikkert overvejet det, mange har tidligere stemt på Villy Søvndahl eller Socialdemokraterne. De er blevet svigtet af en erklæret rød, men i realiteten nyliberalistisk regering, som har forhånet de svageste og gjort deres liv mindre trygt.

Den vigtigste opgave for det progressive Danmark bliver at få mobiliseret disse DF-vælgere i kampen mod den nye, sorte regerings social-, sundheds- og arbejdsmarkedspolitik. Det kan ikke gøres hånd i hånd med de afgående regeringspartier, som har mistet al troværdighed på disse områder. Og det kan ikke gøres fra Christiansborg. De må gøres ikke-partipolitisk, lokalt, ærligt og opfindsomt der, hvor DF-politikernes svigt bliver mærkbart.

Lykkes det ikke at løse denne opgave, vil højrebevægelsen fortsætte med umindsket styrke – også frem mod næste valg. 

At stemme

Ja, selvfølgelig er det da 'i orden' at opfordre til at undlade at stemme. Det er enhver i sin gode ret til at gøre, salafister, idehistorikere eller anarkister.

Men det er vel også i orden at mene, at det er en meningsløs protest, at ingen vil løfte et øjenbryn over, at stemmeprocenten bliver 83 i stedet for 86. Ingen vil spekulere over, om de 17 %, som ikke har afgivet gyldig stemme, har gjort det, fordi det var regnvejr den tirsdag, fordi de havde tømmermænd eller hellere ville se Dus med dyrene på DR2. Og hvorfor ikke? Fordi ingen ved det, det står ingen steder skrevet. Og fordi det er ligegyldigt, det har ingen konsekvenser.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at hvis man som højreorienteret salafist vælger at undlade at stemme, så gør man sine venstreorienterede modstandere en tjeneste ved at hjælpe dem til større indflydelse. Så er den ikke meget længere.

Hvis man er anarkist, har man måske vanskeligt ved at finde nogen at stemme på. Man kan selvfølgelig prøve selv at danne en anarkistisk opstillingsliste, men jeg kan godt se, at den ikke ligger lige til venstrebenet, når man nu ikke anerkender legitimiteten af det repræsentative system.

Jeg føler mig selv meget åndsbeslægtet med anarkisterne, men jeg er aldrig i tvivl om, at jeg skal stemme. Jeg stemmer altid på det parti, som gør mest for at nedbryde magthierarkierne og fordele magten så jævnt og ligeligt som muligt. Da jeg var ung, var det Venstresocialisterne. I dag er det Enhedslisten. Og det kan fx ses på det forhold, at disse partier konstant undergraver selv deres egen magt. De har begge fra begyndelsen praktiseret det princip, at man ikke kan leve af at repræsentere partiet i uendeligheder. Det er rotationsreglen, som fx ved valget om fire år vil sende Enhedslistens store stemmesluger, Schmidt-Nielsen ud af Folketinget. Det gør ondt, men det er godt, for sidder man der for længe, kommer man nemt til at agere ud fra, hvad der bedst sikrer ens egen karriere. Det er også partier, som aldrig har haft nogen formand, men en kollektiv ledelse. Enkeltpersoner er ikke vigtigere end partiets politik. Det er partier, hvis fuldtidslønnede politikere betaler en betragtelig del af deres løn til partikassen, sådan at deres økonomiske virkelighed ikke kommer til at adskille sig for meget fra folk med en mere gennemsnitlig løn. Det er vigtigt, når man nu ikke just har sat sig for at forsvare de rigestes økonomiske interesser, at man så ikke selv bliver en af dem, at man ikke bliver en del af den økonomiske magtelite.

Det er også partier, som gentagne gange har foreslået at afskaffe den såkaldte spærregrænse, sådan at man kan blive repræsenteret i Folketinget, hvis man blot har stemmer nok til et mandat. Spærregrænsen er sat i verden for at befæste de store, gamle partiers magt. Det skal være svært for nye at komme til. Men Venstresocialisterne og Enhedslisten har i stedet arbejdet for, at alle stemmer skal høres, også de spinkle, unge stemmer, som for så vidt også truer Enhedslistens magt. Enhedslisten vil fx ikke gøre det svært for Alternativet at komme til, tværtimod, selvom Alternativet uden tvivl vil tage nogle af deres stemmer.

Det er netop det, man skal kende de antiautoritære på: Om de tør undergrave deres egen magt. Og så selvfølgelig på, om de konsekvent angriber de store magtkoncentrationer ude i samfundet, de multinationale selskaber fx, som selv bestemmer om de vil betale skat eller ej. Eller de magtfuldkomne forvaltninger, som ikke vil give befolkningen indsigt i deres gøren og laden.

Man kan sikkert ikke kalde sig anarkist, hvis man som jeg stemmer, hver gang man har chancen for det, men man kan jo også vælge at være pragmatisk antiautoritær og så stemme på dem, som mest konsekvent angriber autoriteterne for at brede magen ud. Det tror jeg, er en større udfordring for magten.

Og nå ja, for en god ordens skyld: At man har afgivet sin stemme, betyder altså ikke, at man så ikke har mere at skulle have sagt. Det tager en time, og bagefter er man fuldt ud fri til at arbejde for opbygningen af en folkelig modmagt i græsrodsarbejde, eller hvor man nu lyster.

30 timer om ugen?

Jeg har ikke stemt på Uffe Elbæks parti, men når Facebook flyder med latterliggørelse af nogle af deres mere fornuftige ideer, så får jeg alligevel lyst til at forsvare dem lidt.

Der er Krakas påstand om, at det vil koste 270 mia kroner at gennemføre en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen. Jeg har ikke regnestykket og er ikke økonom, men andre økonomer mener, at Krakas regnestykke er lavet uden at tage tilstrækkeligt højde for det forhold, at en så betragtelig nedsættelse af arbejdstiden uvilkårligt vil bringe tusinder af mennesker, som i dag er på overførselsindkomster, i arbejde.

Og lad os se lidt historisk på det: Er der nogen, som har regnet på, hvad det hen over årene har 'kostet' samfundet at sætte arbejdstiden ned fra 48 til 37 timer? Bragte denne 11-timers nedsættelse os tæt på statsbankerottens rand? Ikke rigtig tæt på, vel? Det vil de næste 7 timers nedsættelse heller ikke gøre.

Eftersom de fleste arbejdsulykker sker i den sidste, trætte arbejdstime, kunne man godt forestille sig, at en kortere arbejdsdag også ville kræve færre døds- og invaliderende ulykker på arbejdet, hvilket udover at være en stor værdi i sig selv også er noget, der potentielt vil kunne spare samfundet mange penge. Det vil også den formodentlig mindre eller langsommere nedslidning, som også giver mindre pres for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Så også samfundsøkonomisk må man formode, at sådan en ændring vil føre betragtelige sidegevinster med sig.

Der er naturligvis altid problemer med at nedsætte arbejdstiden, særligt på mindre arbejdspladser med få, fx 3 ansatte, altså hvor de 21 således frigjorte timer ikke vil udløse nogen ny fuld stilling, men dette har man tidligere kunnet håndtere, fx med en forsinket indfasning.

Under alle omstændigheder lever vi i en verden, hvor den teknologiske udvikling mindsker den samfundsmæssigt nødvendige mængde arbejde fra år til år. Kun en voldsomt øget og naturødelæggende vækst ville kunne hindre denne udvikling, og den er jeg ikke med på. Jeg tror ikke, at det klogeste svar på det vilkår er at lade færre og færre mennesker udføre det nødvendige arbejde. Hvis vi skal holde fast i at have et samfund, hvor langt de fleste er med i arbejdsdelingen, skal arbejdstiden sættes ned.

Så skal man høre på LA'erne, der galer op om munkekommunisme. Folk må da gerne arbejde mindre end 37 timer, hvis de kan blive enige med deres arbejdsgivere om det, men generelle aftaler er tvang og diktatur, mener de.

Jamen, hør nu her: De nuværende 37 timer er jo hverken er nogen naturlov, noget gudgivent eller for den sags skyld noget 'frivilligt', men netop en generel aftale, en kollektiv overenskomst, som kan ændres gennem nyforhandling. En 30-timers uge kan gennemføres på samme måde. Så er det trods alt heller ikke mere mystisk.

Spindoktoren

Hvis vi efter valget skal have en venstreorienteret regering, skal der flyttes mange tusinde stemmer fra højre til venstre. Det kan godt lade sig gøre, og man kan måske endda få noget ud af at overveje, hvad man kan kalde en arbejdsdeling mellem de partier, som peger på en socialdemokratisk regering.

Socialdemokraternes opgave er at hente stemmer fra Venstre. De to partier appellerer langt hen ad vejen til de samme vælgere, nemlig dem, der ønsker status quo eller rettere: en langsom og umærkelig afvikling af socialstaten, en finanspolitik med lav rente og inflation, en rigid retspolitik, en stram udlændingepolitik, en tvangsbaseret arbejdsmarkedspolitik, en ukritisk integration i EU, et nært og ukritisk samarbejde med USA og Israel, en ikke særlig ambitiøs miljøpolitik, en vækstbaseret økonomisk politik og et stort, traditionsrigt og topstyret parti i spidsen, som er med i alle væsentlige forlig.

De to store statsbærende partier er politiske tvillinger.

Socialdemokraterne kan vælge ganske enkelt at satse på at fremføre deres egen politik i den udstrækning, de har en. Eller de kan vælge mellem to forskellige valgkampsstrategier:

1) Den røde: At vise, hvor der faktisk er forskelle på Socialdemokraterne og Venstre, altså ved at fremlægge en marginalt mere progressiv politik på dagpengeområdet og en plan for grøn vækst inden for landbrug og industri.

2) Den blå: At berolige borgerlige vælgere ved at slå på de langt bedre økonomiske nøgletal, som Danmark har haft under Thorning end under Løkke. Og ved at forsikre om, at man ikke skal frygte en liberalisering af udlændinge- og retspolitikken under en socialdemokratisk ledet regering.

Det har genne årene vist sig, at den røde retorik står sig bedst under en valgkamp. Det beviste blandt andre Svend Auken i sine altid succesfulde valgkampe (at han så ikke evnede at danne regering, selv når han havde hevet 37 % af vælgerne hjem til sit parti, er en anden sag), og det hænger vel sammen med, at de fleste borgerlige vælgere formodentlig alligevel (fejlagtigt) tænker, at Venstre er bedre til at føre borgerlig politik end Socialdemokraterne. Så hvis man skal stemme socialdemokratisk, skal det være, fordi de vil noget andet end Venstre.

Omvendt er der uden tvivl vælgere at hente i begge strategier.

Enhedslisten kan hente vælgere fra Liberal Alliance og fra Dansk Folkeparti. LA vinder mange unge stemmer på at fremstå som det mest frisindede parti i Folketinget. Men det er de ikke. Enhedslisten kan gå i kødet på LA'erne fx ved at slå på, hvordan Ø konsekvent har kæmpet mod den nymoralske snerpethed, som ellers hærger de partier, der peger på Thorning som statsminister. Det gælder fx forbud mod forskellige former for frivillig sex mellem voksne mennesker og mod dyresex. Og så er LA jo mildest talt ikke frisindets glade besyngere, når det gælder rets- og udlændingepolitik. Enhedslisten kan vise, at de er frisindets parti, en titel, som LA'erne ellers er løbet med.

Danske Folkeparti høster stemmer på at kritisere den dagpengereform, som de selv fik strikket sammen, og nu ligefrem på at foreslå at sætte penge af til at forkorte genoptjeningsperioden. Det er en besynderlighed i dansk politik, at de kan slippe af sted med den manøvre. Tilsvarende scorer de på at kritisere det salg af DONG til Goldman Sachs, som de selv godkendte. Og de slår sig op som pensionisternes store forsvarere, selvom de i stat og kommune konsekvent stemmer for alle forringelser af disses vilkår. Dansk Folkeparti fremstår for mange, særligt for de økonomisk dårligt stillede, vælgere som de socialt ansvarlige kritikere af Thorning-regeringen. Her har Enhedslisten virkelig gode kort på hånden for at vise, at det tværtimod er Ø, som hver gang har støttet de udsatte befolkningsgrupper og kæmpet mod storkapitalens overtagelse af landets ledelse.

Endelig kan Enhedslisten vinde stemmer fra De Radikale ved at vise, at Enhedslisten faktisk er de mest konsekvente forvaltere af den liberale/demokratiske retspolitik, som de radikale ellers ser som deres ejendom. Og simpelthen ved at minde de mange progressive vælgere, som sidst stemte på De Radikale, om, hvor langt til højre det lille midterparti har trukket Socialdemokraterne på social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Alternativet skal vinde stemmer fra De Radikale og LA ved at vise, at de er de 'rigtige' radikale, altså arvtagerne til ideerne i Oprør fra midten, hvorfra Uffe Elbæk jo har kalkeret sin politik.

Socialistisk Folkeparti kan nok kun håbe på at vinde nye røde stemmer fra førstegangsvælgere, der er så unge, at de ikke kan huske, hvordan SF forvaltede sine ministerposter i Thorning-regeringens første år. SF's unge og ganske dygtige forkvinde vil naturligt appellere til mange humanistisk indstillede og lidt apolitiske teenagere.

Lille Litteraturquiz med chokerende præmie

Hvem har skrevet det moderne stykke litteratur, hvorfra nedenstående citat er taget?

Svar i kommentarfeltet.
Og skriv din adresse, hvis du vil have tilsendt kioskbaskeren Bestemt som vinderpræmie.
Kun det første rigtige svar belønnes.
I denne quiz må man gerne blære sig med sin viden.



– Du er hverken gift eller trolovet? sagde hun.
Han havde benægtet det.
– Det er som min søn, havde hun sagt, jeg tror, han går efter dyrene. Det findes. Det fandtes i min tid. Det findes endnu. Men det er en stor skam.
Der var blevet en lang tavshed, hvor hun havde suttet på kandisstykket og havde sukket hen for sig, lommetørklædet var trillet på gulvet og han havde samlet det op.
Langt borte i huset hørte han en dør gå op og han så gennem vinduet sønnen gå nedad de vestre stentrin ud mod vognporten.
– Hvad ser du efter? havde hun sagt.
– Han hader viser, havde hun sagt, han vil intet høre.
Tredive viser havde han fået opskrevet, nogle velkendte, men med sjældne ordformer, andre ukendte kærlighedsviser, men ingen af de rigtig gamle trylleviser.
Midt på dagen havde han ledsaget hende ud i køkkenet, hvor sønnen havde dækket op til dem: rugbrød og koldt flæsk og surt øl. Han havde frygtet for sin mave, og frygten havde været berettiget. Undskyldende sig havde han først tilrevet sig høtotterne i papiret og derpå var han ilet ud og over gårdspladsen og ind i stalden, hvor han fandt den fjerneste bås tom og i tilpas skygge til at han kunne sætte sig og lade tarmen tømme sig.
Det var, mens han sad der, at sønnen var trådt ind og havde seet på ham og sagt:
– Har vor mor rigtig nok sagt til dig, at jeg går til dyrene?

Taxa

Nyset er kroppens hurtigste bevægelse. Det kommer med cirka 300 km/t.

Sådan en raket er vanskelig at kontrollere, og det er derfor, at chaufførens tre voldsomme nys gør mig lidt urolig, her på motorvejen mellem Adolfo Suarez-lufthavnen og Madrids centrum. Han ligger trods alt og kører hyggeslalom med 135 km/t.

– Er det de mange pollen, der generer? spørger jeg. Det er det.

Han har ellers taget antihistaminer for at kunne køre. Dem tager jeg selv, og jeg ved, at der står på glasset, at de svækker evnen til at føre motoriseret køretøj.

Men det gør nu ikke noget, siger han, for alkohol dæmper pillernes virkning.

– Nu er det nærmest, som om jeg slet ikke havde taget de antihistaminer, fortsætter han midt i et gedigent blæs fra snydeskaftet.

Om en ny, større roman – Peders polemik

Min kollega og ven, Peder Frederik Jensen, skrev for et par dage siden en artikel i Information, som har affødt en del negative reaktioner i det litterære miljø.

Flere (bl.a.  Tue Andersen Nexø på Facebook og Martin Glaz Serup og Lars Bukdahl på hver deres blog) har fx ment, at P.F. Jensen burde sætte (forfatter)navne på sin kritik, når han skriver om den stilrene danske roman, som han ikke mener, vi skal lade os nøje med.

Mit bud er, at det i grunden er udtryk for en misforståelse af det ærinde, som P. F. Jensen er ude i. Kernen i den æstetiske opsang er, som jeg læser den, ikke skæld ud til de forfattere, som skriver stiliserede sætninger, der taler om sig selv som sætninger og/eller om en intens, men stramt kontrolleret, intimssfære i den kreative nordkøbenhavnske middelklasse.

Målet er næppe at skose de danske prosaforfattere eller at få dem til at holde op med at skrive på denne måde og om denne del af virkeligheden.

Det skriver jeg ikke kun, fordi P. F. Jensen selv har skrevet bøger, eksemplarisk den fine debutroman 'Her står du', som godt kunne puttes i samme kasse, altså de romaner, som vi af mangel på bedre plejer at kalde minimalistiske.

Jeg skriver det også, fordi jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at Peder vil have nogen til at holde med at skive de bøger, de nu kan og vil skrive. Eller grund til at tro, at Peder fx skulle have et horn i siden på Helle Helle, sådan som Lars Bukdahl åbenbart mener, at P. F Jensen må have. Bukdahl skriver på sin blog:

"Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger – som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt"

Men Peder nævner ikke Helle Helle – eller andre repræsentanter for denne måde at skrive på – med et ord.

Ærindet er nemlig snarere at åbne rummet endnu mere for, at andre, mere inkluderende, former for prosa kan udgives, anmeldes, anerkendes og honoreres i Danmark. I oversættelse kan vi godt sluge 'maksimalismen' herhjemme. P. F. Jensen har selv med held arbejdet for at udbrede kendskabet til chileneren Roberto Bolaño. Men hvor mange danskere skriver 'maksimalistiske' (ikke PFJ's, men mit ord) romaner? Og hvor mange af dem, der faktisk gør det, bliver budt velkommen? Af anmeldere, litterater osv.

Ikke så mange.

Det er jo i virkeligheden den samme anke, som Mathilde Walter Clarke kom med for nogle år siden her:

P. F. Jensen skriver:

"Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed."

P. F. Jensens påstand er altså, at angsten for, hvad den litteraturkritiske elite måtte mene, har sat sig i de danske forfattere og får os til at holde igen med det, vi egentlig gerne ville med teksten. At vi ikke sparker så meget røv, som vi kunne, hvis vi turde skide på forestillingen om, hvad god litteratur er for noget. At vi censurerer det fra, der måske kunne stemple os som essayister, dokumentarister, politikere. Eller eventyrer. Eller folkelige. At vi er tilbøjelige til at læne os op ad den slanke, rene sætning i den forventning, at vores bog vil blive anerkendt som Kunst, hvis blot den består af den slags sætninger.

Man befinder sig altid på gyngende grund, når man forsøger at forklare, hvorfor folk gør, som de gør, men det kan da godt tænkes, at vi gør netop det, censurerer os selv. At jeg gør det. At P. F. Jensen selv har gjort det.

Og det kan vel også godt tænkes, at der ville blive skrevet flere store, grådige, mere beskidte, romaner, hvis kritikken ville elske de forsøg, der faktisk gøres med dem, mere. Ville invitere dem indenfor.

Det er det, jeg får ud af at læse P. F. Jensens artikel. Og jeg vil ikke laste ham for ikke at sætte navn på de forfattere, der angiveligt klamrer sig til den elegante sætning og skriver minimalisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Dem handler det ikke om at skælde ud på. Det handler om at opfordre kritikken til at åbne sig mere for andre typer dansk prosa.

Eller hvad, Peder?

Hvis det er sådan, P. F. Jensens artikel skal forstås, støtter jeg det varmt. Det gør Martin Glaz Serup da forresten også, kan man læse på hans blog:

Vi møder Jørgen i Rudsvedby

I virkeligheden vidste ingen,

          hvorfor Jørgen gik med de dykkerbriller.

Jo, det startede, da han begyndte at komme sammen med Tina.

Så havde vi nok en anelse.

Ellers var Jørgen ikke ligefrem den, der gik mest sladder om

          i Rudsvedby.

Ikke dengang.

Jeg siger ikke, at det var tante Thyras skyld

          alene.

Men hvis han ikke var kommet så tidligt i gang,

          havde det måske ikke været så overvældende

          med al den hud.

Vi ved, hvordan Jørgen havde det

          med hud,

          da han var yngre.

Man skal vænne sig gradvis til

          hud i det omfang.

Siden lærte han da også at håndtere

          helt enorme mængder.

Han sprang ud ad vinduet

          nøjagtig en tredjedel inde i afskriften af litteraturlisten til fjerde kapitel i en

          svensk førskolepædagogik.

Listen fyldte mere end kapitlet,

          siger de.

Det var bare ikke det, Jørgen havde forestillet sig,

          da han sagde sit speditørjob op og flyttede til Skagen

          for at leve som fagbogsoversætter.

At han landede på taget af Tinas Seat og kun brækkede ryggen,

          gjorde ikke sagen bedre.

Jeg havde sagt til hende, at hun skulle blive

                    i Rudsvedby.