torsdag, maj 28, 2015

Spindoktoren

Hvis vi efter valget skal have en venstreorienteret regering, skal der flyttes mange tusinde stemmer fra højre til venstre. Det kan godt lade sig gøre, og man kan måske endda få noget ud af at overveje, hvad man kan kalde en arbejdsdeling mellem de partier, som peger på en socialdemokratisk regering.

Socialdemokraternes opgave er at hente stemmer fra Venstre. De to partier appellerer langt hen ad vejen til de samme vælgere, nemlig dem, der ønsker status quo eller rettere: en langsom og umærkelig afvikling af socialstaten, en finanspolitik med lav rente og inflation, en rigid retspolitik, en stram udlændingepolitik, en tvangsbaseret arbejdsmarkedspolitik, en ukritisk integration i EU, et nært og ukritisk samarbejde med USA og Israel, en ikke særlig ambitiøs miljøpolitik, en vækstbaseret økonomisk politik og et stort, traditionsrigt og topstyret parti i spidsen, som er med i alle væsentlige forlig.

De to store statsbærende partier er politiske tvillinger.

Socialdemokraterne kan vælge ganske enkelt at satse på at fremføre deres egen politik i den udstrækning, de har en. Eller de kan vælge mellem to forskellige valgkampsstrategier:

1) Den røde: At vise, hvor der faktisk er forskelle på Socialdemokraterne og Venstre, altså ved at fremlægge en marginalt mere progressiv politik på dagpengeområdet og en plan for grøn vækst inden for landbrug og industri.

2) Den blå: At berolige borgerlige vælgere ved at slå på de langt bedre økonomiske nøgletal, som Danmark har haft under Thorning end under Løkke. Og ved at forsikre om, at man ikke skal frygte en liberalisering af udlændinge- og retspolitikken under en socialdemokratisk ledet regering.

Det har genne årene vist sig, at den røde retorik står sig bedst under en valgkamp. Det beviste blandt andre Svend Auken i sine altid succesfulde valgkampe (at han så ikke evnede at danne regering, selv når han havde hevet 37 % af vælgerne hjem til sit parti, er en anden sag), og det hænger vel sammen med, at de fleste borgerlige vælgere formodentlig alligevel (fejlagtigt) tænker, at Venstre er bedre til at føre borgerlig politik end Socialdemokraterne. Så hvis man skal stemme socialdemokratisk, skal det være, fordi de vil noget andet end Venstre.

Omvendt er der uden tvivl vælgere at hente i begge strategier.

Enhedslisten kan hente vælgere fra Liberal Alliance og fra Dansk Folkeparti. LA vinder mange unge stemmer på at fremstå som det mest frisindede parti i Folketinget. Men det er de ikke. Enhedslisten kan gå i kødet på LA'erne fx ved at slå på, hvordan Ø konsekvent har kæmpet mod den nymoralske snerpethed, som ellers hærger de partier, der peger på Thorning som statsminister. Det gælder fx forbud mod forskellige former for frivillig sex mellem voksne mennesker og mod dyresex. Og så er LA jo mildest talt ikke frisindets glade besyngere, når det gælder rets- og udlændingepolitik. Enhedslisten kan vise, at de er frisindets parti, en titel, som LA'erne ellers er løbet med.

Danske Folkeparti høster stemmer på at kritisere den dagpengereform, som de selv fik strikket sammen, og nu ligefrem på at foreslå at sætte penge af til at forkorte genoptjeningsperioden. Det er en besynderlighed i dansk politik, at de kan slippe af sted med den manøvre. Tilsvarende scorer de på at kritisere det salg af DONG til Goldman Sachs, som de selv godkendte. Og de slår sig op som pensionisternes store forsvarere, selvom de i stat og kommune konsekvent stemmer for alle forringelser af disses vilkår. Dansk Folkeparti fremstår for mange, særligt for de økonomisk dårligt stillede, vælgere som de socialt ansvarlige kritikere af Thorning-regeringen. Her har Enhedslisten virkelig gode kort på hånden for at vise, at det tværtimod er Ø, som hver gang har støttet de udsatte befolkningsgrupper og kæmpet mod storkapitalens overtagelse af landets ledelse.

Endelig kan Enhedslisten vinde stemmer fra De Radikale ved at vise, at Enhedslisten faktisk er de mest konsekvente forvaltere af den liberale/demokratiske retspolitik, som de radikale ellers ser som deres ejendom. Og simpelthen ved at minde de mange progressive vælgere, som sidst stemte på De Radikale, om, hvor langt til højre det lille midterparti har trukket Socialdemokraterne på social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Alternativet skal vinde stemmer fra De Radikale og LA ved at vise, at de er de 'rigtige' radikale, altså arvtagerne til ideerne i Oprør fra midten, hvorfra Uffe Elbæk jo har kalkeret sin politik.


Socialistisk Folkeparti kan nok kun håbe på at vinde nye røde stemmer fra førstegangsvælgere, der er så unge, at de ikke kan huske, hvordan SF forvaltede sine ministerposter i Thorning-regeringens første år. SF's unge og ganske dygtige forkvinde vil naturligt appellere til mange humanistisk indstillede og lidt apolitiske teenagere.

Ingen kommentarer: