tirsdag, juni 09, 2015

At stemme

Ja, selvfølgelig er det da 'i orden' at opfordre til at undlade at stemme. Det er enhver i sin gode ret til at gøre, salafister, idehistorikere eller anarkister.
Men det er vel også i orden at mene, at det er en meningsløs protest, at ingen vil løfte et øjenbryn over, at stemmeprocenten bliver 83 i stedet for 86. Ingen vil spekulere over, om de 17 %, som ikke har afgivet gyldig stemme, har gjort det, fordi det var regnvejr den tirsdag, fordi de havde tømmermænd eller hellere ville se Dus med dyrene på DR2. Og hvorfor ikke? Fordi ingen ved det, det står ingen steder skrevet. Og fordi det er ligegyldigt, det har ingen konsekvenser.
Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at hvis man som højreorienteret salafist vælger at undlade at stemme, så gør man sine venstreorienterede modstandere en tjeneste ved at hjælpe dem til større indflydelse. Så er den ikke meget længere.
Hvis man er anarkist, har man måske vanskeligt ved at finde nogen at stemme på. Man kan selvfølgelig prøve selv at danne en anarkistisk opstillingsliste, men jeg kan godt se, at den ikke ligger lige til venstrebenet, når man nu ikke anerkender legitimiteten af det repræsentative system.
Jeg føler mig selv meget åndsbeslægtet med anarkisterne, men jeg er aldrig i tvivl om, at jeg skal stemme. Jeg stemmer altid på det parti, som gør mest for at nedbryde magthierarkierne og fordele magten så jævnt og ligeligt som muligt. Da jeg var ung, var det Venstresocialisterne. I dag er det Enhedslisten. Og det kan fx ses på det forhold, at disse partier konstant undergraver selv deres egen magt. De har begge fra begyndelsen praktiseret det princip, at man ikke kan leve af at repræsentere partiet i uendeligheder. Det er rotationsreglen, som fx ved valget om fire år vil sende Enhedslistens store stemmesluger, Schmidt-Nielsen ud af Folketinget. Det gør ondt, men det er godt, for sidder man der for længe, kommer man nemt til at agere ud fra, hvad der bedst sikrer ens egen karriere. Det er også partier, som aldrig har haft nogen formand, men en kollektiv ledelse. Enkeltpersoner er ikke vigtigere end partiets politik. Det er partier, hvis fuldtidslønnede politikere betaler en betragtelig del af deres løn til partikassen, sådan at deres økonomiske virkelighed ikke kommer til at adskille sig for meget fra folk med en mere gennemsnitlig løn. Det er vigtigt, når man nu ikke just har sat sig for at forsvare de rigestes økonomiske interesser, at man så ikke selv bliver en af dem, at man ikke bliver en del af den økonomiske magtelite.
Det er også partier, som gentagne gange har foreslået at afskaffe den såkaldte spærregrænse, sådan at man kan blive repræsenteret i Folketinget, hvis man blot har stemmer nok til et mandat. Spærregrænsen er sat i verden for at befæste de store, gamle partiers magt. Det skal være svært for nye at komme til. Men Venstresocialisterne og Enhedslisten har i stedet arbejdet for, at alle stemmer skal høres, også de spinkle, unge stemmer, som for så vidt også truer Enhedslistens magt. Enhedslisten vil fx ikke gøre det svært for Alternativet at komme til, tværtimod, selvom Alternativet uden tvivl vil tage nogle af deres stemmer.
Det er netop det, man skal kende de antiautoritære på: Om de tør undergrave deres egen magt. Og så selvfølgelig på, om de konsekvent angriber de store magtkoncentrationer ude i samfundet, de multinationale selskaber fx, som selv bestemmer om de vil betale skat eller ej. Eller de magtfuldkomne forvaltninger, som ikke vil give befolkningen indsigt i deres gøren og laden.
Man kan sikkert ikke kalde sig anarkist, hvis man som jeg stemmer, hver gang man har chancen for det, men man kan jo også vælge at være pragmatisk antiautoritær og så stemme på dem, som mest konsekvent angriber autoriteterne for at brede magen ud. Det tror jeg, er en større udfordring for magten.

Og nå ja, for en god ordens skyld: At man har afgivet sin stemme, betyder altså ikke, at man så ikke har mere at skulle have sagt. Det tager en time, og bagefter er man fuldt ud fri til at arbejde for opbygningen af en folkelig modmagt i græsrodsarbejde, eller hvor man nu lyster.

Ingen kommentarer: