onsdag den 8. januar 2014

Spansk-dansk litteraturfestival

Jeg er i gang med at undersøge mulighederne og interessen for at lave spansk-dansk litteraturfestival.

Hvorfor? spørger Pablo, vist mere for at provokere mig til at formulere et grundlag for arrangementet end fordi, han ikke selv synes det er en god ide.

Jeg synes ikke, at min grund behøver at være alle andre deltageres grund. Men på den anden side er det jo fair nok at spørge mig, hvad jeg vil med det.

Ok, så vil jeg starte udefra med at konstatere, at Danmark og Spanien har været i gang med et marathon-møde i cirka 60 år, hvor danskere har valfartet til Solkysten i hobetal, men i det store hele uden at en egentlig udveksling har fundet sted. Danskerne har hen gennem årene taget deres egen kultur med til Spanien uden at interessere sig ret meget for spansk historie, kultur og politik, et forhold, som Francos regime jo nød godt af fra Simon Spies og frem.

Ved siden af denne ureflekterede solturisme har mange danske forfattere rejst eller boet i landet fra H.C. Andersen over Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg til fx Peter Adolphsen. Hvorfor er der denne tiltrækning?

Måske skyldes det dels de mærkbare kulturelle forskelle, der på mange niveauer er mellem de to lande. Dels nogle ligheder, som man skal finde på et andet niveau. Det vender jeg tilbage til. Men hvad er forskellene så for nogle?

En stærk strømning i dansk elitekultur har i hvert fald siden 1920'erne handlet om renhed, fravær og forsagelse. Den positivistiske filosofi hos fx Jørgen Jørgensen og Niels Bohr var altdominerende på de filosofiske institutter i landet frem til oprettelsen af det filosofiske institut i Odense i slutningen af 1960'erne, og selv her kom positivismen til at fylde meget. Positivisterne ville rense vores sprog og udgrænse alt det, som vi ikke kunne udtale os om med sikkerhed, alt det vi ikke havde evidens for. Metafysikken skulle i skammekrogen. Wienerkredsen (R. Carnap m.fl.) formulerer i deres manifest en videnskabeligt vedensopfattelse, som skulle dæmme op for den fremmarcherende fascisme, for nazismens og kulturkonservativismens dunkle, romantiske forestillinger om nationen, folket og historien. De mente, at fascismen, var en bøhmand, som lurede i metafysikken, klunkerne og krummelurerne.

Nu skulle alt det krøllede, det mørke, det provinsielle, det ubekræftede og uvidenskabelige vige pladsen for det transperante og de rene linjer. Sikker viden, ikke tradition og fordomme.

Arkitekturen og det industrielle design fulgte efter i samme spor. Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Lys, luft og rene linjer, fokus på det praktiske, ikke det forfinede. Hverdagssproget blev normen inden for lyrikken i stedet for det kunstlede og forsirede. Halfdan Rasmussen og de kulturradikale, fx.

De rene linjer og forsagelsen af det svulstige og pyntede slog også igennem i fotokunst og film. Dogmefilmene er det mest udprægede eller offensivt formulerede eksempel. Håndholdte film uden optiske filtre og filmmusik, forbud mod blodigt drama, bandlysning af genrefilm (sciencefiction, krimi o.lign.).

I musikken fik vi fx den skandinaviske jazz med Doky-brødrene, NHØP og Søs Fenger med et helt renset udtryk, der lå meget langt fra både de humpende improvisationer i New Orleans og beboppens voldsomhed. I billedkunsten fik vi udprægede positivister som Per Arnoldi.

Og i litteraturen blev den tendens fremherskende, hvor det vigtige var fraværet af noget, nemlig af pyntende adjektiver, episk drama, metafysiske overskridelser af det evidente og jovial indforståethed. Derfor blev også skjulte fænomener som uudtalte tanker, drømme og hallucinatorisk stof mistænkeliggjort til fordel for ren beskrivelse. Denne minimalisme har jo aldrig været enerådende i dansk litteratur, men den har været en af de populære målestokke for litterær kvalitet.

Disse parallelle strømninger i dansk åndsliv er der kommet megen god kunst ud af. Fx netop fra NHØP, PH, Halfdan Rasmussen, Arne Jacobsen – eller fra Helle Helle. Men deres metode er ingen garanti for succes. Alle tekster kan renses igennem efter minimalismens retningslinjer; en ordinær reportage fra en fodboldkamp kan komme til at ligne litteratur på den måde. Det er ingen kunst.

Fravær af bøhmænd er ikke nok. Der skal være mere på spil.

Jeg synes, at dansk litteratur og litterær kritik har været og er for fokuseret på dette fravær af bøhmænd. Det gælder også Forfatterskolen. Derfor kunne jeg godt tænke mig (og gerne anbefale andre) en litterær efterudannelse i en tradition, hvor frygten for bøhmænd ikke er så fremherskende.

Positivismen (og senere pragmatismen og dagligsprogsfilosofien) bliver ofte kaldt for angelsaxisk filosofi, selvom dens foregangsmænd (Comte, Carnap  og Wittgenstein, fx) sagtens kunne være fra Montpellier eller Wien, og det er da helt sikkert også i England og USA, at den type tænkning har fundet best fodfæste, men altså også i Danmark (Skandinavien), Nordtyskland og Holland.

Det er de protestantiske lande. Måske er der faktisk en også sammenhæng mellem på den ene side protestanternes opgør med det overdådigt pyntede, krummelurerne, de esoteriske ritualer og den uoversatte, uigennemskuelige bibeltekst og på den anden side dels positivisternes opgør med metafysikkens bøhmænd og dels minimalisternes forbud. Der er i hvert fald en lighed mellem disse tre former for modernisering.

I katolske lande som Portugal, Italien og Spanien har denne form for tænkning i hvert fald ikke slået an. Her dyrker man helgener, bøhmænd, metafysik, provins, mørke, krøllede krummelurer, svulstigt design, flamencojazz, det komplekse, epikken, tragedien og det groteske. Man trækker kunstnerisk stof ud af dem uden nødvendigvis selv at blive trukke ind i fascismens mørke.

Jo, det er da sandt, at mens fascisterne tabte anden verdenskrig i resten af verden, vandt de i Portugal og Spanien. Og i Italien virker det, som om fascismen aldrig vil kunne reduceres til en politisk ubetydelig strømning. Og jeg tænker ligefrem, at et af redskaberne til at bekæmpe fascismen og den autoritære tanke i Italien (og Spanien og Portugal) kunne være at stække kirkens magt. Det er vigtigt. Men jeg tror trods alt ikke, det har ret meget med fx litterær, musikalsk og designmæssig minimalisme at gøre.

For mig er det indlysende, at vores to verdener kan lære noget af hinanden:

Jeg mener på den ene side, at Reformationen havde fat i den lange ende i kritikken af katolicismens gyldne falskhed, at positivismen så langt er at foretrække frem for fascismen og kulturkonservativismen, og at minimalismen inden for design har givet os et civilisatorisk fremskridt med fokus på det sunde, det naturlige og det bekvemme (Coco Chanel), frigørelsen fra snørrelivet osv. Inden for litteraturen kom der et nødvendigt opgør med forestillingen om, at noget er kunst, blot fordi det er komplekst og følger vanskelige mønstre, at kunsten skulle ligge i, at det er svært at lære sig at lave.

På den anden side har jeg også stærke forbehold over for det danske fokus på fravær af bøhmænd. At dette skulle kunne garantere kunstnerisk kvalitet.

Men hvorfor skal dette møde mellem de to verdener så lige netop foregå mellem Danmark og Spanien? Hvorfor ikke fx Italien?

Det kunne det naturligvis også. Men her kommer jeg til at tænke på et slægtskab mellem dansk og spansk kultur på det folkelige niveau, som transcenderer de store historiske og kulturelle forskelle, jeg har forsøgt at ridse op. Nu kommer der et udsagn, som positivisterne ikke vil godtage, men skidt: Dansk og spansk humor ligner hinanden, og det kan man måske tage afsæt i, hvis man vil lære noget af hinanden, hvad angår litteratur. I begge lande trives den selvunderminerende ironi, hvor man gør sig selv lille, måske for at få den anden til at føle sig godt tilpas. Det er formodentlig ikke en elite-humor, for den er samtidig magtnedbrydende og nivellerer hierarkier ved at reducere alle mennesker til fejlbarlige kroppe, men er altså en folkelig humor.

Måske er det derfor, at fx Almodovars film er så folkekære i Danmark. De minder simpelthen om Erik Ballings eller Hella Joofs populære film, bare meget bedre. De er joviale, fuld af pruttehumor, selvundergravende og helteløse.

Derfor skal vi have en spansk-dansk litteraturfestival, og den skal foregå i provinsen. Hver andet år i Spanien, hvert andet i Danmark, synes jeg.

Jeg forestiller mig, at det bliver noget med dels offentlige oplæsningsarrangementer og litteraturkritiske og kulturpolitiske debatter, dels mere lukkede workshops, hvor forfattere fra de to lande mødes i arbejdet med tekst, og hvor oversættere fra de to lande mødes.

Men man kan jo sagtens deltage i sådan en festival uden at være enig i min personlige motivation for at lave den.


Jeg vil gerne høre alle mulige kommentarer.

Marinaleda i Politiken

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2162528/spansk-landsby-har-besejret-krisen-med-kommunisme/

tirsdag den 17. december 2013

Tæsk til en bog, jeg har oversat!

Junglepigen får hammeren i Politiken. Men læs den gerne alligevel. Hvor meget lid, man kan fæste til kvindens barndomserindringer, kan jeg vanskeligt afgøre, men under alle omstændigheder fortæller bogen rigtig meget om det Sydamerika, som hun er født og opvokset i. Og underholdende er det sgu.

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2159892/junglepiges-erindringer-fremstaar-utrovaerdigt-disneyagtige/

torsdag den 12. december 2013

Læs Mute

Titel: Mute
Forfattere: Anders Vægter Nielsen & Cindy Lynn Brown
Forlag: Spring
Omslag: Niklas B (viser en sort skygge af to voksne, en mand og en kvinde, som holder hinanden i hånden; man aner også bag dem skyggen af to mindre mennesker. De sorte skygger lægger sig ud over en lysebrun overflade, som kan ligne flade sten.)
Sideantal: 179
Format: 12 x 19 cm
Udstyr: garnhæftet, matkacheret flapomslag


Det første, man bemærker, er jo, at bogen er skrevet af to, af en kvinde på 40 og en mand på 50. Bogen falder i seks såkaldte faser, seks tableauer kunne man også sige, seks nogenlunde stillestående dage på en campingplads på Fyn, hvor romanens fire hovedpersoner holder ferie i en lejet hytte.

Men de to forfattere har ikke valgt at fordele de seks faser mellem sig med tre til hver. De har skrevet alle faserne sammen. De har naturligvis ikke skrevet alle sætninger sammen, men har tilsyneladende skiftedes til at skrive afsnit af 10-20 linjer.

Teksten er hele vejen igennem fortalt i tredje person af en fortæller, som skiftevis har Richards og Benedictes perspektiv. Det er ægteparet, de voksne i familien. Når perspektivet er Richards, kan fortælleren gå ind i hovedet på ham og fortælle, hvad han tænker, hører, lugter og ser. Det perspektiv holdes i 10-20 linjer, og så er det Benedictes tur. I det store hele er det den samme situation, som på skift beskrives fra den enes og så den andens perspektiv. Indimellem befinder de sig dog hver sit sted og tænker måske/måske ikke på det samme, men sanser i sagens natur hver sit.

Man mærker næsten ingen forskel i sprogtone og stil fra afsnit til afsnit.

Benedicte er en sygeplejerske i fyrrene. Hun har tvillingebørn på 11, Dylan og Ditte, med Richard. Ditte er den alt for modne pige, som synes, at tvillingebroren er barnlig og moren pinlig og træls. Ditte har en kæreste, som er ældre end hende selv, hvilket hun ikke gør noget særligt for at skjule for sine forældre, nærmest tværtimod. Moren kan næsten ikke holde hende ud. Ditte minder hende om Estrid, som var Benedictes elskede farmor. Eller hendes ansigt gør.

Benedicte har en udpræget interesse for Tour de France-cykelsport og en kærlighed til cykelrytteren Jan Ulrich. Hun skal se alle Tour-etaperne, særligt dem i bjergene, naturligvis. Jan Ulrich er stadig med, og Lance Armstrong er med som favorit, så mon ikke handlingen udspiller sig et sted omkring år 2000?

Richard er ikke interesseret i cykelsport, men i skotsk gælisk punk. Han har selv spillet. Vi får en slags faktabokse i kursiv om skotsk, gælisk punk. Det er interessant nok og under alle omstændigheder hurtigt overstået. Han savner sin søster Margrethe, som bor for langt væk. Han føler sig uden for det fællesskab Margrethe har med deres bror, som hun bor i nærheden af.

Handlingen i bogen er ikke opsigtsvækkende. Det er sproget heller ikke, det er en stille, stilsikker fortælling, hvor der sker almindelige ferieting, som da Dylan får en flåt på nosserne. Eller da der er rapseri på campingpladsen. Eller da de besøger Egeskov slot eller spiller Matador.

Men der dukker også et lig op på stranden en af dagene. En mand i tresserne. Er han myrdet?

Handlingen er nu ikke det vigtige. Det interessante ved bogen er reflektionerne over hverdagslivet, de to forskellige, men uløseligt forbundne perspektiver på den fælles hverdag. Kommunikationen og ikke-kommunikationen mellem de to voksne i familien. Magt, fortrydelser og kærlighed.


Jeg vil ikke give stjerner, bare give denne korte beskrivelse - og så anbefale andre at gøre deres egne erfaringer med værket.

Myten om rundkredspædagogik

Man hører igen og igen den konservative fortælling om, at den danske 'rundkredspædagogik' er skyld i, at danske folkeskoleelever ikke klarer sig lige så godt som kineserne og andre østasiater fx i matematik. Dette dogme bliver gentaget så tit, at man i svage øjeblikke kan komme til at tro, at der er noget om snakken. Den samme konservative pædagogiske tanke hylder kineserne for at have en mere lærerstyret pædagogik, hvor eleverne ved, hvad de har at holde sig til.

Men denne konservative skolefortælling bygger på en misforståelse. Når kinesiske børn skal lære fx at løse en ligning med to ubekendte, præsenterer læreren dem for problemet og beder dem slet og ret om at gå i gang. Så forsøger eleverne hver for sig at løse det på den måde, der nu falder dem ind. Læreren giver i første omgang ingen løsningsforslag, for det ville hindre dem i selv at udvikle ideer. Når alle så er kommet så langt, som de nu kan med problemet, beder læreren dem efter tur fortælle, hvordan de har forsøgt at løse problemet og hvorfor. Og derefter diskuterer klassen i fællesskab, hvilken løsningsmodel der er bedst. Først derefter fortæller læreren, hvordan hun/han selv ville løse problemet. Den måde at undervise på stimulerer kreativiteten, opfindsomheden og reflektionen over egen læring, og den træner eleverne i at finde den bedste løsning både alene og i et samtalende fællesskab.

Sådan har jeg ikke lært matematik i den danske folke- og gymnasieskole i de berygtede 1970'ere og 1980'ere. Læreren fortalte os bare, hvordan man løste en ligning med to ubekendte, og så blev vi præsenteret for en lang række opgaver af samme type som den, læreren havde gennemgået, og derefter måtte vi øve os i den metode, til vi kunne den.

Om denne konservative pædagogiske fremgangsmåde stadig er normen, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at der er en del flere farver på paletten i dag. Der er jo heller ikke to lærere eller skoleklasser, der er ens.

Men mit bud er faktisk, at vi snarere end for meget har alt for lidt rundkredspædagogik i Danmark, og det skyldes i høj grad den konservative misforståelse om, at eleverne ikke lærer noget af en dialogisk pædagogik. Dette til det ulidelige gentagne dogme afskrækker utvivlsomt lærere fra at eksperimentere med modeller som den spændende østasiatiske udgave af rundkredspædagogikken, som ellers nok rummer en pointe eller to, der kunne bruges i den danske skole.


Læs gerne mere i Læringens fundamenter, når den udkommer på Klim til foråret.

mandag den 2. december 2013

Venskabelige reaktioner på fiktion - en opsamling

En nabo
"Jeg ved, du skriver en bog om mig", indledte min nabo engang et trusselsbrev. Han troede, at den roman, jeg skrev på, handlede om ham. Han troede også, at jeg ville afsløre noget af min viden om hans liv i bogen. Senere i brevet truede han med at offentliggøre sin private viden om mig, hvis jeg publicerede romanen. Jeg udgav romanen uden at ændre noget, den handlede ikke om min nabo. Om han efterfølgende forsøgte at få nogen til at interessere sig for sin angivelige viden om mit privatliv, ved jeg ikke.

En anden ven
En anden ven insisterede engang på, at hun havde opklaret en novelle, jeg havde skrevet. Hvad hun mente var, at hun havde regnet ud, hvem den i virkeligheden handlede om. Selv var jeg indtil da ikke klar over, at min novelle havde sådan en løsning. Jeg havde opfattet den som fiktion, eller lad os sige som et forslag til en mulig alternativ virkelighed. Ikke som en beskrivelse af en faktisk virkelighed.

Flere nære venner
Flere nære venner har forgæves kigget efter sig selv i mine fortællinger. Også en højt elsket kvinde har bebrejdet mig, at jeg ikke har skrevet en roman eller i det mindste en novelle om hende. Jeg fortalte hende, at jeg til gengæld havde skrevet et digt. "Men det har du jo ikke udgivet", fortsatte hun.

En gammel skolekammerat
"Hvorfor har du fremstillet mig så nidkær og kontrollerende?", spurgte en gammel skolekammerat. Jeg svarede ved at spørge, om han opfattede sig selv som nidkær og kontrollerende. Det gjorde han ikke. Så spurgte jeg, om han havde gjort nogen af alle de nidkære og kontrollerende gerninger, som karakteren i romanen gjorde. Heller ikke det kunne han bekræfte.

Det viste sig ved en nærmere efterprøvelse, at han intet havde gjort af det, karakteren gjorde i romanen. Det var jo netop derfor, han fandt fremstillingen så urimelig. "Bor du der, hvor karakteren bor, hedder du det samme, er du lige så gammel, ser du ud på same måde eller arbejder du med det samme som denne karakter?", spurgte jeg i en lang udånding. Intet af det var tilfældet, hvilket fik mig til at sige, at det måske så slet ikke var ham. Denne konstatering skuffede ham synligt.

En vældig god ven
En vældig god ven beskyldte mig for at lyve, da jeg publicerede min første roman, Sofa. Sofa handler blandt andet om en fest, der opstod i en sofa, mens den blev båret gennem Odenses centrum fra en lejlighed til en anden. Denne del af romanen er inspireret af en fest, som virkelig opstod i en sofa under sådan en flytning. Men det foregik i virkeligheden ikke som i bogen, sagde min ven og opfattede denne sin anklage som et diskvalificerende træk ved romanen.

Arh, det kan være sagt i sjov. Man behøver jo ikke blive paranoid, bare fordi de alle sammen er efter en.

En noget fjernere bekendt
En noget fjernere bekendt spredte en overgang det rygte, at en af mine noveller faktisk handlede om ham. Han må til gengæld virkelig have ment det, for det gjorde ham så panisk rasende, at han skrev en harmdirrende og rystet, men ikke synderligt tekstmedholdelig anmeldelse af hele novellesamlingen. Og så fik han sin mor til at gøre det samme i et andet tidsskrift. Dette fik ham ulykkeligvis til at ligne hovedpersonen i den pågældende novelle en smule.

lørdag den 30. november 2013

Juleindkøb

El Corte Ingles er Magasin i Madrid. I stueetagen ligger parfumeafdelingen, og højere oppe er der vinterfrakker, slips, stilethæle, kaffekander og LEGO. Går man ned i kælderen har de et dyrt supermarked, hvor man ganske vist hverken kan købe pebermakrel eller oliventapenade, men til gengæld 30 forskellige slags friske fisk og endnu flere slags oliven. Ellers er det nogenlunde det samme.

Og så alligevel ikke. Når man kommer gennem bommen og nærmer sig indkøbskurven, bliver man mødt af en midaldrende kvinde med et venligt, men insisterende blik. Hun siger noget, som til at begynde med ikke giver nogen mening for dig, hvis du er vant til at handle i Magasin. Så siger hun det igen og peger på tre unge mennesker i grønne plastickitler, som står bag ved kassedamerne og bakser varer ned i en stor kasse med hjul under. Det er julehjælpen. "Vil I ikke være søde at gå ind og købe nogle ris, linser, bønner eller noget pasta og give det til de venlige mennesker derovre?" gentager hun. "Bare tag det billigste. Så kan de fattige også få noget at spise til jul." Det virker så fremmed her i de velbeslåedes supermarked.

Sådan noget er man da forskånet for i Magasin, hvor man kan købe sin tapenade uden at skulle konfronteres med den ubehagelige mistanke, at ens egen relative velstand kunne have en bagside. I Spanien bliver man bedt om at købe sig ud af denne ubehagelige følelse. Og det gør vi så. Gladeligt. Ris og linser og sgu også noget chokolade. Det er jul. Vi synes, det er statens eller kommunens opgave at omfordele over skatten, så fattigdommen ikke bliver så ubærligt stor (og synlig). Men det gør staten og kommunen bare ikke i Spanien. Slet ikke nu, hvor den konservative spareregering forsøger at løse krisen ved at sætte alt i stå. Men heller ikke før. Fattigdommen er vokset i Spanien i de seneste år, men den har altid været mærkbar her.

Hvordan går det hjemme i Danmark?

torsdag den 28. november 2013

Finansloven igen igen


Jeg har været slem til at kritisere det parti, jeg selv stemmer på. Fx mener jeg, at Enhedslisten ofte har været forfalden til en populisme, som får dem til at ligne alle de andre partier. Det kan jeg ikke lide. Mange andre har kritiseret Enhedslisten for altid at falde til patten og i sidste ende redde røven på regeringen (undskyld de modstridende metaforer) uden egentlig at få noget af sin egen politik igennem. Den kritik har jeg også ofte været enig i.

Nu står Enhedslisten uden for forliget om det kommende års finanslov, og så hagler det ned over partiet med kritik for at være for kompromisløse og insistere på at få alt, hvad de peger på. Altså en kritik for “Socialisme nu, eller vi skider på gulvet!”- attituden. Den kritik er jeg ikke med på.

Jeg synes ikke, man kan tale om, at Enhedslisten har insisteret på at få alt, hvad den pegede på. Tværtimod har listen endnu engang strakt sig meget langt i forhold til, hvordan en Enhedsliste-finanslov ville se ud. Ufatteligt langt, faktisk. Man kan jo prøve at analysere, hvor meget i det finanslovsforslag, som Enhedslisten og regeringen var tæt på at enes om, der var i overensstemmelse med Enhedslistens (eller SF's) program, og hvor meget, der i virkeligheden snarere var radikal (eller Venstre-) politik. Enhedslisten har insisteret på en afsvækket udgave af, hvad der for blot en håndfuld år siden var socialdemokratisk politik. Socialdemokraterne ville eksempelvis i 2007 sikre de gamle retten til et dagligt bad. Enhedslisten som bekendt noget mindre.

Om et retskrav på to ugentlige bade til de ældre så er det rigtige hovedkrav ved finanslovsforhandlingerne, ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg havde nok valgt noget andet. Det virker igen lidt populistisk, altså som om partiet har udset sig en gruppe vælgere, som de vil hapse fra Dansk Folkeparti. Men omvendt er det jo hverken et urealistisk eller et usympatisk krav. Ældreomsorgen trænger virkelig til opmærksom revision, og det er sikkert klogt nok at vælge sig et fokus.

Så kan man sige, at finansloven var blevet bedre (forstået som rødere), hvis den var lavet med Enhedslisten, og var det så ikke bedre? Ja, den var blevet rødere. Det vil altid være sandt. Hver eneste gang! Venstre vil altid stille andre krav til regeringen end Enhedslisten og presse regeringen til højre. Alt andet ville være en sensation.

Hvad er konsekvensen af, at Enhedslisten altid kan få en bedre finanslov ved at være med end ved at lade Venstre være med? Er det, at det vil være rigtigt af Enhedslisten at være med, uanset hvor store kameler partiet skal sluge - uanset hvor meget de skal stemme mod deres egen politik og mod det, de er gået til valg på, og uanset hvor meget de er blevet ydmyget af regeringen?

Man kan også spørge: Hvad sker der, hvis Enhedslisten altid bøjer af til sidst, sådan som partiet har været kritiseret for at gøre? Hvordan vil regeringen opfatte sådan en adfærd? Vil den så kåd og overgiven belønne Enhedslisten med den ene lækre luns efter den anden, eller vil ræsonnementet tværtimod være, at så behøver man egentlig ikke lytte til Enhedslistens krav, for de stemmer jo for alligevel?

Til sidst: Ifølge Politiken dumper befolkningen Enhedslistens indsats ved finanslovsforhandlingerne. Hele 60 % mener, at Enhedslisten har gjort det dårligt. Ok, hvornår har Enhedslisten sidst haft 40 % opbakning til noget som helst?

mandag den 25. november 2013

Endnu et udklip fra Celeste


En dag sagde du:
– Du skal fange det, der er ved at ske, og det, der allerede er sket, i samme ramme som nuet.
– Hvad laver han? spurgte du så.
– Ingenting, sagde jeg. – Han laver ikke noget, han går bare rundt.
Du bad mig gå helt tæt på manden, bryde den kreds han slog. – Fortæl mig, hvordan han har fået det forvorpne blik. Fortæl mig, hvorfor han går.
Noget skulle afgøres imellem os i dette øjeblik. Det forskrækkede mig; jeg var ikke forberedt på, hvilken betydning du havde tillagt dette eksperiment. Jeg ville ikke tvinges på den måde og vaklede et skridt baglæns, men stødte så alligevel ind i manden, greb ud for ikke at falde. Bedst af alt husker jeg muskelspændingen i hans underarm. Det var ubegribeligt for mig, at nogen kunne gå rundt med så stramme sener i underarmene uden at bære på noget.
– Du går? sagde jeg.
– Ja?
Han dæmpede sig selv, ledte efter sine tanker.
– Vi laver bevægelsen selv. Jaja, nu kommer det. Når vi sammenholder tingenes placering i nuet med deres placering i et tidligere nu. Før var vognen ved kirken, så ved pølsevognen og Helles plads. Når vi tænker på alle disse nuer med hver deres indeks over tingenes placering, indeks, haha, så glider det sammen i vores bevidsthed, som toner til en melodi, lala, som billeder til en film. Det er det, vi forstår ved bevægelse. Billederne bevæger sig ikke; vores bevidst- hed sammenholder bare de billeder, vi lige har set, med det billede, vi ser nu. I dette nu. Hvorfor fanden skulle hun tegne ottetaller? Hun har sgu da aldrig gidet lette røven! Det har Zenon heller ikke. Nej, han har ikke. Han. Det. Min bevidsthed oplever bare en varen ved, et tidsløb. At jeg før har været der og der og der, og nu er jeg her, nu er jeg det ikke længere, men her, der. Bevægelsen finder ikke sted i rummet. Den snottede eleat med klatten. Snottet løber ikke i rummet, kun i hans bevidsthed. Som kun findes i min bevidsthed. Det var Zenons fejl, siger Bergson. At han ville gøre bevægelsen og dermed tiden til noget rumligt. Tidsrum. Hakke den op, hvor den i virkeligheden er en udelelig, urumlig tankestrøm. Det kan man ikke. Idiot! Det er Morten, der har saksen. Ha! Jeg skulle have taget den med ind. Holz tager termodynen. Den satan; ingen respekt! Jeg skal snakke med Mureren. Mureren skal nok tage ham i skole. Så er det slut med at sove på Hundevarmeren, Holz. Det har også altid være Klinke-Jørgens plads. Jeg skal hente vognen. Nu tager jeg et skridt. Baaah! Men er det i virkeligheden ikke det samme, de siger? Zenon og Bergson. Nej! Nej nej. For Bergson har løst paradokset! Det passer jo ikke, at Achilleus ikke kan overhale en skildpadde. En skide skildpadde. Hvad med tipstjenesten? De ville ikke overleve, hvis Zenon havde ret. Hvad med Tipstjenesten? Tipstjenesten be- viser det. Ottetaller. Ha! Hun kan ikke engang få kridtet op. Idioter, for helvede! I findes ikke! Så er det slut, Holz! Gu gør I så. Men Berg- son og Zenon er jo enige. I er enige: Bevægelse findes kun i vores bevidsthed. I er sgu da enige! Så er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke gå. Men nu tager jeg et skridt. Der var en meter. Ja, og jeg tog en halv og en kvart og en ottendedel imens, men det er jo en del af samme meter. Den meter bliver ikke længere af, at den skal rumme en halv og en kvart. Det er for helvede da ikke noget problem! Idioter! Nuet har ingen udstrækning. Hvad for noget? Nuet er et punkt, og et punkt har ingen udstrækning. Eller er det ikke Bergson? Hvis nuet ingen udstrækning har, findes det heller ikke. Kan man finde noget, der ingen udstrækning har? Men nuet er det eneste, der findes. Fremtiden findes ikke endnu, og fortiden findes ikke læn- gere. Der er kun nuet, og nuet har ingen udstrækning. Tiden findes ikke i rummet. I rummet er kun genstande og deres placering. I nuet. Tiden findes kun i vores hukommelse. Der findes kun vores hukommelse. Han samler det hele der. Drengen med snotklatten findes kun i min bevidsthed. Han er en del af min bevidsthed og kan ikke blive bange for en anden del. Bøøøh! Nu ser han bange ud, men det kan han ikke. Vi skal have klippet den hund, Morten. Det kan du ikke, Zenon! Bevidstheden kan slet ikke deles op. I parceller. Bevidstheden findes i tiden, ikke i rummet. I parceller, tag den!
– Skal jeg skrive det ned? sagde jeg forvirret.
Det måtte jeg gerne, men det var ikke, hvad vi var kommet for. – Det var en foræring, sagde du, – og dem skal man være forsigtig med. Du vil aldrig kunne gøre rede for den gratis viden i et billede. – Jamen, jeg kan jo ikke pludselig slette min viden.
Du ville ikke give mig mere.


Du sagde, at jeg altid havde malet min verden som en Mona Lisa, som om tiden kunne standses.
– Vores tid er bevægelsernes tid, historiens fremdrift, ikke traditionernes gentagelse, det er det, du skal male. Jeg har aldrig udstillet et fotografi, der lige så godt kunne være skudt to sekunder tidligere eller senere.
Det var sådan, jeg skulle tænke min kunst i en tid, hvor penslen konkurrerede med kameraet.
– Tag en notesbog med, sagde du.
Så viste du mig København. Du bad mig finde blot et enkelt øjeblik af virkelig historie, hvor et før, et nu og et endnu-ikke kunne fanges i samme billede. På hovedbanegården pegede du en mand ud for mig.
Du bad mig skrive, hvad jeg så, men kunne se, at jeg intet så.
– Noget må du da se, sagde du. – Det er et menneske, en mand. Skriv i det mindste, at du ser en mand.
Jeg skrev, at jeg så en mand.
– Altså går han rundt, Fecundito, sagde du. – Det er vigtigt.
– Men det kan jeg jo ikke vide, Nadina.
– Undskyld, sagde jeg og kiggede op på den høje, magre mand. – Nej, nej, sagde han og virrede med hovedet.
– Du går.
– Ja. Ja, sådan er det: Skildpadden har fået det forspring, fordi Achilleus er favorit. Først må Achilleus bevæge sig hen til det sted, hvor skildpadden begyndte. Det tager et vist tidsrum. Det tager to minutter. Altså to minutter. I løbet af de to minutter har skildpad- den bevæget sig til et nyt punkt længere fremme på ruten, som Achilleus derefter skal løbe hen til, men mens han gør det, bevæger skildpadden sig igen et stykke. Og så videre. Afstanden mellem dem mindskes hele tiden, ja, men den vil aldrig nå nul. Det er en hyperbel, der går mod uendelig. Gå væk! Svin! Man må ikke glo på folk. Du tror ikke, Achilleus nogensinde indhenter skildpadden. Man skal sætte sine penge på skildpadden, mener du. Nej, det skal man nemlig heller ikke. Ha ha! Du er fræk, Zenon. Du mener heller ikke, at skildpadden vinder. Der er ingen vinder. Det er jo det, du siger med dit andet paradoks. For fanden da! At for at gå en meter skal man først gå en halv meter, og for at gå en halv meter skal man gå en kvart. En ottendedel. Sådan fortsætter det. En hyperbel. Man skal tage uendeligt mange skridt for at gå en meter. Uendeligt små, ja ja, men man kommer aldrig i gang, for man kan ikke tage uendeligt mange. Man kan slet ikke bevæge sig. For helvede! Nej nej! Den går ikke. Så, nu går jeg. Ja, ja, ja. Jeg går. Der, det var en meter. Ha! Men det er kun i vores bevidsthed, at vi kan bevæge os. I den fysiske verden er bevægelsen ikke mulig. Men jeg går jo. Idiot, Zenon! Se nu! Der, det var en meter til. Du kigger på mig. Hold op med at glo!

Nu vendte manden sig væk fra mig og fandt ind i sin kreds; han fortsatte samtidig sin monolog, nu blot uden henvendelse.
Hans styrke skræmte mig, men gjorde mig også lykkelig. Han sagde:
– Han er en lille snottet unge med savl på skjorten. Ha! Han glor på mig for at se, om jeg kommer nogen vegne. Om jeg flytter mig. Zenon kommer herover og kigger på mig. Bøøh! Skrid, for helvede, det kan ikke lade sig gøre. Det har du selv sagt! Det er kun inde i mit hoved. Nej, i min bevidsthed, at du bliver bange, når jeg råber ad dig, for lydbølgerne kan heller ikke bevæge sig. De kan aldrig nå derover. For de skal først gå den halve og den kvarte vej. Og otten- dedelen. Og lysbølgerne. Du kan ikke se mig. Men jeg kan se dig? Selvfølgelig kan du ikke se mig, hvis han kun findes i min hukom- melse. Men findes hukommelsen i rummet, i stoffet? Den må være i min hjerne. Hvis jeg smadrer min hjerne, findes min hukommelse ikke længere. Men man kan ikke smadre noget uden bevægelse. For satan, da! Hun kunne tegne ottetaller. Hvad er det, Bergson siger? Bergson har løst paradokset. Jo, det med, at man ikke kan dele tiden op på den måde. At man ikke kan dele bevægelsen op i halve og kvarte. Halve og kvarte. Det er i rummet, der er halve og kvarte, og i rummet findes bevægelsen ikke. I min hjerne findes den ikke, men i min hukommelse, i min bevidsthed. Med røven, med et stykke kridt i røven, kunne hun. Ottetaller. Holz sagde det. Vog- nen står ved bagindgangen. Jeg skal huske vognen, Holz tager den. Han tager tingene, de gode ting. I rummet findes kun genstande og genstandenes placering i forhold til hinanden, i nuet. Det er vigtigt. Kun i hukommelsen dannes bevægelsen. Men min hukommelse har ingen ben. Men min pik har! Tag de ottetaller! Ha!

Han kneppede gavlen på en bænk, stemplede den med tunge hug fra lænden, han dampede, blodet løb frit fra hans næse. Nu går han i krampe, tænkte jeg. Han forkyndte de obskøne tanker med sin brune mund, blodet løb ind, og han rallede og slugte, mens han skreg op om heksens patter. Øjnenes hvide trillede frem. Det trak publikum, men han ænsede dem ikke. Krampe, tænkte jeg, eller han besvimer. Han besvimede ikke, men holdt pludselig op. Han så sit blod og snøftede. Så lukkede han sig ind mod muren, krum- mede lidt forover, som om han tænkte, som om han kunne tænke.

– For helvede! Nej! Så. Så, sagde han.
Nu drejede bumsen skarpt rundt og stirrede på min skjorte.
– En bevidsthedstilstand, sagde han, – kan ikke blive bange for en anden. Kan den ikke? Du ser bange ud. Nu tager jeg det skridt. Nu står jeg præcis, hvor jeg stod lige før. For satan, Zenon, du havde ret, man kommer ingen vegne! Det var det, du ville se, hvad! Det er det, du glor på, snothvalp. Men lige før findes kun i min bevidsthed. Det siger Bergson. Ha! Det var en fantastisk gave, jeg var rørt, men du blev mørk i blikket.
– Kom, sagde du og trak mig væk.
– Jo, sagde du.
Og jeg vidste, du havde ret; hvis jeg heller ikke kunne løse opga- ven nu, hvor den var blevet vendt om, ville jeg aldrig komme til at male noget af virkelig betydning. Jeg satte mig på en bænk og skrev:
“Han har for meget tøj på: en varm vindjakke, en uldtrøje og hvad der måtte gemme sig under den. De beskidte cowboybukser. Det er ok med gummisko. Man tænker: Det er så det tøj, han ejer. Han går rundt med det hele på. Skægget er ikke klippet i flere måneder. Eller håret. Det, der er tilbage af det. Hans fremstrakte underarme er spændt som til et voldsomt løft. Han går og snakker med en anden. Med en kvinde, tænker man. Han skælder ud, går hidsigt væk fra hende, gør en afvisende gestus med hånden tilbage mod hende. Så stopper han pludselig op og vender sig mod hende igen. Der er mere skældud, han skal af med. Han er endnu vredere end før, har hidset sig op på kvinden. Men der er ingen kvinde. Han skælder ud mod et punkt i rummet. Han bevæger sig i faste, kantede mønstre om skældudpunktet. Han er dets hidsige drabant, som forsøger at komme fri af kredsløbet."

– Ja, ja, sagde du, – men prøv nu igen uden hjælp. Du finder selv den næste.
Alene det, at du ikke helt havde afskrevet mig, det troede jeg virkelig, du havde, Nadina, gav mig mod på at gøre eksperimentet færdigt. To bænke længere oppe mod indgangen sad en mand og lignede en dreng. Jeg skrev:
“Folk tror, du er skør. Sådan kigger de på dig. Det er de tics og ner- vøse kramper, du sidder med. Du kan ikke komme videre. Nu har du i over to timer ikke sluppet dit tag i bænken. Du holder fast i sædet mellem benene. Nu trækker din venstre mundvig igen ansigtet ud af symmetri. Du krammer sammen. Øjnene misser, men du er ikke skør. Du ved præcis, hvad der vil ske. Om lidt kommer den tykke dreng og trykker tegnestiften ind gennem spidsen af dit lem."

Du godkendte min stiløvelse. Det var stadig ikke helt sådan, du havde ment det, sagde du. Men det mener jeg nu nok, det var. Jeg havde forhistorien med, altså hvordan og hvor længe manden havde siddet på bænken. Jeg havde også beskrevet hans viden om fremtiden og endelig det nu, i hvilket han bliver bevidst om denne fremtidige tildragelse med tegnestiften.
– Nu skal du male det, sagde du, da vi var kommet hjem.