fredag den 10. august 2018

Let yourself go!

Vi bryder os ikke om anglicismer i det danske sprog. Det hedder ikke 'er du ok?', men 'har du det godt?' Nå ja, den her har vel efterhånden været i sproget så længe, at den er godkendt – som polakkerne, der kom til Lolland efter krigen. Den er nærmest 'blendet ind i' det danske. Vrøvl: den 'falder i et med' vores oprindelige sprog. Altså ikke plattysk, men dansk. Det oprindelige danske. Ikke oldnordisk, naturligvis, men det moderne danske. Moderne oprindelige ... I ved, hvad jeg mener.

Men de nyere anglicismer, dem kan vi ikke lide! Vi forestiller os, at de finder vej ind i sproget, fordi dansk er så lille et sprog, at vi er afhængige af at kunne engelsk, at favne det engelske. Sådan har jeg i hvert fald selv tænkt. Derfor overraskede det mig, da jeg for få år siden erfarede, at dansk hører til de mest talte sprog i verden. Det er cirka nummer 100 på listen over verdens måske 5000 sprog. Det er naturligvis omtrentlige tal. Særligt det samlede antal sprog er der uenighed om blandt lingvister. Er galicisk fx et selvstændigt sprog eller en spansk dialekt? Hvad med østrigsk? Og omvendt: Taler den milliard, der har mandarin som førstesprog, alle det samme sprog? Der er i hvert fald talte dialekter af mandarin, som er langt mere forskellige end dansk og norsk.

Men dansk er ikke noget lille sprog. Umanakaina tales fx af 2500 mennesker i Papua Ny Guinea. Dansk er ovenikøbet et af verdens stærkeste sprog. Der er et særligt tal for dette, hvor flere forskellige faktorer er indregnet, så som antallet af mennesker, der taler sproget i hjemmet, antallet af bøger, der årligt udgives på sproget, film, sange, omfanget af den økonomi, der forvaltes på sproget osv. På denne liste er dansk nummer atten blandt alle verdens sprog. Nummer et er engelsk, ligesom engelsk er det sprog, der er officielt sprog i flest lande, nemlig 54.

Engelsk er meget stærkere end dansk, men dansk er hverken noget lille eller noget truet sprog. Så det er ikke, derfor vi er tilbøjelige til at indføre anglicismer i dansk. Islandsk tales fx af godt 300.000 mennesker, men tillader ikke engelske ord i deres skriftsprog. Computer hedder tölva, og sådan er det hele vejen, så anglicismer er næppe heller velkomne der.

Tilsvarende tales spansk som modersmål af cirka 400 millioner mennesker, men i Spanien accepterer de både engelske låneord og anglicismer. Fodbold hedder fútbol, selvom fod hedder pie og bold pelota. Mål hedder gol, for det er sådan, de hører det engelske goal. På engelsk er goal i betydningen 'mål scoret i fodbold', jo kun en bibetydning af goal i betydningen 'målsætning'. Men denne hovedbetydning forsvinder på spansk. Pyt!

I går sendte jeg en WhasApp til mit fodboldhold og spurgte, om vi ikke snart skulle spille igen. – Jeg har brug for at bevæge mig, hvis jeg skal holde mig under de 100 kg., skrev jeg. – ¡Déjate ir! skrev Paco. Direkte oversat betyder det – Lad dig gå! Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dette er en anglicisme, at det altså kommer fra det engelske – Let yourself go! Men kunne det ikke lige så godt være omvendt? Kunne det engelske udtryk ikke komme fra spansk, der jo er omtrent lige så stor og stærkt et sprog som engelsk? Kunne det fx ikke være kommet ind i engelsk via USA, fx i det spanskdominerede Californien?

Lige netop denne vending har vi vist endnu ikke indført på dansk. Det ville heller ikke lyde godt på dansk, tænker jeg: Lad dig (selv) gå! Ville man overhovedet forstå det? Men hvad ville man egentlig sige på dansk? Giv slip! Giv los! Fyr den af! Æd løs! Flyd ud? Svulm op?


Kan jeg selv lide anglicismer? No, I'm not really letting it go. Ærligt talt forsøger jeg at holde mig fra dem, hvis jeg kan komme i tanke om en alternativ vending, som ikke klinger engelsk i mine øren. Velvidende, at denne sandsynligvis også er kommet ind i det danske sprog vest- eller sydfra, blot på et tidligere tidspunkt. En vis sproglig konservatisme gør det nemmere for generationerne at tale sammen og lettere for nye generationer at læse gamle bøger. Det ser jeg som en kulturel, social og videnskabelig fordel. Men egentlig sprogfundamentalisme ser jeg intet perspektiv i. Talesproget har altid ændret sig fra generation til generation, og hvis vi ikke gradvis tillader skriftsproget at ændre sig med det, vil afstanden mellem tale og skrift blive alt for stor.

Desuden er forestillingen om et 'oprindeligt dansk' lige så absurd som forestillingen om 'det første menneske i verden'.

Ingen kommentarer: