tirsdag den 12. maj 2009

l'Homme-Qui-Crie

Skrevet af Lars Bo Nørgaard



Det er nogle dage siden, lidt over midnat. Jeg er alene hjemme på værelset på 79, Avenue Parmentier. I Paris. Men værelset er en anden verden, det ligger ikke i Paris. Sådan føles det. Jeg bliver en smule overrasket hver gang jeg træder ud af hoveddøren og står midt i en storby.

Værelset er vores helle. Det minder om et sommerhus. Meget lille. En seng, et bord, et par stole, tekøkken, bruseniche, toilet på gangen. Træloftet bølger, det er damp fra badet der har gjort det. Der er sommerhuslitteratur, efterladt af tidligere beboere, på reolen: Agatha Christie, romantiske romaner, ingen spil dog. Alt er holdt i hvidt; væggene, loftet, bordet, sengen. Et rullegardin af sammenbundne, tørrede siv gemmer varmtvandsbeholderens funktionalistiske grimhed.

Men: der hænger et stort kort over Paris’ metro over sengen. Det fletter sig ind i vores drømme: underjordiske haller, mørke gange, stationernes navne: Parmentier, Arts et Métiers, République, Place d’Italie, Gare du Nord, Gambetta, Châtelet. Og linjernes farver: Rød, grøn, gul, brun, orange, blå, lilla etc. Fjorten i alt. Og jernbanelinjerne, sporvognene, busserne, Seines blå bue, de grønne skove, beboelsesområdernes sandfarvede plamager, og Périphérique-motorvejens hvide, tosporede cirkel som følger den gamle bymur, og deler det historiske centrum fra forstæderne. Vi drømmer om rejser, togskift, perroner, perroner, rulletrapper, mumlen fra tusinder af munde, skygger, tasker som bliver væk, fundet igen. Vi kommer frem og skal videre. Og så vågner vi, og drømmen kan fortsætte. Men først kaffe, først yoghurt med müesli, og et bad, og kys og kram.

Jeg er alene hjemme denne nat. Matilde er ude at danse med nogle veninder. Jeg venter. Men ikke på hende, hun skal nok komme hjem, ingen grundt til at vente, intet at være nervøs for. – Jeg venter på ham vi kalder l’Homme-Qui-Crie; Råbemanden. Han er et pejlemærke, plejer at komme på dette tidspunkt, denne lokale galning, én af dem. Vi mener at han må have en fast rute, nat efter nat gennem labyrinten. Han er harmløs, men vred. Rasende. Og ligesom han har sin faste rute, sine faste tidspunkter, spyer han galde ud i en fast rytme: da-damdam-DA, da-damdam-DA. Sommetider svarer folk ham fra caféerne, den anden side af gaden, vinduerne. Som et kor, et ekko. Han er kendt, ventet, har sit publikum. Men med vores begrænsede franskfærdigheder (og Matildes er bedre end mine) forstår vi ikke et ord af hvad han siger. Og dog: for et par uger siden mødte jeg ham tilfældigt på en af mine nattevandringer, og det lykkedes mig at opsnappe et ord, en frase: racistes … perdue la tête. Det var sådan jeg hørte det. Og det kunne jeg så oversætte med sådan noget som, at racister skulle have hovedet kappet af. I Paris kapper man jo gerne hovedet af folk, man ikke kan lide. Men jeg kunne jo have misforstået eller fejloversat. Og de tre punktummer repræsenterer en passage jeg ikke forstod. – I vores fransk-dansk-ordbog (fra 1960) står der under ’tête’ ikke noget med ’perdue la tête’, men man kan sige: ’avoir qc. par-dessus la tête’; det betyder at ’sidde i n. til op over Ørerne', eller at ’have fuldt op af n.’. Og det gør han i hvert fald, og det har han i hvert fald. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. – I Råbemandens tilfælde siger det ikke så meget, hvilken galde han spyer ud, men mere hvordan han gør det. De ord han sætter på sin vrede, kan sikkert skifte hver aften, måske ved han ikke engang hvad han er vred på, det kan være hvad som helst, alt, han er for længst forsvundet for sig selv. Blevet ren form. Måske. Jeg ved det jo ikke. Et sted i mig er der noget, der vil sige, at han er fri. Men det kan jeg ikke få mig selv til at sige er sandt. – Da jeg mødte ham den nat, ænsede han mig ikke, selvom vi gik tæt forbi hinanden, i hver sin retning. Men hans råben satte sig dybt i mig, og blandede sig senere med mine drømmes underjordiske togrejser. Hele den næste eftermiddag måtte jeg bruge på at gå ham ud af mig. Så vidt muligt.

Fordi jeg venter på Råbemanden, kan jeg ikke tage hovedtelefoner på, ikke gemme mig i musik, og jeg kan ikke lukke vinduet. Derfor vælter byen ind i mig, fulde, syngende mennesker, trafik, udrykninger. Jeg vil have fred. Men jeg venter. Og tiden går. Klokken bliver to. Kvart over. Han kommer ikke. I aften udebliver han. Skal jeg være bekymret? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg gør ingen forskel i hans liv. Måske er han blevet slået ned, måske har han valgt en anden rute, er kommet i godt humør, måske sover han. En enkelt gang har jeg ud gennem vinduet set Råbemanden tabe en baguette, uden at han opdagede det; men en forbipasserende samlede det op og gav det tilbage til ham. Råbemanden samlede sine hænder som til bøn, for at vise sin taknemmelighed, og bagefter sad han lang tid i stilhed på en bænk, mens han ufravigeligt betragtede baguetten, som var den et uudgrundeligt mysterium.

Jeg kommer overens med, at Råbemanden ikke kommer denne nat. Og jeg er træt. Jeg vil gå i seng. Når Matilde kommer hjem, vil hun lægge sig ind til mig, og måske vågner jeg kort, og vi giver hinanden et kys. Hun lugter sikkert af alkohol og cigaretrøg, og det vil sikkert irritere mig. Men nogen katastrofe er det ikke. Og i morgen vågner vi, og jeg vil lave morgenmad til os. Og så må vi se, hvor vi har lyst til at tage hen.

3 kommentarer:

Mig og min svenske ven sagde ...

Jeg vil vide mere om råbemanden. Han virker så mystisk.

Anders Vægter Nielsen sagde ...

Smukt. Jeg kommer til at tænke på Hemingways "A Moveable Feast"/ "Der er ingen ende på Paris".

Unknown sagde ...

Fin text Lars Bo!
Råbemanden, betyder det roparmannen eller? det låter i vart fall bra med ren form. roparmannen och klimkvinnan. Här finns defintivt något. Har du med diktafonen? kanske kan du få den eftersänd från Danmark. Du måste ju spela in honom!