Lars Bo og jeg er via sms for længst blevet enige om, at Råbemanden blev væk, fordi han havde fået et godt måltid mad, han havde fået kylling, havde han. Hvem råber med maven fuld af kylling?
Vi har alle en råbemand, om ikke i os, så uden for vores vindue, eller for mit vedkommende på vej til den økologiske bager, hvor min råber sværmer.
Råbemanden har fået sin genkomst i byernes liv herhjemme i Danmark, efter distriktspsykiatrien slog igennem. Vi spærrer ikke folk inde i samme udstrækning, som vi gjorde tidligere i det tyvende århundrede, før firserne (?). Jeg husker det ikke præcis.
Jeg tror, det er godt, at vi ikke afskærer 'den anden fornuft' fra at møde 'den sædvanlige', at der er en udveksling mellem dem. Det betyder ikke, at 'den anden' i reglen giver os lige så kvalificeret et bud på, hvordan man bedst forvalter sit liv i et samfund, som 'den sædvanlige' gør. Det gør den ikke. Jeg tror ikke, at den gale er fri eller i kontakt med en højere fornuft, som vi skal eller kan overtage.
Men med ujævne mellemrum lykkes det alligevel 'den anden fornuft' at pege på ufriheder, absurditeter og selvbedrag hos 'den sædvanlige fornuft' på en måde, som denne ikke selv kunne gøre – heller ikke gennem kunsten, som sjældent bliver helt så modig som 'den anden fornuft'. Kunsten, eller kunstneren, har næsten altid noget at tabe.
Vi har brug for Råbemanden, og Råbemanden har så sandelig også brug for 'den sædvanlige fornuft' for at kunne støde imod, men også for at kunne overleve i praksis.
Men hvordan undgår vi at blive gæster i en safaripark, belurere? Hvordan undgår vi at tolerere ihjel?
Lystens værk publicerer tekster skrevet af Jens Peter Kaj, som forbeholder sig ophavsretten.
tirsdag den 19. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Om litteratur
Om sprog
Sportsportrætter
Familieportrætter
Debat og politik
Stevie Wonder synger, til Søren Brostrøm er solbrændt på næsetippen
Flanør i Madrid
Glimt af et liv
Samtaler med børn
Gadekunst i La Victoria
- Start
- Gadekunst i La Victoria – 1
- Gadekunst i La Victoria – 2
- Gadekunst i La Victoria – 3
- Gadekunst i La Victoria – 4
- Gadekunst i La Victoria – 5
- Gadekunst i La Victoria – 6
- Gadekunst i La Victoria – 7
- Gadekunst i La Victoria – 8
- Gadekunst i La Victoria – 9
- Gadekunst i La Victoria – 10
- Gadekunst i La Victoria – 11
- Gadekunst i La Victoria – 12
- Gadekunst i La Victoria – 13
- Gadekunst i La Victoria – 14
- Gadekunst i La Victoria – 15
- Gadekunst i La Victoria – 16
- Gadekunst i La Victoria – 17
- Gadekunst i La Victoria – 18
- Gadekunst i La Victoria – 19
- Gadekunst i La Victoria – 20
- Gadekunst i La Victoria – 21
- Gadekunst i La Victoria – 22
- Gadekunst i La Victoria – 23
- Gadekunst i La Victoria – 24
- Gadekunst i La Victoria – 25
- Gadekunst i La Victoria – 26
- Gadekunst i La Victoria – 27
- Gadekunst i La Victoria – 28
- Gadekunst i la Victoria – 29
- Gadekunst i La Victoria – 30
- Gadekunst i La Victoria – 31
- Gadekunst i La Victoria – 32
- Gadekunst i La Victoria – 33
- Gadekunst i La Victoria – 34
- Gadekunst i La Victoria – 35
4 kommentarer:
Du spørger til, hvordan man, undskyld vi, undgår at blive belurere i en safaripark samt hvordan vi undgår at tolerere ihjel. Det er sgu et godt og interessant spørgsmål, men jeg synes samtidig ikke, med al respekt, at spørgsmålet er helt klart formuleret. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorfra spørgsmålet er stillet, om det er fra borgeren (den pæne, retskafne) eller forfatteren/kunstneren (muligvis også den pæne, retskafne). Naturligvis kan spørgsmålet være interessant i begge tilfælde. Jeg synes det vigtigste er ikke at eksotisere sådanne forhold, jeg er ved at brække mig over det (Lars Bo eksotiserer det netop ikke, bl.a. fordi Råbemanden her bare er Råbemanden samt et lille - og dog); på den anden side er det ikke sikkert man uden videre skulle acceptere eller tolere 650 råbemænd fra distrikspsykriatrien, især ikke hvis de løb omkring i Slagelsegade eller på Skibhusvej. Hvis spørgsmålet er stillet fra forfatteren giver ordet belure måske mere mening? Eftersom forfatteren glad og gerne belurer hvad som helst, sådan er det jo. Vi er tilsyneladende et sted i samfundsudviklingen, hvor vi ikke længere er i stand til at betragte anormaliteter på en naturlig måde. De er ikke natur længere. Og det er måske meget godt? I virkeligheden. Øvv, det her blev vist en længere tågesnak, denne høne bekagler.
Sorry, Jens, jeg læste vist ikke dit indlæg godt nok: nu ser jeg, at dit indlæg mest må være møntet på forfattere/kunstnere. Men jeg forstå stadig ikke det med at belure. Kan man ikke bare se og lytte? Inklusive som alm. borger, hvem Han så end er? Franco havde i øvrigt kun en tekstikel, ligesom Hitler. Ifølge DR er det lidt af en sensation.
Jeg er ikke så uenig, Anders.
Jeg er ikke ude efter at eksotisere Råbemanden. Råbemanden har det ikke godt. Der er intet smukt og ideelt ved galskaben. Råbemanden skal heller ikke være gal for vores skyld. Blot vil jeg tale mod at gøre afskærmningen mellem det normale og det anderledes uigennemtrængelig, ligesom jeg (en banal pointe, ok) er stærk modstander af en meget rigid (fx religiøs eller feministisk/nypuritansk) definition af det normale.
Og kunstnere, ja, de skal vel søge sandheden, også når den ikke kan rummes inden for grænserne af det acceptable.
Men der er en risiko ved distriktspsykiatriens strategi med at lade de gale gå rundt blandt de normale. Det anderledes tolereres og lever sammen med det normale. Vi straffer dem ikke, spærrer dem ikke inde. Men dette kan have den bieffekt, at den normale kommer til at opfatte det som langt vigtigere at understrege, at han netop er normal og ikke en af de gale, som går lige ved siden af.
Sådan er det gået med homoseksualitet. Homoseksualitet fordømmes ikke i Danmark. Det er tilladt, formelt accepteret, ja, man kan opnå samfundets højeste embeder og anerkendelse, selvom man er åbenlyst homoseksuel. Men på grund af denne ydre accept, netop fordi de homoseksuelle går åbenlyst rundt ibland os, har de heteroseksuelle danske mænd udviklet en betydelig angst for at blive antaget for bøsser. Skellet mellem homo- og heteroseksuel adfærd er blevet langt skarpere. Mænd er langt mere nervøse for at røre ved hinanden i Danmark i dag end i tider, hvor homoseksualitet ikke var formelt accepteret. Og langt mere end i lande, hvor homoseksualitet officielt ikke findes eller trods alt findes, men fordømmes og straffes. I dag ville Gøg & Gokke ikke kunne laves som en ufarlig komedie. To ungkarle, som bor sammen og tilmed sover sammen. Nix. I dag ville det være en bøsse-komedie. En adfærd, som var tolereret ihjel, så at sige.
Vi er i dag langt mere angste for at være skøre, være unormale, sige noget tosset, klæ os forkert på, gå uden for en dør uden at ordne håret først, råbe op offentligt, klappe dejlige damer i røven, end man var før distriktspsykiatrien. Fordi (måske fordi) de gale går rundt blandt de normale, er det nødvendigt for de normale at understrege, at de ikke er gale. Hvis det faktisk er konsekvensen, har vi jo netop tolereret det anderledes ihjel. Det er faren ved det. Det var det jeg spurgte til, hvordan vi kunne undgå.
Send en kommentar