Litteraturteoretisk bog på vej

Det er fem år siden, jeg vågnede op midt om natten, uvant klar i hovedet, men stærkt forundret over min drøm. Jeg havde drømt en definition på skønlitteratur, og selvom jeg er uddannet i filosofi, havde jeg aldrig tidligere drømt en definition på noget som helst. Jeg har tit drømt om skønlitteratur. Eller rettere: Jeg har tit drømt digte, og jeg har indimellem skrevet dem ned bagefter. Et digt, jeg drømte i 1986, sendte jeg med, da jeg i 2005 søgte ind på Forfatterskolen. Det kom ovenikøbet med i min debutroman fra 2007, så jeg stoler på mine drømme, fordi de ofte fortæller mig noget, som jeg kan få til at give mening, trods det tilsyneladende vanvid.

Men denne sommernat i 2017 drømte jeg en sætning, som ikke var det fjerneste vanvittig, men nærmeste skræmmende rationel. Så skrev jeg den ned, kiggede længe på den – og begyndte at tænke videre. Da solen brød frem på Madrids koksgrå himmel, havde jeg skrevet fem sider om, hvad skønlitteratur er og ikke er.

Det blev begyndelsen på flere års skriverier og ikke mindst selvstudier i min lille arbejdscelle. Jeg fandt artikler på nettet og bestilte bøger hjem fra Danmark, for jeg ville vide, hvad der var tænkt og skrevet om det emne, som jeg aldrig tidligere havde beskæftiget mig med og dårligt nok interesseret mig for. Det kom jeg til. Jeg uddannede mig i litteraturteori, eller i det hjørne af dem, som handler om, hvad der adskiller skønlitteratur fra alt andet og særligt fra faglitteratur.

Et par år senere havde jeg et bogmanuskript på cirka 400 sider, som forlaget Spring vedtog at udgive på grundlag af et smigrende peerreview. Det var jeg glad for, for Spring er absolut et af de bedste danske forlag, når det gælder udgivelse af litteraturteori.

Af forskellige grunde, som ikke har med forlaget at gøre, har udgivelsesprocessen ligget stille i et par år, men nu er bogen på vej. Den udkommer i år. Måske er du eller en af de bøger, du har udgivet, citeret i den.

Farvel til Enhedslisten fra medlem nummer 101

For første gang siden efteråret 1984, hvor jeg som 18-årig meldte mig ind i Venstresocialisterne, er jeg nu ikke medlem af noget parti. Ja, vel strengt taget siden jeg sammen med to venner i 1982 stiftede det ikke-marxistiske venstrefløjsparti Humanisterne. Vi var tre ivrige teenagere og blev aldrig flere, men vi havde et partiprogram og holdt møder på mit værelse. Hvis vi tæller det med, har jeg været medlem af et parti i 40 år. I dag har jeg meldt ud af Enhedslisten, som jeg var med til at stifte i 1989.

Min udmeldelse er som sådan ingen 'historie'. Dertil har jeg spillet for ligegyldig en rolle i partiet. Men jeg vil gerne forklare partikammerater, venner og diskussionspartnere fra de sidste mange år, hvorfor jeg ikke længere ønsker at være medlem. Praktisk grund Der er en banal praktisk grund, nemlig at jeg de sidste ti år har boet uden for Danmark og derfor ikke rigtig har haft nogen hverdag med og i partiet ud over de altid ubehagelige debatter i Facebookgruppen Stol På Det Røde Ø. Debatkultur Der er også en kulturel grund, som hænger sammen med den ovennævnte, nemlig at jeg ikke føler mig hjemme i Enhedslisten længere. Den evigt personlige og/eller taktisk inficerede debatkultur i partiet er ikke noget for mig. Jeg forsøger af bedste evne at diskutere politiske og organisatoriske problemer på en principiel måde, men det har ingen gang på jord i Enhedslisten. Der er altid en bagtanke med de interne debatter. Det handler ikke om sagen, men om hvilken gruppe inden for partiet, der kan vinde et point. Fra en side handler det om at fremstille partiledelsen og/eller folketingsgruppen så ufordelagtigt som muligt. Og fra en anden side, nemlig ledelsens og ledelsens støtters side, handler det om at fremstå ufejlbarlig, omtolke nederlag til sejre, udskamme medlemmer, som er uenige med ledelsen, og så i øvrigt inddrage menige medlemmer så lidt som muligt i beslutningerne, før de reelt er truffet. En principiel diskussion af politiske og organisatoriske emner, hvor emnerne diskuteres for deres egen skyld og ikke som våben i en magt- og fraktionskamp, finder man ikke i Enhedslisten. Og nu vi er ved fraktionskampene, så er partiet unægteligt også et trøstesløs ørken at navigere rundt i, når man ikke hører til nogen fraktion, men tager stilling til spørgsmål uden skelen til, hvem der måtte være enig eller uenig. Man skal altid kigges ud: Holder man i virkeligheden med de 'rigtig revolutionære' eller med det pragmatiske hængedynd i ledelsen eller Folketinget. Når uenigheder altid kædes sammen med tilhørsforhold til grupper, tendenser eller fraktioner, bliver diskussionerne aldrig ærlige. Synspunkter i en diskussion bliver blot til stedfortrædere for positioner i en magtkamp. Nu har jeg været vidne til det spil, siden jeg meldte mig ind i VS i 1984. Det gider jeg ikke længere. Jeg er ikke en del af nogen magtkamp, jeg har ingen magtambitioner overhovedet og er bedøvende ligeglad med, om den ene eller den anden fraktion i partiet scorer et point i diskussionen.

Den endeløse forlovelse Jeg orker heller ikke længere at være medlem af et parti, som ikke rigtig kan finde ud af at være et parti. SAP kalder sig ikke for et parti længere, men så vidt nogen overhovedet kan få at vide, hvad der foregår i den forening, fungerer de stadig som et parti i partiet. Det er ærligt talt en ynk, at vi ikke er nået videre med integrationen efter 33 år. Og det er efter min mening medvirkende til at skabe mistillid og dårligt arbejdsklima i Enhedslisten. Partileder og topstyring Der er også andre organisatoriske grunde til, at Enhedslisten ikke er mit parti mere. Og det er blandt andet den tiltagende topstyring. Hierarkiet i Enhedslisten bliver stadig mere udtalt. Vi har nu reelt en formand. Allerede Pernille Skipper titulerede offentligt sig selv som partileder, og Mai Villadsen har ikke gjort noget for at afmontere den opfattelse af, hvilken rolle folketingsgruppens politiske ordfører spiller. Skipper fyldte også rollen som partileder ud, fx da hun offentligt undsagde og udskammede Jonathan Simmel for en udtalelse, som på ingen måde var i modstrid med vores vedtagne program. Han havde nemlig ikke "talt om muligheden for en væbnet revolution i Danmark", men sagt, at der kunne tænkes en situation, hvor en demokratisk socialistisk stat blev nødt til at forsvare sit nyvundne socialistiske demokrati med våben. Og det er vel en ret banal konstatering, med mindre man er 100 % pacifist. Mon man kan finde en eneste borgerlig politiker, som i fulde alvor ville sige, at der ikke kunne tænkes en situation, hvor den danske stat skulle forsvare sit borgerlige demokrati med våben? Det gør staten jo de facto hele tiden. Og 100 % pacifistisk er Enhedslisten tydeligvis ikke. Det så vi ikke kun i Libyen. Nu har Enhedslisten for nylig stemt for at sende våben til Ukraine, og de ledende kadre har gjort det til vores de facto-politik, at vi ikke skal ud af NATO. Det er nemlig et populært synspunkt, mens det ikke er populært at ville forsvare et socialistisk demokrati. Jeg har aldrig mødt denne Simmel, er ikke i fraktion med ham og har aldrig stemt på ham i interne valg, men den formandsagtige måde at 'løse' en konflikt på ved at tromle en 'underordnet' uden at lytte, støtte og prøve at forstå, viser meget godt, hvad det er for en rolle, folketingsgruppens politiske ordfører har fået. Banke på plads-kulturen Vi har fået en banke på plads-kultur i partiet. Folketingsgruppens politiske ordfører skal banke medlemmer på plads, hvis de udtaler noget, som hun ikke synes er opportunt for partiet. Det behøver ikke engang at være noget, som strider mod partiets vedtagne politik. Hvis blot det er noget, som hun er bange for kan være upopulært, så må hun banke på plads. Det er endnu aldrig set, at ordføreren i stedet har forsøgt at forstå og tolke det upopulære (måske lidt for nuancerede) udsagn så venligt som muligt over for pressen. Tværtimod skal disse slemme udsagn altid fordrejes af ordføreren og fremstilles så ufordelagtige som muligt – og så får de ellers hammeren. Det er en organisationskultur, der er svær at skelne fra Dansk Folkepartis, og den er dræbende for engagement og åben diskussionslyst. Ordføreren kunne i stedet være en kammerat og forsøge at forstå de upopulære udtalelser ud fra deres intentioner. Eller bare nøjes med at sige, at sådan mener det eller det medlem, Enhedslisten er et bredt parti med mange forskellige anskuelser, og så i øvrigt slå fast, hvad der er partiets vedtagne politik. Men sådan tør vi ikke gøre i Enhedslisten. Vi banker på plads. Så ser vi stærke ud. Og vi ligner alle de andre. Mediemaskinen Partiet skal være pæn mediemaskine, som ikke giver mislyde fra sig. Der må ikke slippe udsagn fra medlemmer ud til pressen, som kan virke anstødelige eller ude af trit med, hvad den pæne, moderne hipstermidte i københavnsk politik tænker. Og budskaberne fra partiets medlemmer må for alt i verden ikke være komplekse. Verden skal skildres enkelt og deles op i sort og pink. Alle andre farver er for svære for vælgerne at håndtere og kan derfor let blive fejlfortolket. Vi må for alt i verden ikke sige noget, som er svært at forstå, første gang man hører det. Sådan bliver ingen klogere, og de menige medlemmer fungerer som ligegyldige, brægende får uden nogen betydning for politikudviklingen overhovedet, men vi risikerer ikke at skubbe midtervælgerne fra os i processen. Topstyringen Og under den politiske ordfører har vi så gruppeledelsen, og under gruppeledelsen selve folketingsgruppen, som vedtager selv store reformprogrammer uden om den valgte ledelse. Derfor er Hovedbestyrelsens magt svundet ind. HB er politisk svækket over for folketingsgruppen, fordi MF'erne er fuldtidsansatte og dertil har en hær af fuldtidsansatte politiske sekretærer. HB's egen hær af ansatte er Landskontoret, som IKKE er politiske, men organisatoriske medarbejdere og derfor ikke styrker HB politisk i nævneværdigt omfang. Organisatorisk spiller HB heller ikke den store rolle, da de mødes for sjældent til at kunne fungere som organisatorisk ledelse for partiet. Den rolle har FU. Årsmøderne er partiets formelt set øverste myndighed, men stærke kræfter i ledelsen forsøger løbende at svække dets reelle magt, fx ved at foreslå, der skal kun være årsmøde hvert andet år. Lad os se, om det bliver til noget. Og lad os se, om de permanente angreb på partiets rotationsregler bliver til noget. Foreløbig er forslagene stemt ned på Årsmødet, det er godt, men de bliver ved med at dukke op og som oftest lanceret af magtfulde medlemmer, hvis egen magt vil blive befæstet af de foreslåede ændringer. I stedet for at være stolte af vores partidemokrati, fejre det, prale af det, udvikle og udvide det og invitere medlemmerne til at benytte sig af det, er man nødt til konstant at forsvare det mod dets stærke fjender i partiet. Det er altsammen en del af spillet om magten. Det spil har sin egen inerti, hvor ledelsen i stadig stigende grad får held til at styrke deres egen position og holde de menige medlemmer fra fadet.

Hvorfor er topstyringen et problem? Ja, det er den naturligvis, fordi partiets overordnede mål netop er at nedbryde de hierarkiske strukturer i samfundet og altså fremme en mere flad magtfordeling. Det er vanskeligt med troværdighed at arbejde for noget, man ikke praktiserer selv, noget som man tydeligvis ikke rigtig tror på.

Topstyringen resulterer også i en passivitetskultur. Hvem gider at være aktiv, når man ingen indflydelse har? Enhedslisten er i dag ikke et aktivistparti, men en vælgerforening med en professionel hat på, et parti som så mange andre. Det er der nu flere grunde til. Mange tidligere aktivistopgaver løses nu af Landskontorets ansatte. Hvorfor skal Landskontoret eksempelvis arrangere årsmøderne? De gør det fint, men for mig at se ville det være langt sundere for partikulturen, hvis den opgave gik på skift mellem afdelingerne, eller mellem de afdelinger midt i landet (fx på IC-strækket fra Odense til Aarhus), som har flere end 50 medlemmer. Det kan sådan en afdeling sagtens klare. Jeg har selv været med til at arrangere årsmøde som en del af både Odense- og Århus-afdelingen. Det behøver ikke at være så strømlinet og tv-rettet, som årsmøderne er i dag. Man kan sagtens både holde møde og overnatte i en idrætshal. At deles om store praktiske opgaver af den type er kun godt for sammenholdet og aktivistkulturen i afdelingerne. Topstyringen fører desuden til politisk og organisatorisk fantasiløshed, fordi medlemmernes initiativer drukner på vej op gennem hierarkiet og aldrig bliver til noget. Ledelsen kan bedst lide deres egne idéer, så det er dem, der bliver vedtaget. Derfor er det i dag en langt mindre (og mere indspist) kreds af personer, som bidrager med væsentlige politiske og organisatoriske initiativer end før, og derfor ligner det hele mere eller mindre hinanden og bliver gråt i gråt. Naturligvis er der forskelle fra afdeling til afdeling. Der er også mange lyspunkter (det manglede bare). En ven fra Odense-afdelingen fortæller mig, at de i praksis arbejder med en flad struktur, men på landsplan er det en anden sag. Smide ud-kulturen – Intolerance og ensretning Skal man smides ud af Enhedslisten, fordi nogen mener, man opfører sig træls? Enhedslisten har et generationsproblem. Kommunikationen mellem den unge og yngre magtelite i partiet og de udgrænsede ældre medlemmer fungerer i det store hele ikke. Og partiets ledelse har valgt at løse problemet ved at smide de ældre medlemmer ud, som ikke opfører sig i henhold til de yngre medlemmers adfærdskodex. Et eksempel på det er eksklusionen af Viggo Jonasen. Der er intet i den adfærd, som har ligget til grund for eksklusionen af Jonasen, der ligger ud over, hvad der var helt almindelig, småtræls adfærd, da han meldte sig ind i Enhedslisten i 1993. Femogtyve år før sin indmeldelse i Enhedslisten, hvor Jonasen begyndte som politisk aktiv, ville man ovenikøbet næppe have rynket brynene over den adfærd. En af hovedankerne mod Jonasen har været, om han har kaldt Laura Bryhl for ‘studine’ flere gange eller kun en. Om han så har kaldt hende ‘studine’ tyve gange, så er det ikke eksklusionsgrund. Når Jonasen har kaldt Bryhl sådan, så skyldes det naturligvis, at han mener, hun er for ung og muligvis ikke er sin opgave voksen. Det har han lov til at mene. Han har også lov til at sige, at han mener det, for hun har valgt at stille op til et vigtigt politisk embede, hvor hun må være forberedt på, at dem, hun skal repræsentere, ikke nødvendigvis synes, hun er god til det.

Det betyder ikke, at det er i orden, at udtrykke sin mangel på respekt på den måde, som Jonasen har gjort. I stedet for at være træls, kunne han have valgt at bakke hende op og bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe hende i gang med den svære opgave, det er at repræsentere Enhedslisten i Aarhus Byråd. Det hævder han også selv, han har gjort. Hun mener tilsyneladende noget andet.

At Jonasen har kaldt Bryhl for studine, har partiet (HB) defineret som sexisme. Det var sexisme, fordi studine er et kønsspecifikt ord. Og denne temmelig radikale opfattelse må man end ikke sætte spørgsmålstegn ved. Da jeg i en debattråd i Ø'erne (en Facebook-gruppe for tilhængere af Enhedslisten) skrev, at jeg ikke opfattede det som sexisme, men som en magtkamp mellem to partimedlemmer, som begge ønskede at definere Enhedslistens politik i Aarhus Byråd, var der straks en partikommissær, der gjorde mig opmærksom på, at det ikke var i orden at skrive, at man ikke mente, der var tale om sexisme. Det måtte man simpelthen ikke mene. Havde et ikke-mandligt partimedlem anklaget et mandligt medlem for sexisme, ja så var det simpelthen sexisme, og det kunne ikke betvivles. En anklage var altså lig med en dom, og ikke blot en dom, men også en dom, som ikke måtte betvivles.

Når det er den opfattelse af en retsproces, vi praktiserer internt i partiet, er det ikke så sært, at partiets retspolitik reelt er brudt sammen.

Og det var en dom med alvorlige konsekvenser, for når Jonasens adfærd således var defineret som sexistisk, kunne han smides ud af partiet. De unge, som bliver politisk aktive i dag, vil ikke finde sig i den omgangstone, som for en generation siden var helt almindelig. Det kan jeg godt forstå. Jeg har altid syntes, at omgangstonen i Enhedslisten var træls. Det var den bestemt også i VS, hvor jeg var aktiv før Enhedslistens tid. Det er godt, at den politiske kultur udvikler sig på en måde, så flere kan holde ud at være i den. Men hvis man smider alle dem ud af partiet, som de unge synes er trælse, mister man viden og erfaring, som det ville være klogt at tage med sig fra generation til generation. Man skaber også en kultur, hvor ingen rigtig tør være anderledes eller sige noget, der kan opfattes som kontroversielt af den yngre generation, som har magten i partiet. Der findes bedre måder at håndtere et ungt medlem, som man ikke synes er parat til opgaven, end at kalde vedkommende for student eller studine. Det burde Jonasen lære sig. Nu er han imidlertid bare smidt ud. Men der findes også bedre måder at håndtere den adfærd, som ældre medlemmer slæber med sig fra deres ungdom, end at smide dem ud af partiet, blot fordi man finder den træls. Man kunne eksempelvis forklare dem, at man ikke bryder sig om at blive kaldt studine eller få antydet, at man er valgt til sin tillidspost på grund af sit udseende. Forklare at den adfærd er ydmygende og nedværdigende. Og hvis det ikke hjælper, eller hvis man ikke bryder sig om selv at tage den samtale, så kan man bede sin lokalbestyrelse om at gøre det. Det kan tage lang tid for ældre mennesker at vænne sig til en ny adfærd og omgangstone. Nogle lærer det aldrig. Nogle vil ikke, fordi de simpelthen ikke bryder sig om de nye normer. Men hvis det lykkes at ændre den generelle adfærd til det bedre, så det, man opfatter som træls, bliver undtagelsen i stedet for reglen, skal vi være godt tilfredse. Og så er virkeligheden jo så brutal, at dem, der ikke kan eller vil affinde sig med nye normer, ofte kommer til at sidde ved et bord for sig selv, lige som de besværlige eller småtrælse onkler og tanter får hinanden til bords ved familiefesten. Enhedslisten bliver et fattigt og verdensfjernt ekkorum, hvis partiet ikke har plads til dem, som flertallet opfatter som trælse. Udvalgene Passivitetskulturen har også politiske konsekvenser. Politikudviklingen foregår på og omkring Christiansborg. Aktivitetsniveauet i de politiske udvalg er næppe højere i dag, end da Enhedslisten havde 2000 medlemmer. Et retspolitisk udvalg har vi slet ikke! Det gik op for mig, da jeg ville skrive til partiet og insistere på at gentænke den nye borgerligt populistiske retspolitiske linje, som Enhedslisten har valgt. Og her kommer vi til endnu en grund til min udmeldelse: Enhedslisten har ingen politik, der er værd at tale om, på det område, som interesserer mig mest, nemlig retspolitik. Populistisk retspolitik Retspolitikken ser jeg som fundamental for enhver civilisation. Det er den, der skal hæve vores adfærdsregulering op til et niveau, hvor hævn og vilkårlighed ikke råder. En hjørnesten i retspolitikken, hvis man hører til venstrefløjen og altså vil kæmpe for samfundets svageste medlemmer og ikke kun for den pæne middelklasse, er forsvaret for retssikkerheden. Retssikkerheden er borgernes garanti for ikke at blive udsat for magtovergreb for statens side, altså at man eksempelvis ikke bliver bliver dømt for en forbrydelse på et falskt, konstrueret eller utilstrækkeligt grundlag. Den skæbne har det altid været samfundets svageste, de fattige, de udstødte og de ringeagtede, der stod i fare for at lide. Og sådan er det stadig. Traditionelt har venstrefløjen set det som sin opgave at almengøre, sikre og udbygge de rettigheder, som borgerne har over for staten i en retssag, for at imødegå de magtovergreb. Men retspolitikken er i frit fald hos Enhedslisten, og det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at partiet har bevæget sig i retning af at forsvare middelklassens interesser i stedet for de svagestes, og middelklassen har ikke samme brug for retssikkerhed og lighed for loven, for de har ressourcer til at klare sig på anden vis. Retssikkerhed er dog ikke kun et klassespørgsmål, men også et spørgsmål om at turde forsvare dem, som ingen kan lide, og som ingen andre vil forsvare: de udstødte, de kriminelle, de psykisk syge og de perverse. At sørge for, at også de får en retfærdig rettergang – og en rimelig og forholdsmæssig dom, hvis de har begået kriminalitet. Men heller ikke den type ubehageligheder vil det pæne middelklasseparti forbindes med. Problemet er, at hvis venstrefløjen ikke gør det ubehagelige arbejde, så er der ingen, der gør. Lad mig give et enkelt eksempel. Da det gik op for mig, at partiet ikke har noget retspolitisk udvalg, skrev jeg først til partiets retspolitiske ordfører, Rosa Lund, som ikke svarede. Så skrev jeg til partiets retspolitiske sekretær på Christiansborg og bad om en forklaring på endnu en populistisk nyskabelse fra Enhedslistens side. Jeg havde set, at Enhedslisten, 'venstremidten' og Venstre havde vedtaget, at børn under 15 ikke har nogen vilje eller seksualitet. Derfor skal sex, som voksne over 22 år har med børn, nu ikke længere alene ses som pædofili, men også som voldtægt. I alle tilfælde. "Børn kan selvfølgelig ikke samtykke til sex! Nu bliver loven endelig ændret, så det altid er voldtægt hvis en der er ældre end 22 år, tiltvinger sig samleje med et barn der er under 15 år," skriver Enhedslistens retspolitiske ordfører, Rosa Lund på Facebook. Jeg ville høre, om Enhedslisten virkelig mente, at hvis en 22-årig kvinde og en tidligt moden 14-årig dreng forelskede sig og havde sex med hinanden, så var der ikke blot tale om sex med en mindreårig (hvilket er alvorligt nok og i jo forvejen var strafbart), men altså ligefrem voldtægt. Altså en forbrydelse på linje med samleje tiltvunget med vold. Det er ikke et forslag, man vil have vanskeligt ved at vinde folkelig opbakning til, for vi hader allesammen de pædofile. Ingen kommer til at tale deres sag på de sociale medier, for gør man det, vil man straks blive mistænkt for selv at have at have en rem af huden. Men det er uklogt at vedtage, at verden er på en måde, som den ikke er i virkeligheden. Uanset hvordan Enhedslisten og alliancepartnerne ønsker, at virkeligheden er, så forbliver den den samme. Og virkeligheden er, at børn i visse tilfælde de facto samtykker til sex med voksne. Mange drenge på 13-14 år har lyst til sex med kvinder over 22, fx en ung lærerinde, tro mig. Børn har faktisk en egen lyst og vilje. Og (især store) børn har også en seksualitet. I visse tilfælde tager børn ligefrem initiativet til sex med voksne. De kan sågar forelske sig i voksne. Og omvendt. Vi bryder os ikke om det. Men virkeligheden er, at det sker. Når det sker, skal voksne naturligvis ikke godtage børns samtykke til sex, for voksne skal ikke have sex med børn. Det tror jeg, at nærmest alle er enige om. Derfor var voksnes sex med mindreårige da også allerede ulovligt og strafbart. Det var også allerede strafbart i de tilfælde, hvor børnene selv vil. Og sådan skal det være. Strafferammen for voksnes sex med børn er (så vidt jeg har kunnet google mig til) på op til 8 års fængsel. Der er derimod en strafferamme på op til 12 års fængsel for voldtægt af børn. Det har hidtil været defineret som to forskellige forbrydelser med hver sin strafferamme, netop fordi børn faktisk er mennesker og har en egen lyst og vilje. Og den lyst og vilje forbryder voldtægtsmanden sig imod, fordi han ikke respekterer sit offers vilje, og fraværende lyst og samtykke. I tilfældet med det forelskede unge par er forbrydelsen af en fundamentalt anden karakter. Det her er blot et eksempel på Enhedslistens leflen for en folkestemning på det retspolitiske område. Vi vedtager noget, som klinger godt. Følelser, som er nemme at forstå. Hævn over dem, vi ikke kan lide. Så meget hævn som muligt. Sekretæren sendte mig i øvrigt et goddag mand økseskaft-svar om, at det unge par da bare kunne have ventet. Ja, de kunne de da. Men vores retspolitk handler ikke om dem, der aldrig gør noget forkert, men om hvordan vi forholder os til dem, der de facto overtræder vores normer og regler. Dette er blot et af mange eksempler på, at der i dag ingen principiel forskel er på Enhedslistens retspolitik og den populistisk borgerlige.

'Identitetspolitik' Der er ting, man ikke kan overlade det til børn at tage stilling til. Børn skal fx ikke giftes, uanset hvor forelskede de måtte være i en klassekammerat, for den type forpligtelser, som rækker langt ud i livet, kan man ikke overskue som barn. Og et barn skal ikke beslutte sig for, om han eller hun skal være brandmand, læge eller cirkusartist. Børn skal have lov at lege med alle de roller, de kan indtage som voksne, og det gælder om at holde alle relevante muligheder åbne så længe som muligt (i virkeligheden også som voksen, men det er en anden og langt mere kompliceret sag). Sådan er det også med kønsidentitet og seksualitet. Børn skal ikke låse sig fast på en bestemt kønsidentitet, men skal tværtimod have lov at lege med alle mulighederne og udforske de former for adfærd, som kunne knytte sig til de muligheder. Allerhelst skal de have mulighed for at skubbe til grænserne for, hvilke former adfærd der knytter sig til et bestemt køn, sådan at de ikke føler sig tvunget til at opfatte sig som en pige, fordi de kan lide kjoler og dukker. Voksne må gerne hjælpe dem med at forstå, at kønsspecifik adfærd ikke er en fastlåst størrelse, og at man sagtens kan være en pige, selvom man kan lide at køre traktor, spille fodbold eller kysse med en veninde. Vi skal ikke indsnævre udfaldsrummet for maskulin eller feminin adfærd ved at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn. Det er efter min opfattelse en indsnævring, et overgreb på børnenes legende, grænsesøgende og udforskende tilgang til deres egen identitet. Det er simpelthen ikke noget, børn skal låse sig fast på. Og derfor går Enhedslisten idé om at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn efter min mening helt galt i byen. – og den tilhørende angstkultur Der hører en særlig angstkultur til Enhedslistens højtprofilerede identitetspolitik. Hvis man ytrer sig tvivlende eller ligefrem opponerer mod dele af den, kan man være stensikker på at blive udskammet og personligt angrebet af dens bannerførere. Det er simpelthen ikke et politikområde, som kan diskuteres på en saglig og civiliseret måde i partiet. Det opfattes tydeligvis som helt i orden at nedgøre og affærdige eventuelle skeptikere med henvisning til deres køn, seksualitet, alder og etnicitet, i hvert fald hvis der er tale om en ældre, hvid heteroseksuel mand. Disse er nemlig ikke individer, der skal stå til ansvar for deres egne handlinger, men en gruppe af privilegerede, der skal stå til ansvar for deres køns og deres etnicitetsgruppes handlinger gennem tusinder af år.

Alt er tilladt i forsvaret for den nye identitetspolitik, mens det ikke rigtig er tilladt at stille spørgsmålstegn ved den.

Denne debatkultur har i sagens natur fremkaldt en angst for at blande sig i debatten om 'identitetspolitik' i partiet, hvis man ikke er enig med de ordførende. Det er usundt for de personlige relationer i partiet, men er også et politisk problem, for det betyder, at 'frontløberne' inden for dette felt har dannet sig et ekkorum, som nærmest ingen i partiet forsøger at slå hul ind til, og derfor glider vidtgående forslag som det om juridisk kønsskifte for børn bare igennem uden nogen nævneværdig debat i partiet.

Hævn-woke

Og fordi ældre hvide, heteroseksuelle mænd ikke er individer, men kun repræsentanter for et segment, er det i Enhedslisten i orden at hævne sig på dem som gruppe. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når Enhedslisten i Aarhus på en generalforsamling laver en særlig talerliste for mænd for at begrænse mændenes taletid.

Det vi nu skal i Enhedslisten er nemlig ikke at afskaffe undertrykkelsen, men at undertrykke det segment, som flertallet af de tidligere undertrykkere kommer fra. Og altså ikke på individer, som personligt har gjort noget forkert, men på en gruppe. Et nyt, forsagt, mandligt medlem af partiet, som aldrig tidligere har sagt et ord på et partimøde, skal have begrænset sin taletid, alene fordi han er mand. Tidligere har partiet styret de dominerende debatører ved at have individuelle restriktioner, sådan at man personligt kunne nægtes adgang til talerstolen, hvis man havde stået der for ofte eller for længe. Men det er ikke længere nok. Nu skal vi ikke skabe ligestilling og frigørelse. Vi skal ikke nedbryde hierarkier og magtstrukturer, men indsætte et andet segment i toppen. Vi skal hævne os. Forbudspolitikken Partiets parlamentariske politik bevæger sig langsomt væk fra det frisind, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen. Enhedslisten er nu i fuld gang at udvikle sig til Danmarks nye forbudsparti. Det giver selvfølgelig god mening, hvis man vil vinde de traditionelle socialdemokratiske vælgere over på sin side. Men så kan man ikke samtidig være frisindets parti. De to ender kan man aldrig rigtig få til at nå sammen. Et lille eksempel er den nylige tilslutning til regeringens forslag om at forbyde tobak. Den vil man forbyde på den optimalt umyndiggørende måde: Jeg glæder mig allerede til om tyve år. Så vil jeg stå på en tankstation i Aabyhøj og bede kunderne om at vise ID, når de vil købe cigaretter. – Hovsa, lille ven. Den var ikke så god! vil jeg sige. – Du er jo kun 31. Hvis du skal have de smøger, må du bede din far om at komme ned og købe dem for dig. Ja, og ellers kan du jo smutte ind til pusherne i Mølleparken. Trist er det, at regeringen ikke selv ved, at den er morsom. Og i grunden overraskende, at Enhedslisten tilsyneladende tager den type politik alvorligt. Antiaktivisme Man vil ikke deltage i demonstrationer for sin egen politik, hvis det kan virke anstødeligt. Man tager afstand fra fredsdemonstrationer, hvis de skal defilere forbi både den russiske OG den amerikanske ambassade. For så har man jo næsten sagt, at amerikanerne er lige så slemme som Putin. Hvad så? Hvis man melder sig ud af Enhedslisten, fordi man har fundet ud af, at man er reformist, er der jo hele to socialdemokratier, man kan melde sig ind i. Er man trotskist, kan man (i det mindste) vælge mellem IS og SAP. Er man gammelkommunist, kan man jo altid besøge et af Stalin-museerne, og har man fundet ud af, at man er langt mere grøn end rød, kan man melde sig ind i et Uffe Elbæk-parti. Selv de renlivede anarkister har flere muligheder. Men hvis man er en antiautoritær, udogmatisk venstresocialist, har man ikke andre steder at gå hen end Enhedslisten. Så nu er jeg partiløs for første gang siden 1984. Det er en sær følelse, for selvom jeg har boet i udlandet siden 2011 og partilivet derfor ikke har været en del af min hverdag i mange år, har jeg hele tiden følt, at jeg hørte til her. Det gør jeg bare ikke længere.

Fra Fiskesvær til Torskechips

Da jeg i efteråret 2016 begyndte at skrive romanen Afstande over vand, som handler om mikrobiologen Tom, der efter mange år i USA vender hjem til Tissø med en plan om at producere 'fiskesvær', fandtes produktet ikke.

Toms idé var at bruge sin fiskesværsfabrik som økonomisk løftestang for en udviklingsplan for det erhvervsmæssigt hendøende Vestsjælland. Området skulle være et nyt kulturelt vækstcenter i Danmark, men produktion af fiskesvær var første led i planen.

Tom havde fået idéen, fordi han kunne se, at stadig flere danskere af forskellige grunde holdt op med at spise svinekød, og da han selv var glad for at spise sprødstegt fiskeskind, tænkte han, at det kunne være en god afløser for de tidligere så populære flæskesvær. Det kunne være et godt produkt til tiden.

Da min forlægger, Christel, planlagde en udgivelsesreception for bogen den 6. marts 2020, ville hun have caféen til at lave fiskesvær til gæsterne. Det kunne ikke lade sig gøre, men i sin søgen efter et sted, der ville tilbyde den service, fandt hun til gengæld ud af, at der et forblæst udsted på den nordvestengelske kyst i 2018 faktisk var indledt en produktion af et tilsvarende produkt. Englænderne havde altså fået den samme idé som den fiktive Tom fra romanen. De producerede ganske vist kun for det lokale marked og eksporterede altså ikke, men Christel fik dem overtalt til at sende en vareprøve til København, så vi kunne smage det til receptionen på Café Pyt i Sydhavn.

Det sidste par år er det gået stærkt. Produktet har bredt sig, og nu kan man også købe en dansk variant. Den 6. november 2021 sendte min kollega og gamle fodboldkammerat Peter mig dette billede af en pose Torske Chips, som man altså nu kunne købe i Irma. I år har flere venner sendt mig billeder af det samme.

Det er sjovt og gør mig glad, at den lidt skøre tanke, jeg fik for fem-seks år siden, og som ingen rigtig troede på, når jeg fortalte om den, faktisk har vist sig profitabel. Romanen blev i øvrigt rigtig flot modtaget af de mange bogbloggere, som anmeldte den, men den fik ikke en eneste avisanmeldelse og blev i det store hele ikke solgt. Skulle jeg have tjent penge på min idé, havde det været klogere at gøre som Tom og tage patent på fiskevær-konceptet i stedet for at skrive en roman om det.

Foto: Peter Højrup

Oppositionen i Rusland

Måske kunne den næste store indsamling eller støttekoncert blive til fordel for den demokratiske russiske opposition. Det kunne være fredsbevægelsen eller kvindebevægelsen i Moskva, som er dem vi hører mest om, eller begge dele. Det kunne også være nogen, som vi ikke hører så meget om. Men det skal naturligvis være nogen, der ikke deler Putins stormagtsdrømme.

Det er vigtigt at give den russiske opposition en stemme i verdensoffentligheden. Det er vigtigt at give dem synlighed, fordi det gør det mere omkostningsfuldt for regimet at undertrykke dem og kaste dem i kachotten.

Kunne man invitere oppositionens repræsentanter til Danmark for at fortælle om deres arbejde, måske sammen med oppositionelle russiske kunstnere?

Hvis de vurderer, at det er for farligt for dem at turnere i Vesten nu, kunne man finde andre måder at give dem international opmærksomhed og støtte på. Fx med Internetbegivenheder.

I 1985 var jeg på skolerejse i Prag med Krogerup Højskole. En dag spurgte min lærer mig pludselig, om jeg ville med til et hemmeligt møde med Charta 77. Det var dengang den stærkeste stemme i den demokratiske opposition til det kommunistiske regime. Dem havde min lærer kontakt til via Venstresocialisterne, som arbejdede sammen med Charta 77. Min lærer inviterede mig med, fordi vi begge var medlemmer af VS. Den kontakt til den vesteuropæiske venstrefløj var vigtig og med til at styrke den demokratiske opposition i Tjekkoslovakiet.

Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Polen, hvor den danske venstrefløj (vist især trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti) havde forbindelser til den oppositionelle fagbevægelse Solidarność. Både Charta 77 og Solidarność spillede en afgørende rolle i de kommunistiske regimers sammenbrud og Tjekkoslovakiets og Polens overgang til mere demokratiske styreformer. Og begge bevægelser var helt afhængige af Vestens opmærksomhed og støtte for at kunne spille den rolle.

Dengang var det kun den yderste venstrefløj i Danmark, der gad at samarbejde med disse bevægelser i Østeuropa. Men i dag er der måske en chance for, at støtten til den russiske opposition kan samle lidt bredere opbakning.

Måske kunne partier i Folketinget gå sammen om at etablere sådan et samarbejde, så der kom en stærk organisatorisk ramme om det. Måske endda sammen med danske fagforbund, Amnesty International, PEN, Brandesselskabet, Internationalt Forum, Aldrig Mere Krig og andre, der arbejder for fred og demokrati.

I sidste uge hørte vi om flere tusinde fredsdemonstranter, som var blevet arresteret i Rusland. Hvis vi ignorerer dem, er det ingen sag for regimet at holde dem nede. Ganske som med de sovjettiske systemkritikere i sin tid. Dem, som kom i Vestens søgelys, havde bedre chancer for at overleve. Den russiske opposition er lille og undertrykt, og netop derfor er det vel vigtigt at støtte den. 

Den aktive oppositionen til Putin har ikke flertal i Rusland. Langt fra. Det havde den aktive opposition til de kommunistiske regimer i Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland heller ikke før til sidst, hvor de turde tro på, at en forandring var mulig, men havde det ikke været for Vestens lys på den lille opposition, fx Charta 77 i Tjekkoslovakiet, i årene inden, er det nok tvivlsomt, om de havde overlevet. 

Sakharov overlevede som systemkritiker i Sovjetunionen, men havde han gjort det, hvis man ikke fx havde givet ham Nobels Fredspris i '75? Det er nok tvivlsomt. 

Det var den indre oppositionen der i sidste ende væltede de kommunistiske regimer i Rusland og Østeuropa. Oppositionen og en dyb økonomisk krise. Det var ikke våben. Og et godt bud er nok også, at den bedste chance for at vælte Putins regime er gennem støtte til den indre opposition og hårde økonomiske sanktioner. 

Der er derimod vanskeligt at se en god udgang på en krig. En krig mellem NATO og Rusland vil være altødelæggende, og en krig i mindre skala, hvor Ukraine kæmper alene mod Rusland, er det til gengæld vanskelig at forestille sig, at Ukraine kan vinde. Og selv sådan en 'mindre' krig er potentielt katastrofal, hvilket branden på Zaporizjzja-atomkraftværket vel meget godt illustrerer.

Jeg blev i øvrigt ikke nogen frihedshelt i 1985. Jeg gik ikke med til mødet med Charta 77, fordi jeg hellere ville gå en tur på Karlsbroen med en pige, jeg godt kunne lide.

First mover på Facebook

Jeg har ikke været 'first mover' på ret meget. Men på Facebook var jeg den første. Ja, ikke den første i verden, det var ikke mig, der opfandt det, og jeg var heller ikke den første bruger, men jeg var den første i min bekendtskabskreds og en af de første i Danmark.

Det er 15 år siden nu, det må have været i januar 2007, hvor en god norsk bekendt, Lars Fr. H. Svendsen, gjorde mig opmærksom på eksistensen af denne nye form for offentlighed. Hvis jeg som han registrerede mig her, kunne vi altid finde hinanden igen, selv når vi begge havde skiftet e-mail-adresse og telefonnummer. Så det gjorde jeg.

Men det var en lidt sølle offentlighed, hvis jeg kun var i kontakt med Lars derude, så jeg gik i gang med at sende e-mails rundt til venner og bekendte for at rekruttere flere medlemmer. I første omgang henvendte jeg mig til mine kammerater fra Forfatterskolen og til andre, jeg kendte fra det unge, københavnske forfattermiljø.

Det var umuligt at forestille sig, hvor stort det skulle blive.

Min tanke var, at vi kunne skabe en skrivestue sammen her. Det skulle være en forlængelse af den fælles skrivepraksis på Forfatterskolen. Vi skulle skabe et skumbad af fiktive bobler, som vi kunne stikke hovedet ind i på skift og fortælle, hvad der faldt os ind. En flygtig form for skrift, der levede, til boblen bristede og vi stak hovedet ind i en ny, men ikke skrift, der blev bevaret for eftertiden. Sådan forestillede jeg mig, at det ville blive.

Og i begyndelsen var der ansatser til det. Eller til noget lignende. I de første uger oprettede en masse nysgerrige forfattere profiler på Facebook og begyndte at skrive sammen her. Og der opstod hver dag nye måder at bruge mediet på. Nogen oprettede fiktive profiler og skrev med en fiktiv stemme. Der blev længe gisnet om, hvem Ejler Nyhavn i virkeligheden var. Altså i virkeligheden uden for Facebook. De fleste mente, at han måtte være Peter Adolphsens alter ego, fordi der gik frasagn om en versroman, der var på vej af Adolphsen og denne Nyhavn, Katalognien kom den til at hedde. Nyhavn var en af de flittigste skribenter i den danske Facebook-forfatteroffentlighed, og en af de bedste. Værd at huske er fx hans oneliner-opdateringer om, hvad han i det pågældende øjeblik angiveligt foretog sig. De kom i en periode med flere gange dagligt med minuttallet påtegnet. Det kunne læses som en kritik af Facebooks selvudstillinger, men kunne lige så godt læses som en hyldest til denne nye offentligheds muligheder. Under alle omstændigheder var det et digt, vi læste, mens det blev til. Og så kunne man ikke finde ham på Krak. Det var provokerende. Disse spekulationer er registreret i Wikipedia-opslaget om Ejler Nyhavn, hvor gætterierne hverken af- eller bekræftes. Men Nyhavn er ikke Adolphsen, men tværtimod kunstnernavnet for en ganske selvstændig eksistens med en digter-, musiker og oversætterpraksis af højeste karat.

Nyhavn var virkelig nok og gjorde også Facebook levende. Men nu vrimlede det med fiktive figurer, skabt af forskellige forfattere, som tog Facebook-mediet til sig og undersøgte, hvordan det kunne bruges kunstnerisk. Man må mistænke Knud Steffen Nielsen for at være ophavsmand til mange af de bedste og mest sejlivede af dem.

Det var ikke kun med disse fiktive figurers stemmer, at de litterære dialoger udviklede sig og bredte sig som fladlus på en højskole. Facebook inviterer jo til en flygtig skrift i kommentarspor, som er glemt og ofte ikke længere til at finde efter en uge, og det er i det store hele godt det samme, men jeg fortryder, at jeg ikke kopierede og gemte Knud Steffen Nielsens dialoger med Lars Bo Nørgaard. Det er noget af den vildeste og mest levende dialog-litteratur, som opstod og forsvandt på Facebook, sjældent udtalt af fiktive figurer, men alligevel med en på samme tid egen og fiktionaliseret stemme, kærlig, brutal og helt ude i hampen. Heldigvis er dele af den årelange tekstudveksling bevaret i Nielsens bog Kaptajn Kugeln.

Også andre har udviklet glimrende litterær skrift på Facebook. Peter H. Olesen, ikke mindst, med skarpe, kontrære opslag, som godt kan tåle at blive læst mere end en gang. Eller Per Lau Jensens selvironiske fiktioner om livet som feteret forfatter.

I dag bruges Facebook til alt. Jeg bruger den selv til alt. Men det betyder ikke, at den så er ophørt at med at være et litterært eksperimentarium. Mange andre forfattere har over årene har udviklet en kunstnerisk praksis her. Louise Juhl Dalsgaard skriver sine skønne litterære hverdagsoplevelser og -refleksioner her. Nogle af dem bliver senere til bøger. Arne Herløv Petersen har gjort det omvendte og gennem en årrække nærmest dagligt lagt afsnit af sin enorme erindringsroman, Grænseløs, op på Facebook. Begge dele fungerer godt og har et stort og trofast publikum.

Birgitte Krogsbøll har en nærmest daglig poetisk praksis på Facebook med originale og fantasifulde ord- og bogstavlege, uhyre specifikke lister over fx dyr, mad eller planter, der lever op til særlige kriterier. Der er digte i haiku-form. Der er opstillinger, som gradvis vokser for hvert vers, bugner på midten med lange ord for igen at svinde ind til måske kun et enkelt bogstav nederst ligesom i øverste linje. En symmetri. Kan man kalde det konkretisme? Altsammen i en kort form, der egner sig godt til Facebook.

Lige så kort skriver Jens Carl Sanderhoff, der også har en årelang, løbende poetisk praksis på Facebook med sit litterære alter ego Tage Aille Borges. Her er der tale om fortløbende nummererede opslag (der kan sagtens komme to eller tre samme dag), som typisk er tekstblokke på to-tre linjer, hver især bestående af to til seks sætninger, som rummer en sammenhængende refleksion med udgangspunkt i alt fra en konkret hverdagssituation til verdensaltet. Det kan munde ud i en konklusion eller mere åbent i en undren eller et spørgsmål. Det kan også være en observation, en simpel sansning.

Hanne Højgaard Viemose skriver, hvad der koger i hende, og har ved siden af sine egne opslag haft en langvarig dialog med vennen og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey, hvor de med jævne mellemrum, dog især op mod jul, genoptager et skænderi om et angiveligt snyderi med risalamanden under en julefrokost i den ene af forfatterforeningerne. Hvem fik i virkeligheden mandlen? Også dele af den dialog kunne tåle at blive genlæst.

Marie Kat er – en kat. Men skriver dansk omtrent som en otteårig pige, jeg kender, omend hun skriver om noget andet. Marie skriver om menneskelivet ud fra en kats kynisk dovne rovdyrsperspektiv, ligesom Kholstomer i Tolstojs fabel skriver ud fra hestens perspektiv. Lad mig være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at Marie får hjælp til sine Facebookopslag af de to mennesker, hun bor hos, og de er begge vældig dygtige skrivemennesker. Måske derfor lykkedes det Marie at få tildelt den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet i 2017 for disse opslag. Så en stærk forfatterpraksis kunne i hvert fald endnu på det tidspunkt opnå betydelig anerkendelse.

Nogenlunde samtidig skrev Pia Juul på Facebook, at hun nu ville til at flytte sine aktiver over til en anden tekstbank end Facebook, nemlig MeWe, der går mere op i databeskyttelse. Det var et led i en længere kritisk indsats over for Facebooks tagen ejerskab over publiceret indhold. Men også mod de spionalgoritmer, som hele tiden sender reklamer til os på Facebook. Jeg fulgte hende derover, oprettede en profil og tilføjede de syv bekendte, som havde gjort det samme. Og ventede. Det blev aldrig til mere. Nu kan jeg ikke komme ind og se, om der faktisk er kommet venneanmodninger fra flere end de syv, for platformen baserer sig på betalt medlemsskab. Det er alternativet til reklamerne. Det er sådan set et sympatisk alternativ, og når jeg har skrevet en genuin bestseller, vil jeg give det en chance. Foreløbig har Facebook vundet. Stort.

Facebook er ikke de unges mødested på nettet, men den kan stadig noget som mødested – og som kreativt udviklingsrum for forfattere. Der er en særlig kvalitet ved, at denne litterære praksis foregår, mens man læser den. Og at alle i princippet kan være en del af den.

Jeg var 'first mover' på Facebook i min bekendtskabskreds, men havde jeg ikke fået mine litterære venner med legen i januar 2007, havde en anden gjort det i februar. Det kunne ikke holdes nede. Jeg kunne godt lide den kreative energi, som udviklede sig i den første tid, hvor vi allesammen ville opfinde nye måder at bruge Facebook på, som nybyggere på et nyopdaget kontinent. Det er, som om det hele er afprøvet nu; det er en hverdagsting, og det er godt. Men en dag bliver det opfundet forfra igen.

Om begyndelser

Jeg var tolv år gammel, da jeg blev klar over, at jeg måtte blive forfatter, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Der var ikke andet, der kunne fastholde min interesse, som det at fortælle historier kunne. Nej, ikke fortælle, men at skrive dem. Jeg var for genert til at fortælle mine historier mundtligt. Gorm fra klassen kunne. Lige fra første klasse af. En gang om ugen hev Olsen Gorm op til tavlen i de sidste ti minutter af timen, og så begyndte Gorm bare at fortælle. Han havde ikke brug for opvarmning, men kunne altid ryste en røverhistorie ud af ærmet. Jeg kan ikke længere huske nogen af dem, men det var altid en forrygende forestilling. Måske kom historierne fra hans far, grønlandsfareren, som så sjældent var hjemme, men må have haft nogle eventyr med hjem, når han var der.

Det var nu ikke fordi, Olsen ikke kunne selv. Han skrev manuskripterne til vores skolekomedier og til dilettantforestillingerne ned hos Karl Emil i forsamlingshuset. Og i dansktimerne sad vi åndeløse, når han diverterede med sin føljeton om pølsemanden, der dukkede op med sin pølsevogn de mest overraskende steder. Han fortalte den, som om det var noget han oplevede i virkeligheden. “I går fik jeg pludselig øje på pølsemanden oppe ved kirkegården, der var sket noget mærkeligt med hans ene øre.” Og så var vi alle tryllebundet. Det talent havde Gorm og Olsen til fælles. De kunne til enhver tid stille sig op og fyre en historie af.

For mig var det anderledes. Man fortæller mig, at jeg talte meget som barn. Vældig meget. Nogle af de voksne kaldte mig gammelklog, og det var ikke ment som en ros. Jeg havde noget at sige til et hvilket som helst emne, hvilket nok kan have været trættende at høre på. Men det var kun når jeg sad i køkkenet, gik med nogen nede på havnen, nede ved ærterne eller ude ved minkhallerne, ikke i timerne. Ikke når der var tilhørere, som sad stille og kiggede på mig, mens jeg talte. Det har jeg aldrig kunnet. Første gang, jeg sagde noget i en skoletime, var angiveligt i tredje klasse. Det er nok ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert. Jeg har det stadig sådan. Jeg kan ikke sige noget foran et publikum.

Men jeg har skrevet historier, fra jeg lærte at skrive. Jeg skrev skæbnefortællinger, skrev sange og forsøg på romaner. Som tolvårig indså jeg dels, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, og dels, at jeg ikke rigtig egnede mig til at lave noget, som andre bad mig om. Jeg var nødt til selv at finde ud af, hvad jeg skulle lave. Ellers var det en pine. Måske har de fleste det på den måde, men jeg ville ikke finde mig i det, ikke resten af livet.

Jeg har gjort det, det er klart. Uden at makke ret og gøre, hvad man bliver sat til, kommer man ikke gennem en uddannelse eller holder på et job. Men det har altid været i en bevidsthed om, at det måtte være noget forbigående. På længere sigt skulle jeg være forfatter.

Som 18-årig begyndte jeg at skrive digte. Det tog jeg alvorligt. Jeg købte en brugt skrivemaskine. Et stor larmende satan af en elektrisk IBM. Jeg elskede at skrive på den. Jeg havde altid skrevet digtet i hånden først, men det gjaldt først for alvor, når det var skrevet ind på min IBM. Så kunne jeg se, om det var et digt eller blot en ide.

Jeg gik på højskole, Krogerup, som havde et skriveværksted, hvor jeg skrev dag og nat. Peter Seeberg besøgte os som gæstelærer. Så begyndte jeg at læse Peter Seeberg. Han skrev på en måde, jeg ikke havde set før. Og jeg begyndte at læse den danske firserdigtning, det var igen noget andet. Michael Strunge, Pia Tafdrup, SUT, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Peter Huss, som også gik på Krogerup. Men trods et langt forløb med en Gyldendal-redaktør, som mente, jeg havde talent, fik jeg ikke udgivet nogen digtsamling. For det var kun halvdelen af mine digte, han kunne lide. Resten var for pjattede.

Jeg sendte også digtene til det dengang socialistiske forlag Klim, der mange år senere ansatte mig som redaktør. Men Klims redaktør var ikke lige så imponeret over (de bedste af) mine digte, som Gyldendals mand havde været. Klims mand kunne ikke se, hvad jeg ville med digtene politisk. Og det var ikke så sært, for jeg ville absolut intet med dem politisk.

Dette på trods af, at jeg var blevet politisk aktiv på den antiautoritære venstrefløj og meget optaget af det. Jeg begyndte at læse filosofi og mindre lyrik. I det hele taget læste jeg meget mindre skønlitteratur i de år, jeg studerede filosofi. Men jeg blev ved med at skrive. Det blev stadig sjældnere digte, men oftere noveller og især en humoristisk kortprosa. Jeg skulle ingen steder med den. Jeg skrev den bare, fordi jeg fik det godt, når jeg gjorde det. Jeg skrev også alt muligt andet, alt for mange alt for lange kærestebreve, artikler om alskens politiske emner, politiske manifester, essays om alt, hvad der faldt mig ind. Små episoder fra hverdagen. Lister. Jeg skrev mange af mine drømme ned. En drøm, jeg skrev ned som enogtyveårig kom med i min debutroman tyve år senere. Og så filosofiopgaver, naturligvis.

Men da jeg begyndte at arbejde som forlagsredaktør, begyndte jeg igen at læse skønlitteratur, og min bevidsthed om at måtte leve med ikke at kunne lade være med at skrive hele tiden, blev igen skærpet. I en ferie begyndte jeg at skrive en roman. Det var ikke med vilje, men det blev en roman, jeg kom til at kæmpe med gennem adskillige år. Det blev min skønlitterære debut, men først efter, at jeg havde sagt mit gode job op og taget uddannelsen fra Forfatterskolen.

Olsen var min første dansk- og klasselærer. Han var også en stor inspiration for mig som vordende forfatter, fordi han viste mig, at man ikke skal være bange for at give fantasien frit spil. Men da jeg luftede den tanke for ham, at jeg ville være forfatter, sagde han (ligesom min mor), at det var en vanskelig vej, ja nærmest umuligt at få sine historier udgivet i bogform.

Min mor var en anden inspiration. Ikke kun med sit væsen, men også og helt konkret fordi hun læste for min søster og mig. Og hun undervurderede os ikke med sit litteraturvalg. Da jeg var syv og min søster otte, læste hun Carit Etlars historiske romaner for os. Året efter var det Hobbitten og Ringenes herre. Da jeg var ti, læste hun Øst for paradis. Den stille gru i Steinbecks værk kunne jeg ikke ryste af mig, og jeg håber stadig, jeg en dag vil forstå, hvordan han kunne skrive den frem.

Efterlivet på academia

 I 2014 udgav jeg en lille bog om brugen af bestemthed på dansk.

Bogen solgte nærmest intet, og jeg hørte kun fra forlaget, da bogen havde været på udsalg, og restoplaget skulle makuleres.

Fem år efter lagde jeg bogen op på det internationale academia.edu for det tilfældes skyld, at nogen på den måde kunne få nytte af den. Få dage efter modtog jeg følgende besked:

"Hej Jens,
Som danskstuderende, eller rettere sagt, én der læser dansk som fremmed sprog på Beograds Universitet, er jeg nødt til at sige, at bogen er en fantastisk virkemiddel til at hjælpe afklare nogle uoverensstemmelser, eller noget man ikke rigtig kan gennemskue i det danske sprog 
Tusind tak!
Kenan"

Den serbiske danskstuderende, Kenan, havde altså fra sin studieplads i Beograd hentet bogen ned fra internettet og i teksten fundet hjælp til at lære de danske bestemthedsformer. Det var faktisk lidt rørende. Og i sin besked viser han jo ovenikøbet, at han kan bruge to forskellige bestemthedsformer korrekt.

Siden har jeg kunnet se på academia.edu, at den lille bog ret konstant bliver hentet ned fra nettet to-tre gange om ugen fra steder i Polen, Italien, Letland, Tyskland, Rusland og så især fra Danmark, naturligvis, hvor mange flygtninge og indvandrere tilsyneladende bruger den i deres danskundervisning. Det var præcis, hvad jeg havde håbet på.

Til gengæld overrasker det mig, at den endnu oftere hentes ned af personer, der på academia.edu har registreret sig som studerende eller undervisere ved de danske universiteter. Måske kan den også bruges af danskstuderende?

I hvert fald har academia.edu givet bogen et efterliv, som gør, at jeg trods alt mener, det var besværet værd at skrive den.

Dengang vi endnu kunne æde

Kan I huske dengang, vi kunne æde? Husker I, hvor fedt det var bare at kunne blive ved?

Den sommermorgen i Silkeborg, hvor vi tog en hel grillkylling hver, plus den store bakke fritter og salat. Den må I kunne huske, Jan og Kim. Det var den nat med servietterne.

Men det var nu ikke noget særligt.

Jeg husker især receptionen hos Hotel og Restaurations Arbejdernes Forbund, hvor jeg kørte 18 halve ned, højtbelagt. Brummer åd 20 uden at kny. Brummer var endnu ubesejret, når det gjaldt det stående taffel hos de århusianske fagforeninger. Nu skulle han så heller ikke levne plads til øl.

Det var en af kun to gange, jeg blev slået i en direkte duel. Anden gang var i Huset, hvor jeg havde udfordret Mesteren i fiskesuppe. Det var min egen, kompakte scoresuppe med pasta, porrer, fløde og torsk og det hele. Jeg tog selv tre liter, men han tog fire og spurgte, om jeg ikke kunne lave en gryde mere. Det var en overmodig udfordring, det er klart. Jeg vidste godt, at Mesteren ikke havde nogen naturlig mæthedsfølelse.

Den totalitære indtrængen i privatsfæren

Man må ikke blot i flæng offentliggøre andre menneskers private sms'er. Faktisk må man ikke engang læse dem.

Ikke desto mindre kan man nærmest dagligt læse indholdet af private sms'er på Ekstra Bladets web-side. Og altså sms'er, som hverken afsender eller modtager ønsker offentliggjort.

§ 263. Stk. 1 – Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Sådan lyder straffelovens bestemmelse om brevhemmelighed. Som den er formuleret, må den også også gælde private sms'er.

Denne paragraf støtter sig til Grundlovens § 72, som lyder: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Den særlige undtagelse går ud på, at forsvarsministeren uden retskendelse kan sætte brevhemmeligheden ud af kraft "under krig eller andre ekstraordinære forhold". Andre undtagelser nævnes ikke.

Og Ekstra Bladet kan altså ikke have nogen retskendelse, selvom man kalder medierne for 'den fjerde statsmagt'.

I dag kan man eksempelvis læse en ret privat sms-korrespondance mellem to veninder (med navns nævnelse), som skriver om et eventyr, som den ene af dem, der er kendt fra tv, havde med en kollega på en arbejdsrejse. Det kan hendes eventuelle mand og børn og alle deres venner så for al fremtid læse om på internettet.

Jeg har svært ved at se, hvordan sådan en offentliggørelse kan være lovlig.

Der er ingen tvivl om, at der i min levetid er sket et voldsomt skred i opfattelsen af, hvad offentligheden har krav på at vide. Noget forandrede sig med Monica Lewinsky-sagen. Bill Clinton stod ikke anklaget for at have haft sex med Lewinsky, for det var der intet ulovligt i. Den relation var frivillig fra begge parters side. Man kan diskutere, om den var moralsk forsvarlig, men moral er nu engang en privat sag.

Clinton stod derimod anklaget for at have løjet om forholdet under ed. Men alligevel blev offentlighedens fokus rettet mod den seksuelle relation, faktisk så intimt, at vi skulle have at vide ikke blot, at Clinton og Lewinsky havde haft sex, men også hvilken form for sex der var tale om. Som om det vedkommer andre end dem selv.

Det er en totalitær tendens, at det dybt personlige uden videre kan stilles offentligt til skue. At der ikke efterlades noget rum for privathed.

Støjberg ville gøre det samme igen i morgen

Hvor er det godt, at der kom så klar en afgørelse fra Rigsretten. 25 ud af 26 dommere var enige om skyldsspørgsmålet. Vi må formode, at samtlige 13 højesteretsdommere stemte for domsfældelse, og kun en af de 13 politisk udpegede lægdommere ville frifinde Inger Støjberg. Man har lov at håbe, at den overraskende klare afgørelse betyder, at vi slipper for politiske slagsmål om skyldsspørgsmålet.

Hvor er det til gengæld usselt, at Inger Støjberg selv efter denne klare domsafsigelse fastholder, at hun intet har gjort forkert, at hun ville gøre det samme igen og håber, at alle andre vil handle på samme måde. Det er en oprørende disrespekt for retssamfundets institutioner, for folkestyret og for menneskerettighederne.

Hvor er det samtidig tæerkrummende pinagtigt og historieløst, at hun udtaler, at "de danske værdier har tabt". Det er godtgjort, at Støjberg i modstrid med lovens bogstav og ånd – og fuldt bevidst om denne modstrid – har instrueret sine embedsmænd om at tvangsadskille alle asylansøgende ægtepar og samlevende, hvor mindst den ene part ved ankomsten til Danmark var under 18 år. Alle uden undtagelse og således også uden en individuel sagsbehandling, hvor det ellers kunne vurderes, om den yngste part var interesseret i en adskillelse. Sådan en individuel sagsbehandling havde asylansøgerne lovkrav på.

Og det er bestemt ikke nogen "dansk værdi" at fratage unge kvinder dette krav på en individuel sagsbehandling. Det er tværtimod en dansk tradition, at unge kan få sådan en individuel sagsbehandling, hvor der tages stilling til, om de må gifte sig, før de begge eller den ene part er fyldt 18. Staten skulle tage stilling til indgåelse af et ægteskab, hvor mindst den ene part var under 18 år, men dog over 16. Eller hvis kvinden var fyldt 15 og gravid. Under disse vilkår kunne man efter efter en administrativ vurdering af sagen få tilladelse til at gifte sig. Man kunne få et "kongebrev", og det var en ganske almindelig dansk administrativ praksis frem til 2017.

Så det, Inger Støjberg karakteriserer som danske værdier, er ikke bare ulovligt efter danske lov, i modstrid med menneskerettighederne, men også i direkte modstrid med traditionel dansk praksis. Og i strid med sund fornuft.

Når hun taler om, at hun har beskyttet de unge kvinder (som hun bevidst manipulerende omtaler som børn, selvom de er mellem 15 og 18 år), taler hun også mod bedre vidende. Støjberg ved godt, at hun ikke har hjulpet en eneste af de unge kvinder ved denne tvangsadskillelse. Tværtimod har hun påført flere af dem sjælelig smerte og yderligere utryghed i en i forvejen meget sårbar situation.

De unge kvinder, som faktisk måtte have ønsket adskillelse fra deres mand, havde under alle omstændigheder fået den, blot de under sagsbehandlingen bad om det eller på anden måde udtrykte uvilje til at indkvarteres sammen med deres mand på asylcentrene.

Selv efter den klare dom lyver og hykler Støjberg, og hun fordrejer sagens faktiske indhold. Og udtrykker sin utvetydige disrespekt for de institutioner, hun blev sat til at forvalte.

Jeg lider ikke af blodtørst og synger ikke med på den uendelige vise om stadig hårdere straffe. Jeg vil ingen glæde føle ved at se Støjberg i fængsel. Jeg har ovenikøbet en vis medfølelse med hendes kommende medfanger, må jeg sige. Men det her er ikke en parkeringsforseelse, hvis jeg må sige det på den måde.