Vores underbo har brækket min svogers næse

Vores underbo, Augusto, kan ikke lide vores børn. Alt efter hvilket humør han er i, kalder han dem vilde dyr, elefanter, flodheste eller andre søde ting. Han hævder, at de larmer så meget, at han hverken kan sove om natten eller arbejde om dagen. Han har ret i, at de larmer. Ligesom alle andre børn, jeg kender, larmer. Om de larmer mere eller mindre end det gennemsnitlige barn, er jeg ikke den rette til at afgøre, men jo, de larmer.

De larmer nærmere bestemt mellem halv otte om morgenen, hvor de står op, og kvart i ni, hvor de skal af sted til skolen. Og så igen mellem fem-halv seks og ni om aftenen. For så vidt, de altid larmer, når de er hjemme og er vågne, altså også larmer, når de fx laver lektier, ser fjernsyn og spiller IPad. Dette er med andre ord et maksimum, for resten af tiden sover de eller er i skole. Så det må altså være på netop disse tidspunkter, at Augusto både sover og arbejder.

Det respekterer jeg, og jeg forsøger derfor hver dag, at få vores børn til at være så stille som muligt. De må ikke løbe, hoppe, slå kolbøtter, juble, spille høj musik, synge, slås med puder, spille bold eller noget andet, som er sjovt, og som derfor kan lave larm. Ok, så.

Augusto ringer og skælder os ud, eller skælder børnene ud, hvis det er dem, der tager telefonen. Han standser os på gaden og skælder os ud. Børnene har i det seneste par år været bange for at møde ham på gaden eller i opgangen. Han skriver breve med trusler. Truende – eller skrydende, som da han havde set, at Karl (9 år) gemte sig for ham, da de mødtes i opgangen. "Det må være ubehageligt for jer, at I føler, I skal gemme jer for mig! Jeg har aldrig skullet gemme mig for nogen i mit liv!" Eller han hamrer på vores dør, råber ad os. Eller han laver sit nummer med at komme op med sin aggressive ven. Vennen skal så være den truende, mens Augusto grædende fortæller, at han ikke kan sove på grund af vores børn.

Det har stået på i et par år nu. Første gang, vi mødte Augusto, var for snart fire år siden, hvor vi var ved at renovere lejligheden inden indflytningen. Den havde stået tom i sytten år og var ubeboelig, da vi overtog den. En dag kom han op og klagede over, at vi havde lavet revne i hans køkkenloft. Derfor skulle vi betale for såvel udbedring af skaden som nymaling af hele køkkenet. Den revne gik vi så ned og kiggede på sammen med entrepenøren. Revnen var blevet malet over for flere år siden. Det var indiskutabelt en gammel skade, som han havde forsøgt at bruge som påskud for at få os til at betale for en nymaling af hans køkken. Det var ikke nogen god start på naboskabet.

Mens jeg her i weekenden var et smut i Danmark, har Augusto været oppe hos Christina og børnene. Christinas bror, Harald og hans kæreste, var på besøg, og Harald lå og fik sig en lur på sofaen ved nitiden lørdag aften. Børnene legede (stille og roligt, ifølge Christina og Harald). De havde fået lov at være lidt længere oppe, fordi det var lørdag, og deres morbror var på besøg. Men selv, når de leger helt stille og roligt, kan Augusto høre dem. Og selvom lydene fra gaden og fra andre naboer er langt langt højere og mere konstante, er det lydene fra vores børn, som provokerer ham. Augusto er overbevist om, at vi får vores børn til at larme så meget som muligt udelukkende for at chikanere ham. Derfor bliver han rasende.

Pludselig kunne Christina og Harald høre et brag ude ved døren, men da Harald lukkede op for at se, hvad det var, var der ingen. Da han så gik lidt længere ud i gangen for at kigge, stod Augusto skulende nede ved sin dør og sagde med en psykopatisk stemme: "Ja, ja, det var MIG, der gjorde det!" Han havde et spækbræt i hånden. Det var det, han havde hamret på døren med.

Harald sagde, at Augusto ikke skulle komme og genere hans søster på den måde igen. Og så begyndte Augusto at råbe "stik den op i røven på din søster! Stik den op i røven på dig selv! Stik den op i røven på din søsters børn!" De kom op at skændes, og pludselig tog Augusto spækbrættet og hamrede det op i hovedet på Harald, så han brækkede næsen og fik en flænge. Nu er Augusto meldt til politiet. Augusto har selvfølgelig så selv fundet på en alternativ historie, som han har fortalt politiet, så nu må vi se, hvem dommeren tror på, hvis det kommer til en retssag.

Det er ikke behageligt, og børnene er naturligvis kun blevet mere bange for underboen. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg er træt af, at jeg ikke var hjemme, da det skete.

Glæden

Glæden. Også glæden hos de to narkomaner, som står i gyden og deler den bakke rejer, de har scoret i supermarkedet rundt om hjørnet, er glæde. Hun står og tripper, mens hun griner og æder sig forslugent gennem sin del. Hun ser ud, som om hun skal tisse, men det kan også være abstinenser eller adrenalinen fra det fede kup. Han er mere rolig: tydeligvis i gang med at gøre rede for, hvordan hans indsats var den afgørende for, at aktionen kunne lykkes. Han er rørt af stolthed. Det gør hende ikke noget, for mens han praler, spiser hun. Det er glæde alt sammen.

Venner på vej

Pludselig satte to af mine bedste venner sig ned på fortovet mellem vandpytter og nedfaldne blade.

       – AA! sagde den ene.

       – Sikke noget vrøvl, sagde den anden.

       – Så levende har jeg ikke følt mig siden jul, sagde den første.

       – Så levende har du ikke været siden jul, din fyldebøtte, sagde den anden.

       Og hvis ikke kommunen har fjernet dem, sidder de der sikkert endnu.

Mynderne i Lavapiés

Oppe ved ambassaderne og mærkevarepaladserne i Calle Serrano ser man dem ikke, men jo længere man bevæger sig ned mod den sydlige del af centrum, desto flere racerene mynder dukker der op i gadebilledet. Nede i Lavapiés er de over det hele. Naturligvis undrede dette mig i begyndelsen, for netop i Lavapiés forestiller man sig ikke, at ret mange har råd til at købe en racehund, eller at nogen overhovedet ville interessere sig for at gøre det.

Sidste år tog jeg mig endelig sammen og spurgte. Forklaringen er egentlig logisk nok: Sagen er, at mynderne bruges til hundvæddeløb, og når de bliver for gamle til at gøre sig gældende, kører ejerne ud i skoven og hænger dem op i et træ. Det har dyrerettighedsaktivisterne i det venstreorienterede Lavapiés fundet ud af, og nu er de blevet enige med disse væddeløbskenneler om, at de kan komme og afhente de pensionerede mynder.

Jeg ved ikke, om aktivisterne så sælger dem billigt videre til beboerne i Lavapiés eller blot forærer dem væk, men under alle omstændigheder er mynden den hund, man har i det kvarter. Ofte har man to-tre stykker, for man vil jo gerne hjælpe så mange af de stakkels kræ som muligt, selvom man bor i en mørk toværelses, og derfor er man da også nødt til at være ude på gaden de fleste af døgets timer, for ellers æder køterne jo sofaen eller hinanden.

Mynden er således blevet et symbol på det aktivistiske Lavapiés, og selv de bedst stillede beboere i kvarteret, som faktisk har råd til at betale prisen for en racehund, køber sig en mynde, men så bliver det gerne en langhåret afghaner, som jo er helt uanvendelig til væddeløb, for på den måde kan man vise, at man hører til i Lavapiés og sympatiserer med aktivisterne og alligevel få fortalt, at man altså trods alt hverken er fattig eller fanatisk.

Mens mynderne i Lavapiés er blevet symbol på alt det, man gerne vil være, er de omvendt blevet symbol på alt det, man ikke vil røre ved i Calle Serrano. Derfor kan man være ret sikker på, at man ikke møder en mynde her, ikke engang en afghaner.

Skodliv

I begyndelsen undrede det mig, at madrilenerne smed skodderne, eller oftere en halv cigaret, på gaden uden at træde gløden ud bagefter, som vi gerne gør i Danmark. Nå ja, hvis man har været på bar i Spanien, ved man jo også, at det er almindeligt at smide hvad som helst på gulvet her, brugte servietter, pipas-skaller og det fede af Serranoskinken. Spanierne sviner i bund, men gør til gengæld også langt oftere rent, end vi gør. Fortovene spules af kommunen hver morgen klokken fem, og så bliver de ofte vasket igen, når butikkerne åbner klokken ti om formiddagen.

Men alligevel generede det mig, at de halve cigaretter altid lå der og bidrog til den almindelige forpestelse af byens luft på deres egen beskedne måde. Derfor trådte jeg nidkært de rygende cigaretter ud, når jeg så dem på fortovet, og jeg lærte min søn at gøre det samme. 

Der gik ikke ret lang tid, før det gik op for mig, at ligesom der er madrilenere, som har råd til at kaste halve cigaretter fra sig, er der andre, som ikke har råd til at lade dem ligge. Nu tænkte jeg så, at dem, der samlede stumperne op, var uformuende rygere, som trængte til et hvæs.

Men sådan er det faktisk heller ikke. Ikke først og fremmest, i hvert fald. Der er folk, som kører rundt i en gammel, kasseret skraldevogn og hapser pappet fra affaldskontainerne for at sælge det videre. Der er nogen, som indsamler metalaffald, og nogen plukker rosmarin i de offentlige parker for at sælge det i gågaden, og atter andre skralder i almindelighed, det er klart. Men der er også madrilenere, som får deres udkomme ved at indsamle cigaretskodder og kradse de sidste rester af stærk tobak ud og sælgede det til de rygere, som ikke har råd til at købe ny tobak.

Hvis cigaretskodderne skal genbruges, skal de ikke trædes ud. Nu har jeg lært at lade være.

Sexisten Trump og ligestillingen

USA har indsat en åbenlys og pralende mandschauvinist og sexist som præsident. I Danmark følger vi altid lydigt efter i slipstrømmen af den amerikanske politik på godt og især på ondt. Og derfor vil den moderne ligestillingspolitik og det gensidigt respektfulde forhold mellem de to største køn, som venstrefløjen i bred forstand her i landet har arbejdet så hårdt for gennem over hundrede år, komme under fornyet pres i de kommende otte år. Det vil igen blive lettere, om ikke gratis, for mandschauvinisterne at slippe af sted med lummer sexisme, og kampen for økonomisk, seksuel og magtmæssig ligestilling vil blive besværliggjort af denne bøvede understrøm.

I forvejen er der jo masser af uløste problemer for kvindekampen, især hvis man kigger på det med internationale briller. Handlen med sexslavinder, altså trafficking, fortsætter ufortrødent med velkendt brutalitet, selvom den er forbudt i stort set hele verden. Kvinder står tilbage som oversete voldtægtsofre i alle krige, og det er altså ikke noget, muslimerne har fundet på. Sådan var det også, da fascisterne havde vundet borgerkrigen i Spanien, da russerne havde erobret Polen fra nazisterne, eller da amerikanerne havde taget Frankrig. Vi kender det fra Balkan, ja fra alle krige, vi kan komme i tanke om. Sejrsherrene har også slået en masse ihjel, det er klart, men når kamphandlingerne var overstået, har de voldtaget. Der er lande, hvor hvor kvinder risikerer at blive stenet til døde som straf for sex uden for ægteskab, selv hvis den seksuelle handling har bestået i, at de er blevet voldtaget. Der er regioner, hvor kvinder ikke kan uddanne sig, ikke kan færdes offentligt uden ledsagelse fra en mand fra familien, ikke kan arbejde, ikke kan klæde sig som de vil, tale i forsamlinger, tale med mænd uden for familien, ikke kan køre bil eller cykel, ikke kan gifte sig med den de elsker. Disse er blot tilfældigt valgte eksempler.

I vores del af verden er undertrykkelsen heldigvis på et langt langt lavere niveau. Men kampen er ikke vundet. Der er stadig ikke reel ligeløn mellem kønnene i Danmark, de fleste steder er vejen til magtfulde positioner kortere for mænd end for kvinder, og det er stadig sådan, at kvinder, der vælger at have mange seksualpartnere, let bliver udskammet som ludere, mens mænd, der gør det samme, bare er seje. Og så er der livet i hjemmene, hvor kvinder ofte bærer den tungeste arbejdsbyrde, selv når de har lige så meget arbejde uden for hjemmet som manden.

The Donald vil gøre vanskeligere at komme videre med ligestillingen også i Danmark, men så må vi kæmpe mere indædt. Mænd, kvinder og transkønnede sammen.

Vi må bekæmpe ulighed med lighed,foragt med respektog had med kærlighed!

Og for mig handler det i sidste instans ikke om at få kvinder i toppen af samfundet i stedet for mænd, men om at få et langt mere lige samfund, hvor magthierarkierne ikke er så stejle, hvor vi deles mere om magten og ressourcerne, og hvor alle respekteres lige meget og får den samme chance.

Hvornår er det så for alvor?

At flytte til et fremmed land er et

lille selvmord;

jeg mener, man lægger tøjet og skræller alt

af knoglerne, ikke blot huden, men også sener og kød,

og mangler kræfter til at ryste af

kulde.

Man aflader,

mister evnen til at tale om alt det, man

har lært at tale om,

høfligt, belevent

eller ligefrem meningsfuldt,

det man ved noget om, mener noget om,

føler noget for,

den charme, man har

lagret i små spil med

stenene i sandet,

den lille leg med

ordene;

evnen til at skælde ud, protestere når nogen bliver

uretfærdigt behandlet,

når man selv gør,

evnen til at vide, når man bliver det,

bliver snydt,

misforstået eller misbrugt

gjort grin med,

talt ned til,

lagt an på,

for hvad betyder nu det hvilende blik, det hurtige blink, kysset?

Jeg er mit sprog, alt hvad jeg kan er gemt i ordene, men også kysset

er et ord.

Man mister evnen til at genkende ros og anerkendelse,

det første man som spæd har lært;

bliver jeg nu skældt ud?

Er det for sjov, når du kalder mig skiderik,

hvornår er det så for alvor?

og hvor meget.

Man kan ikke grine med, for man forstår ikke, hvorfor ens

krop pludselig er morsom,

eller tøjet, ens fremmede tøj,

måden at klippe håret på,

det man siger og

ikke siger, ikke svarer på,

ens bøn til Gud, ens tro på næstens godhed,

måden man holder sin kone i hånden på.

At det nu er grinagtigt

eller anstødeligt.

Maden, det at ens mad lugter forkert, og kroppen gør.

Men også at mødes med deres mad, den fremmede mad, som man roser og

nipper til, mens man er ved at

kaste op af al den fede pølse;

ikke at vide, om de serverer netop denne pølse af gæstfrihed eller som provokation, som en prøve,

eller for at kunne grine, når man kvæles i fedtet.

Den voksne bemestring, de kundskaber, det faglige

dør,

omplantes nu i ufrugtbar jord og visner hen.

Det er en metafor, men er det mon en metafor, som I forstår

i dette land?

Forstår I den, hvis jeg kan sige den grammatisk helt korrekt

udtale den rigtigt,

kan den så forstås?

Forstår I mig, når jeg siger, at min fagligheds rødder ikke kan

tækkes ud af mit hjemlands muld uden at dø?

Og hvis I forstår mig, vil I så betro mig at arbejde med denne

visnende faglighed,

vil I give mig et job?

Vil I?

Vil I,

selvom jeg selv bærer rundt på denne triste

mistillid til, at det, jeg lærte derhjemme, også kan bruges her?

At jeg ikke forstår, hvad læreren fortæller mig om min søn, at jeg ikke ved, hvordan

jeg skal hjælpe ham, når de andre drenge slår, om jeg må beskytte ham, skærme ham, slå igen, råbe eller skælde ud.

At jeg ikke kan lide, hvordan drengene kigger på min lille datter, ikke

ved hvad det betyder,

og godt ved det, men ikke forstår, hvorfor det er i orden

her.

At jeg ikke kan hjælpe mine børn med lektierne, ikke forstår

hvad de skal lære,

og ikke bryder mig om det, når jeg alligevel forstår.

At ikke kun mine nye naboer synes, jeg er til grin, til besvær, unyttig,

men også mine børn, mine børn som jeg ikke kan hjælpe og

ikke længere helt forstår, som

ikke vil lære mit sprog, fordi det ikke blot savner værdi i deres dagligdag, men også stempler dem, gør dem fremmede i deres nye hjemland.

Jeg valgte selv at rejse hertil

Jeg har selv valgt det, jeg er selv

ude om det, man har altid et valg, kom ikke her!

Hvem kan ynke en ryger, en fed, en spritter,

hvem har ondt af en selvmorder?

Hvem vil høre om så sølle et selvmord,

sådan et lille et,

ikke et ordentligt, ikke noget respektabelt selvmord fra en motorvejsbro, en lysekrone, et syrebad, men blot en

fjollet raslen med skellettet,

en isning, et stumt skrig fra tandhalsen, uden even til at

sige jeg,

uden længere at kunne huske, hvad dette

ord betyder.

Ulstrup-mordene og mandens væsen

Efter familie-mordet i Ulstrup har jeg kunnet se flere af mine venner på Facebook vride skrivearmen af led for at få drabene til at passe ind i en generel teori om mænds adfærd. Alle fædre er potentielt hustru- og barnemordere, fordi vi ikke sådan rigtig elsker vores familie, men snarere ejer den. Og kan vi ikke eje den længere, er der heller ikke andre, der skal have lov. Så slår vi dem ihjel. Det er noget særegent for mænd, for mænd er nemlig ligesom hanløver, der bider alle killinger ihjel, fordi vi ikke er sikre på, at de er vores eget afkom.

Således bør ethvert barn frygte for sit liv, når det er sammen med sin far. Enhver kvinde bør frygte sin mand. Særligt bør hun frygte at forlade ham eller have sex med en anden mand, for så slår hendes egen mand, hendes retmæssige ejer, hende sikkert ihjel. Og hendes søn vil en dag vokse op og blive lige så farlig.

Endvidere bør alle mænd gå rundt og frygte sig selv. Vi skal ikke blot have skyldfølelse for noget, vi ikke har gjort, vi skal også frygte, at vi på den mest horrible måde vil miste dem, vi elsker mest. Helst skal vi holde os på afstand af vores elskede, for at være på den sikre side.

Men det er jo ikke blot en grufuld og invaliderende opfattelse at leve med. Det er også det mest ubegribelige sludder. Mænd er ikke hanløver. Vi er ikke engang bonoboaber, selvom det da er langt tættere på. Vi er mennesker med menneskelige følelser, en menneskelig bevidsthed, empati og samvittighed. Jo, der er flere mænd end kvinder, der dræber deres familie. Men lad os nu sige, at der er 1000.000 familiefædre (altså fædre, som bor sammen med deres børn) i Danmark og tilsvarende 1000.000 familiemødre. Hvor mange af dem vil så statistisk set ende med at slå deres familie ihjel? Fem, måske. Hvor mange af de 1000.000 mødre vil gøre det samme? En. Det er et gæt, men næppe helt ved siden af. Der er altså fem gange så mange mænd som kvinder, der bliver familiemordere. Gør det familiemordet til et grundvilkår i mænds tilværelse, et særligt træk ved mænd?

Nej, naturligvis ikke. Fem ud af en million fædre kan ikke definere et særligt træk ved alle mænd. Der er tale om en ekstremt sygelig tilstand hos manden fra Ulstrup, ikke om et væsenstræk ved hans køn. Og det er ikke kun en ekstremt sygelig tilstand, men også om en virkelig sjælden sygdom, som næsten ingen lider af. Ud af de forsvindende få, der gør, er de fleste mænd, ja, ligesom med Aspergers og andre psykiske lidelser, men hvis det var et generisk træk ved maskulinitet at gøre som manden fra Ulstrup, var der nok flere end de 0,0005 % af alle fædre, som gjorde det. Så gode er vi fordrukne danskere trods alt heller ikke til at tøjle vores natur.

For mig er det lettere absurd at tænke, at man har afsløret mandens sande væsen, når man ser en mand gøre noget helt og aldeles atypisk. "Der kan I bare se!"-reaktionen er sær, fordi man dermed siger, at alt det, alle andre mænd foretager sig år ud og år ind, blot er et skin, blot er noget vi gør for at dække over vores virkelige familiemorderiske væsen.

Jo, vi skal også forske i, hvad grunden er til, at flere mænd end kvinder havner på kanten af samfundet, og at flere mænd end kvinder begår frygtelige forbrydelser. Men hvis vi tager udgangspunkt i, at det er mandens særlige væsen, der er grunden, behøver vi jo dels ikke fortsætte undersøgelsen. Så har vi allerede svaret. Dels behøver vi ikke ændre noget ved samfundsstrukturer eller kønsmønstre, for mandens natur kan vi jo ikke ændre på.

Jeg tror, vi bliver klogere af at kigge på, om der skulle være nogle særlige vilkår for mænd, som i særlige dysfunktionelle/sygelige tilfælde fremkalder denne ekstreme adfærd. Man kunne starte med at kigge på, hvad det mon er for forestillinger, fx om mandens rolle i familien, og særlige omstændigheder hos Ulstrup-manden, som har bragt ham til at gøre, som han gjorde. Ikke som udslag af et maskulint væsen, som langt om længe slog igennem og således afslørede hele kønnet som morderisk.