torsdag, januar 19, 2017

Hvornår er det så for alvor?

At flytte til et fremmed land er et
lille selvmord;
jeg mener, man lægger tøjet og skræller alt
af knoglerne, ikke blot huden, men også sener og kød,
og mangler kræfter til at ryste af
kulde.
Man aflader,
mister evnen til at tale om alt det, man
har lært at tale om,
høfligt, belevent
eller ligefrem meningsfuldt,
det man ved noget om, mener noget om,
føler noget for,
den charme, man har
lagret i små spil med
stenene i sandet,
den lille leg med
ordene;
evnen til at skælde ud, protestere når nogen bliver
uretfærdigt behandlet,
når man selv gør,
evnen til at vide, når man bliver det,
bliver snydt,
misforstået eller misbrugt
gjort grin med,
talt ned til,
lagt an på,
for hvad betyder nu det hvilende blik, det hurtige blink, kysset?

Jeg er mit sprog, alt hvad jeg kan er gemt i ordene, men også kysset
er et ord.

Man mister evnen til at genkende ros og anerkendelse,
det første man som spæd har lært;
bliver jeg nu skældt ud?
Er det for sjov, når du kalder mig skiderik,
hvornår er det så for alvor?
og hvor meget.
Man kan ikke grine med, for man forstår ikke, hvorfor ens
krop pludselig er morsom,
eller tøjet, ens fremmede tøj,
måden at klippe håret på,
det man siger og
ikke siger, ikke svarer på,
ens bøn til Gud, ens tro på næstens godhed,
måden man holder sin kone i hånden på.
At det nu er grinagtigt
eller anstødeligt.
Maden, det at ens mad lugter forkert, og kroppen gør.
Men også at mødes med deres mad, den fremmede mad, som man roser og
nipper til, mens man er ved at
kaste op af al den fede pølse;
ikke at vide, om de serverer netop denne pølse af gæstfrihed eller som provokation, som en prøve,
eller for at kunne grine, når man kvæles i fedtet.

Den voksne bemestring, de kundskaber, det faglige
dør,
omplantes nu i ufrugtbar jord og visner hen.
Det er en metafor, men er det mon en metafor, som I forstår
i dette land?
Forstår I den, hvis jeg kan sige den grammatisk helt korrekt
udtale den rigtigt,
kan den så forstås?
Forstår I mig, når jeg siger, at min fagligheds rødder ikke kan
tækkes ud af mit hjemlands muld uden at dø?
Og hvis I forstår mig, vil I så betro mig at arbejde med denne
visnende faglighed,
vil I give mig et job?
Vil I?
Vil I,
selvom jeg selv bærer rundt på denne triste
mistillid til, at det, jeg lærte derhjemme, også kan bruges her?
At jeg ikke forstår, hvad læreren fortæller mig om min søn, at jeg ikke ved, hvordan
jeg skal hjælpe ham, når de andre drenge slår, om jeg må beskytte ham, skærme ham, slå igen, råbe eller skælde ud.
At jeg ikke kan lide, hvordan drengene kigger på min lille datter, ikke
ved hvad det betyder,
og godt ved det, men ikke forstår, hvorfor det er i orden
her.
At jeg ikke kan hjælpe mine børn med lektierne, ikke forstår
hvad de skal lære,
og ikke bryder mig om det, når jeg alligevel forstår.
At ikke kun mine nye naboer synes, jeg er til grin, til besvær, unyttig,
men også mine børn, mine børn som jeg ikke kan hjælpe og
ikke længere helt forstår, som
ikke vil lære mit sprog, fordi det ikke blot savner værdi i deres dagligdag, men også stempler dem, gør dem fremmede i deres nye hjemland.

Jeg valgte selv at rejse hertil
Jeg har selv valgt det, jeg er selv
ude om det, man har altid et valg, kom ikke her!
Hvem kan ynke en ryger, en fed, en spritter,
hvem har ondt af en selvmorder?
Hvem vil høre om så sølle et selvmord,
sådan et lille et,
ikke et ordentligt, ikke noget respektabelt selvmord fra en motorvejsbro, en lysekrone, et syrebad, men blot en
fjollet raslen med skellettet,
en isning, et stumt skrig fra tandhalsen, uden even til at
sige jeg,
uden længere at kunne huske, hvad dette

ord betyder.

Ingen kommentarer: