Om romanen Vold

Peder Frederik Jensens Vold, der er et ordentligt svin af en roman, som det er vanskeligt at være ligeglad med, når man har læst den.

Her er noget af det, jeg skrev til forfatteren, da jeg havde læst hans værk:

"Jeg synes, at det er en svimlende styrke ved Vold, at den i modsætning til dine tidligere bøger ikke har en femadskridende handling, hvor begivenheder følger af begivenheder. At den snarere bølger frem og tilbage med associationer, som ikke nødvendigvis hænger logisk sammen, men skrider frem efter andre regler. Og jeg kan også godt lide, at du har klasket mindst to adskilte fortællinger sammen til en, altså afrikarejserne og Simons familiehistorie (og kærlighedshistorierne med Lavra og med ekskæresten i begyndelsen – og det autonome voldsorgie og venstrefløjen osv.).

Det er parallelle forløb, som kædes sammen af Simons tilstedeværelse, af optagetheden af at finde ud af, hvad vold er for noget, og hvad den gør, og af bror Satan, som jo på en eller anden måde har med det hele at gøre. Og derfor klæder disse parallelle forløb hinanden og finder ubesværet sammen i denne bog, selvom historien ikke 'går op' og finder en nødvendig løsning og sammenkædning til sidst. Det er faktisk et meget troværdigt træk ved Vold.

Et andet væsentligt træk ved Vold er Simons (ikke fortællerens) søgen efter forklaring på, hvorfor hans forældre, han selv og hans brødre fik de liv, de fik. Her er han ude efter en logisk sammenhængende forklaring. Han er ikke tilfreds med et hvad, men insisterer på et hvorfor. Det er den logiske motor i en ellers mere associativ fortælling. Det er som en viljestærk, men åben og derfor uskyldig søgen efter Gud. At der må være en forklaring.

Og det er et elskeligt træk ved Vold.

En anden styrke er (det er så indlysende, at jeg næsten glemmer at nævne det), at du har skrevet en 'verdensvendt' bog, som forsøger at tage det glemte kontinents i det store hele ugunstige skæbne alvorligt – uden nødvendigvis at acceptere postkolonialisternes dogmer om årsagerne til tingenes tilstand. At du i det hele taget skriver om Afrika. Det mest litterært usexede af alle kontinenterne. At du selv har udforsket det, og tør møde det og prøve at forstå det uden politisk korrekthed.

Du har skrevet en tekst, som vil det hele. Som ikke følger en vedtagen stilistik, men bare kører på, bruger romangenrens rummelighed til at skrive lange essayistiske passager, som man bliver klogere af at læse.

Du har taget et modigt skridt i dit forfatterskab med denne bog, og det tror jeg, du vil blive belønnet for. Og her tænker jeg ikke på priser og anmeldelser, men på den kunstneriske videreudvikling, du har valgt at åbne dig for."