torsdag, januar 12, 2017

Ulstrup-mordene og mandens væsen

Efter familie-mordet i Ulstrup har jeg kunnet se flere af mine venner på Facebook vride skrivearmen af led for at få drabene til at passe ind i en generel teori om mænds adfærd. Alle fædre er potentielt hustru- og barnemordere, fordi vi ikke sådan rigtig elsker vores familie, men snarere ejer den. Og kan vi ikke eje den længere, er der heller ikke andre, der skal have lov. Så slår vi dem ihjel. Det er noget særegent for mænd, for mænd er nemlig ligesom hanløver, der bider alle killinger ihjel, fordi vi ikke er sikre på, at de er vores eget afkom.

Således bør ethvert barn frygte for sit liv, når det er sammen med sin far. Enhver kvinde bør frygte sin mand. Særligt bør hun frygte at forlade ham eller have sex med en anden mand, for så slår hendes egen mand, hendes retmæssige ejer, hende sikkert ihjel. Og hendes søn vil en dag vokse op og blive lige så farlig.

Endvidere bør alle mænd gå rundt og frygte sig selv. Vi skal ikke blot have skyldfølelse for noget, vi ikke har gjort, vi skal også frygte, at vi på den mest horrible måde vil miste dem, vi elsker mest. Helst skal vi holde os på afstand af vores elskede, for at være på den sikre side.

Men det er jo ikke blot en grufuld og invaliderende opfattelse at leve med. Det er også det mest ubegribelige sludder. Mænd er ikke hanløver. Vi er ikke engang bonoboaber, selvom det da er langt tættere på. Vi er mennesker med menneskelige følelser, en menneskelig bevidsthed, empati og samvittighed. Jo, der er flere mænd end kvinder, der dræber deres familie. Men lad os nu sige, at der er 1000.000 familiefædre (altså fædre, som bor sammen med deres børn) i Danmark og tilsvarende 1000.000 familiemødre. Hvor mange af dem vil så statistisk set ende med at slå deres familie ihjel? Fem, måske. Hvor mange af de 1000.000 mødre vil gøre det samme? En. Det er et gæt, men næppe helt ved siden af. Der er altså fem gange så mange mænd som kvinder, der bliver familiemordere. Gør det familiemordet til et grundvilkår i mænds tilværelse, et særligt træk ved mænd?


Nej, naturligvis ikke. Fem ud af en million fædre kan ikke definere et særligt træk ved alle mænd. Der er tale om en ekstremt sygelig tilstand hos manden fra Ulstrup, ikke om et væsenstræk ved hans køn. Og det er ikke kun en ekstremt sygelig tilstand, men også om en virkelig sjælden sygdom, som næsten ingen lider af. Ud af de forsvindende få, der gør, er de fleste mænd, ja, ligesom med Aspergers og andre psykiske lidelser, men hvis det var et generisk træk ved maskulinitet at gøre som manden fra Ulstrup, var der nok flere end de 0,0005 % af alle fædre, som gjorde det. Så gode er vi fordrukne danskere trods alt heller ikke til at tøjle vores natur.

For mig er det lettere absurd at tænke, at man har afsløret mandens sande væsen, når man ser en mand gøre noget helt og aldeles atypisk. "Der kan I bare se!"-reaktionen er sær, fordi man dermed siger, at alt det, alle andre mænd foretager sig år ud og år ind, blot er et skin, blot er noget vi gør for at dække over vores virkelige familiemorderiske væsen.

Jo, vi skal også forske i, hvad grunden er til, at flere mænd end kvinder havner på kanten af samfundet, og at flere mænd end kvinder begår frygtelige forbrydelser. Men hvis vi tager udgangspunkt i, at det er mandens særlige væsen, der er grunden, behøver vi jo dels ikke fortsætte undersøgelsen. Så har vi allerede svaret. Dels behøver vi ikke ændre noget ved samfundsstrukturer eller kønsmønstre, for mandens natur kan vi jo ikke ændre på.


Jeg tror, vi bliver klogere af at kigge på, om der skulle være nogle særlige vilkår for mænd, som i særlige dysfunktionelle/sygelige tilfælde fremkalder denne ekstreme adfærd. Man kunne starte med at kigge på, hvad det mon er for forestillinger, fx om mandens rolle i familien, og særlige omstændigheder hos Ulstrup-manden, som har bragt ham til at gøre, som han gjorde. Ikke som udslag af et maskulint væsen, som langt om længe slog igennem og således afslørede hele kønnet som morderisk.

Ingen kommentarer: