Min gamle Buescher

Foto: Kim Bøg Brandt

Det er min fætter Kim, der har taget billedet. Det dukkede op under en flytteoprydning i forgårs. Der findes ikke mange skud af mig med tenorsaxofonen. Vel nok fordi jeg kun én gang optrådte offentligt, nemlig til en amatøraften på Fronthuset i Århus. Jeg øvede en overgang med et kopirockband i en forladt lagerbygning. Egentlig ville jeg spille jazz, men blev aldrig god nok. Det første nummer, jeg lærte mig, var Erroll Garners ‘Misty’. Det var Dexter Gordons udgave af det nummer, som gjorde mig afhængig af jazz (de første tre toner af Misty og de første fem toner af Thelonious Monks 'Round Midnight, for at være helt præcis).

Her står jeg foran min mors barndomshjem i Bigum ved Tjele Langsø. Det må være fra den periode, hvor det gamle lerklinede hus tjente som sommerhus for min mor og tre af hendes ti søskende.

Jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg kan se, det her er min første saxofon, den gamle utætte Buescher, som jeg siden udskiftede med en Yanagisawa, som lød bedre og kun var utæt nede i den dybe Bb-klap, som ikke skulle bruges så tit. Jeg spillede saxofon (i privaten) i ti år. Så solgte jeg instrumentet for at kunne holde en stor fest. Jeg kunne alligevel ikke øve på det tidspunkt, fordi jeg var flyttet ind på kollegiet i Universitetsparken. Jeg forestillede mig, at jeg kunne købe en ny, når jeg var blevet rig og var flyttet i et hus på landet. Det er snart 28 år siden, og jeg har stadig ikke opfyldt nogen af betingelserne for at anskaffe mig en ny saxofon.

Det er ufatteligt, at jeg nogensinde får skrevet noget

Jeg kan ikke skrive, når jeg lige har spist et varmt måltid. Måske fordi jeg altid spiser for meget og bruger al min energi på at fordøje.

Jeg kan på den anden side heller ikke skrive, hvis jeg er genuint sulten.

Jeg kan overhovedet ikke skrive, hvis jeg lige har set nyheder eller været på de sociale medier. Det hensætter mig i en tilstand, hvor sproget bliver reduceret til et redskab for problemløsning.

Til gengæld kan jeg sagtens skrive, når jeg lige har løst praktiske problemer, som ikke har krævet min fulde opmærksomhed imens.

Jeg kan ikke så godt skrive, hvis nogen taler i baggrunden – og det er heller ikke optimalt, når jeg lige har talt med nogen, med mindre samtalen har været en leg.

Jeg skriver meget gerne til musik, helst klassisk eller jazz med ikke alt for store besætninger. Men der må absolut ikke være sang på den musik, jeg hører, mens jeg skriver. Det roder med mit sprog og får mig ofte til at rime. Jeg har en påtrængende tilbøjelighed til at rime. Eller det får mig til at tænke over teksten og digte videre på den i stedet for på min egen tekst.

Jeg skriver bedst, når jeg lige er vågnet. Måske fordi jeg ofte skriver videre på drømme. Nej, det er ikke bare det. Det er også det rensede sind, som jeg vågner med. At job og praktiske hverdagsbekymringer er fortrængt. Ofte sker det, når jeg vågner mellem 3 og 4 om natten, men det kan også være om morgenen, hvis jeg ikke skal på arbejde og er den første, der er stået op. Men øjeblikket er forpasset, hvis jeg lige sætter mig til at scrolle gennem Facebook eller læse sportsnyheder eller e-mails først.

Nye idéer til et langt manuskript dukker altid op under en gåtur eller et brusebad. Det er helt fint på gåturen, hvor jeg gerne har en notesbog med, men egentlig også ok under bruseren, hvor jeg ikke har langt til mit skrivebord.

Med at skrive mener jeg her skrive skønlitteratur, men ikke kun at skrive ny tekst, også gennemskrivninger. De kræver præcis den samme tilstand. Lad os af mangel på bedre kalde det for inspiration.

Hvad med dig?

Så blev det lokumsbrættet

 – Hvor kommer du fra? spurgte han.

Jeg fortalte det.

Han forklarede, hvorfor kohuder var bedre til tasker end svine- og gedeskind.

Jeg var stadig i tvivl om, hvorvidt den skuldertaske, jeg havde kigget på, nu også var det, jeg havde brug for. Den kostede det dobbelte af, hvad jeg havde tænkt mig at bruge.

– Du taler virkelige godt spansk, sagde han og kiggede på mig med store opspilede øjne.

– Arh, det ved jeg ikke, sagde jeg.

– Jojo, insisterede han og fortalte historien om, at de fleste udlændinge, som kom ind i butikken, kun ville tale engelsk.

– Nå, ja, men jeg har nu også boet i landet i snart 12 år, sagde jeg og famlede forlegen efter betalingskortet i rygtasken.

Han nikkede og gentog sin ros, blot med andre ord, og rakte diskret automaten frem mod mig.

Nu sikrede han sig, at betalingen var gået igennem, og så kiggede han uskyldigt på mig og sagde:

– Flyttede du så til Spanien, da du var blevet pensioneret?

Da jeg trak døren i efter mig, forekom det mig, at jeg hørte et lille undertrykt grin derinde fra. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det. Men nu har jeg barberet det meste af det hvide skæg af. Jeg har ladet lokumsbrættet stå. For sidst, jeg boede i Danmark, var netop dette skæg det foretrukne blandt midaldrende mænd, som gerne ville se yngre ud.

Min far regnede med at dø ung

Foto: Knud Halskov
 

Min far regnede med at dø ung. Han begyndte at ryge, da han var 7, og begyndte at fiske for alvor, da han var 12. Han var ambitiøs og ville lære alle sider af sit fag at kende, prøve alle former for fiskeri, alle fangstmetoder og redskaber. Lære at lave dem, lære alt om skibe og sejlads, alt om fisk og deres adfærd. Han fiskede ved Norge, Skotland, Skagen, Bornholm og i alle indre danske farvande. Han var sjældent i en hyre længere, end til han havde lært det, der var at lære. Så rakkede han videre. Han elskede friheden ved det, boede ombord eller havde måske et værelse på sømandshjemmet. Selvom han levede det liv, han ville, var det hårdt arbejde, og farligt, og så var det jo også rimeligt nok, at han kastede los og gav den fuld skrue, når han havde tid til at feste.

På sømandshjemmet i Skagen lærte han den unge kokkepige at kende, og hun kom hurtigt til at betyde noget særligt. Da han var blevet familiefar og gerne ville hjem hver dag, slog han sig ned ved Tissø, hvor han blev ålefisker. Det var også spændende arbejde. At lære alt om, hvordan man vedligeholder og plejer fiskebestanden i en indsø. Han byggede et geddeklækkeri og satte yngel ud i søen. Han satte også åleyngel ud og holdt øje med, hvordan de forskellige artsbestande afbalancerede hinanden. Han kæmpede en umulig miljøkamp mod nabobonden, som fyldte søen med gylle og fremkaldte iltsvind. Han fik bygget en ny havn, nye skibe, forbedrede fangstredskaberne. Det var også hårdt arbejde. Sådan kunne han lide det. Indtil hjertet ikke kunne holde til det længere.

Men selv om den unge fisker her på billedet har levet stærkt, kan han i dag fejre 85 års fødselsdag. Og det er jeg uendeligt glad og taknemmelig for. Tillykke med det, kære far.

Så bliver det kylling igen

Her er over 100 græssende gæs, men Vera fanger ikke en eneste. Det bliver en sløj Mortens aften i år.

Konvolutten

Da jeg var 18 år, fandt jeg under en gåtur i Koldilgade, Kalundborg, pludselig en stor, bugnende konvolut. Den lå lige foran mig på fortovet, og den var ikke ordentligt lukket, så jeg kunne godt se, hvad der var i. Det var store sedler, og der var rigtig mange. Jeg samlede konvolutten op, det er klart. Jeg kunne ikke tælle pengene på åben gade, men der var så mange, at jeg som det første tænkte, at nogen havde tabt udbetalingen til deres nye hus. Konvolutten lå ved døren til et advokatkontor. Tænk sig at have sparet sammen til et nyt hus og så tabe alle pengene på gaden. Jeg kiggede mig omkring for at se, om nogen stod og slog sig fortvivlet på jakkelommen, men der var ingen at se. Så overvejede jeg at gå ind til advokaterne med pengene, men tænkte straks, at det lige så godt kunne være narkopenge. Skulle jeg så hellere gå til politiet? Og hvem kunne jeg egentlig stole på, når det gjaldt så stort et beløb i brugte, herreløse pengesedler? Jeg forestiller mig, at jeg har set ret fjoget ud, mens jeg stod der, rådvild med en ordentlig røvfuld penge i hænderne. Der gik heller ikke mere end et minut eller to, så kom der en mere rådsnar kvinde, som hjalp mig ud af mine kvaler.

– Jeg ved godt, hvor de skal hen! sagde hun med et undertrykt smil.

Så rev hun konvolutten ud af hænderne på mig og var væk, før jeg fandt på noget at spørge om.

Og sådan er det egentlig gået lige siden. Jeg har tit ærgret mig over min måde at reagere på i den slags situationer. Men det gør jeg ikke mere. Det nytter ikke at ærgre sig over, hvem man er.

Bare uden håret

- Du er god til de stille, søde sange, far.

- Tak.

- Du skulle måske have været jazzsanger.

- Det tror jeg ikke, siger jeg. - Jeg kan bedst lide at synge godnatsang for dig.

- Men du skulle nok ikke synge rock.

Jeg siger, at jeg ellers godt kan lide rock

- Men du er mere stille. Du er ikke sådan …

Og så synger hun heavy.

Jeg siger, at rock måske ikke er det bedste at falde i søvn til. At ‘My Funny Valentine',  'Summertime' og 'Strangers in the Night’ fungerer bedre som godnatsange. Det er dem, jeg har sunget, siden hun var spæd.

- Og 'Yesterday’, siger hun.

Jeg siger, at det ikke er jazz.

- Nej far, men det er heller ikke rock.

Jeg vil gerne protestere og prøver at komme i tanke om en mere rock’et sang, jeg har sunget for hende, men valget synes at stå mellem ‘Se min kjole' og ‘Langt ude i skoven lå et lille bjerg’.

Hun betragter mig, overbærende.

– Det gør ikke noget, far.

- Nå, jo. Hvad med Pippis sang! Den er da lidt rock’et, forsøger jeg.

- Øh, nej.

Jeg tænker over, hvor mange år siden det mon er, at jeg smed læderjakken ud.10? 14? Men var jeg overhovedet rock’et, før jeg blev far? Har jeg nogensinde været det?

- Du kunne være blevet sådan en slags Justin Bieber, far. Bare uden håret.

- Godnat.

- Men far! Far? Faaaar?

Helle Malmvigs spøg

 — Hvis du skriver det som en vittighed, bliver folk i tvivl om, hvad du mener. Eller endnu værre: De tror, du mener noget andet, end du gør, skrev en god ven til mig, da jeg for en uges tid siden skrev et lille satirisk opslag på Facebook.

Så slettede jeg det igen.

For egentlig var det ikke min intention at give nogen mening til kende. Ja, i hvert fald ikke ud over, at jeg fandt det muntert, at en selvudnævnt repræsentant for overklassen på forsiden af Weekendavisen havde fået tildelt det enestående privilegium at skrive om, hvor skidt man kan have det, selvom man økonomisk og kulturelt er en af de mest privilegerede. Det var egentlig mest det sjove greb med, at den, der var født ind i Hellerups overklasse, ikke engang kunne unde en selvudnævnt repræsentant for underklassen retten til at definere overklassen og den højere middelklasse som i udgangspunktet mere privilegeret. At overklassens bare ville have det hele. Selv dette.

Det var sjovt på så mange niveauer. Også fordi det kom til at fungere som en ironisk kommentar til, hvor vigtig en ressource det er blevet at have retten til at definere de andre som de privilegerede og sig selv som den, det i virkeligheden er synd for. Men at de mest privilegerede nu så åbenlyst kæmper for at få overtaget også i den konkurrence, rummer altså sin egen vulgære ironi.

Kosteligt var det også, at seniorforsker Helle Malmvig (for hende er der naturligvis tale om) fra Hellerup gav udtryk for, at man kunne om ikke ligefrem overtrumfe underklassens ydmygelser så i hvert fald relativere dem, sådan at de ikke var noget særligt for underklassen. Det skulle komme i stand ved at belære digter og psykolog Glenn Bech (for det var ham, hun henvendte sig til) om, at man også kan være traumatiseret, selvom man kommer fra overklassen og ikke alene altid har haft røven fuld af penge, men også har haft fri adgang til det, vi med et uskønt udtryk er begyndt at kalde kulturel ‘kapital’.

Det har alle jo altid vidst, at man kan. Hvis nogen nogensinde har været lidt i tvivl, har der til enhver tid været adgang til allehånde kunstneriske fremstillinger af disse overklassetraumer. Det være sig hos Homer, William Shakespeare, Evelyn Waugh, Leif Panduro eller Thomas Vinterbergs ‘Festen’. Over- og middelklassen har altid haft adgang til at få deres fortællinger publiceret, og det har aldrig rigtig været muligt at overse deres kvaler.

Så at forestille sig, at netop en praktiserende psykolog (en faggruppe, som i årtier stort set ernærede sig ved netop at håndtere over- og middelklassens traumer) som Glenn Bech ikke skulle vide, at også de privilegerede får traumer, var måske næsten det sjoveste greb i Helle Malmvigs selvironiske satire på den selvforblindede overklasses vegne.

Nå ja, om Helle Malmvigs hensigt så også var at levere en satire, kan jeg jo faktisk ikke vide. Men jeg kan næsten ikke tro andet. Også fordi hun valgte at sætte sin tekst op som et digt, velsagtens fordi det skulle lade, som om det talte samme sprog som Glenn Bechs langdigt ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.

Det var den selvironi (sådan valgte jeg at opfatte det), som jeg ville anerkende med min egen lille satire i sidste uge. Siden har jeg set, at stort set alle andre har valgt at tage Malmvigs udsagn for pålydende. Og så er det pludselig ikke så sjovt længere.

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Som eksempelvis den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!

En kvinde prikkede ham på skulderen.

— Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.

Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.

— Men jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.

— Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.

Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.

— Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.

— Jeg har sagt nej!

— Men...

— Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?

— Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.

Bogbrancheguiden har spurgt mig om noget

 Her er et forfatterinterview, som Bogbrancheguiden har lavet.