tirsdag den 29. oktober 2024

Fagfællebedømmelse af Hvad er skønlitteratur?

Jeg har i syv år skrevet på et filosofisk manuskript, som tilbyder en intensionel definition af skønlitteratur. Det manuskript har haft sine op- og nedture, men nu ser det ud til, at en udgivelse nærmer sig. 

Jeg sendte manuskriptet til Syddansk Universitetsforlag for nogle måneder siden, og da de havde kigget på det og besluttet, at de kunne lide, hvad de så, sendte de det til fagfællebedømmelse hos en filosofiprofessor fra et af landets universiteter. Det er den procedure, de har for at sikre, at deres udgivelser har tilstrækkelig akademisk kvalitet. I dag kom svaret fra professoren, og det gjorde mig glad.

Hvad professoren hedder, er jeg ikke sikker på, at man må offentliggøre (de skal have lov at være i fred), men manuskriptet hedder Hvad er skønlitteratur? – En filosofisk definition. Her er et uddrag af vurderingen:


" ... jeg [er] i dette tilfælde næsten uforbeholdent positiv. Jeg mener at bogen er klart udgivelsesværdig, endog også i sin foreliggende form ...

For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selv den som sagt har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone. De personlige og anekdotiske passager har tilstrækkelig litterær kvalitet og udtrykker en sådan grad af iagttagelsesevne at de både giver rigelig mening i sammenhængen og fastholder læserens interesse. Tilsvarende vil fremstillingerne af de filosofiske teorier være en stor hjælp for især litterært (herunder litteraturteoretisk) interesserede læsere, der ikke har noget stort kendskab til filosofi. Selv de der – som jeg – har det, kan have udbytte af den kompetente, pædagogiske, men også perspektiverende fremstilling. Bogen rummer således mere end bare et forsvar for en bestemt definition af skønlitteratur. Fordi definitionen rummer en central reference til begreberne om hhv. forfatter og fortæller, tages disse, i sig selv betydningsfulde, litteraturvidenskabelige begreber også under behandling (kapitel 9ff.), med en grundighed så bogen ligeledes må siges at give et substantielt bidrag til teorien om dem. Også f.eks. narratologi behandles ganske udførligt, igen på en måde som både er pædagogisk – har indføringskvaliteter – og samtidig selvstændigt vurderende. Det må også fremhæves positivt at definitionen af skønlitteratur søges operationaliseret på meget udførlig og konkret vis, med angivelse af specifikke indikatorer, udskiftningsprøver mv. Bogen vil være meget velegnet til undervisning på de litteraturvidenskabelige universitetsuddannelser. Selv om forfatteren meget passende minder om at der er adskillige andre grundlæggende litteraturteoretiske spørgsmål, kunne den næsten fungere som en slags indføring i litteraturteori, der ganske vist anvendes med henblik på at diskutere spørgsmålet om hvad skønlitteratur, men netop derved bliver konkretiseret og let forståelig. Forfatteren karakteriserer med rette bogen som en filosofisk afhandling, men den adskiller sig fra typisk litteraturfilosofi ved at benytte flere og mere aktuelle litterære eksempler og behandle dem mere grundigt og med forståelse for deres litterære særpræg; her skinner forfatterens egne erfaringer som skønlitterær forfatter også igennem. 

Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne typer. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren. 

    ... Overordnet er den usædvanligt meget vellykket, og selv om det er svært at forudsige om den faktisk vil finde særligt mange af de – mange – læsere som kunne have udbytte af den, fortjener den bestemt at blive udgivet"

Ingen kommentarer: