mandag den 1. februar 2016

På vej ud i mørket

Mange politiske kommentatorer forestiller sig, at Socialdemokraterne forsøger at vinde stemmer fra Dansk Folkeparti ved at forsøge at ligne dem mest muligt, sådan at Socialdemokraterne kan få flertal og danne regering sammen med "Rød Blok". Men jeg tror ikke længere, det er det taktiske hovedmål. Hovedmålet er nu at overbevise Dansk Folkeparti (ikke deres vælgere) om, at de skal "skifte side" og støtte en socialdemokratisk ledet regering. Om nødvendigt (men helst ikke) sammen med SF. Det skaber naturligvis fra dag til dag større og større afstand mellem Socialdemokrater på den ene side og Enhedslisten, Alternativet og til dels de radikale på den anden. Det kan Venstre og Dansk Folkeparti så sidde og godte sig over i fællesskab, for Dansk Folkeparti skifter naturligvis aldrig side. Hvorfor skulle de være interesserede i det? De er naturligvis interesserede i at true med muligheden, sådan at de kan få lidt mere for deres mandater hos Venstre. Men de vil aldrig hoppe over. De vil altid kunne få en lille bid mere hos Venstre end hos Socialdemokraterne. Det eneste, Socialdemokraterne opnår, er, at gøre sig selv helt overflødige. Ingen kan bruge dem til noget længere. Højrefløjen klarer sig fint uden. De radikale har mindre til fælles med dem end nogensinde. Og venstrefløjen vil næste gang gå til valg på sit eget reformprogram – ikke på urealistiske forhåbninger om at kunne nå til enighed med Socialdemokraterne om noget som helst.

Ingen kommentarer: