What the hammer
Dermot Healy
Sea-sand
The splash grows closer
till it's like someone
turning in bed
beside you.
The waves know their way
intimately; they arrive
like neighbours, closing
gates after them,
filling in all the gaps
in the walls, the silences,
whatever misunderstandings
may have arisen
since the last time
this great big water for wich
there's no metaphor
came pounding over the bar.
As the tide gathers
the grains of sand
that cemented the stones that built the house
begin to stir.
The want to be down there
where they came from,
among all that wild
phosphorescence.
Slowly they slip through
the ears of wheat, the bog-soil
the manure and soot and frog-spit
that plug the rocks
till at full tide the walls weep.
The walls run.
The house shifts.
Tear-ducts appear on the eaves.
Clusters of sparks
light up the bog:
the curlew hails you
The sea-sand rains.
It seems ages
since you've had
whoever this is
in your arms.
The Serenities
for Helen
A fire lit.
Candles burning.
The animals in.
The last weather report
giving warm breezes
from the south
Our lovemaking sweet
and, just before sleep
thoughts like prayer.
Then the dark
where, when you turn,
I turn,
as if we were
in one beautiful moment
looking the same way
from some height
at something mooving slowly
out of sight.
June
1
A summer storm comes riding over the waves
like a pirate
and, anchoring to nothingness,
raises a flag of spume some sixty foot high
beyond the sheer drop
in case we'd forget.
2
Salt rains down on the cabbages.
Snail turn to spit.
The waves lift
rocks in silence,
like convicts who have been
condemned to this.
3
White butterflies dart round in the sun
among the beach stones.
The beach keels.
With a great maw
the land empties itself
into the sea.
Hvad hammeren
Strandsand
Sprøjtet kommer stadigt nærmere
til det føles som nogen
der vender sig i sengen
ved siden af dig.
Bølgerne kender vejen
fortroligt; de dukker op
som naboer, lukker
låger efter sig,
fylder alle hullerne
i væggene, tavshederne,
uanset hvilke misforståelser
der måtte være opstået
siden sidste gang
dette store, mægtige vand, for hvilket
der ikke findes nogen metafor,
kom dunkende ind over revlen.
Efterhånden som tidevandet samler sig,
kommer sandkornene,
som støbte stenene som byggede huset,
i oprør.
De vil være dernede,
hvor de kom fra
blandt al den vilde
fosforescense.
Langsomt smutter de gennem
hvedeaksene, mosejorden,
det møg og sod og frøspyt,
som fuger klipperne
indtil væggene ved højvande græder.
Væggene render.
Huset forskyder sig.
Tårekanaler viser sig på tagskægget.
Klynger af gnister
oplyser mosen:
regnspoven hilser dig.
Strandsandet regner ned.
Det virker som evigheder
siden du har haft,
hvem dette end er,
i din favn.
Afklarethederne
til Helen
En ild tændt.
Stearinlys brændende.
Dyrene inde.
Den sidste vejrudsigt
lover lune vinde
fra Syden.
Vores elskov blid
og, netop før søvn,
tanker som bøn.
Så mørket
hvor, når du vender dig,
jeg vender mig,
som hvis vi
i et skønt øjeblik
kiggede samme vej
fra en vis højde
på noget i langsom bevægelse
ud af syne.
Juni
1
En sommerstorm kommer ridende over bølgerne
som en sørøver
og, mens den forankrer ved intetheden,
hejser et flag af skum hen ved tres fod højt
hinsides den blotte dråbe
hvis vi nu skulle glemme.
2
Salt regner ned over kålen.
Snegle bliver til spyt.
Bølgerne løfter
sten i stilhed,
som straffefanger der er blevet
dømt dertil.
3
Hvide sommerfugle kaster sig rundt i solen
blandt strandstenene.
Stranden vender kølen op.
Med en kæmpe kro
tømmer landet sig selv
i havet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar