Spansk-dansk litteraturfestival

Jeg er i gang med at undersøge mulighederne og interessen for at lave spansk-dansk litteraturfestival.

Hvorfor? spørger Pablo, vist mere for at provokere mig til at formulere et grundlag for arrangementet end fordi, han ikke selv synes det er en god ide.

Jeg synes ikke, at min grund behøver at være alle andre deltageres grund. Men på den anden side er det jo fair nok at spørge mig, hvad jeg vil med det.

Ok, så vil jeg starte udefra med at konstatere, at Danmark og Spanien har været i gang med et marathon-møde i cirka 60 år, hvor danskere har valfartet til Solkysten i hobetal, men i det store hele uden at en egentlig udveksling har fundet sted. Danskerne har hen gennem årene taget deres egen kultur med til Spanien uden at interessere sig ret meget for spansk historie, kultur og politik, et forhold, som Francos regime jo nød godt af fra Simon Spies og frem.

Ved siden af denne ureflekterede solturisme har mange danske forfattere rejst eller boet i landet fra H.C. Andersen over Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg til fx Peter Adolphsen. Hvorfor er der denne tiltrækning?

Måske skyldes det dels de mærkbare kulturelle forskelle, der på mange niveauer er mellem de to lande. Dels nogle ligheder, som man skal finde på et andet niveau. Det vender jeg tilbage til. Men hvad er forskellene så for nogle?

En stærk strømning i dansk elitekultur har i hvert fald siden 1920'erne handlet om renhed, fravær og forsagelse. Den positivistiske filosofi hos fx Jørgen Jørgensen og Niels Bohr var altdominerende på de filosofiske institutter i landet frem til oprettelsen af det filosofiske institut i Odense i slutningen af 1960'erne, og selv her kom positivismen til at fylde meget. Positivisterne ville rense vores sprog og udgrænse alt det, som vi ikke kunne udtale os om med sikkerhed, alt det vi ikke havde evidens for. Metafysikken skulle i skammekrogen. Wienerkredsen (R. Carnap m.fl.) formulerer i deres manifest en videnskabeligt vedensopfattelse, som skulle dæmme op for den fremmarcherende fascisme, for nazismens og kulturkonservativismens dunkle, romantiske forestillinger om nationen, folket og historien. De mente, at fascismen, var en bøhmand, som lurede i metafysikken, klunkerne og krummelurerne.

Nu skulle alt det krøllede, det mørke, det provinsielle, det ubekræftede og uvidenskabelige vige pladsen for det transperante og de rene linjer. Sikker viden, ikke tradition og fordomme.

Arkitekturen og det industrielle design fulgte efter i samme spor. Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Lys, luft og rene linjer, fokus på det praktiske, ikke det forfinede. Hverdagssproget blev normen inden for lyrikken i stedet for det kunstlede og forsirede. Halfdan Rasmussen og de kulturradikale, fx.

De rene linjer og forsagelsen af det svulstige og pyntede slog også igennem i fotokunst og film. Dogmefilmene er det mest udprægede eller offensivt formulerede eksempel. Håndholdte film uden optiske filtre og filmmusik, forbud mod blodigt drama, bandlysning af genrefilm (sciencefiction, krimi o.lign.).

I musikken fik vi fx den skandinaviske jazz med Doky-brødrene, NHØP og Søs Fenger med et helt renset udtryk, der lå meget langt fra både de humpende improvisationer i New Orleans og beboppens voldsomhed. I billedkunsten fik vi udprægede positivister som Per Arnoldi.

Og i litteraturen blev den tendens fremherskende, hvor det vigtige var fraværet af noget, nemlig af pyntende adjektiver, episk drama, metafysiske overskridelser af det evidente og jovial indforståethed. Derfor blev også skjulte fænomener som uudtalte tanker, drømme og hallucinatorisk stof mistænkeliggjort til fordel for ren beskrivelse. Denne minimalisme har jo aldrig været enerådende i dansk litteratur, men den har været en af de populære målestokke for litterær kvalitet.

Disse parallelle strømninger i dansk åndsliv er der kommet megen god kunst ud af. Fx netop fra NHØP, PH, Halfdan Rasmussen, Arne Jacobsen – eller fra Helle Helle. Men deres metode er ingen garanti for succes. Alle tekster kan renses igennem efter minimalismens retningslinjer; en ordinær reportage fra en fodboldkamp kan komme til at ligne litteratur på den måde. Det er ingen kunst.

Fravær af bøhmænd er ikke nok. Der skal være mere på spil.

Jeg synes, at dansk litteratur og litterær kritik har været og er for fokuseret på dette fravær af bøhmænd. Det gælder også Forfatterskolen. Derfor kunne jeg godt tænke mig (og gerne anbefale andre) en litterær efterudannelse i en tradition, hvor frygten for bøhmænd ikke er så fremherskende.

Positivismen (og senere pragmatismen og dagligsprogsfilosofien) bliver ofte kaldt for angelsaxisk filosofi, selvom dens foregangsmænd (Comte, Carnap  og Wittgenstein, fx) sagtens kunne være fra Montpellier eller Wien, og det er da helt sikkert også i England og USA, at den type tænkning har fundet best fodfæste, men altså også i Danmark (Skandinavien), Nordtyskland og Holland.

Det er de protestantiske lande. Måske er der faktisk en også sammenhæng mellem på den ene side protestanternes opgør med det overdådigt pyntede, krummelurerne, de esoteriske ritualer og den uoversatte, uigennemskuelige bibeltekst og på den anden side dels positivisternes opgør med metafysikkens bøhmænd og dels minimalisternes forbud. Der er i hvert fald en lighed mellem disse tre former for modernisering.

I katolske lande som Portugal, Italien og Spanien har denne form for tænkning i hvert fald ikke slået an. Her dyrker man helgener, bøhmænd, metafysik, provins, mørke, krøllede krummelurer, svulstigt design, flamencojazz, det komplekse, epikken, tragedien og det groteske. Man trækker kunstnerisk stof ud af dem uden nødvendigvis selv at blive trukke ind i fascismens mørke.

Jo, det er da sandt, at mens fascisterne tabte anden verdenskrig i resten af verden, vandt de i Portugal og Spanien. Og i Italien virker det, som om fascismen aldrig vil kunne reduceres til en politisk ubetydelig strømning. Og jeg tænker ligefrem, at et af redskaberne til at bekæmpe fascismen og den autoritære tanke i Italien (og Spanien og Portugal) kunne være at stække kirkens magt. Det er vigtigt. Men jeg tror trods alt ikke, det har ret meget med fx litterær, musikalsk og designmæssig minimalisme at gøre.

For mig er det indlysende, at vores to verdener kan lære noget af hinanden:

Jeg mener på den ene side, at Reformationen havde fat i den lange ende i kritikken af katolicismens gyldne falskhed, at positivismen så langt er at foretrække frem for fascismen og kulturkonservativismen, og at minimalismen inden for design har givet os et civilisatorisk fremskridt med fokus på det sunde, det naturlige og det bekvemme (Coco Chanel), frigørelsen fra snørrelivet osv. Inden for litteraturen kom der et nødvendigt opgør med forestillingen om, at noget er kunst, blot fordi det er komplekst og følger vanskelige mønstre, at kunsten skulle ligge i, at det er svært at lære sig at lave.

På den anden side har jeg også stærke forbehold over for det danske fokus på fravær af bøhmænd. At dette skulle kunne garantere kunstnerisk kvalitet.

Men hvorfor skal dette møde mellem de to verdener så lige netop foregå mellem Danmark og Spanien? Hvorfor ikke fx Italien?

Det kunne det naturligvis også. Men her kommer jeg til at tænke på et slægtskab mellem dansk og spansk kultur på det folkelige niveau, som transcenderer de store historiske og kulturelle forskelle, jeg har forsøgt at ridse op. Nu kommer der et udsagn, som positivisterne ikke vil godtage, men skidt: Dansk og spansk humor ligner hinanden, og det kan man måske tage afsæt i, hvis man vil lære noget af hinanden, hvad angår litteratur. I begge lande trives den selvunderminerende ironi, hvor man gør sig selv lille, måske for at få den anden til at føle sig godt tilpas. Det er formodentlig ikke en elite-humor, for den er samtidig magtnedbrydende og nivellerer hierarkier ved at reducere alle mennesker til fejlbarlige kroppe, men er altså en folkelig humor.

Måske er det derfor, at fx Almodovars film er så folkekære i Danmark. De minder simpelthen om Erik Ballings eller Hella Joofs populære film, bare meget bedre. De er joviale, fuld af pruttehumor, selvundergravende og helteløse.

Derfor skal vi have en spansk-dansk litteraturfestival, og den skal foregå i provinsen. Hver andet år i Spanien, hvert andet i Danmark, synes jeg.

Jeg forestiller mig, at det bliver noget med dels offentlige oplæsningsarrangementer og litteraturkritiske og kulturpolitiske debatter, dels mere lukkede workshops, hvor forfattere fra de to lande mødes i arbejdet med tekst, og hvor oversættere fra de to lande mødes.

Men man kan jo sagtens deltage i sådan en festival uden at være enig i min personlige motivation for at lave den.

Jeg vil gerne høre alle mulige kommentarer.