Affugteren

Rejsetips 3:

Jeg kan godt lide at rejse let. Det gælder også madpakken. Ja, egentlig bryder jeg mig ikke om madpakker, men når det skal være, så skal den være lille, kompakt og tør.

Det er derfor, jeg er så glad for mit køleskab. Affugteren, kalder vi det herhjemme, for ud over at holde mælken på de foreskrevne 4 graders celsius, suger det også al overflødig væske ud af fødevarerne, så de kan pakkes fornuftigt.

Her ser man fx tre store saftige gulerødder, som har ligget et par dage i køleskabets grøntsagsskuffe og nu er dimensioneret, så de passer i tændstikæsken.

Og så køber jeg bare en flaske vand, hvor jeg nu skal indtage min medbragte mad.

På Lisbeths 60-årsdag

6. maj 2024 

Lisbeth fylder 60

Nogle steder i den akademiske verden er det en tradition at lave et festskrift for lektorer, når de fylder 60. Man indsamler i al hemmelighed tekster om, af og til fødselaren og udgiver dem som bog på selve dagen. Venner og kolleger fortæller om fødselarens faglige interesser og meritter fra et langt livs forskning og undervisning på universitetet. Måske er der stukket et par halvpinlige anekdoter fra studietiden ind mellem de mere seriøse indslag. Det er både en hyldest og en drillegave.

Jeg tvivler på, at denne urentable skik er i brug på netop CBS. Og selv hvis den var, ville der næppe være sådan et skrift på vej i Lisbeths retning, for det er allerede mange år siden, hun steg af karriereræset som lektor. Men helt slipper hun selvfølgelig ikke.

Lisbeth er førstegenerationsakademiker. Vores forældre gik begge ud af landsbyskolen efter 7. klasse. Det var dengang en selvfølgelighed for børn af småkårsfolk at skulle ud at tjene til livets ophold, når kirsebærvinen var vasket af konfirmationstøjet. Vores far som fisker, vores mor i begyndelsen som ung pige i huset. Men til trods for den korte skolegang var vores hjem et med bøger. Vores far interesserede sig for danmarkshistorie og marinebiologi, og vores mor gnavede sig forslugent igennem verdenslitteraturens klassikere. Hun havde lært Lisbeth at læse, da hun var tre, og hun læste også op for os, til vi var 11-12 år. Det var ikke godnathistorier. Meningen var ikke, at vi skulle sove, tværtimod. Efter Gyngehøvdingen og brølet fra Ringenes herre lyttede vi til de stille undertoner i John Steinbecks Øst for Paradis. Sådan blev vi klar til at læse selv. Jeg tror, Lisbeth begyndte med Puk-bøgerne.

I skolen var hun den dygtigste til alt. Undtagen matematik, hvor Anne var lidt bedre. Det plagede hende, at der var et fag, hvor hun kun var den næstbedste, og det stædige arbejde med at overvinde denne skændighed viste sig at være karakteristisk for hendes drift frem gennem uddannelsessystemet.

Nå ja, der var da heldigvis enkelte udfald undervejs. Lisbeth var blevet interesseret i hippiemusikken, Bob Marley, John Lennon, Frank Zappa og i den attitude, der fulgte med. Så skulle man have Palæstina-tørklæde på, flæser og kassebukser.

Men lad os lige gå et halvt skridt baglæns her: Da vi blev teenagere, blev Ivan og Klaus fra min storesøsters klasse pludselig interesserede i at komme hjem og lege med mig. Men altså kun, hvis også hun var hjemme. Jeg tror, det var en skuffelse for dem, for Lisbeth var i virkeligheden mere interesseret i de unge mænd fra hippiekollektivet i storbyen Høng end landsbyknægtene fra Buerup Centralskole. Derinde kørte man motorcykel, ikke knallert, i hvert fald Tina i læderjakken gjorde det. Og man havde mere interessante rygevaner. Og så blev Lisbeth flipper og flyttede hjemmefra lige efter folkeskolen. Hun arbejdede i huset hos en musiker i Hellerup (eller var det Charlottenlund?) et års tid, flyttede så ind hos moster Ingrid, Hans Erik og Bo på Østerbro og begyndte i gymnasiet. Det var et tag selv-bord af fester og politisk aktivisme, og Lisbeth var ikke kostfornægter. Hun var vel med i 10-15 forskellige udvalg, bestyrelser og venstreorienterede organisationer, gik til møder hele tiden og glemte en overgang at komme i skole.

Men så var der også raset ud. Den spraglede flipper klippede håret kort, klunsede noget sort tøj at gå i og blev til Cool Eliza. Hun strammede op og blev kommunist. Nå ja, at det lige blev DKU skyldtes måske nok især, at vores trotskistiske fætter Lars, som hun var flyttet sammen med i familiens vandrepokal af en toværelses i Polensgade, ikke ville have, at de ud over at dele lejligheden også skulle være i samme parti. Så rejste man med partiet til Østberlin og så verden med røde øjne. Jojo. Hvad ikke mange ved er, at Lisbeth i sin mest stålsatte leninistiske periode i al hemmelighed skrev romantiske digte. Jeg ved det, fordi hun i den korte periode, hvor vi boede sammen i Polensgade, en dag havde ladet en strofe ligge på spisebordet. Jeg husker "istapperne under dine øje". Jeg ved ikke, om digtningen siden er fortsat i dølgsmål. Ingen taler om det.

Den velvoksne fraværsprocent i gymnasiet tvang Lisbeth til at skifte til HF, og der fik Cool Eliza som det naturligste af verden en af skolens bedste afgangseksaminer. På CBS (eller Handelshøjskolen, som det dengang hed) læste hun spansk og engelsk. Hun blev hispanofil, boede og studerede periodevis i Salamanca, Barcelona og Granada og andre solskoldede byer på Den Iberiske Halvø. Københavner-lasagnen blev skiftet ud med paella. Hippiemusikken måtte vige for flamenco, opera og spanske ballader. Hun interesserede sig for oversættelse og skrev speciale om oversættelsesproblemer i juridisk tekst med særligt henblik på oversættelse fra spansk til dansk. Det gik glimrende, naturligvis. Hvad skulle det ellers gøre? Det gjorde det også, da hun få år senere afleverede sin ph.d. om kommunikationsteori. 

I mellemtiden havde hun mødt charmetrolden Simo, og de havde fået Jonas, som kom til at fylde mere end noget andet. Men trods alt ikke mere, end at hun blev fuldtidsansat på CBS, forskede, underviste og blev lektorkvalificeret. Det konkurrencebetonede miljø var bare ikke for Lisbeth, og efter nogle år fandt hun nye veje i sit arbejdsliv. Det blev til mange nye veje. 

Kim blev den kærlighed, der holdt. Han havde allerede Mona og Mikkel, som blev en del af delefamilien i Gladsaxe. Og så var der sommerhuset på Lolland. Kim byggede om og gjorde huset beboeligt, og Lisbeth gik muldvarpen i bedene.

Ved siden af de skiftende job skrev, oversatte og redigerede hun antologier om tekstanalyse, kommunikations- og organisationsteori. Hun skrev en interviewbog om vores mor og hendes ti søskende.

Men det var ikke nok. Hun ville tilbage i skole. Og så begyndte hun at læse psykologi. For at komme til det skulle hun først være god til matematik, den eneste akademiske achilleshæl. Og selvfølgelig fandt hun også ud af det. Pludselig var hun praktiserende psykolog, flyttet ind til Nordvest sammen med Kim, allerede bedstemor til Jonas' og Mias lille Lea og papbedstemor til Monas og Mikkels poder. Måske ikke i den forstand kommunist længere, men stadig rød, grøn, solidarisk, klog og flittig. 

Og forbløffende nok allerede 60 år gammel.

Tillykke, søster! 

Løft et glas for Elisabeth Halskov Jensen!

Drøner ud i ferie-Danmark

Det var praktisk med en bil under sommerens ferierundrejse hos den danske familie. Da ingen af os havde kørekort, viste udbuddet af udlejningsbiler sig at være begrænset, men vi klarede os helt fint med den her.

Diabolus

Jeg synes ikke, jeg søger ham, men han bliver ved at dukke op alle vegne.

AI-fremtidsselfie

 

Man kan så meget med den nye AI-teknologi. Så jeg bad den om at lave mig en fremtids-selfie, altså et billede, som jeg ser ud præcis på denne dato i år 2072. Der er kommet lidt rynker til, det er klart, men ellers synes jeg faktisk, jeg holder mig helt godt.

Glemsomhedens lyksaligheder

Man har lyst til et eller andet, noget let og sommerligt, men har ikke fået købt frugt. Alligevel går man ud og åbner køleskabet – og får så øje på den gazpacho, åh glæden!, man har lavet for blot tre timer siden, men allerede havde glemt alt om. Det er herligt at blive halvgammel og pludselig være i stand til at hemmeligholde sine gaver til sig selv for sig selv.

Walter Benjamin om kriminalromanen, den store digtnings usamtidighed og den dunkle uhygge i det borgerlige interiørs orient

HØJHERSKABELIGT INDRETTET TIVÆRELSESLEJLIGHED

Den fuldt ud tilfredsstillende skildring og analyse af indretningsstilen i anden halvdel af det nittende århundrede udgør samtidig en bestemt slags kriminalroman, der har lejlighedens uhygge liggende i sit dynamiske centrum. Møblernes placering er også en stillingsplan over dødbringende fælder, og rækken af værelser foreskriver offeret dets flugtvej. At netop denne slags kriminalroman opstår med Poe – altså på en tid, hvor sådanne boliger endnu knap eksisterede – gør ingen forskel. For de store digtere kombinerer uden undtagelse i en verden, der først er efter dem, ligesom de parisiske gader i Baudelaires digte først eksisterede efter nittenhundrede, og heller ikke Dostojevskijs mennesker fandtes tidligere. Det borgerlige interiør fra tresserne til halvfemserne bebos – med sine kæmpemæssige buffeter, der er overfyldt med udskæringer, de dunkle hjørner, der hvor palmen står, karnappen, som forskanses af balustraden, og de lange korridorer med den syngende gasflamme – kun adækvat af liget. “På denne sofa må tante nødvendigvis blive myrdet.” Inventarets sjælløse yppighed bliver først virkelig til komfort i overværelse af liget. Langt mere interessant end kriminalromanernes landskabsmæssige orient er denne yppige orient i deres interiør: persertæppet og ottomanen, hængelampen og den ædle kaukasiske dolk. Bag de tunge, ophængte kelimmer fejrer husherren sine orgier med værdipapirerne, kan føle sig som en østerlandsk købmand, som en doven pasha i svindlens Khanat, indtil den nævnte dolk i forsølvet gehæng over divanen en skønne eftermiddag gør en ende på hans siesta og ham selv. Denne egenart ved den borgerlige lejlighed, der sitrer efter den navnløse morder som en liderlig gammel kone efter galanen, er blevet forstået af nogle forfattere, der – måske også fordi et stykke af det borgerlige pandæmonium præger deres skrifter – har mistet deres retmæssige ære som ‘kriminalforforfatter’. I enkelte af sine skrifter har Conan Doyle det, som der her sigtes til, forfatterinden A.K. Green har fremstillet det i en stor produktion, og Gaston Leroux har med Phantom der Oper, en af de store romaner om det nittende århundrede, hjulpet denne genre til dens apoteose.

— Walter Benjamin: Ensrettet gade, A Mock Book, side 14 ff.

Det andalusiske signallys

Det er mange år siden, jeg fandt ud af, at bilers og scooteres blinklys i Spanien almindeligvis betyder det samme som menneskers blinken til hinanden på et diskotek, men dog også kan betyde, at man har fået noget i øjet.

Trafiklysene i byens fodgængerfelter kæmper jeg mere med. Jeg havde ellers sådan nogenlunde sjusset mig til, at de fungerede som en påmindelse om, at man som bilist lige skal kigge efter, om der står en fodgænger og venter på at krydse vejen. Men da jeg i går skulle til at træde ud i fodgængerfeltet og krydse for grønt, hørte jeg pludselig en politibil dytte ad den forrestholdende bil, fordi den åbenbart helt utilstedeligt havde valgt at holde for rødt og således spærrede trafikken. Det var ikke en politibil med sirene på, og den havde heller ikke travl med at komme videre, da den forrestholdende indså sin brøde og skyndte sig at køre gennem fodgængerfeltet, mens den endnu kunne nå over for rødt.

Hørmen fra dåsen

Jeg har holdt fire års pause med rugbrødsbagning, men nu er jeg kommet i gang igen. 

Inden pausen havde jeg eksperimenteret med rugbrød i omtrent et kvart århundrede. Der har ikke været to ens brød. Jeg har aldrig brugt en opskrift (heller ikke til det), men har prøvet mig frem, og i begyndelsen var resultatet også forstemmende. 

Men langsomt har jeg fundet ud af, hvordan jeg får den rigtige smag, konsistens og farve. Så nu bliver der eksperimenteret langt mindre med kerneindholdet end tidligere. Men smagsstoffer og hævemidler er stadig på prøve.

I går lavede jeg mit hidtil bedste. I får ikke opskriften, det er klart, men jeg kan godt afsløre, at der for første gang kom muskatnød i. Det bliver ikke sidste gang. Det var samtidig anden gang, jeg bagte med surdej, og jeg går næppe tilbage til gær. Jeg er næsten begyndt at nyde hørmen fra den boblende dejklat i plasticdåsen.

Om betingelserne for fortælling i film og litteratur

Det var en uformel og spontan Messenger-chat af den slag, som vi har haft hundred- hvis ikke tusindvis af. Den her endte med at handle om fortælling, noget som interesserer os begge. Professionelt har min fætter Andreas Halskov især beskæftiget sig med det inden for film og tv, og jeg selv inden for litteratur. Der er nogle indlysende ligheder, men også nogle forskelle, som vi kom til at snakke om. 

Andreas havde sendt mig synopsen til sin kommende bog om Milos Forman. En bog, som bygger på den myriade af interview, han har lavet med nøglepersoner fra Formans film og liv, hvilket uundgåeligt måtte blive en stjernerække fra Hollywood. Jeg spurgte Andreas, om han havde denne færdige struktur for bogen i tankerne, inden han lavede de spektakulære interview. 

Lad mig lige nævne, at Andreas underviser i film og medier på Aarhus Universitet og på Egå Gymnasium, i mange år har været skribent og en del af redaktionen på filmtidsskriftet 16:9, skriver bøger om film og tv-serier, kuraterer film til landets kunstnerisk ambitiøse biografer og i en årrække har fungeret som filmekspert på tv. 

Her er lidt af samtalen, som kom til at handle om fortælling generelt og ikke kun om Milos Forman.

Andreas

Nogle af elementerne tænkte jeg i retning af inden, men de fleste af delene er dukket op senere. 

Jens

Det ser godt ud. Jeg opfatter det sådan, at Part I og II knytter sig meget til de enkelte film og to faser i hans værk, mens Part III mere skaber overblik og sammenhæng i hans persona eller måde at tænke og arbejde på?

Andreas

Ja, det er tanken.

Jens

Det er en god - og vel også klassisk - måde at strukturere (og analysere) på. Kan du få alle interview til at fungere i den opdeling, eller er du nødt til at sortere nogle fra?

Andreas

Jeg tror, at jeg kan få alle til at fungere i den opdeling. Jeg blev nødt til at lave tredje del mere som et tværsnit, fordi mange kommentarer går på ham [Milos Forman] generelt, ikke på den enkelte film. Der skal gerne være en følelse af flow, og det skal helst opleves som een lang samtale mellem de forskellige interviewpersoner, hvor de nærmest tager over efter hinanden, som var der tale om en ‘talking heads’-agtig dokumentarfilm. Det er ikke så let som man skulle tro, og det kræver en del i forberedelsesfasen. Jeg havde ingen tanke om strukturen, da jeg begyndte interviewfasen. Den er dukket op undervejs, men når jeg får det hele sat op, vil der sikkert mangle små overgange mv., og nogle interviewelementer vil måske blive siet fra, fordi de peger for meget i en anden retning. Jeg prøver dog at være loyal over for interviewpersonerne og deres fortællinger.

Jens

Jeg tror SLET ikke, det er let. Og jeg kender godt det med, at strukturen kommer bagefter. Både fra fag- og skønlitteratur. Det er et stort arbejde, hvor man nogle gange er nødt til at gøre noget, man ikke har lyst til. Fx jo at tage noget tekst ud, som man elsker. Fordi det trækker læsset skævt eller ikke helt passer ind. Først forsøger man at slippe uden om, men til sidst må man være hård ved sig selv. Men jeg synes, det er en skide spændende fase af arbejdet! Det bliver rigtig godt, Andy!

Andreas

TAK, Jens. Det er på mange måder et mindre kreativt arbejde end det at skrive fiktion, forestiller jeg mig, men journalistisk og antropologisk på måde, som er lidt ny for mig.

Jens

Når man skriver en roman, er det jo heller ikke alle processer, som er super kreative. Det er også meget strukturtænkning. Og nogle formelle, sproglige ting, som fylder meget. Min næste roman (som er skrevet, men som jeg stadig pusler om) har jeg fx lige skrevet om fra nutid til datid. Det har jeg, fordi det er en jeg-fortælling. Og en fortællemodus, som både er førstepersons og præsens, er ganske vist dramatisk effektiv og derfor relativt populær, men samtidig grundlæggende utroværdig. Fx at fortællerjeget skulle fortælle om sine dramatiske oplevelser, forvirringer og svimmelheder, mens han oplever dem. Det begyndte at irritere mig. Og så var jeg nødt til at ændre bøjningen af de måske 20.000 verber, som teksten rummer. Det er et omfattende og ikke super kreativt arbejde. Men så får man alligevel brug for sit gehør på et tidspunkt. Fx når der er tale om tilbageblik. For når teksten er skrevet i datid, må tilbageblikkene jo skrives i førdatid. Og det kan blive virkelig klodset og omstændeligt, hvis det gøres konsekvent. Derfor vil jeg typisk nøjes med at skrive de enkelte afsnits indledende sætning i førdatid og så slå over i datid. Der må man simpelthen lytte til teksten og tage stilling til, hvad der klinger bedst. Hvilken grammatisk form, som både fungerer logisk i forhold til fortællingen, og som samtidig ved sin lethed støtter læseflowet og ikke kommer til at pege på sig selv som form. Så midt i det endeløse, formelle og trivielle arbejde dukker der alligevel kreative eller musiske krav op, som man skal forholde sig til. Og nogle tilsvarende overvejelser har jeg faktisk haft i faglitterære tekster.

Andreas

Spændende. Det er noget, som jeg har tænkt over en del: Hvordan man gestalter flashbacks i film og hvorfor man kun ganske sjældent har reelle førstepersonsfortællinger i film og konsistente flashbacks.

Det lyder i øvrigt som et ret omfattende arbejde, men det overrasker mig egentlig ikke.

Jens

Min erfaring med konsistente flashbacks i romaner er jo så, at de simpelthen bliver for klodsede og omstændelige og giver et dårligt fortælleflow. Jeg tror, noget tilsvarende gør sig gældende i film, hvor man vel også tit slår over i præsens efter en kort intro i præteritum.

Førstepersonsfortællinger er svære at gøre troværdige, med mindre handlingen udspiller sig i et meget lille rum. For hvordan får man fortælleren placeret, så han/hun kan overskue alt det, der skal fortælles? Særligt jo, når der fortælles i nutid, hvilket der vel nærmest altid reelt gør i film. Selv når der indledningsvis introduceres i datid. Hvis det ikke skal være nutid, skal der jo hele vejen følge en fortællestemme med, som fortæller i datid, og det bruges vel trods alt sjældent. Derfor bliver film i realiteten nærmest altid en tredjepersonsfortælling – med en alvidende fortæller. Selv når det til start og slut postuleres at være en førstepersonsfortælling. I en roman kan man nemmere fortælle i første person hele vejen end i film. Men man får så problemet med troværdigheden, hvis man samtidig vil fortælle i nutid. Jeg har gjort det flere gange, men er på vej væk fra den fortællemodus, kan jeg mærke.

Nå ja, så er der jo selvfølgelig også nogle rent filmiske metoder til at vise, at der er tale om fortidige hændelser, når man nu ikke (som i romanen) har en fortællerstemme, der kan tale i datid. Altså fx det med sort/hvid visning osv. Men det har jeg ikke rigtig forstand på eller overblik over.

Andreas

Det er let nok at markere, men ender typisk med alligevel at blive set fra et slags tredjepersonsperspektiv. Rick har et flashback i “Casablanca”, men i billedet ser vi Rick, som om vi var en slags tredjeperson. Af samme grund er løgnagtige flashbacks også komplicerede i film, for de enkelte flashbacks synes at have en sandhedsværdi. Vi så dem jo i tredje person.

Jens

Ja, i forhold til utroværdig fortælling i det hele taget må  filmens fravær af en markeret fortællerstemme gøre en stor forskel i forhold til romanen. I romanen kan man nemt lægge små spor af utroværdighed ind i narrativet. Man kan gøre fortælleren utroværdig. Det klassiske danske eksempel er vel Blichers 'Sildig opvågnen', hvor fortælleren (en liderlig, men ikke desto mindre moraliserende præst) hvis man kigger efter, viser sig at forfølge helt andre mål, end han hævder. Det fortæller jeg meget mere om i min litteraturteoretiske bog, når den en dag udgives posthumt. Det er, som du skriver, sværere at vise den slag i film. For "Vi har jo set det med vores egne øjne". Altså, det kan jo også løses i film (nogen gør det ved senere at vise den samme scene igen, men fra en anden vinkel, den slags), men det er sværere og må vel tit gøres i to tempi, hvilket nemt kan blive klodset. Hvor man i romanen kan gøre det ad én omgang, fordi man har fortællerstemmen, som man under vejs kan så tvivl om troværdigheden af.

For mig er det her skide spændende. Roman og film er så nært beslægtede, men det gør også de fortællemæssige forskelle mellem dem interessante. Nogle ting er meget lettere på film. Andre ting er meget lettere på skrift.

Andreas

Ja, de to tempi kaldes “Rashomon-effekten”

Det er i al fald den film, der sammen med “Stage Fright” anerkendes som de tidlige eksempler på den fortællestruktur, men dog ikke så tidligt som Blicher

Jens

Fedt, at det har et navn (selvfølgelig har det det!)

Haha, nej, det bliver svært for film at komme før Blicher. Hold kæft, hvor var han i øvrigt moderne!

Andreas

Det bliver egentlig aldrig afgjort om det er sandt eller løgn, men blot, at vi ikke kan stole på flashbacksene, fordi forskellige karakterer husker forskelligt.

Jens

Det er jo interessant på alle mulige måder. Det er juridisk interessant m.h.t. bevisførelse. Det er erkendelsesteoretisk og videnskabsteoretisk interessant. Og det er interessant i forhold til fortællinger.