HØJHERSKABELIGT INDRETTET TIVÆRELSESLEJLIGHED
Den fuldt ud tilfredsstillende skildring og analyse af indretningsstilen i anden halvdel af det nittende århundrede udgør samtidig en bestemt slags kriminalroman, der har lejlighedens uhygge liggende i sit dynamiske centrum. Møblernes placering er også en stillingsplan over dødbringende fælder, og rækken af værelser foreskriver offeret dets flugtvej. At netop denne slags kriminalroman opstår med Poe – altså på en tid, hvor sådanne boliger endnu knap eksisterede – gør ingen forskel. For de store digtere kombinerer uden undtagelse i en verden, der først er efter dem, ligesom de parisiske gader i Baudelaires digte først eksisterede efter nittenhundrede, og heller ikke Dostojevskijs mennesker fandtes tidligere. Det borgerlige interiør fra tresserne til halvfemserne bebos – med sine kæmpemæssige buffeter, der er overfyldt med udskæringer, de dunkle hjørner, der hvor palmen står, karnappen, som forskanses af balustraden, og de lange korridorer med den syngende gasflamme – kun adækvat af liget. “På denne sofa må tante nødvendigvis blive myrdet.” Inventarets sjælløse yppighed bliver først virkelig til komfort i overværelse af liget. Langt mere interessant end kriminalromanernes landskabsmæssige orient er denne yppige orient i deres interiør: persertæppet og ottomanen, hængelampen og den ædle kaukasiske dolk. Bag de tunge, ophængte kelimmer fejrer husherren sine orgier med værdipapirerne, kan føle sig som en østerlandsk købmand, som en doven pasha i svindlens Khanat, indtil den nævnte dolk i forsølvet gehæng over divanen en skønne eftermiddag gør en ende på hans siesta og ham selv. Denne egenart ved den borgerlige lejlighed, der sitrer efter den navnløse morder som en liderlig gammel kone efter galanen, er blevet forstået af nogle forfattere, der – måske også fordi et stykke af det borgerlige pandæmonium præger deres skrifter – har mistet deres retmæssige ære som ‘kriminalforforfatter’. I enkelte af sine skrifter har Conan Doyle det, som der her sigtes til, forfatterinden A.K. Green har fremstillet det i en stor produktion, og Gaston Leroux har med Phantom der Oper, en af de store romaner om det nittende århundrede, hjulpet denne genre til dens apoteose.
— Walter Benjamin: Ensrettet gade, A Mock Book, side 14 ff.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar