Litterær troværdighed og sandhedsværdi

Under en tekstlæsning på Forfatterskolen anklagede en af lærerne den læste tekst for at være utroværdig. "Ingen vil tro på, at det er foregået på den måde," sagde han. "Men det gjorde det!" indvendte den elev, som havde skrevet teksten. "Jeg har skrevet det nøjagtigt, som det foregik!" Vores lærer kiggede på ham. "Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvordan det foregik," sagde han. "Troværdighed og sandhedsværdi har intet med hinanden at gøre. En teksts troværdighed handler kun om, hvordan du har skrevet den." Og så gennemgik han ord for ord, hvorfor teksten var utroværdig. Det handlede blandt andet om en uklar brug af præpositioner som hos, ved, bag og på, som gjorde teksten uanskuelig.

Det er en sand historie. Om den er troværdig, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg fik meget ud af at lytte til dygtige lærere på den ofte udskældte forfatterskole. Ikke kun, når det var min egen tekst der blev læst og kritiseret, men også når mine klassekammeraters tekster blev det.

Problemet med disjunktive definitioner, kort

Disjunktive definitioner er dem, hvor man definerer et fænomen F med et eller, altså ved at sige, at alle x'er hører under fænomenet F, hvis de enten er v eller y eller z. Der kan i princippet være en lang række disjungerede kriterier, men dog ikke uendeligt mange, for så ville alt jo falde ind under definitionen, og den ville i realiteten intet definere. Et tænkt eksempel på en disjunktiv definition kunne være, at man ville definere fænomenet 'bog' som en tekstmasse, der er publiceret enten på papir eller digitalt eller som lydoptagelse af oplæsning.

Disjunktive definitioner er ikke per definition forkerte eller dårlige. Indimellem kan de være de eneste mulige, men der er ikke desto mindre nogle principielle vanskeligheder ved dem. Det har interesseret mig i mit arbejde på at finde den bedst mulige definition på skønlitteratur. Et udpræget og indlysende problematisk eksempel på en disjunktiv definition af skønlitteratur finder man hos Robert Stecker, der fremlægger det således: “Et værk v er et skønlitterært værk, hvis og kun hvis v er frembragt i et lingvistisk medium, og 1. v er en roman, novelle, fortælling, et drama eller digt, og forfatteren af v har tilstræbt at indgive det æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi, og værket er skrevet med tilstrækkelig teknisk snilde til, at det er muligt at tage denne bestræbelse alvorligt, eller 2. v besidder æstetisk, kognitiv eller fortolkningspåkaldende værdi i betydelig grad, eller 3. v falder ind under en begrebslig forløber for vores begreb om skønlitteratur og blev skrevet, mens dette forudgående begreb endnu var almindeligt accepteret, eller 4. v er en del af en fremragende forfatters œuvre.”

[Robert Stecker: What is Literature?, side 71.] Her er der tale om disjunktion i anden potens i den forstand, at punkt 1 og 2 hver for sig er disjunktioner, mens punkt 1 til 4 også samlet set er sat disjunktivt op. Punkt 1-3 rummer opfattelser, som vi tidligere har diskuteret udførligt, og kriterium 4 er en cirkulær definition, i den forstand, at en fremragende forfatter implicit opfattes som en, der skriver skønlitteratur, og skønlitteratur defineres som det, der er skrevet af en fremragende forfatter. Dertil må man sige, at der er tale om en udpræget inklusiv definition. For at blive anerkendt som (skøn)litteratur kan et værk nøjes med at opfylde et af de disjungerede underpunkter i punkt 1 eller 2. Fx ved at besidde kognitiv værdi i betydelig grad. Jeg forestiller mig, at Einsteins generelle relativitetsteori således er kvalificeret til betegnelsen (skøn)litteratur.

På denne måde bliver de disjunktive definitioner let for inklusive, mangfoldigheden af kriterier åbner for mange døre til, at man kan ekskludere selv indlysende ikke-medlemmer af den definerede kategori.

Dækket direkte tale, kort

Dækket direkte tale er et litterært stiltræk, som for alvor fandt anvendelse med impressionismen og naturalismen i begyndelsen af det tyvende århundrede. Det er et træk, som gav talesproget en ny litterær status.

Den dækkede tale [oratio tecta] bruges ofte til at udtrykke en figurs tankers. Men det kan også, som i eksemplet nedenfor, være en gengivelse af noget sagt. Fortælleren gengiver i imiteret talesprog og således med ordstillingen som i en hovedsætning, hvad figuren har tænkt eller sagt, men i tredje person, altså med et 'han' eller 'hun' i stedet for et 'jeg'. Det kan være i form af en indre monolog, men det kan også eksempelvis være en kondenseret udgave (altså ikke et direkte citat) af længere replik. Herman Bang er en særlig prominent eksponent for denne måde at skrive på. Dækket direkte tale er således en mellemform mellem direkte tale (replikker) og indirekte tale: DIREKTE: Hun siger: “Jeg vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen!“ INDIREKTE: Hun siger, at hun fandme selv vil køre den brandbil ud i mosen. DÆKKET: Hun siger, at hun vil fandme selv køre den brandbil ud i mosen. I den direkte tale er der tale om et direkte citat, som typisk (men ikke nødvendigvis) er markeret med citationstegn eller eventuelt en talestreg. Fortælleren giver ordet til den talende figur, der derefter omtaler sig selv i første person, altså som 'jeg', og ordstillingen har hovedsætningsform, her med verballedet 'vil' før adverbialleddet 'fandme'. I den indirekte tale er der ikke tale om et direkte citat af en figurs udsagn, men om en gengivelse af det. Der er derfor ingen citationstegn eller talestreg. Fortælleren giver altså ikke ordet til nogen, men beholder det selv, hvorfor figuren omtales i tredje person, altså her som 'hun', og ordstillingen får ledsætningsform med verballedet 'vil' efter adverbialleddet 'fandme' I den dækkede direkte tale er der ligesom i den indirekte tale ikke tale om noget direkte citat, så der der er ingen citationstegn, og den angiveligt talende figur omtales eller omtaler sig selv i tredje person. Men ikke desto mindre har ordstillingen hovedsætningsform som i en replik. Verballedet 'vil' kommer altså før adverbialleddet 'fandme' og giver den på den måde et grammatisk præg af talesprog.

Falsifikationisme, kort

Falsifikationisme er en videnskabsteoretisk opfattelse fremlagt af filosoffen Karl R. Popper. Opfattelsen er et svar på induktionsproblemet, altså problemet med at bevise en hypoteses ved at fremvise et stort antal empiriske eksempler på dens gyldighed. Lad os sige, at jeg fremsætter den hypotese, at det er principielt umuligt at lave en vaccine mod HIV. Jeg henviser til det ene laboratorium efter det andet i England, Frankrig, USA, Rusland, Kina, Argentina, Egypten, Iran, Japan og Danmark, som alle uden held har forsøgt sig med sådan en vaccine. Men uanset, hvor mange eksempler jeg kommer med, kan jeg ikke godtgøre hypotesens universelle gyldighed. Man kan ikke slutte fra selv nok så mange enkeltstående observationer til en universel og eviggyldig teori, for hvem ved: Måske dukker der en dag en vaccine op i Vietnam.

I stedet for at forsøge at godtgøre sin teori induktivt mener Popper, at man efter bedste evne skal lede efter eksempler på, at den er fejlagtig. Man skal forsøge at falsificere sin teori. Hvis man selv efter grundige, tænksomme og behjertede falsificeringsforsøg ikke har kunnet finde kontraeksempler, altså eksempler på, at teorien ikke holder, er teorien ikke endegyldigt bevist, men det er dog godtgjort, at vi foreløbig kan fæste lid til den. Denne falsifikationisme stiller særlige krav til, hvordan en teori eller hypotese skal udformes for at kunne betragtes som videnskabelig. Det skal nemlig være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan falsificeres. Teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. Det skal være muligt at afprøve teoriens gyldighed. Den skal være falsificerbar. En lang række teorier og hypoteser lever ikke op til dette krav. De forholder sig til relationer, som vi ikke kan efterprøve, eller de er så upræcist og vagt formuleret, at de på den måde bliver uangribelige. Det gælder fx astrologien. Man kan argumentere ret overbevisende for, at teorien er forvrøvlet, men man kan ikke opstille et forsøg, som ved et bestemt udfald ville vise, at den er fejlagtig. Heller ikke psykoanalysen kan falsificeres. Eller MWI, teorien om at der findes et uendeligt antal af gensidigt uafhængige, parallelt eksisterende universer. Disse teorier, som ikke er falsificerbare, opfattede Popper som uvidenskabelige.

Universaliestriden, kort

Universaliestriden var en teoretisk uenighed inden for især den kristne, men også den muslimske og i mindre grad den jødiske skolastik i middelalderen.

Udgangspunktet for striden var Platons såkaldte idélære, som teologerne fremlæste den af dialogen Phaidon. Her argumenterer Platon for, at der foruden alle de individuelle enkelgenstande af en bestemt kategori også er en kategoriens idé. Foruden alle de enkelte heste, som vi ser i den sanselige verden, er der også en ‘hesthedens idé’, en ikke-sanselig, ideal hest, som alle de sanselige heste må ligne for overhovedet at være heste. På den måde har alle kategorier af sanselige genstande en usanselig idé, og disse idéer er ikke blot begreber i vores bevidsthed, men eksisterer realt, omend usanseligt forud for og uafhængigt af vores bevidsthed.

I middelalderen blev denne idélære indtænkt i de monoteistiske teologiers grundlag. Idéerne blev betegnet som universalier, og der blev indskrevet universalier af alle mulige slags i de religiøse læresætninger. Det kunne være leveregler og dyder, som også hver især havde et universalie. De såkaldte begrebsrealister hævdede nu det synspunkt, at universalierne i ontologisk forstand var transcendente idéer med selvstændig, altså bevidsthedsuafhængig eksistens.

Nominalisterne mente derimod, at universalierne var bevidsthedsmæssige abstraktioner, foretaget at den menneskelige bevidsthed. Lad os sige, at mennesket så hundredevis af heste, en var sort, en anden skimmel, men alle havde fire ben, mule, man og manke, og sådan abstraherede mennesket fra den enkelte hest og dannede sig forestillingen om den 'universelle' hest eller hestens universalie. Nominalisterne mente altså ikke, at universalierne eksisterede uafhængigt af menneskets bevidsthed.

Fremkomsten af nominalistiske synspunkter i kirken gav anledning til en århundrede lang strid med de traditionelle begrebsrealistiske positioner. Striden handlede i høj grad om kirkemagtens ubetvivlelighed. Hvis universalierne har selvstændig (guddommelig) eksistens, kan kirken bedre begrunde deres ubetingede autoritet, end hvis de blot er abstraktioner i den menneskelige bevidsthed.

I senmiddelalderen blev den realistiske position i stigende grad fortrængt af den nominalistiske, hvilket gradvis svækkede de kirkelige autoriteter og gav plads til en udogmatisk udvikling af naturvidenskaben og en sekulær stat.

Litteraturteoretisk bog på vej

Det er fem år siden, jeg vågnede op midt om natten, uvant klar i hovedet, men stærkt forundret over min drøm. Jeg havde drømt en definition på skønlitteratur, og selvom jeg er uddannet i filosofi, havde jeg aldrig tidligere drømt en definition på noget som helst. Jeg har tit drømt om skønlitteratur. Eller rettere: Jeg har tit drømt digte, og jeg har indimellem skrevet dem ned bagefter. Et digt, jeg drømte i 1986, sendte jeg med, da jeg i 2005 søgte ind på Forfatterskolen. Det kom ovenikøbet med i min debutroman fra 2007, så jeg stoler på mine drømme, fordi de ofte fortæller mig noget, som jeg kan få til at give mening, trods det tilsyneladende vanvid.

Men denne sommernat i 2017 drømte jeg en sætning, som ikke var det fjerneste vanvittig, men nærmeste skræmmende rationel. Så skrev jeg den ned, kiggede længe på den – og begyndte at tænke videre. Da solen brød frem på Madrids koksgrå himmel, havde jeg skrevet fem sider om, hvad skønlitteratur er og ikke er.

Det blev begyndelsen på flere års skriverier og ikke mindst selvstudier i min lille arbejdscelle. Jeg fandt artikler på nettet og bestilte bøger hjem fra Danmark, for jeg ville vide, hvad der var tænkt og skrevet om det emne, som jeg aldrig tidligere havde beskæftiget mig med og dårligt nok interesseret mig for. Det kom jeg til. Jeg uddannede mig i litteraturteori, eller i det hjørne af dem, som handler om, hvad der adskiller skønlitteratur fra alt andet og særligt fra faglitteratur.

Et par år senere havde jeg et bogmanuskript på cirka 400 sider, som forlaget Spring vedtog at udgive på grundlag af et smigrende peerreview. Det var jeg glad for, for Spring er absolut et af de bedste danske forlag, når det gælder udgivelse af litteraturteori.

Af forskellige grunde, som ikke har med forlaget at gøre, har udgivelsesprocessen ligget stille i et par år, men nu er bogen på vej. Den udkommer i år. Måske er du eller en af de bøger, du har udgivet, citeret i den.

Farvel til Enhedslisten fra medlem nummer 101

For første gang siden efteråret 1984, hvor jeg som 18-årig meldte mig ind i Venstresocialisterne, er jeg nu ikke medlem af noget parti. Ja, vel strengt taget siden jeg sammen med to venner i 1982 stiftede det ikke-marxistiske venstrefløjsparti Humanisterne. Vi var tre ivrige teenagere og blev aldrig flere, men vi havde et partiprogram og holdt møder på mit værelse. Hvis vi tæller det med, har jeg været medlem af et parti i 40 år. I dag har jeg meldt ud af Enhedslisten, som jeg var med til at stifte i 1989.

Min udmeldelse er som sådan ingen 'historie'. Dertil har jeg spillet for ligegyldig en rolle i partiet. Men jeg vil gerne forklare partikammerater, venner og diskussionspartnere fra de sidste mange år, hvorfor jeg ikke længere ønsker at være medlem. Praktisk grund Der er en banal praktisk grund, nemlig at jeg de sidste ti år har boet uden for Danmark og derfor ikke rigtig har haft nogen hverdag med og i partiet ud over de altid ubehagelige debatter i Facebookgruppen Stol På Det Røde Ø. Debatkultur Der er også en kulturel grund, som hænger sammen med den ovennævnte, nemlig at jeg ikke føler mig hjemme i Enhedslisten længere. Den evigt personlige og/eller taktisk inficerede debatkultur i partiet er ikke noget for mig. Jeg forsøger af bedste evne at diskutere politiske og organisatoriske problemer på en principiel måde, men det har ingen gang på jord i Enhedslisten. Der er altid en bagtanke med de interne debatter. Det handler ikke om sagen, men om hvilken gruppe inden for partiet, der kan vinde et point. Fra en side handler det om at fremstille partiledelsen og/eller folketingsgruppen så ufordelagtigt som muligt. Og fra en anden side, nemlig ledelsens og ledelsens støtters side, handler det om at fremstå ufejlbarlig, omtolke nederlag til sejre, udskamme medlemmer, som er uenige med ledelsen, og så i øvrigt inddrage menige medlemmer så lidt som muligt i beslutningerne, før de reelt er truffet. En principiel diskussion af politiske og organisatoriske emner, hvor emnerne diskuteres for deres egen skyld og ikke som våben i en magt- og fraktionskamp, finder man ikke i Enhedslisten. Og nu vi er ved fraktionskampene, så er partiet unægteligt også et trøstesløs ørken at navigere rundt i, når man ikke hører til nogen fraktion, men tager stilling til spørgsmål uden skelen til, hvem der måtte være enig eller uenig. Man skal altid kigges ud: Holder man i virkeligheden med de 'rigtig revolutionære' eller med det pragmatiske hængedynd i ledelsen eller Folketinget. Når uenigheder altid kædes sammen med tilhørsforhold til grupper, tendenser eller fraktioner, bliver diskussionerne aldrig ærlige. Synspunkter i en diskussion bliver blot til stedfortrædere for positioner i en magtkamp. Nu har jeg været vidne til det spil, siden jeg meldte mig ind i VS i 1984. Det gider jeg ikke længere. Jeg er ikke en del af nogen magtkamp, jeg har ingen magtambitioner overhovedet og er bedøvende ligeglad med, om den ene eller den anden fraktion i partiet scorer et point i diskussionen.

Den endeløse forlovelse Jeg orker heller ikke længere at være medlem af et parti, som ikke rigtig kan finde ud af at være et parti. SAP kalder sig ikke for et parti længere, men så vidt nogen overhovedet kan få at vide, hvad der foregår i den forening, fungerer de stadig som et parti i partiet. Det er ærligt talt en ynk, at vi ikke er nået videre med integrationen efter 33 år. Og det er efter min mening medvirkende til at skabe mistillid og dårligt arbejdsklima i Enhedslisten. Partileder og topstyring Der er også andre organisatoriske grunde til, at Enhedslisten ikke er mit parti mere. Og det er blandt andet den tiltagende topstyring. Hierarkiet i Enhedslisten bliver stadig mere udtalt. Vi har nu reelt en formand. Allerede Pernille Skipper titulerede offentligt sig selv som partileder, og Mai Villadsen har ikke gjort noget for at afmontere den opfattelse af, hvilken rolle folketingsgruppens politiske ordfører spiller. Skipper fyldte også rollen som partileder ud, fx da hun offentligt undsagde og udskammede Jonathan Simmel for en udtalelse, som på ingen måde var i modstrid med vores vedtagne program. Han havde nemlig ikke "talt om muligheden for en væbnet revolution i Danmark", men sagt, at der kunne tænkes en situation, hvor en demokratisk socialistisk stat blev nødt til at forsvare sit nyvundne socialistiske demokrati med våben. Og det er vel en ret banal konstatering, med mindre man er 100 % pacifist. Mon man kan finde en eneste borgerlig politiker, som i fulde alvor ville sige, at der ikke kunne tænkes en situation, hvor den danske stat skulle forsvare sit borgerlige demokrati med våben? Det gør staten jo de facto hele tiden. Og 100 % pacifistisk er Enhedslisten tydeligvis ikke. Det så vi ikke kun i Libyen. Nu har Enhedslisten for nylig stemt for at sende våben til Ukraine, og de ledende kadre har gjort det til vores de facto-politik, at vi ikke skal ud af NATO. Det er nemlig et populært synspunkt, mens det ikke er populært at ville forsvare et socialistisk demokrati. Jeg har aldrig mødt denne Simmel, er ikke i fraktion med ham og har aldrig stemt på ham i interne valg, men den formandsagtige måde at 'løse' en konflikt på ved at tromle en 'underordnet' uden at lytte, støtte og prøve at forstå, viser meget godt, hvad det er for en rolle, folketingsgruppens politiske ordfører har fået. Banke på plads-kulturen Vi har fået en banke på plads-kultur i partiet. Folketingsgruppens politiske ordfører skal banke medlemmer på plads, hvis de udtaler noget, som hun ikke synes er opportunt for partiet. Det behøver ikke engang at være noget, som strider mod partiets vedtagne politik. Hvis blot det er noget, som hun er bange for kan være upopulært, så må hun banke på plads. Det er endnu aldrig set, at ordføreren i stedet har forsøgt at forstå og tolke det upopulære (måske lidt for nuancerede) udsagn så venligt som muligt over for pressen. Tværtimod skal disse slemme udsagn altid fordrejes af ordføreren og fremstilles så ufordelagtige som muligt – og så får de ellers hammeren. Det er en organisationskultur, der er svær at skelne fra Dansk Folkepartis, og den er dræbende for engagement og åben diskussionslyst. Ordføreren kunne i stedet være en kammerat og forsøge at forstå de upopulære udtalelser ud fra deres intentioner. Eller bare nøjes med at sige, at sådan mener det eller det medlem, Enhedslisten er et bredt parti med mange forskellige anskuelser, og så i øvrigt slå fast, hvad der er partiets vedtagne politik. Men sådan tør vi ikke gøre i Enhedslisten. Vi banker på plads. Så ser vi stærke ud. Og vi ligner alle de andre. Mediemaskinen Partiet skal være pæn mediemaskine, som ikke giver mislyde fra sig. Der må ikke slippe udsagn fra medlemmer ud til pressen, som kan virke anstødelige eller ude af trit med, hvad den pæne, moderne hipstermidte i københavnsk politik tænker. Og budskaberne fra partiets medlemmer må for alt i verden ikke være komplekse. Verden skal skildres enkelt og deles op i sort og pink. Alle andre farver er for svære for vælgerne at håndtere og kan derfor let blive fejlfortolket. Vi må for alt i verden ikke sige noget, som er svært at forstå, første gang man hører det. Sådan bliver ingen klogere, og de menige medlemmer fungerer som ligegyldige, brægende får uden nogen betydning for politikudviklingen overhovedet, men vi risikerer ikke at skubbe midtervælgerne fra os i processen. Topstyringen Og under den politiske ordfører har vi så gruppeledelsen, og under gruppeledelsen selve folketingsgruppen, som vedtager selv store reformprogrammer uden om den valgte ledelse. Derfor er Hovedbestyrelsens magt svundet ind. HB er politisk svækket over for folketingsgruppen, fordi MF'erne er fuldtidsansatte og dertil har en hær af fuldtidsansatte politiske sekretærer. HB's egen hær af ansatte er Landskontoret, som IKKE er politiske, men organisatoriske medarbejdere og derfor ikke styrker HB politisk i nævneværdigt omfang. Organisatorisk spiller HB heller ikke den store rolle, da de mødes for sjældent til at kunne fungere som organisatorisk ledelse for partiet. Den rolle har FU. Årsmøderne er partiets formelt set øverste myndighed, men stærke kræfter i ledelsen forsøger løbende at svække dets reelle magt, fx ved at foreslå, der skal kun være årsmøde hvert andet år. Lad os se, om det bliver til noget. Og lad os se, om de permanente angreb på partiets rotationsregler bliver til noget. Foreløbig er forslagene stemt ned på Årsmødet, det er godt, men de bliver ved med at dukke op og som oftest lanceret af magtfulde medlemmer, hvis egen magt vil blive befæstet af de foreslåede ændringer. I stedet for at være stolte af vores partidemokrati, fejre det, prale af det, udvikle og udvide det og invitere medlemmerne til at benytte sig af det, er man nødt til konstant at forsvare det mod dets stærke fjender i partiet. Det er altsammen en del af spillet om magten. Det spil har sin egen inerti, hvor ledelsen i stadig stigende grad får held til at styrke deres egen position og holde de menige medlemmer fra fadet.

Hvorfor er topstyringen et problem? Ja, det er den naturligvis, fordi partiets overordnede mål netop er at nedbryde de hierarkiske strukturer i samfundet og altså fremme en mere flad magtfordeling. Det er vanskeligt med troværdighed at arbejde for noget, man ikke praktiserer selv, noget som man tydeligvis ikke rigtig tror på.

Topstyringen resulterer også i en passivitetskultur. Hvem gider at være aktiv, når man ingen indflydelse har? Enhedslisten er i dag ikke et aktivistparti, men en vælgerforening med en professionel hat på, et parti som så mange andre. Det er der nu flere grunde til. Mange tidligere aktivistopgaver løses nu af Landskontorets ansatte. Hvorfor skal Landskontoret eksempelvis arrangere årsmøderne? De gør det fint, men for mig at se ville det være langt sundere for partikulturen, hvis den opgave gik på skift mellem afdelingerne, eller mellem de afdelinger midt i landet (fx på IC-strækket fra Odense til Aarhus), som har flere end 50 medlemmer. Det kan sådan en afdeling sagtens klare. Jeg har selv været med til at arrangere årsmøde som en del af både Odense- og Århus-afdelingen. Det behøver ikke at være så strømlinet og tv-rettet, som årsmøderne er i dag. Man kan sagtens både holde møde og overnatte i en idrætshal. At deles om store praktiske opgaver af den type er kun godt for sammenholdet og aktivistkulturen i afdelingerne. Topstyringen fører desuden til politisk og organisatorisk fantasiløshed, fordi medlemmernes initiativer drukner på vej op gennem hierarkiet og aldrig bliver til noget. Ledelsen kan bedst lide deres egne idéer, så det er dem, der bliver vedtaget. Derfor er det i dag en langt mindre (og mere indspist) kreds af personer, som bidrager med væsentlige politiske og organisatoriske initiativer end før, og derfor ligner det hele mere eller mindre hinanden og bliver gråt i gråt. Naturligvis er der forskelle fra afdeling til afdeling. Der er også mange lyspunkter (det manglede bare). En ven fra Odense-afdelingen fortæller mig, at de i praksis arbejder med en flad struktur, men på landsplan er det en anden sag. Smide ud-kulturen – Intolerance og ensretning Skal man smides ud af Enhedslisten, fordi nogen mener, man opfører sig træls? Enhedslisten har et generationsproblem. Kommunikationen mellem den unge og yngre magtelite i partiet og de udgrænsede ældre medlemmer fungerer i det store hele ikke. Og partiets ledelse har valgt at løse problemet ved at smide de ældre medlemmer ud, som ikke opfører sig i henhold til de yngre medlemmers adfærdskodex. Et eksempel på det er eksklusionen af Viggo Jonasen. Der er intet i den adfærd, som har ligget til grund for eksklusionen af Jonasen, der ligger ud over, hvad der var helt almindelig, småtræls adfærd, da han meldte sig ind i Enhedslisten i 1993. Femogtyve år før sin indmeldelse i Enhedslisten, hvor Jonasen begyndte som politisk aktiv, ville man ovenikøbet næppe have rynket brynene over den adfærd. En af hovedankerne mod Jonasen har været, om han har kaldt Laura Bryhl for ‘studine’ flere gange eller kun en. Om han så har kaldt hende ‘studine’ tyve gange, så er det ikke eksklusionsgrund. Når Jonasen har kaldt Bryhl sådan, så skyldes det naturligvis, at han mener, hun er for ung og muligvis ikke er sin opgave voksen. Det har han lov til at mene. Han har også lov til at sige, at han mener det, for hun har valgt at stille op til et vigtigt politisk embede, hvor hun må være forberedt på, at dem, hun skal repræsentere, ikke nødvendigvis synes, hun er god til det.

Det betyder ikke, at det er i orden, at udtrykke sin mangel på respekt på den måde, som Jonasen har gjort. I stedet for at være træls, kunne han have valgt at bakke hende op og bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe hende i gang med den svære opgave, det er at repræsentere Enhedslisten i Aarhus Byråd. Det hævder han også selv, han har gjort. Hun mener tilsyneladende noget andet.

At Jonasen har kaldt Bryhl for studine, har partiet (HB) defineret som sexisme. Det var sexisme, fordi studine er et kønsspecifikt ord. Og denne temmelig radikale opfattelse må man end ikke sætte spørgsmålstegn ved. Da jeg i en debattråd i Ø'erne (en Facebook-gruppe for tilhængere af Enhedslisten) skrev, at jeg ikke opfattede det som sexisme, men som en magtkamp mellem to partimedlemmer, som begge ønskede at definere Enhedslistens politik i Aarhus Byråd, var der straks en partikommissær, der gjorde mig opmærksom på, at det ikke var i orden at skrive, at man ikke mente, der var tale om sexisme. Det måtte man simpelthen ikke mene. Havde et ikke-mandligt partimedlem anklaget et mandligt medlem for sexisme, ja så var det simpelthen sexisme, og det kunne ikke betvivles. En anklage var altså lig med en dom, og ikke blot en dom, men også en dom, som ikke måtte betvivles.

Når det er den opfattelse af en retsproces, vi praktiserer internt i partiet, er det ikke så sært, at partiets retspolitik reelt er brudt sammen.

Og det var en dom med alvorlige konsekvenser, for når Jonasens adfærd således var defineret som sexistisk, kunne han smides ud af partiet. De unge, som bliver politisk aktive i dag, vil ikke finde sig i den omgangstone, som for en generation siden var helt almindelig. Det kan jeg godt forstå. Jeg har altid syntes, at omgangstonen i Enhedslisten var træls. Det var den bestemt også i VS, hvor jeg var aktiv før Enhedslistens tid. Det er godt, at den politiske kultur udvikler sig på en måde, så flere kan holde ud at være i den. Men hvis man smider alle dem ud af partiet, som de unge synes er trælse, mister man viden og erfaring, som det ville være klogt at tage med sig fra generation til generation. Man skaber også en kultur, hvor ingen rigtig tør være anderledes eller sige noget, der kan opfattes som kontroversielt af den yngre generation, som har magten i partiet. Der findes bedre måder at håndtere et ungt medlem, som man ikke synes er parat til opgaven, end at kalde vedkommende for student eller studine. Det burde Jonasen lære sig. Nu er han imidlertid bare smidt ud. Men der findes også bedre måder at håndtere den adfærd, som ældre medlemmer slæber med sig fra deres ungdom, end at smide dem ud af partiet, blot fordi man finder den træls. Man kunne eksempelvis forklare dem, at man ikke bryder sig om at blive kaldt studine eller få antydet, at man er valgt til sin tillidspost på grund af sit udseende. Forklare at den adfærd er ydmygende og nedværdigende. Og hvis det ikke hjælper, eller hvis man ikke bryder sig om selv at tage den samtale, så kan man bede sin lokalbestyrelse om at gøre det. Det kan tage lang tid for ældre mennesker at vænne sig til en ny adfærd og omgangstone. Nogle lærer det aldrig. Nogle vil ikke, fordi de simpelthen ikke bryder sig om de nye normer. Men hvis det lykkes at ændre den generelle adfærd til det bedre, så det, man opfatter som træls, bliver undtagelsen i stedet for reglen, skal vi være godt tilfredse. Og så er virkeligheden jo så brutal, at dem, der ikke kan eller vil affinde sig med nye normer, ofte kommer til at sidde ved et bord for sig selv, lige som de besværlige eller småtrælse onkler og tanter får hinanden til bords ved familiefesten. Enhedslisten bliver et fattigt og verdensfjernt ekkorum, hvis partiet ikke har plads til dem, som flertallet opfatter som trælse. Udvalgene Passivitetskulturen har også politiske konsekvenser. Politikudviklingen foregår på og omkring Christiansborg. Aktivitetsniveauet i de politiske udvalg er næppe højere i dag, end da Enhedslisten havde 2000 medlemmer. Et retspolitisk udvalg har vi slet ikke! Det gik op for mig, da jeg ville skrive til partiet og insistere på at gentænke den nye borgerligt populistiske retspolitiske linje, som Enhedslisten har valgt. Og her kommer vi til endnu en grund til min udmeldelse: Enhedslisten har ingen politik, der er værd at tale om, på det område, som interesserer mig mest, nemlig retspolitik. Populistisk retspolitik Retspolitikken ser jeg som fundamental for enhver civilisation. Det er den, der skal hæve vores adfærdsregulering op til et niveau, hvor hævn og vilkårlighed ikke råder. En hjørnesten i retspolitikken, hvis man hører til venstrefløjen og altså vil kæmpe for samfundets svageste medlemmer og ikke kun for den pæne middelklasse, er forsvaret for retssikkerheden. Retssikkerheden er borgernes garanti for ikke at blive udsat for magtovergreb for statens side, altså at man eksempelvis ikke bliver bliver dømt for en forbrydelse på et falskt, konstrueret eller utilstrækkeligt grundlag. Den skæbne har det altid været samfundets svageste, de fattige, de udstødte og de ringeagtede, der stod i fare for at lide. Og sådan er det stadig. Traditionelt har venstrefløjen set det som sin opgave at almengøre, sikre og udbygge de rettigheder, som borgerne har over for staten i en retssag, for at imødegå de magtovergreb. Men retspolitikken er i frit fald hos Enhedslisten, og det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at partiet har bevæget sig i retning af at forsvare middelklassens interesser i stedet for de svagestes, og middelklassen har ikke samme brug for retssikkerhed og lighed for loven, for de har ressourcer til at klare sig på anden vis. Retssikkerhed er dog ikke kun et klassespørgsmål, men også et spørgsmål om at turde forsvare dem, som ingen kan lide, og som ingen andre vil forsvare: de udstødte, de kriminelle, de psykisk syge og de perverse. At sørge for, at også de får en retfærdig rettergang – og en rimelig og forholdsmæssig dom, hvis de har begået kriminalitet. Men heller ikke den type ubehageligheder vil det pæne middelklasseparti forbindes med. Problemet er, at hvis venstrefløjen ikke gør det ubehagelige arbejde, så er der ingen, der gør. Lad mig give et enkelt eksempel. Da det gik op for mig, at partiet ikke har noget retspolitisk udvalg, skrev jeg først til partiets retspolitiske ordfører, Rosa Lund, som ikke svarede. Så skrev jeg til partiets retspolitiske sekretær på Christiansborg og bad om en forklaring på endnu en populistisk nyskabelse fra Enhedslistens side. Jeg havde set, at Enhedslisten, 'venstremidten' og Venstre havde vedtaget, at børn under 15 ikke har nogen vilje eller seksualitet. Derfor skal sex, som voksne over 22 år har med børn, nu ikke længere alene ses som pædofili, men også som voldtægt. I alle tilfælde. "Børn kan selvfølgelig ikke samtykke til sex! Nu bliver loven endelig ændret, så det altid er voldtægt hvis en der er ældre end 22 år, tiltvinger sig samleje med et barn der er under 15 år," skriver Enhedslistens retspolitiske ordfører, Rosa Lund på Facebook. Jeg ville høre, om Enhedslisten virkelig mente, at hvis en 22-årig kvinde og en tidligt moden 14-årig dreng forelskede sig og havde sex med hinanden, så var der ikke blot tale om sex med en mindreårig (hvilket er alvorligt nok og i jo forvejen var strafbart), men altså ligefrem voldtægt. Altså en forbrydelse på linje med samleje tiltvunget med vold. Det er ikke et forslag, man vil have vanskeligt ved at vinde folkelig opbakning til, for vi hader allesammen de pædofile. Ingen kommer til at tale deres sag på de sociale medier, for gør man det, vil man straks blive mistænkt for selv at have at have en rem af huden. Men det er uklogt at vedtage, at verden er på en måde, som den ikke er i virkeligheden. Uanset hvordan Enhedslisten og alliancepartnerne ønsker, at virkeligheden er, så forbliver den den samme. Og virkeligheden er, at børn i visse tilfælde de facto samtykker til sex med voksne. Mange drenge på 13-14 år har lyst til sex med kvinder over 22, fx en ung lærerinde, tro mig. Børn har faktisk en egen lyst og vilje. Og (især store) børn har også en seksualitet. I visse tilfælde tager børn ligefrem initiativet til sex med voksne. De kan sågar forelske sig i voksne. Og omvendt. Vi bryder os ikke om det. Men virkeligheden er, at det sker. Når det sker, skal voksne naturligvis ikke godtage børns samtykke til sex, for voksne skal ikke have sex med børn. Det tror jeg, at nærmest alle er enige om. Derfor var voksnes sex med mindreårige da også allerede ulovligt og strafbart. Det var også allerede strafbart i de tilfælde, hvor børnene selv vil. Og sådan skal det være. Strafferammen for voksnes sex med børn er (så vidt jeg har kunnet google mig til) på op til 8 års fængsel. Der er derimod en strafferamme på op til 12 års fængsel for voldtægt af børn. Det har hidtil været defineret som to forskellige forbrydelser med hver sin strafferamme, netop fordi børn faktisk er mennesker og har en egen lyst og vilje. Og den lyst og vilje forbryder voldtægtsmanden sig imod, fordi han ikke respekterer sit offers vilje, og fraværende lyst og samtykke. I tilfældet med det forelskede unge par er forbrydelsen af en fundamentalt anden karakter. Det her er blot et eksempel på Enhedslistens leflen for en folkestemning på det retspolitiske område. Vi vedtager noget, som klinger godt. Følelser, som er nemme at forstå. Hævn over dem, vi ikke kan lide. Så meget hævn som muligt. Sekretæren sendte mig i øvrigt et goddag mand økseskaft-svar om, at det unge par da bare kunne have ventet. Ja, de kunne de da. Men vores retspolitk handler ikke om dem, der aldrig gør noget forkert, men om hvordan vi forholder os til dem, der de facto overtræder vores normer og regler. Dette er blot et af mange eksempler på, at der i dag ingen principiel forskel er på Enhedslistens retspolitik og den populistisk borgerlige.

'Identitetspolitik' Der er ting, man ikke kan overlade det til børn at tage stilling til. Børn skal fx ikke giftes, uanset hvor forelskede de måtte være i en klassekammerat, for den type forpligtelser, som rækker langt ud i livet, kan man ikke overskue som barn. Og et barn skal ikke beslutte sig for, om han eller hun skal være brandmand, læge eller cirkusartist. Børn skal have lov at lege med alle de roller, de kan indtage som voksne, og det gælder om at holde alle relevante muligheder åbne så længe som muligt (i virkeligheden også som voksen, men det er en anden og langt mere kompliceret sag). Sådan er det også med kønsidentitet og seksualitet. Børn skal ikke låse sig fast på en bestemt kønsidentitet, men skal tværtimod have lov at lege med alle mulighederne og udforske de former for adfærd, som kunne knytte sig til de muligheder. Allerhelst skal de have mulighed for at skubbe til grænserne for, hvilke former adfærd der knytter sig til et bestemt køn, sådan at de ikke føler sig tvunget til at opfatte sig som en pige, fordi de kan lide kjoler og dukker. Voksne må gerne hjælpe dem med at forstå, at kønsspecifik adfærd ikke er en fastlåst størrelse, og at man sagtens kan være en pige, selvom man kan lide at køre traktor, spille fodbold eller kysse med en veninde. Vi skal ikke indsnævre udfaldsrummet for maskulin eller feminin adfærd ved at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn. Det er efter min opfattelse en indsnævring, et overgreb på børnenes legende, grænsesøgende og udforskende tilgang til deres egen identitet. Det er simpelthen ikke noget, børn skal låse sig fast på. Og derfor går Enhedslisten idé om at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn efter min mening helt galt i byen. – og den tilhørende angstkultur Der hører en særlig angstkultur til Enhedslistens højtprofilerede identitetspolitik. Hvis man ytrer sig tvivlende eller ligefrem opponerer mod dele af den, kan man være stensikker på at blive udskammet og personligt angrebet af dens bannerførere. Det er simpelthen ikke et politikområde, som kan diskuteres på en saglig og civiliseret måde i partiet. Det opfattes tydeligvis som helt i orden at nedgøre og affærdige eventuelle skeptikere med henvisning til deres køn, seksualitet, alder og etnicitet, i hvert fald hvis der er tale om en ældre, hvid heteroseksuel mand. Disse er nemlig ikke individer, der skal stå til ansvar for deres egne handlinger, men en gruppe af privilegerede, der skal stå til ansvar for deres køns og deres etnicitetsgruppes handlinger gennem tusinder af år.

Alt er tilladt i forsvaret for den nye identitetspolitik, mens det ikke rigtig er tilladt at stille spørgsmålstegn ved den.

Denne debatkultur har i sagens natur fremkaldt en angst for at blande sig i debatten om 'identitetspolitik' i partiet, hvis man ikke er enig med de ordførende. Det er usundt for de personlige relationer i partiet, men er også et politisk problem, for det betyder, at 'frontløberne' inden for dette felt har dannet sig et ekkorum, som nærmest ingen i partiet forsøger at slå hul ind til, og derfor glider vidtgående forslag som det om juridisk kønsskifte for børn bare igennem uden nogen nævneværdig debat i partiet.

Hævn-woke

Og fordi ældre hvide, heteroseksuelle mænd ikke er individer, men kun repræsentanter for et segment, er det i Enhedslisten i orden at hævne sig på dem som gruppe. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når Enhedslisten i Aarhus på en generalforsamling laver en særlig talerliste for mænd for at begrænse mændenes taletid.

Det vi nu skal i Enhedslisten er nemlig ikke at afskaffe undertrykkelsen, men at undertrykke det segment, som flertallet af de tidligere undertrykkere kommer fra. Og altså ikke på individer, som personligt har gjort noget forkert, men på en gruppe. Et nyt, forsagt, mandligt medlem af partiet, som aldrig tidligere har sagt et ord på et partimøde, skal have begrænset sin taletid, alene fordi han er mand. Tidligere har partiet styret de dominerende debatører ved at have individuelle restriktioner, sådan at man personligt kunne nægtes adgang til talerstolen, hvis man havde stået der for ofte eller for længe. Men det er ikke længere nok. Nu skal vi ikke skabe ligestilling og frigørelse. Vi skal ikke nedbryde hierarkier og magtstrukturer, men indsætte et andet segment i toppen. Vi skal hævne os. Forbudspolitikken Partiets parlamentariske politik bevæger sig langsomt væk fra det frisind, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen. Enhedslisten er nu i fuld gang at udvikle sig til Danmarks nye forbudsparti. Det giver selvfølgelig god mening, hvis man vil vinde de traditionelle socialdemokratiske vælgere over på sin side. Men så kan man ikke samtidig være frisindets parti. De to ender kan man aldrig rigtig få til at nå sammen. Et lille eksempel er den nylige tilslutning til regeringens forslag om at forbyde tobak. Den vil man forbyde på den optimalt umyndiggørende måde: Jeg glæder mig allerede til om tyve år. Så vil jeg stå på en tankstation i Aabyhøj og bede kunderne om at vise ID, når de vil købe cigaretter. – Hovsa, lille ven. Den var ikke så god! vil jeg sige. – Du er jo kun 31. Hvis du skal have de smøger, må du bede din far om at komme ned og købe dem for dig. Ja, og ellers kan du jo smutte ind til pusherne i Mølleparken. Trist er det, at regeringen ikke selv ved, at den er morsom. Og i grunden overraskende, at Enhedslisten tilsyneladende tager den type politik alvorligt. Antiaktivisme Man vil ikke deltage i demonstrationer for sin egen politik, hvis det kan virke anstødeligt. Man tager afstand fra fredsdemonstrationer, hvis de skal defilere forbi både den russiske OG den amerikanske ambassade. For så har man jo næsten sagt, at amerikanerne er lige så slemme som Putin. Hvad så? Hvis man melder sig ud af Enhedslisten, fordi man har fundet ud af, at man er reformist, er der jo hele to socialdemokratier, man kan melde sig ind i. Er man trotskist, kan man (i det mindste) vælge mellem IS og SAP. Er man gammelkommunist, kan man jo altid besøge et af Stalin-museerne, og har man fundet ud af, at man er langt mere grøn end rød, kan man melde sig ind i et Uffe Elbæk-parti. Selv de renlivede anarkister har flere muligheder. Men hvis man er en antiautoritær, udogmatisk venstresocialist, har man ikke andre steder at gå hen end Enhedslisten. Så nu er jeg partiløs for første gang siden 1984. Det er en sær følelse, for selvom jeg har boet i udlandet siden 2011 og partilivet derfor ikke har været en del af min hverdag i mange år, har jeg hele tiden følt, at jeg hørte til her. Det gør jeg bare ikke længere.

Fra Fiskesvær til Torskechips

Da jeg i efteråret 2016 begyndte at skrive romanen Afstande over vand, som handler om mikrobiologen Tom, der efter mange år i USA vender hjem til Tissø med en plan om at producere 'fiskesvær', fandtes produktet ikke.

Toms idé var at bruge sin fiskesværsfabrik som økonomisk løftestang for en udviklingsplan for det erhvervsmæssigt hendøende Vestsjælland. Området skulle være et nyt kulturelt vækstcenter i Danmark, men produktion af fiskesvær var første led i planen.

Tom havde fået idéen, fordi han kunne se, at stadig flere danskere af forskellige grunde holdt op med at spise svinekød, og da han selv var glad for at spise sprødstegt fiskeskind, tænkte han, at det kunne være en god afløser for de tidligere så populære flæskesvær. Det kunne være et godt produkt til tiden.

Da min forlægger, Christel, planlagde en udgivelsesreception for bogen den 6. marts 2020, ville hun have caféen til at lave fiskesvær til gæsterne. Det kunne ikke lade sig gøre, men i sin søgen efter et sted, der ville tilbyde den service, fandt hun til gengæld ud af, at der et forblæst udsted på den nordvestengelske kyst i 2018 faktisk var indledt en produktion af et tilsvarende produkt. Englænderne havde altså fået den samme idé som den fiktive Tom fra romanen. De producerede ganske vist kun for det lokale marked og eksporterede altså ikke, men Christel fik dem overtalt til at sende en vareprøve til København, så vi kunne smage det til receptionen på Café Pyt i Sydhavn.

Det sidste par år er det gået stærkt. Produktet har bredt sig, og nu kan man også købe en dansk variant. Den 6. november 2021 sendte min kollega og gamle fodboldkammerat Peter mig dette billede af en pose Torske Chips, som man altså nu kunne købe i Irma. I år har flere venner sendt mig billeder af det samme.

Det er sjovt og gør mig glad, at den lidt skøre tanke, jeg fik for fem-seks år siden, og som ingen rigtig troede på, når jeg fortalte om den, faktisk har vist sig profitabel. Romanen blev i øvrigt rigtig flot modtaget af de mange bogbloggere, som anmeldte den, men den fik ikke en eneste avisanmeldelse og blev i det store hele ikke solgt. Skulle jeg have tjent penge på min idé, havde det været klogere at gøre som Tom og tage patent på fiskevær-konceptet i stedet for at skrive en roman om det.

Foto: Peter Højrup

Oppositionen i Rusland

Måske kunne den næste store indsamling eller støttekoncert blive til fordel for den demokratiske russiske opposition. Det kunne være fredsbevægelsen eller kvindebevægelsen i Moskva, som er dem vi hører mest om, eller begge dele. Det kunne også være nogen, som vi ikke hører så meget om. Men det skal naturligvis være nogen, der ikke deler Putins stormagtsdrømme.

Det er vigtigt at give den russiske opposition en stemme i verdensoffentligheden. Det er vigtigt at give dem synlighed, fordi det gør det mere omkostningsfuldt for regimet at undertrykke dem og kaste dem i kachotten.

Kunne man invitere oppositionens repræsentanter til Danmark for at fortælle om deres arbejde, måske sammen med oppositionelle russiske kunstnere?

Hvis de vurderer, at det er for farligt for dem at turnere i Vesten nu, kunne man finde andre måder at give dem international opmærksomhed og støtte på. Fx med Internetbegivenheder.

I 1985 var jeg på skolerejse i Prag med Krogerup Højskole. En dag spurgte min lærer mig pludselig, om jeg ville med til et hemmeligt møde med Charta 77. Det var dengang den stærkeste stemme i den demokratiske opposition til det kommunistiske regime. Dem havde min lærer kontakt til via Venstresocialisterne, som arbejdede sammen med Charta 77. Min lærer inviterede mig med, fordi vi begge var medlemmer af VS. Den kontakt til den vesteuropæiske venstrefløj var vigtig og med til at styrke den demokratiske opposition i Tjekkoslovakiet.

Noget tilsvarende gjorde sig gældende i Polen, hvor den danske venstrefløj (vist især trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti) havde forbindelser til den oppositionelle fagbevægelse Solidarność. Både Charta 77 og Solidarność spillede en afgørende rolle i de kommunistiske regimers sammenbrud og Tjekkoslovakiets og Polens overgang til mere demokratiske styreformer. Og begge bevægelser var helt afhængige af Vestens opmærksomhed og støtte for at kunne spille den rolle.

Dengang var det kun den yderste venstrefløj i Danmark, der gad at samarbejde med disse bevægelser i Østeuropa. Men i dag er der måske en chance for, at støtten til den russiske opposition kan samle lidt bredere opbakning.

Måske kunne partier i Folketinget gå sammen om at etablere sådan et samarbejde, så der kom en stærk organisatorisk ramme om det. Måske endda sammen med danske fagforbund, Amnesty International, PEN, Brandesselskabet, Internationalt Forum, Aldrig Mere Krig og andre, der arbejder for fred og demokrati.

I sidste uge hørte vi om flere tusinde fredsdemonstranter, som var blevet arresteret i Rusland. Hvis vi ignorerer dem, er det ingen sag for regimet at holde dem nede. Ganske som med de sovjettiske systemkritikere i sin tid. Dem, som kom i Vestens søgelys, havde bedre chancer for at overleve. Den russiske opposition er lille og undertrykt, og netop derfor er det vel vigtigt at støtte den. 

Den aktive oppositionen til Putin har ikke flertal i Rusland. Langt fra. Det havde den aktive opposition til de kommunistiske regimer i Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland heller ikke før til sidst, hvor de turde tro på, at en forandring var mulig, men havde det ikke været for Vestens lys på den lille opposition, fx Charta 77 i Tjekkoslovakiet, i årene inden, er det nok tvivlsomt, om de havde overlevet. 

Sakharov overlevede som systemkritiker i Sovjetunionen, men havde han gjort det, hvis man ikke fx havde givet ham Nobels Fredspris i '75? Det er nok tvivlsomt. 

Det var den indre oppositionen der i sidste ende væltede de kommunistiske regimer i Rusland og Østeuropa. Oppositionen og en dyb økonomisk krise. Det var ikke våben. Og et godt bud er nok også, at den bedste chance for at vælte Putins regime er gennem støtte til den indre opposition og hårde økonomiske sanktioner. 

Der er derimod vanskeligt at se en god udgang på en krig. En krig mellem NATO og Rusland vil være altødelæggende, og en krig i mindre skala, hvor Ukraine kæmper alene mod Rusland, er det til gengæld vanskelig at forestille sig, at Ukraine kan vinde. Og selv sådan en 'mindre' krig er potentielt katastrofal, hvilket branden på Zaporizjzja-atomkraftværket vel meget godt illustrerer.

Jeg blev i øvrigt ikke nogen frihedshelt i 1985. Jeg gik ikke med til mødet med Charta 77, fordi jeg hellere ville gå en tur på Karlsbroen med en pige, jeg godt kunne lide.

First mover på Facebook

Jeg har ikke været 'first mover' på ret meget. Men på Facebook var jeg den første. Ja, ikke den første i verden, det var ikke mig, der opfandt det, og jeg var heller ikke den første bruger, men jeg var den første i min bekendtskabskreds og en af de første i Danmark.

Det er 15 år siden nu, det må have været i januar 2007, hvor en god norsk bekendt, Lars Fr. H. Svendsen, gjorde mig opmærksom på eksistensen af denne nye form for offentlighed. Hvis jeg som han registrerede mig her, kunne vi altid finde hinanden igen, selv når vi begge havde skiftet e-mail-adresse og telefonnummer. Så det gjorde jeg.

Men det var en lidt sølle offentlighed, hvis jeg kun var i kontakt med Lars derude, så jeg gik i gang med at sende e-mails rundt til venner og bekendte for at rekruttere flere medlemmer. I første omgang henvendte jeg mig til mine kammerater fra Forfatterskolen og til andre, jeg kendte fra det unge, københavnske forfattermiljø.

Det var umuligt at forestille sig, hvor stort det skulle blive.

Min tanke var, at vi kunne skabe en skrivestue sammen her. Det skulle være en forlængelse af den fælles skrivepraksis på Forfatterskolen. Vi skulle skabe et skumbad af fiktive bobler, som vi kunne stikke hovedet ind i på skift og fortælle, hvad der faldt os ind. En flygtig form for skrift, der levede, til boblen bristede og vi stak hovedet ind i en ny, men ikke skrift, der blev bevaret for eftertiden. Sådan forestillede jeg mig, at det ville blive.

Og i begyndelsen var der ansatser til det. Eller til noget lignende. I de første uger oprettede en masse nysgerrige forfattere profiler på Facebook og begyndte at skrive sammen her. Og der opstod hver dag nye måder at bruge mediet på. Nogen oprettede fiktive profiler og skrev med en fiktiv stemme. Der blev længe gisnet om, hvem Ejler Nyhavn i virkeligheden var. Altså i virkeligheden uden for Facebook. De fleste mente, at han måtte være Peter Adolphsens alter ego, fordi der gik frasagn om en versroman, der var på vej af Adolphsen og denne Nyhavn, Katalognien kom den til at hedde. Nyhavn var en af de flittigste skribenter i den danske Facebook-forfatteroffentlighed, og en af de bedste. Værd at huske er fx hans oneliner-opdateringer om, hvad han i det pågældende øjeblik angiveligt foretog sig. De kom i en periode med flere gange dagligt med minuttallet påtegnet. Det kunne læses som en kritik af Facebooks selvudstillinger, men kunne lige så godt læses som en hyldest til denne nye offentligheds muligheder. Under alle omstændigheder var det et digt, vi læste, mens det blev til. Og så kunne man ikke finde ham på Krak. Det var provokerende. Disse spekulationer er registreret i Wikipedia-opslaget om Ejler Nyhavn, hvor gætterierne hverken af- eller bekræftes. Men Nyhavn er ikke Adolphsen, men tværtimod kunstnernavnet for en ganske selvstændig eksistens med en digter-, musiker og oversætterpraksis af højeste karat.

Nyhavn var virkelig nok og gjorde også Facebook levende. Men nu vrimlede det med fiktive figurer, skabt af forskellige forfattere, som tog Facebook-mediet til sig og undersøgte, hvordan det kunne bruges kunstnerisk. Man må mistænke Knud Steffen Nielsen for at være ophavsmand til mange af de bedste og mest sejlivede af dem.

Det var ikke kun med disse fiktive figurers stemmer, at de litterære dialoger udviklede sig og bredte sig som fladlus på en højskole. Facebook inviterer jo til en flygtig skrift i kommentarspor, som er glemt og ofte ikke længere til at finde efter en uge, og det er i det store hele godt det samme, men jeg fortryder, at jeg ikke kopierede og gemte Knud Steffen Nielsens dialoger med Lars Bo Nørgaard. Det er noget af den vildeste og mest levende dialog-litteratur, som opstod og forsvandt på Facebook, sjældent udtalt af fiktive figurer, men alligevel med en på samme tid egen og fiktionaliseret stemme, kærlig, brutal og helt ude i hampen. Heldigvis er dele af den årelange tekstudveksling bevaret i Nielsens bog Kaptajn Kugeln.

Også andre har udviklet glimrende litterær skrift på Facebook. Peter H. Olesen, ikke mindst, med skarpe, kontrære opslag, som godt kan tåle at blive læst mere end en gang. Eller Per Lau Jensens selvironiske fiktioner om livet som feteret forfatter.

I dag bruges Facebook til alt. Jeg bruger den selv til alt. Men det betyder ikke, at den så er ophørt at med at være et litterært eksperimentarium. Mange andre forfattere har over årene har udviklet en kunstnerisk praksis her. Louise Juhl Dalsgaard skriver sine skønne litterære hverdagsoplevelser og -refleksioner her. Nogle af dem bliver senere til bøger. Arne Herløv Petersen har gjort det omvendte og gennem en årrække nærmest dagligt lagt afsnit af sin enorme erindringsroman, Grænseløs, op på Facebook. Begge dele fungerer godt og har et stort og trofast publikum.

Birgitte Krogsbøll har en nærmest daglig poetisk praksis på Facebook med originale og fantasifulde ord- og bogstavlege, uhyre specifikke lister over fx dyr, mad eller planter, der lever op til særlige kriterier. Der er digte i haiku-form. Der er opstillinger, som gradvis vokser for hvert vers, bugner på midten med lange ord for igen at svinde ind til måske kun et enkelt bogstav nederst ligesom i øverste linje. En symmetri. Kan man kalde det konkretisme? Altsammen i en kort form, der egner sig godt til Facebook.

Lige så kort skriver Jens Carl Sanderhoff, der også har en årelang, løbende poetisk praksis på Facebook med sit litterære alter ego Tage Aille Borges. Her er der tale om fortløbende nummererede opslag (der kan sagtens komme to eller tre samme dag), som typisk er tekstblokke på to-tre linjer, hver især bestående af to til seks sætninger, som rummer en sammenhængende refleksion med udgangspunkt i alt fra en konkret hverdagssituation til verdensaltet. Det kan munde ud i en konklusion eller mere åbent i en undren eller et spørgsmål. Det kan også være en observation, en simpel sansning.

Hanne Højgaard Viemose skriver, hvad der koger i hende, og har ved siden af sine egne opslag haft en langvarig dialog med vennen og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey, hvor de med jævne mellemrum, dog især op mod jul, genoptager et skænderi om et angiveligt snyderi med risalamanden under en julefrokost i den ene af forfatterforeningerne. Hvem fik i virkeligheden mandlen? Også dele af den dialog kunne tåle at blive genlæst.

Marie Kat er – en kat. Men skriver dansk omtrent som en otteårig pige, jeg kender, omend hun skriver om noget andet. Marie skriver om menneskelivet ud fra en kats kynisk dovne rovdyrsperspektiv, ligesom Kholstomer i Tolstojs fabel skriver ud fra hestens perspektiv. Lad mig være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at Marie får hjælp til sine Facebookopslag af de to mennesker, hun bor hos, og de er begge vældig dygtige skrivemennesker. Måske derfor lykkedes det Marie at få tildelt den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet i 2017 for disse opslag. Så en stærk forfatterpraksis kunne i hvert fald endnu på det tidspunkt opnå betydelig anerkendelse.

Nogenlunde samtidig skrev Pia Juul på Facebook, at hun nu ville til at flytte sine aktiver over til en anden tekstbank end Facebook, nemlig MeWe, der går mere op i databeskyttelse. Det var et led i en længere kritisk indsats over for Facebooks tagen ejerskab over publiceret indhold. Men også mod de spionalgoritmer, som hele tiden sender reklamer til os på Facebook. Jeg fulgte hende derover, oprettede en profil og tilføjede de syv bekendte, som havde gjort det samme. Og ventede. Det blev aldrig til mere. Nu kan jeg ikke komme ind og se, om der faktisk er kommet venneanmodninger fra flere end de syv, for platformen baserer sig på betalt medlemsskab. Det er alternativet til reklamerne. Det er sådan set et sympatisk alternativ, og når jeg har skrevet en genuin bestseller, vil jeg give det en chance. Foreløbig har Facebook vundet. Stort.

Facebook er ikke de unges mødested på nettet, men den kan stadig noget som mødested – og som kreativt udviklingsrum for forfattere. Der er en særlig kvalitet ved, at denne litterære praksis foregår, mens man læser den. Og at alle i princippet kan være en del af den.

Jeg var 'first mover' på Facebook i min bekendtskabskreds, men havde jeg ikke fået mine litterære venner med legen i januar 2007, havde en anden gjort det i februar. Det kunne ikke holdes nede. Jeg kunne godt lide den kreative energi, som udviklede sig i den første tid, hvor vi allesammen ville opfinde nye måder at bruge Facebook på, som nybyggere på et nyopdaget kontinent. Det er, som om det hele er afprøvet nu; det er en hverdagsting, og det er godt. Men en dag bliver det opfundet forfra igen.