Den spanske højrefløj forsøger at udnytte den nationale krise til at presse venstrefløjsalliancen Unidas Podemos ud af regeringssamarbejdet med socialdemokraterne i PSOE.
Næsten 19.000 spaniere har mistet livet til Covid 19, og over en million har mistet arbejdet under corona-krisen i Spanien. Landet er i undtagelsestilstand, der håndhæves et strengt udgangsforbud, og alt, hvad der kan lukkes, er lukket og låst.
Unidas Podemos har været stærke fortalere for denne strategi i bekæmpelsen af den dødbringende virus. I Spanien er det en alvorlig sag at blive arbejdsløs, hvis man ikke er funktionær eller ligefrem har haft et job, der giver adgang til et gyldent håndtryk. Venstrefløjen har derfor samtidig presset på for at få indført en særlig overlevelseshjælp for de mange nye arbejdsløse, sådan at de ikke bliver tvunget til at gå fra hus og hjem. Tanken er, at ydelsen skal svare til cirka halvdelen af mindstelønnen.
Det konservative PP støttede ved krisens begyndelse den socialdemokratiske premierminister Pedro Sánchez og søgte indflydelse i en slags national kriseledelse, hvor den sædvanlige rivalisering skulle lægges på hylden med det angivelige formål at hjælpes ad med at styre landet gennem vanskelighederne.
Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Kredse inden for finanssektoren har angiveligt bedt deres normale allierede i PP om at presse på for en regeringsomdannelse. Nedlukningen af produktion og handel presser erhvervslivet hårdt, og en eventuel indførelse af en ny socialhjælp vil i udgangspunktet koste staten penge. Unidas Podemos mener på deres side, at nedlukningen er nødvendig for at bremse smittespredningen, som er løbet løbsk i Spanien, hvor hverken hospitalerne eller bedemændene kan følge med. De mener samtidig, at socialhjælpen ikke blot er helt nødvendig for de nye arbejdsløse, men at der også er tale om fornuftig krisepolitik, fordi det vil give de fattigste købekraft og på den måde gøre det lettere at få gang i detailhandlen, når landet åbner op igen.
Men de skjulte indflydelsesagenter fra finanssektoren vil have en helt anden krisepolitik, som giver mulighed for at holde gang i industri og handel. FAES med den tidligere premierminister José María Aznar i spidsen, som er den stærkeste fraktion inden for PP, har lyttet til vennerne og kræver nu, at PSOE smider det venstreorienterede Unidas Podemos ud af regeringen, hvis PP skal bidrage til kriseledelsen.
PP’s leder Pablo Casado anklager PSOE for at have ladet sig trække til venstre af Unidas Podemos, særligt i sin handelspolitik, og han anklager premierministeren for at lyve og for at være arrogant og inkompetent.
Særligt aggressive er dog det nye højreekstremistiske parti Vox, som nu er blevet enige med PP om at målrette angrebet mod lederen af Unidas Podemos, Pablo Iglesias. Ham vil de have til at forlade posten som anden vicepræsident, før de overhovedet vil diskutere den nationale genopbygningspagt, som premierminister Pedro Sánchez har foreslået efter forbillede af Moncloa-pagten fra 1977, hvor politikerne samledes på tværs af partiskel for at udforme en ny demokratisk forfatning efter 36 års fascistisk diktatur.
Kilder i PP-ledelsen erkender, at deres mål er at angribe Pablo Iglesias og identificere ham med premierministeren for at svække begge.
Vox går mere til stålet. Deres leder, Santiago Abascal, har allerede fortalt Sánchez, at han ‘afskyr’ den måde, han leder landet på, og han har krævet, at både Sánchez og Iglesias træder tilbage, før de vil indgå i nogen pagt. Vox har ikke åbent sagt, at de ikke vil møde frem, hvis Sánchez indkalder dem til møde om en genopbygningspagt, men de har opstillet en række betingelse for at deltage, der ligger så langt fra regeringens politik, at det er helt urealistisk, at de kan komme til enighed om noget som helst.
Det liberale centrum/højre-parti Ciudadanos erklærer sig også uenige i regeringens krisepolitik, men i en mere moderat tone. De tilbyder sig som deltagere i en national samling, hvis regeringen holder sig fra PP. Og Pedro Sánchez’ regering har brug for hjælp. Den har brug for et stabilt flertal for ikke konstant at blive presset af de små regionale nationalistpartier, som sikrede PSOE og Unidas Podemos flertallet og Sánchez regeringsledelsen efter valget i november 2019.
Foreløbig har Sánchez ikke bøjet sig for højrefløjens krav om at skille sig af med Iglesias, men de konstante angreb svækker Unidas Podemos og deres muligheder for at gøre deres synspunkter gældende i regeringen, fx hvad angår forbedret socialhjælp.
Historisk baggrund
Det spanske socialdemokratiske PSOE ved af bitter erfaring, at reaktionære kræfter i landet begynder at røre på sig, når de røde nærmer sig magten. De var med i folkefronten, som vandt parlamentsvalget under den anden republik i 1936. Dengang var de selv blandt de røde, der gav anstød til general Francos succesfulde statskup, som kostede tre års blodig borgerkrig og de efterfølgende 36 års fascistiske mørke, der placerede Spanien som en paria i Europas udkant. I de 36 år var PSOE et illegalt parti og dets ledelse under jorden. Efter Francos død i 1975 og parlamentarismens genindførelse i 1978 blev partiet atter lovliggjort og genvandt hurtigt deres tidligere styrke.
Mandag den 23. februar 1981 skulle parlamentet, El Cortes, under en regeringskrise i en centrum/højre-union stemme om, hvem der skulle efterfølge den tidligere falangist Adolfo Suárez som premierminister. Suárez var blevet presset til at trække sig tilbage. Landet var lammet af økonomisk krise, generalstrejke og omfattende demonstrationer. Hans eget centrum/højre-parti var ved at gå i opløsning, og de baskiske separatister i ETA udnytter magttomrummet til at gennemføre den ene terroraktion efter den anden. Klokken 18.23 afbrød en gruppe skarpt bevæbnede kupmagere med oberstløjtnant Antonio Tejero i spidsen afstemningen, skød varselsskud ud i salen og tog de 350 parlamentsmedlemmer som gidsler. De havde store dele af militæret bag sig under ledelse af kong Juan Carlos’ nære ven, general Alfonso Armada. Tankvogne rullede gennem gaderne i Madrid og Valencia. (Valencia er symbolsk vigtig, fordi det var der, Folkefrontens ledelse flygtede til under den spanske borgerkrig.) Der havde været tale om at udnævne en ny samlingsregering med både socialistiske og kommunistiske ministre for at imødekomme den utilfredse befolkning. De Franco-tro kupmagere var utrygge ved udsigten til, at de røde skulle få del i magten, og at de nordlige regioner i landet skulle få held til at løsrive sig, så de forsøgte at få kong Juan Carlos indsat som ny diktator. Den rolle havde Franco i årtier forberedt Juan Carlos på, men efter kort betænkningstid og rådslagning med sin far, Don Juan (som Franco fandt for liberal og derfor havde fravalgt som monark og sin egen efterfølger) valgte kong Juan Carlos at afslå de generøse tilbud, og så opgav kupmagerne.
Det tidligere meget røde PSOE havde (ligesom den tidligere fascistiske Adolfo Suárez fra den højre side) reformeret sig og nærmet sig den politiske midte. Den marxistiske fløj var udrenset, og partiet havde tilsluttet sig de forenede europæiske socialdemokratier, og nu så PSOE pludselig igen regeringsduelige ud. Deres moderate formand Felipe González blev premierminister efter en stor valgsejr i 1982. Den socialdemokratiske regering stabiliserede Spanien politisk, åbnede landet mod omverdenen, sikrer indmeldelsen i EF og en økonomisk vækst gennem de nye eksportmuligheder. PSOE beholdt regeringsmagten i de følgende 14 år.
Siden har PSOE og det konservative PP regeret på skift. I maj 2018 blev PP’s leder Rajoy afsat som premierminister efter et mistillidsvotum i parlamentet, og PSOE’s generalsekretær Pedro Sánchez blev indsat i stedet. I april 2019 var der nyvalg, hvor PP led et historisk nederlag og blev halveret, men PSOE kunne ikke danne regering alene, og Pedro Sánchez ville ikke regere på venstrealliancen Unidas Podemos’ nåde. Så udskrives der endnu et valg, som afholdes i november 2019, og her bliver resultatet nogenlunde det samme, men nu har PSOE erkendt, at de ikke kan regere uden Unidas Podemos’ hjælp, så socialdemokraterne og venstrefløjen danner regering sammen med Pedro Sánchez i spidsen.
Og det ryster de konservative kræfter i landet. Både det konservative PP og det højreekstremistiske Vox er på krigsstien og bruger alle mulige påskud for at forlange Podemos smidt ud af regeringen, men foreløbig altså uden held.
Tak til Statens Kunstfond for støtten. De penge er helt afgørende for mig. Ikke kun for at kunne skrive videre, men simpelthen for at kunne leve.
