Det er tirsdag aften, der danses chotis nede på pladsen

Det er en ganske almindelig sommeraften i Madrid. Der sker noget dernede. Man går nysgerrigt ud på sin altan, vinker til Eva og Bruno i nummer 5 og kigger ned på den ydmyge Plaza de Cascorro. Jo jo, der er igen nogle madrilenere, som har støvet en træfigur af, der skal bæres rundt i kvarteret. Det er den bedste undskyldning for at holde fest en tirsdag aften.

For så skal der danses chotis. Det er de traditionelle madrilenske danse, som særligt ses under San Isidro, den store festuge i maj. En gruppe af ældre beboere fra kvarteret viser de lokale folkedragter frem. Særligt en af dansene imponerer mig. Her er manden rank og stiv som en saltstøtte og bevæger end ikke fødderne, mens kvinden bliver ved med at dreje ham rundt. Det ser helt umuligt ud. Har de hjul i kuglelejer under sålerne, eller bare olie?

Flot pris til KiSSe i New York

Det er en forbandelse med de kinesiske pirat-kopister, men jeg kan da godt forstå, at de har kastet deres kærlighed på tøjet fra KiSSe.

KiSSe klarer sig nemlig rigtig godt på børnetøjmessen i New York. På førstedagen i går fik de en flot præmie: De blev kåret som den bedste børnemode-stand af alle på den store messe med 215 udstillere. Så i dag må opkøberne dukke op! Og vi ved jo, at det, der sælger i New York i dag, sælger i København og Skanderborg i morgen – og Madrid på fredag.

Jeg glæder mig til at se alle jeres rollinger skate omkring i de seje klude fra http://www.kisse.es/!

Banditter med nitter

Her ser man en selfie af Christina og Karl. De har ens trøjer på, nemlig nogle af dem, som Christina har designet med Karls tegning af en blæksprutte på. De to glade mennesker er nu på børnetøjmesse i New York for at sælge.

Christina designer børnetøj under sit eget varemærke, KiSSe. I modsætning til næsten alle andre på markedet får hun det produceret i Europa (nemlig i Spanien og Portugal), fordi hun ikke vil producere på slavefabrikker i Kina, Indien eller Taiwan, men kun under ordentlige arbejdsvilkår, som hun selv har mulighed for at kontrollere.

Det betyder så også, at hendes produktionsomkostninger er langt højere, end de er for de fleste af konkurrenterne. Dette bliver naturligvis kun forstærket af, at hun også foretrækker at bruge gode, ugiftige materialer – og yderligere forstærket af, at hun endnu sælger og producerer i et ret begrænset antal.

Derfor er hun tvunget til at sælge tøjet til en relativt høj pris. Dette gør hende samtidig meget sårbar over for kopister. Det er nemt at kopiere hendes tøj og få det produceret i Kina til en tyvendedel af den pris, hun selv betaler i Toledo og Porto, og sælge det for en tredjedel af, hvad Christina kan sælge det for.

Og det er præcis, hvad der nu er sket. Nogle kinesiske banditter med nitter tilbyder nu nøjagtige kopier af KiSSes tøj til spotpriser på internettet. Nøjagtige kopier er ganske vist næppe, hvad de leverer, for de producerer formodentlig i ringere materialer, men det er, hvad de reklamerer med. Det er især KiSSes seje vindjakker, de er interesserede i.

KiSSes vindjakker er syet af stoffer, som har vores søn Karls tegning af en dinosaurus påtrykt. Derfor er de nemt genkendelige. Kineserne bruger helt skamløst KiSSes egne kampagnebilleder til af sælge deres kopiprodukter med. Det vil sige, at de reklamerer for deres varer med billeder, hvor man ikke alene ser Karls tegning på jakken, men hvor Karl også selv står tøjmodel. De har ikke engang gidet at slette KiSSes varemærke fra billederne. Man kan se, at der står KiSSe i nakken af tøjet. Der står i øvrigt også KiSSe i panden af Karl.

Det ironiske er, at netop, fordi Christina foretrækker at producere sit tøj under ordnede forhold i Europa, bliver det kopieret på de usleste slavefabrikker i Kina. Det er hendes høje produktionsomkostninger, der gør det.

Og det er der sådan set ikke noget at gøre ved. Christina har talt med nogle af de andre (langt større) børnetøjsproducenter, som bliver kopieret af de samme kinesere. De siger, at de ikke længere orker at lægge sag an. Det kinesiske firma, som tilbyder disse kopiprodukter, kan typisk ikke opspores. De eksisterer kun på internettet i den korte periode, hvor de modtager ordrer, og så producerer de varerne, hvis der er ordrer nok til at producere dem super billigt, ekspederer ordrerne og forsvinder så ud i den blå luft. Et halvt år senere dukker de så op under et andet dæknavn.

Man kan ikke fange dem.

Det eneste, vi kan gøre, er at opfordre til at lade være med at købe kopiprodukterne, men købe KiSSes egne i stedet.

Og så kan man jo med en bittersød smag i munden glæde sig over, at banditterne mener, at KiSSes produkter er værd at kopiere. De andre varemærker, de kopierer, er fra markedets absolutte top, giganterne, mens KiSSe trods alt endnu er et ganske lille, nyt enkeltkvindefirma, hvor Christina altså laver det hele selv: design, produktionsstyring, marketing, salg og bogføring.

Velkommen til det nye Lystens værk

Kære læser

De seneste dage har jeg arbejdet på at gøre tekstmængden på Lystens værk mere overskuelig.

Jeg har organiseret informationerne på en anden måde, som gerne skulle gøre det lettere at finde frem til det, man interesserer sig for. Nye indlæg vil fremdeles dukke op her i den brede venstrekolonne, men som noget nyt er alle mine bøger nu præsenteret til højre, dels med et forsidebillede, dels med anmeldelser, uddrag og interview, som tidligere er offentliggjort på nettet eller på papir. Klikker man på omslagsbilledet, dukker der en tekst op om bogen, typisk en anmeldelse.

Desuden vil man under omslagsbillederne kunne finde link til et skønsomt udvalg af publicerede artikler fra de sidste tyve år.

Under de nye blogindlæg her til venstre vil man kunne finde link til andre blogindlæg, systematiseret efter emne med overskrifter som: familieportrætter, sportsportrætter, fri tekst, flanør i Madrid, samtaler med børn, glimt af et liv, litteratur, debat og politik og sprog. Jeg har valgt kun at lade fire link pr kategori være synlige, men der er langt flere tekster inde 'bagved', og jeg vil bestræbe mig på at rotere lidt ...

Jeg håber, du finder noget, som du finder interessant, og du er meget velkommen til at kommentere organiseringen af bloggens informationer.

Jens Peter Kaj Jensen

¡Lavapies no se vende!

Kigger man nøje efter, vil man i vinduet hos denne opfindsomme, altgenbrugende cykelhandler og -smed finde et orange skilt, som fortæller, at "Lavapies no se vende". Det betyder, at kvarteret Lavapies ikke er til salg. Det er nok mere et trodsigt politisk håb end realiteter, for alt synes at være til salg i Madrid. Forresten arbejder der en hipsterrødskægget cykelsmed fra Randers her i butikken.

Også denne brugerstyrede nonprofitbank har sat "Lavapies no se vende"-skiltet op i vinduet. Den ligger en spytklat længere nede ad Calle de Embajadores, som er en af de mest interessante, nyskabende og aktivistisk prægede, gader i Lavapies.

Bagsiden af en 22 år gammel bog

Jan Vandalls anmeldelse af Kig på damen

Jeg fandt denne anmeldelse af Kig på damen fra 2010 på bloggen Bogvægten, hvor den tilsyneladende blev lagt op i juli 2016.

"Jens Peter Kaj Jensen er både udannet i filosofi og fra Forfatterskolen. Han debuterede i 2007 med romanen ‘Sofa’.

‘Kig på Damen’ er Jensens første novellesamling og indeholder 11 noveller med overraskende drejninger og uventede vinkler. Han tegner fine og nådesløse portrætter af mennesker i opløsning, mennesker der har svært ved at magte livet og virkeligheden, og det billede andre har af dem – og de har af sig selv.

I den korte novelle ‘Linda’ præsenteres vi for 21-årige Linda, der er flyttet sammen med marokkanske Mustafa. Linda er blevet muslim. Som en mere eller mindre villig kamæleon har hun overtaget Mustafas interesser og er ved at blive helt usynlig i forholdet. Hun har givet afkald på sin personlighed og selvstændighed, og hendes forsøg på at blive set løber foreløbigt ud i sandet.

I den skæbnesvangre ‘Skabt af lysende brosten’ skaber bøssen Malte sig en ny facebookidentitet som kvinden Miriam – for at sætte sin elsker på prøve, og det har uventede konsekvenser.

Identitet og selvstændighed eller manglende ditto er i det hele taget væsentlige omdrejningspunkter i novellerne. Dødsdømte forhold, psykiske nedture, begyndende vanvid og det lille oprør der udvikler sig fatalt eller falder helt til jorden er temaer der forfølger læseren, og i adskillige af novellerne flettes Thelonius Monks gamle jazznummer ‘Round Midnight’ godt med i handlingen. Man kan sige: ‘..it really gets bad round midnight’, for godt går det bestemt ikke personerne i disse fascinerende skæbnefortællinger.

Der er masser af tankegods og forvredne personligheder i denne novellesamlings mange fornemme psykologiske portrætter, hvor Jensen har brugt sin pc’er som instruktøren bruger kameraet og spejlet. 

Her er mange spændende indblik i sindets krinkelkroge der nok skal være guf for novelleentusiaster.

Forfatter: Jens Peter Kaj Jensen
143 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 26.01.10
Jan Vandall"

http://www.bogvaegten.dk/kig-paa-damen/

Paw Amdisens genfundne anmeldelse af Det frie menneske i Slagmark

Jeg har genfundet denne anmeldelse af Det frie menneske, som blev bragt i det idéhistoriske tidsskrift Slagmark nr. 30, vinter 2000-2001, side 157-159.

https://tidsskrift.dk/slagmark/article/view/104903/153738

"Marx og fremmedgørelsen revisited

Jens Peter Kaj Jensen:

Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse

Odense: Odense Universitetsforlag 2000, 239 sider. 248 kr.

At det intellektuelle klima kan ændre sig markant på ganske få årtier – ja, nogle gange endda på ganske få år – virker indlysende. Et henkastet blik på den nyeste tids idehistorie rækker, hvis man vil forsikre sig om en sådan påstands banalitet. I 1970erne kunne man således kun dårligt gennemføre sit studie ved det humanistiske fakultet uden i større eller mindre grad at inddrage en vis grad af venstreradikal, gerne marxistisk, emancipatorisk teori i disse selvsamme studier. Begreber som fremmedgørelse og frigørelse kom i et sådant intellektuelt klima helt naturligt til at stå i centrum. Med 80erne kom imidlertidig en ny idehistorisk bølge rullende ind over de universitære og intellektuelle miljøer i Danmark (efter i en årrække at have hærget under sydligere himmelstrøg) og begreber som de førnævnte forsvandt med et trylleslag fra dagsordenen for at blive erstattet med andre begreber, der bedre kunne beskrive la condition postmoderne.

Andre begreber, andre sprogspil, kom på mode. Nu står vi så i en tid (og i et intellektuelt miljø), der på mange måder ikke længere kan kaldes postmoderne. En tid, hvor oplysningsfilosofiske begreber og ideer igen vinder indpas (jf. Per Aage Brandts semiotiske korstog, Sokal-affæren). I kølvandet på denne oplysningsfilosofiske strømning kan vi også passende placere den bog som er omdrejningspunkt for denne anmeldelse – Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse af Jens Peter Kaj Jensen (JPKJ), filosof fra Odense Universitet – hvor der uden større besvær, faktisk med stor overbevisningskraft, tages afsæt i en vis Karl Marx – idehistorisk protagonist af delvis oplysningsfilosofisk observans – der ellers til for ganske nylig (og stadig til en vis grad) i de intellektuelle miljøer har været betragtet som en “toten Hund”. Dette er i sig selv en begivenhed. At JPKJ samtidig også har begået en særdeles velskrevet og spændende bog skal der her selvfølgelig ikke klages over.

Lad os i stedet se lidt nærmere på bogens indholdsmæssige side, hvor der til gengæld – kritikkens natur tro – er enkelte klagepunkter. Kort skitseret er JPKJs projekt i Det frie menneske … at undersøge den fremmedgørelse som han – i selskab med den unge Marx – mener særligt kendetegner det moderne kapitalistiske samfund og dets produktionsmåde, for i samme åndedrag at undersøge muligheden for menneskets frigørelse fra denne fremmedgørelse, som igen for Jens Peter Kaj (med Marx) falder sammen med en bestemt politisk strategi (socialisme/kommunisme).

JPKJs gennemspilning af disse temaer, som de kommer til at udfolde sig i resten af bogen, er perspektivrig. Vi kommer både omkring Darwins evolutionslære, Hegel, Feuerbach, fænomenologien, Bloch, Bergson, Mounier, Katzenelson, strukturalis-men, Gorz og Althusser (samt mange andre). Af disse fremstår – ud over Marx naturligvis – særlig Bloch, Bergson, Katzenelson og Gorz som heltene i fortællingen. Hvad JPKJ i sin historiske gennemgang af problematikken (fremmedgørelse-frihed-frigørelse) når frem til er på mange måder inspireret af disse og beslægtede teoretikere. Så da JPKJ i bogens afsluttende afsnit opstiller tre overordnede hypoteser, som – hvis de holder stik – vil kunne medvirke til fremmedgørelsesproblematikkens løsning, optræder disse teoretikere helt automatisk på credit-listen. Den første tese lyder: “Den historiefilosofiske optimisme er meningsfuld” (og indgår som et naturligt element i det menneskelige væsen). Med Ernst Bloch mener JPKJ at kunne spore en latent potentialitet i mennesket, en rettethed mod et Heimat, der har form af et kommunistisk, fremmedgørelsesfrit samfund: “… materien som sådan er i bevægelse frem mod et latent mål (die Heimat)”/”Die Heimat bestemmes politisk som kommunisme”/”Som kommunistisk menneske savner man intet uden for sig selv (s. 82, 86 og 87)”. Der knyttes her tydeligt an til utopismen, men utopismen forbindes umiddelbart herefter med et begreb om mennesket som naturligt rettet mod et bestemt mål (kommunismen), der efter denne anmelders bedste overbevisning underminerer netop den betydning af ordet utopi, som kunne udgøre dette ords mulige politisk-teoretiske attraktion – at der netop ikke findes nogen endegyldig udformning af et samfund (utopi betyder som bekendt ikke-sted). Hvis menneskets latente natur er kommunistisk, så skal vi vel bare læne os tilbage og – uafhængigt af om vi måtte ønske denne kommunisme – blot afvente naturens gang? En filosofisk overbevisning man vistnok kalder deterministisk og som JPKJ da også til en vis grad tilslutter sig, idet han – med oplysningsfilosofisk optimisme – ikke ser nogen direkte konflikt, snarere et sammenfald mellem den frie vilje og naturens latente rettethed.

For denne anmelder er det dog svært at se omridset af en progressiv, endsige revolutionær praksis i denne teoretiske position. Man ville nok mere kunne se det omvendte en fastfrysning (determinering) af praksis – i en sådan positionering.  Bogens anden overordnede hypotese er: “Mennesket er et primært socialt væsen”. Inspireret af bl. a. den danske udviklingsteoretiker Boje Katzenelson beskriver JPKJ mennesket som et genetisk bestemt socialt væsen. Det er simpelthen en træk ved evolutionen, et naturvidenskabeligt faktum (og elsker vi ikke dem?), at mennesket “primært” vil optræde socialt i forhold til næsten. Altså endnu engang: Mennesket er af naturen socialistisk/kommunistisk. Vi behøver vist ikke at gentage vor kritik? Endelig er det bogens tredje hypotese, at: “Selvrealisering i det frie arbejde harmonerer med almindelig behovsopfyldelse”. Denne hypotese hænger sammen med JPKJs pragmatiske erkendelse af, at afskaffelse af al industrielt formidlet, fremmedgørende arbejde ikke er mulig. En vis del af vort arbejde er nødvendigt for at opfylde de almene behov. Først herefter er selvrealiseringen i det frie arbejde en mulighed. 

Overordnet set en ganske fornuftig betragtning, dog virker formuleringen “harmonerer med” lige lovlig optimistisk. JPKJ sammenfatter slutteligt disse tre hypoteser i en samlet hovedtese: “Der kan opstilles en socialistisk utopi som adækvat løsning på det fremmedgørelsesproblem, der rejses af den unge Marx”. Om denne løsning nu også er adækvat forbliver – på baggrund af vor kritik af den natur-deterministiske holdning hos JPKJ – et åbent spørgsmål. Og selvom JPKJ prøver at imødegå denne kritik, så forbliver det – i vore øjne – et problem at forholde en progressiv, socialistisk praksis/politik til et teoretisk fundament, hvor alle vigtige elementer på forhånd synes at foreligge med naturlig nødvendighed.

Med disse uenigheder antydningsvist blotlagt, så er det vigtigt for mig samtidig på det varmeste at anbefale Jens Peter Kajs bog, der – udover at tjene som en ganske glimrende introduktion til sit emne – vidner om stort overblik, syn for frugtbare teoretiske kombinationer og en sproglig formidlingsevne, man sjældent oplever i filosofiske afhandlinger."

Anmeldt af Paw Hedegaard Amdisen i Slagmark

Midnat på Cascorro

Heavyrock i tropenatten

Plaza de Cascorro rocker i bund de næste fire døgn. Pyt! Man kan alligevel ikke sove i den hede. Den lille video er optaget gennem mit stuevindue.