Spindoktoren

Hvis vi efter valget skal have en venstreorienteret regering, skal der flyttes mange tusinde stemmer fra højre til venstre. Det kan godt lade sig gøre, og man kan måske endda få noget ud af at overveje, hvad man kan kalde en arbejdsdeling mellem de partier, som peger på en socialdemokratisk regering.

Socialdemokraternes opgave er at hente stemmer fra Venstre. De to partier appellerer langt hen ad vejen til de samme vælgere, nemlig dem, der ønsker status quo eller rettere: en langsom og umærkelig afvikling af socialstaten, en finanspolitik med lav rente og inflation, en rigid retspolitik, en stram udlændingepolitik, en tvangsbaseret arbejdsmarkedspolitik, en ukritisk integration i EU, et nært og ukritisk samarbejde med USA og Israel, en ikke særlig ambitiøs miljøpolitik, en vækstbaseret økonomisk politik og et stort, traditionsrigt og topstyret parti i spidsen, som er med i alle væsentlige forlig.

De to store statsbærende partier er politiske tvillinger.

Socialdemokraterne kan vælge ganske enkelt at satse på at fremføre deres egen politik i den udstrækning, de har en. Eller de kan vælge mellem to forskellige valgkampsstrategier:

1) Den røde: At vise, hvor der faktisk er forskelle på Socialdemokraterne og Venstre, altså ved at fremlægge en marginalt mere progressiv politik på dagpengeområdet og en plan for grøn vækst inden for landbrug og industri.

2) Den blå: At berolige borgerlige vælgere ved at slå på de langt bedre økonomiske nøgletal, som Danmark har haft under Thorning end under Løkke. Og ved at forsikre om, at man ikke skal frygte en liberalisering af udlændinge- og retspolitikken under en socialdemokratisk ledet regering.

Det har genne årene vist sig, at den røde retorik står sig bedst under en valgkamp. Det beviste blandt andre Svend Auken i sine altid succesfulde valgkampe (at han så ikke evnede at danne regering, selv når han havde hevet 37 % af vælgerne hjem til sit parti, er en anden sag), og det hænger vel sammen med, at de fleste borgerlige vælgere formodentlig alligevel (fejlagtigt) tænker, at Venstre er bedre til at føre borgerlig politik end Socialdemokraterne. Så hvis man skal stemme socialdemokratisk, skal det være, fordi de vil noget andet end Venstre.

Omvendt er der uden tvivl vælgere at hente i begge strategier.

Enhedslisten kan hente vælgere fra Liberal Alliance og fra Dansk Folkeparti. LA vinder mange unge stemmer på at fremstå som det mest frisindede parti i Folketinget. Men det er de ikke. Enhedslisten kan gå i kødet på LA'erne fx ved at slå på, hvordan Ø konsekvent har kæmpet mod den nymoralske snerpethed, som ellers hærger de partier, der peger på Thorning som statsminister. Det gælder fx forbud mod forskellige former for frivillig sex mellem voksne mennesker og mod dyresex. Og så er LA jo mildest talt ikke frisindets glade besyngere, når det gælder rets- og udlændingepolitik. Enhedslisten kan vise, at de er frisindets parti, en titel, som LA'erne ellers er løbet med.

Danske Folkeparti høster stemmer på at kritisere den dagpengereform, som de selv fik strikket sammen, og nu ligefrem på at foreslå at sætte penge af til at forkorte genoptjeningsperioden. Det er en besynderlighed i dansk politik, at de kan slippe af sted med den manøvre. Tilsvarende scorer de på at kritisere det salg af DONG til Goldman Sachs, som de selv godkendte. Og de slår sig op som pensionisternes store forsvarere, selvom de i stat og kommune konsekvent stemmer for alle forringelser af disses vilkår. Dansk Folkeparti fremstår for mange, særligt for de økonomisk dårligt stillede, vælgere som de socialt ansvarlige kritikere af Thorning-regeringen. Her har Enhedslisten virkelig gode kort på hånden for at vise, at det tværtimod er Ø, som hver gang har støttet de udsatte befolkningsgrupper og kæmpet mod storkapitalens overtagelse af landets ledelse.

Endelig kan Enhedslisten vinde stemmer fra De Radikale ved at vise, at Enhedslisten faktisk er de mest konsekvente forvaltere af den liberale/demokratiske retspolitik, som de radikale ellers ser som deres ejendom. Og simpelthen ved at minde de mange progressive vælgere, som sidst stemte på De Radikale, om, hvor langt til højre det lille midterparti har trukket Socialdemokraterne på social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Alternativet skal vinde stemmer fra De Radikale og LA ved at vise, at de er de 'rigtige' radikale, altså arvtagerne til ideerne i Oprør fra midten, hvorfra Uffe Elbæk jo har kalkeret sin politik.

Socialistisk Folkeparti kan nok kun håbe på at vinde nye røde stemmer fra førstegangsvælgere, der er så unge, at de ikke kan huske, hvordan SF forvaltede sine ministerposter i Thorning-regeringens første år. SF's unge og ganske dygtige forkvinde vil naturligt appellere til mange humanistisk indstillede og lidt apolitiske teenagere.

Lille Litteraturquiz med chokerende præmie

Hvem har skrevet det moderne stykke litteratur, hvorfra nedenstående citat er taget?

Svar i kommentarfeltet.
Og skriv din adresse, hvis du vil have tilsendt kioskbaskeren Bestemt som vinderpræmie.
Kun det første rigtige svar belønnes.
I denne quiz må man gerne blære sig med sin viden.



– Du er hverken gift eller trolovet? sagde hun.
Han havde benægtet det.
– Det er som min søn, havde hun sagt, jeg tror, han går efter dyrene. Det findes. Det fandtes i min tid. Det findes endnu. Men det er en stor skam.
Der var blevet en lang tavshed, hvor hun havde suttet på kandisstykket og havde sukket hen for sig, lommetørklædet var trillet på gulvet og han havde samlet det op.
Langt borte i huset hørte han en dør gå op og han så gennem vinduet sønnen gå nedad de vestre stentrin ud mod vognporten.
– Hvad ser du efter? havde hun sagt.
– Han hader viser, havde hun sagt, han vil intet høre.
Tredive viser havde han fået opskrevet, nogle velkendte, men med sjældne ordformer, andre ukendte kærlighedsviser, men ingen af de rigtig gamle trylleviser.
Midt på dagen havde han ledsaget hende ud i køkkenet, hvor sønnen havde dækket op til dem: rugbrød og koldt flæsk og surt øl. Han havde frygtet for sin mave, og frygten havde været berettiget. Undskyldende sig havde han først tilrevet sig høtotterne i papiret og derpå var han ilet ud og over gårdspladsen og ind i stalden, hvor han fandt den fjerneste bås tom og i tilpas skygge til at han kunne sætte sig og lade tarmen tømme sig.
Det var, mens han sad der, at sønnen var trådt ind og havde seet på ham og sagt:
– Har vor mor rigtig nok sagt til dig, at jeg går til dyrene?

Taxa

Nyset er kroppens hurtigste bevægelse. Det kommer med cirka 300 km/t.

Sådan en raket er vanskelig at kontrollere, og det er derfor, at chaufførens tre voldsomme nys gør mig lidt urolig, her på motorvejen mellem Adolfo Suarez-lufthavnen og Madrids centrum. Han ligger trods alt og kører hyggeslalom med 135 km/t.

– Er det de mange pollen, der generer? spørger jeg. Det er det.

Han har ellers taget antihistaminer for at kunne køre. Dem tager jeg selv, og jeg ved, at der står på glasset, at de svækker evnen til at føre motoriseret køretøj.

Men det gør nu ikke noget, siger han, for alkohol dæmper pillernes virkning.

– Nu er det nærmest, som om jeg slet ikke havde taget de antihistaminer, fortsætter han midt i et gedigent blæs fra snydeskaftet.

Om en ny, større roman – Peders polemik

Min kollega og ven, Peder Frederik Jensen, skrev for et par dage siden en artikel i Information, som har affødt en del negative reaktioner i det litterære miljø.

Flere (bl.a.  Tue Andersen Nexø på Facebook og Martin Glaz Serup og Lars Bukdahl på hver deres blog) har fx ment, at P.F. Jensen burde sætte (forfatter)navne på sin kritik, når han skriver om den stilrene danske roman, som han ikke mener, vi skal lade os nøje med.

Mit bud er, at det i grunden er udtryk for en misforståelse af det ærinde, som P. F. Jensen er ude i. Kernen i den æstetiske opsang er, som jeg læser den, ikke skæld ud til de forfattere, som skriver stiliserede sætninger, der taler om sig selv som sætninger og/eller om en intens, men stramt kontrolleret, intimssfære i den kreative nordkøbenhavnske middelklasse.

Målet er næppe at skose de danske prosaforfattere eller at få dem til at holde op med at skrive på denne måde og om denne del af virkeligheden.

Det skriver jeg ikke kun, fordi P. F. Jensen selv har skrevet bøger, eksemplarisk den fine debutroman 'Her står du', som godt kunne puttes i samme kasse, altså de romaner, som vi af mangel på bedre plejer at kalde minimalistiske.

Jeg skriver det også, fordi jeg ikke har nogen som helst grund til at tro, at Peder vil have nogen til at holde med at skive de bøger, de nu kan og vil skrive. Eller grund til at tro, at Peder fx skulle have et horn i siden på Helle Helle, sådan som Lars Bukdahl åbenbart mener, at P. F Jensen må have. Bukdahl skriver på sin blog:

"Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger – som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt"

Men Peder nævner ikke Helle Helle – eller andre repræsentanter for denne måde at skrive på – med et ord.

Ærindet er nemlig snarere at åbne rummet endnu mere for, at andre, mere inkluderende, former for prosa kan udgives, anmeldes, anerkendes og honoreres i Danmark. I oversættelse kan vi godt sluge 'maksimalismen' herhjemme. P. F. Jensen har selv med held arbejdet for at udbrede kendskabet til chileneren Roberto Bolaño. Men hvor mange danskere skriver 'maksimalistiske' (ikke PFJ's, men mit ord) romaner? Og hvor mange af dem, der faktisk gør det, bliver budt velkommen? Af anmeldere, litterater osv.

Ikke så mange.

Det er jo i virkeligheden den samme anke, som Mathilde Walter Clarke kom med for nogle år siden her:

P. F. Jensen skriver:

"Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed."

P. F. Jensens påstand er altså, at angsten for, hvad den litteraturkritiske elite måtte mene, har sat sig i de danske forfattere og får os til at holde igen med det, vi egentlig gerne ville med teksten. At vi ikke sparker så meget røv, som vi kunne, hvis vi turde skide på forestillingen om, hvad god litteratur er for noget. At vi censurerer det fra, der måske kunne stemple os som essayister, dokumentarister, politikere. Eller eventyrer. Eller folkelige. At vi er tilbøjelige til at læne os op ad den slanke, rene sætning i den forventning, at vores bog vil blive anerkendt som Kunst, hvis blot den består af den slags sætninger.

Man befinder sig altid på gyngende grund, når man forsøger at forklare, hvorfor folk gør, som de gør, men det kan da godt tænkes, at vi gør netop det, censurerer os selv. At jeg gør det. At P. F. Jensen selv har gjort det.

Og det kan vel også godt tænkes, at der ville blive skrevet flere store, grådige, mere beskidte, romaner, hvis kritikken ville elske de forsøg, der faktisk gøres med dem, mere. Ville invitere dem indenfor.

Det er det, jeg får ud af at læse P. F. Jensens artikel. Og jeg vil ikke laste ham for ikke at sætte navn på de forfattere, der angiveligt klamrer sig til den elegante sætning og skriver minimalisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Dem handler det ikke om at skælde ud på. Det handler om at opfordre kritikken til at åbne sig mere for andre typer dansk prosa.

Eller hvad, Peder?

Hvis det er sådan, P. F. Jensens artikel skal forstås, støtter jeg det varmt. Det gør Martin Glaz Serup da forresten også, kan man læse på hans blog:

Vi møder Jørgen i Rudsvedby

I virkeligheden vidste ingen,

          hvorfor Jørgen gik med de dykkerbriller.

Jo, det startede, da han begyndte at komme sammen med Tina.

Så havde vi nok en anelse.

Ellers var Jørgen ikke ligefrem den, der gik mest sladder om

          i Rudsvedby.

Ikke dengang.

Jeg siger ikke, at det var tante Thyras skyld

          alene.

Men hvis han ikke var kommet så tidligt i gang,

          havde det måske ikke været så overvældende

          med al den hud.

Vi ved, hvordan Jørgen havde det

          med hud,

          da han var yngre.

Man skal vænne sig gradvis til

          hud i det omfang.

Siden lærte han da også at håndtere

          helt enorme mængder.

Han sprang ud ad vinduet

          nøjagtig en tredjedel inde i afskriften af litteraturlisten til fjerde kapitel i en

          svensk førskolepædagogik.

Listen fyldte mere end kapitlet,

          siger de.

Det var bare ikke det, Jørgen havde forestillet sig,

          da han sagde sit speditørjob op og flyttede til Skagen

          for at leve som fagbogsoversætter.

At han landede på taget af Tinas Seat og kun brækkede ryggen,

          gjorde ikke sagen bedre.

Jeg havde sagt til hende, at hun skulle blive

                    i Rudsvedby.

Top 17 over forhadt pral

Afstemningen er slut

Resultatet er chokerende!

Flere af tidens fremmeste misbiligforskere har hæftet sig ved,
at netop pral over berømte bekendte og egen godhed topper
listen over de mest forhadte genstande for pral, mens oplagte
forhåndsfavoritter som evnen til at konsumere alkohol,
muskelmasse, sangstemme og størrelsen af andre kropslige
attributter (end den imposante vom) slet ikke synes at genere
den almindelige dansker.

Nu skal der så gang i den statistiske bearbejdelse af tallene,
og siden vil der endvidere føje sig kvalitative analyser af de
vigtigste delresultater til det omfattende forskningsprogram,
som da virkelig også har fået nogle midler at arbejde for
i kraft af de tildelinger, vi har opnået fra Syddansk Universitets
Forskningsfond.

Tak for deltagelsen.

Her er en Top 17-liste over de mest forhadte genstande for pral:

1. berømte bekendte 5
2. godhed 5
3. intelligens 4
4. beskedenhed 4
5. afkommets intelligens 3
6. humor 2
7. velstand 2
8. seksuel afholdenhed 2
9. udseende 1
10. charme 1
11. evnen til at save lige 1
12. kunstneriske talenter 1
13. egen dygtighed i skolen som barn 1
14. afkommets udseende 1
15. evnen til at føre motoriserede køretøjer 1
16. evnen til at bøvse eget navn 1
17. god familie 1

Sækkeløb som hjemlig hygge

Spanierne har da virkelig været gode til at komme hinanden ved i halvgamle dage:

For nylig var jeg inde i en ubeboet Madrid-lejlighed, som ikke var blevet renoveret siden 1960'erne, og det var ikke kun de mange madonnafigurer, som sprang i øjnene. Det var også de sanitære forhold. Toilettet befandt sig (som så ofte) i et mikroskopisk aflukke i køkkenet, og der var ikke andet derinde end en WC-kumme og en cisterne. Men madrillenerne kan godt lide at bruge bidé, og sådan et manglede heller ikke. Det stod sammen med håndvasken i det lille påklædningsværelse på den anden side af arbejdsværelset.

Ad afstemning

Afstemningslisten ude til højre kunne i princippet være uendelig. Det er den ikke, men jeg har fået nogle meldinger om, hvad der også burde have været med:

• evnen til at have og udvise uendeligt overskud som forælder
• egen folkelige og anti-elitære småracisme eller lækre kynisme
• egen ulykke og fortvivlelse
• mængden af kød lige oven over peniz. Stykket imellem navle og peniz
• evnen til at tisse en kendingsmelodi (eller anden musik, f.eks. Prince eller noget)
• evnen til at lave lister over hvad som helst; biler, damer, ukendte dykkere, mad som ikke findes, svesker, grufuldheder, litterære blogs, galaksehobe

Bestemt

Her er, hvad jeg skrev om Bestemt. En bog om brugen af bestemthed på dansk, da den udkom i 2014:

"Min nye bog hedder Bestemt og er min første fagbog i 13 år. Den udkommer på Bogforlaget Frydenlund.

Det er en bog om de forskellige former for grammatisk bestemthed.

Jeg har undersøgt, hvilke bestemthedsformer vi har i det danske sprog (jeg får det til 13), og så viser jeg ellers, hvordan disse forskellige former dannes, og hvad deres funktion er.

Så laver jeg en lidt langhåret analyse af, hvad brugen af forskellige bestemthedsformer (eller ikke-brugen) gør ved stillejet i litterære tekster. Jeg bruger teksteksempler fra Hans Otto Jørgensens og Peder Frederik Jensens romaner. Det er tænkt som en eksemplarisk analyse, der altså også skal fortælle noget generelt om, hvordan man med fordel kan arbejde med grammatik i litterære fag.

Endelig sammenligner jeg de danske bestemtheder med det tilsvarende sprogelement på et par håndfulde andre sprog, der optræder som indvandrersprog i Danmark. Jeg forsøger at vise, hvordan fx den somaliske brug af bestemthed og den russiske ikke-brug (på de fleste slaviske sprog har man jo ikke bestemthed ) stiller særlige og forskellige fordringer til, hvordan kursister fra disse sprogområder kan undervises i dansk. Derfor har jeg til sidst også lavet nogle målrettede øvelser, som med fordel kan bruges til undervisning af fx hhv. somaliere og russere i dansk bestemthed.

Det kan måske alt i alt lyde lidt nørdet, men jeg har forsøgt at levendegøre stoffet med anekdoter, sære sætningseksempler og nogle forhåbentlig interessante øvelser."

Udgivelsesdato: 28. marts 2014
Antal sider: 121
ISBN: 9788771183528
Pris: 169 kr.
Bestilles her: http://www.frydenlund.dk/boeger/varebeskrivelse/3419
Eller som e-bog her: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A51120949

Fuldskæg

Køkkensamtale (frit oversat fra spansk)

Karl (7 år): Rajoy er super slem! En bankrøver!
Vera (6 år): Røver han bankerne eller bænkene [hedder det samme på spansk]?
Karl: Bankerne.
Vera: Jeg hader ham!
Karl: Men har du set ham, ved du hvordan han ser ud?
Vera: Næ, gør du?
Karl: Nja, han har overskæg. Det har bankrøvere.
Mig (flere år): Nej, han har faktisk fuldskæg.
Vera: Jeg hader mænd med fuldskæg!
Karl: Hader du far?
Vera: Nej, kun mænd med fuldskæg.
Karl: Men far har fuldskæg.
Vera: Ja, selvfølgelig, men han er da ikke en mand!
Karl: ?
Vera: Han er da bare en dreng, der er blevet meget gammel.