En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser:
Jeg skrev engang en roman, Celeste, der som hovedfigur har en 20-årig biseksuel jødisk kvinde, som vokser faderløst op i Silkeborg i mellemkrigstiden. Som teenager arbejder hun som servitrice på en kaffestue og er tvunget til at bijobbe som prostitueret samme sted. Så tager hun til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Fortælleren er en kunstmaler, der har fundet hendes dagbøger under et ophold på et spansk kloster i tresserne. Der er ikke rigtig noget der, der minder om mit liv. Figurerne og deres liv og handlinger er opdigtet. Og alligevel er der relationer mellem figurer, som er inspireret af noget, jeg har oplevet på nært eller fjert hold. Forholdet mellem fortællerens kone og dennes bror er fx inspireret af et forhold mellem to søskende, som jeg kender. Hovedfigurens arbejdsgiver og dennes forhold til sin ældste søn er inspireret af et far/søn-forhold, jeg kender til. Flere episoder er skrevet over virkelige hændelser, men flyttet over i en anden tidsmæssig, geografisk og social ramme og tilpasset den. Er det autofiktion? Det vil næppe nogen sige. Men hvad nu, hvis nogen pludselig genkender sig selv i en af figurerne? Er det så? Og man skal huske, at læsere altid leder efter sig selv i teksten. Der er en naturlig drift mod identifikation.
På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.
En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.
Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.
I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.
Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis.
Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.
På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.
En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.
Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.
I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.
Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis.
Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.
