Tollundmanden af Seamus Heaney
- oversat til dansk af Uffe Harder og Annette Mester i Markarbejde, Gyldendal 1994.
I
En dag vil jeg tage til Århus *
For at se hans tørvebrune hoved,
Hans øjenlågs milde bælge,
Hans spidse skindhue.
I det flade land nærved
Hvor de gravede ham ud,
Hans sidste vælling af vintersæd
Størknet i hans mave,
Nøgen, bortset fra
Huen, løkken og bæltet,
Vil jeg stå længe.
Gudindens brudgom var han,
Hun strammede ringen om hans hals
Og åbnede sin kærmose,
De mørke safter gav ham
en helgens velholdte krop,
Han blev fundet af tørveskærerens
Undergravende virke.
Hans plettede ansigt
Hviler nu i Århus.
II
Jeg kunne vove blasfemi,
Indvie Heksekedel-mosen
Som vor hellige jord og bede ham
Lade det spredte kød
Af daglejere faldet i baghold
Spire frem,
De sokkeklædte lig,
Fremlagt på
Gårdspladserne
Sladrende hud og tænder
Som pletter svellerne,
Fire unge brødre slæbt
Milelangt langs sporene.
III
Noget af hans triste frihed
Da han var på kærren
Skulle nå mig, mens jeg kørte,
Mens jeg sagde navnene
Tollund, Grauballe, Nebelgård,
Mens jeg så på landboernes
Pegende hænder
Uden at kende deres sprog.
Dér i Jylland,
I de gamle manddrabssogne
Vil jeg føle mig tabt,
Ulykkelig og hjemme.
* Heaney skriver, at han vil tage til Aarhus for at se Tollundmanden, selv om han godt ved, at gammelfar ligger i Silkeborg. Men Aarhus passer angiveligt bedre med versefødderne.
Det originale digt på engelsk:
I
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.
In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,
Naked except for
The cap, noose and girdle,
I will stand a long time.
Bridegroom to the goddess,
She tightened her torc on him
And opened her fen,
Those dark juices working
Him to a saint's kept body,
Trove of the turfcutters'
Honeycombed workings.
Now his stained face
Reposes at Aarhus.
II
I could risk blasphemy,
Consecrate the cauldron bog
Our holy ground and pray
Him to make germinate
The scattered, ambushed
Flesh of labourers,
Stockinged corpses
Laid out in the farmyards,
Tell-tale skin and teeth
Flecking the sleepers
Of four young brothers, trailed
For miles along the lines.
III
Something of his sad freedom
As he rode the tumbril
Should come to me, driving,
Saying the names
Tollund, Grauballe, Nebelgard,
Watching the pointing hands
Of country people,
Not knowing their tongue.
Out here in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.
mandag den 9. januar 2012
onsdag den 21. december 2011
Av!
Hvorfor siger vi Av? Det er der vist ikke andre end danskerne, der gør. I hvert fald lige præcis på den måde. Englænderne siger Autch, ellersådannoget. I andre lande siger man noget helt andet. Alt muligt, siger verdens folk, når det pludselig gør ondt. Dog er der ingen, der siger Swegenswabelprungelprühl! Undtagen en kontrær bjergbonde i Lichtenstein, og han er så helt enormt ung og har så vanvittigt god tid, at han ikke rigtig tæller med.
Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.
Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?
Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?
Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.
Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.
Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.
"Er du sikker?"
Ja, temmelig.
Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?
Hvorfor siger vi Atjuh! når vi nyser? Eller siger vi det? Jeg gør, faktisk. Sådan cirka. I andre lande siger de noget andet. Atis! fx. Det siger de i Spanien, muligvis regionalt afgrænset til Andalusien. Selv kunne jeg ikke drømme om at sige Atis! Det er for barnligt.
Vi siger Uh! når vi bliver forskrækkede. Hvordan kan vi nå at huske, at vi ikke skal sige Atjuh?
Men tænker vi da over hvad vi siger, når vi råber en lyd, fordi det gør ondt eller fordi vi nyser?
Nej, det er noget vrøvl, at man skulle tage stilling til, hvad der er rigtigt eller lyder sejest; lyden kommer bare af sig selv, vil jeg mene. Sådan føles det.
Men alligevel er der lokale, regionale og nationale forskelle. Er det så genetisk? Nej det tror jeg godt, vi kan afvise, for jeg har en gang mødt en koreansk adoptivdreng, der nøs med et Atjuh! Det havde han lært i Danmark. I Korea ville de ikke vide, hvad han mente med Atjuh.
Det er altså indlært sproglig adfærd. En automatiseret reaktion.
"Er du sikker?"
Ja, temmelig.
Men så spørger jeg igen: Hvorfor siger vi Av! og ikke fx Uf! eller Ad! eller Wiing? Hvorfor har vi lært det sådan? Er der nogen, der kan svare mig på det?
torsdag den 15. december 2011
Svælget
Det er svælget mellem Himmerland og København, som har sat det i os. Det at kende begge steder, høre hjemme begge steder, at være det ene og i sin gerning og tanke række ud efter det andet.
Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.
Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.
Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.
Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.
Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.
Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.
Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.
At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.
At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.
At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.
Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?
Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.
Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.
Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.
At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.
Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.
Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.
Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.
Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.
Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.
Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.
Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.
At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.
At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.
At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.
Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?
Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.
Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.
Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.
At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.
onsdag den 23. november 2011
Portalen - forslag til den næste røde finanslov
Portalen
Portalen ligger på Vesterbro, så meget ved du. Det ved de fleste nu, men døren ligner en dør som alle andre, skiller sig ikke ud fra andre almindelige hoveddøre i andre almindelige byhuse fra 1880’erne. Ingen lægger mærke til, at du går ind gennem døren; du behøver ikke kigge dig ængsteligt tilbage, spekulere over, hvem der ser den forvandling, der sker med dig nu. Det nye sker først, når du lukker døren bag dig.
Nu er du gået gennem portalen, og den verden, du har foran dig, er en anden. Du har valgt det selv, og du kan altid vælge at gå baglæns tilbage gennem døren igen, vi holder ikke på dig, men du er kommet her, fordi du ønsker at gå forlæns ud, når du er klar, fordi du ønsker at styre dit eget liv.
Her, på den anden side af portalen, ser du ingen mennesker bære religiøse symboler, du hører ingen bøn, og de regler, som sætter rammerne for vores måde at være sammen på, har vi vedtaget sammen. Her er kun regler, som tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for os som mennesker sammen og hver for sig, og hvad der kan hjælpe os til at være frie og udvikle alt det, vi rummer.
Her er ingen religiøse regler; her opnår ingen noget ved at henvise til nogen gud. Her er ingen gud. Her er kun mennesker, fornuft, respekt, arbejde, viden, samvær og kærlighed.
Du er gået gennem Portalen, fordi du ikke vidste, hvordan du ellers skulle frigøre dig, ikke kunne slippe ud af
– Jehovas Vidner
– Scientology
– Kaldet til Islam
– Hare Krishna
– Hizb ut-Tahrir
– Indre mission
– Pinsebevægelsen
– Mormokirken
– FCK
– Guds børn
– Faderhuset
– Emenkaya
– Evangilist
– Hells Angels
– Amish
– Tongilbevægelsen
– Karaites
– Den Nationale Front
– Haredi
– Tvind
– Vaisnavisme
eller en anden religiøs gruppe, som hidtil har styret dig, begrænset dit liv, og som ikke har villet slippe dig.
Eller du har været bange for at blive alene, hvis du brød ud. Du har været overbevist om, at din familie og dine venner ville støde dig fra sig, hvis du gjorde det.
Nu er du i et andet rum, en anden verden. Her er
– ingen kontrol med eller undertrykkelse af dine kritiske tanker;
– ingen elitisme, som stiller noget mennesker over andre;
– ingen selektiv etik, der giver mennesker, som tilhører en bestemt gruppe, ret til en adfærd, som andre ikke har ret til;
– intet nysprog, som omtolker smerte og dårligdom til noget godt og på den måde blokerer for kritisk tankegang;
– ingen manipulerende rekruttering, som ’lokker medlemmer ind i folden’ eller holder på nogen, som gerne vil ud;
– ingen indoktrinerende adfærdsregulering, der gennem ritualer og straf skal vænne medlemmerne til at opføre sig på en bestemt måde, som de ikke tænker over.
I dette hus på Vesterbro vil du møde
– mennesker, der forsøger at kæmpe sig ud af et religiøst fangenskab ligesom dig;
– mennesker, som tidligere har levet inden for et undertrykkende trossamfund, men er sluppet ud. Dem vil du kunne snakke med, om din frygt, dine erfaringer og dine praktiske problemer;
– professionelle psykologer, som har erfaring med de psykiske vanskeligheder og muligheder, der viser sig, når man træder ud af et trossamfund;
– professionelle socialrådgivere, som kan hjælpe dig med praktiske forhold fra hverdagen;
– en jurist, der kan hjælpe dig med at komme fri af eventuelle juridiske eller økonomiske bindinger til det trossamfund, som du gerne vil ud af;
– en religionssociolog, der ved noget om den type fællesskab, som du hidtil har levet i.
Her har du
– dit eget soveværelse, hvor du kan bo, mens du bliver klar til at komme videre. Værelset holder du selv rent, og du vasker selv sengetøjet i vaskerummet. Du har dit eget toilet i tilknytning til soveværelset;
– et bibliotek, hvor alle bøger er tilladte. Hvis der er en bog, som du gerne vil læse, beder du bare bibliotekaren om at bestille den hjem. På biblioteket er også computere med fri internetadgang;
– et økologisk køkken, hvor du og andre brugere af huset laver mad sammen med en økonoma;
– en fælles spisestue;
– en fælles aktivitetsstue, hvor du kan se tv, spille skak, bordtennis, bordfodbold, skrive, male eller tegne;
– et fælles baderum, som brugerne skiftes til at bruge og gøre rent;
– et fælles musikrum.
Du er selv gået ind gennem portalen, og du kan forlade dette hus igen, når du vil. Du kan forlade det, fordi du nu ved, at du er klar til at leve et liv uden for det trossamfund, som du har forladt. Eller du kan forlade det, fordi du har fundet ud af, at du vil tilbage.
Men efter højest to måneder er du nødt til at forlade huset. Så skal en anden have din seng. Hvis du ikke er klar til at vende tilbage til livet uden for huset efter to måneder, vil en af husets socialrådgivere tale med kommunen om at finde et mere vidtgående tilbud til dig.
Motivation for forslaget
Mange mennesker er fanget i et undertrykkende trossamfund, som de har vanskeligt ved at slippe ud af. Det skal vi hjælpe dem med. Huset bag Portalen findes endnu ikke, men det skal skabes, og det er en statslig opgave. Det skal med på den næste røde finanslov.
Portalen ligger på Vesterbro, så meget ved du. Det ved de fleste nu, men døren ligner en dør som alle andre, skiller sig ikke ud fra andre almindelige hoveddøre i andre almindelige byhuse fra 1880’erne. Ingen lægger mærke til, at du går ind gennem døren; du behøver ikke kigge dig ængsteligt tilbage, spekulere over, hvem der ser den forvandling, der sker med dig nu. Det nye sker først, når du lukker døren bag dig.
Nu er du gået gennem portalen, og den verden, du har foran dig, er en anden. Du har valgt det selv, og du kan altid vælge at gå baglæns tilbage gennem døren igen, vi holder ikke på dig, men du er kommet her, fordi du ønsker at gå forlæns ud, når du er klar, fordi du ønsker at styre dit eget liv.
Her, på den anden side af portalen, ser du ingen mennesker bære religiøse symboler, du hører ingen bøn, og de regler, som sætter rammerne for vores måde at være sammen på, har vi vedtaget sammen. Her er kun regler, som tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for os som mennesker sammen og hver for sig, og hvad der kan hjælpe os til at være frie og udvikle alt det, vi rummer.
Her er ingen religiøse regler; her opnår ingen noget ved at henvise til nogen gud. Her er ingen gud. Her er kun mennesker, fornuft, respekt, arbejde, viden, samvær og kærlighed.
Du er gået gennem Portalen, fordi du ikke vidste, hvordan du ellers skulle frigøre dig, ikke kunne slippe ud af
– Jehovas Vidner
– Scientology
– Kaldet til Islam
– Hare Krishna
– Hizb ut-Tahrir
– Indre mission
– Pinsebevægelsen
– Mormokirken
– FCK
– Guds børn
– Faderhuset
– Emenkaya
– Evangilist
– Hells Angels
– Amish
– Tongilbevægelsen
– Karaites
– Den Nationale Front
– Haredi
– Tvind
– Vaisnavisme
eller en anden religiøs gruppe, som hidtil har styret dig, begrænset dit liv, og som ikke har villet slippe dig.
Eller du har været bange for at blive alene, hvis du brød ud. Du har været overbevist om, at din familie og dine venner ville støde dig fra sig, hvis du gjorde det.
Nu er du i et andet rum, en anden verden. Her er
– ingen kontrol med eller undertrykkelse af dine kritiske tanker;
– ingen elitisme, som stiller noget mennesker over andre;
– ingen selektiv etik, der giver mennesker, som tilhører en bestemt gruppe, ret til en adfærd, som andre ikke har ret til;
– intet nysprog, som omtolker smerte og dårligdom til noget godt og på den måde blokerer for kritisk tankegang;
– ingen manipulerende rekruttering, som ’lokker medlemmer ind i folden’ eller holder på nogen, som gerne vil ud;
– ingen indoktrinerende adfærdsregulering, der gennem ritualer og straf skal vænne medlemmerne til at opføre sig på en bestemt måde, som de ikke tænker over.
I dette hus på Vesterbro vil du møde
– mennesker, der forsøger at kæmpe sig ud af et religiøst fangenskab ligesom dig;
– mennesker, som tidligere har levet inden for et undertrykkende trossamfund, men er sluppet ud. Dem vil du kunne snakke med, om din frygt, dine erfaringer og dine praktiske problemer;
– professionelle psykologer, som har erfaring med de psykiske vanskeligheder og muligheder, der viser sig, når man træder ud af et trossamfund;
– professionelle socialrådgivere, som kan hjælpe dig med praktiske forhold fra hverdagen;
– en jurist, der kan hjælpe dig med at komme fri af eventuelle juridiske eller økonomiske bindinger til det trossamfund, som du gerne vil ud af;
– en religionssociolog, der ved noget om den type fællesskab, som du hidtil har levet i.
Her har du
– dit eget soveværelse, hvor du kan bo, mens du bliver klar til at komme videre. Værelset holder du selv rent, og du vasker selv sengetøjet i vaskerummet. Du har dit eget toilet i tilknytning til soveværelset;
– et bibliotek, hvor alle bøger er tilladte. Hvis der er en bog, som du gerne vil læse, beder du bare bibliotekaren om at bestille den hjem. På biblioteket er også computere med fri internetadgang;
– et økologisk køkken, hvor du og andre brugere af huset laver mad sammen med en økonoma;
– en fælles spisestue;
– en fælles aktivitetsstue, hvor du kan se tv, spille skak, bordtennis, bordfodbold, skrive, male eller tegne;
– et fælles baderum, som brugerne skiftes til at bruge og gøre rent;
– et fælles musikrum.
Du er selv gået ind gennem portalen, og du kan forlade dette hus igen, når du vil. Du kan forlade det, fordi du nu ved, at du er klar til at leve et liv uden for det trossamfund, som du har forladt. Eller du kan forlade det, fordi du har fundet ud af, at du vil tilbage.
Men efter højest to måneder er du nødt til at forlade huset. Så skal en anden have din seng. Hvis du ikke er klar til at vende tilbage til livet uden for huset efter to måneder, vil en af husets socialrådgivere tale med kommunen om at finde et mere vidtgående tilbud til dig.
Motivation for forslaget
Mange mennesker er fanget i et undertrykkende trossamfund, som de har vanskeligt ved at slippe ud af. Det skal vi hjælpe dem med. Huset bag Portalen findes endnu ikke, men det skal skabes, og det er en statslig opgave. Det skal med på den næste røde finanslov.
Jeg flytter til Spanien
Ja, i næste uge gør jeg det sgu; jeg flytter til Madrid med Christina, som skal have sig endnu en uddannelse, og med Karl og Vera, som skal lære ordentligt spansk og have korte bukser på.
Mavesur kommentar til det videnskabelige niveau i socialmedicinen
Medicinere ved for lidt om statistik.
En socialmedicinsk undersøgelse viser, at singler dør tidligere end mennesker, som lever i parforhold. Det vil sige; der er statisk samvarians mellem singleliv og relativt tidlig død. Gennemsnitligt dør singler x antal år tidligere end doubler.
Da forskerne fandt ud af, at der var denne samvarians, gik de i gang med at forklare, hvordan singleliv kunne fremkalde tidlig død. Det var sådan set ikke svært at finde på plausible årsager: Der bliver set skævt til singlerne, det bliver almindeligvis opfattet som bedre, ja nærmest moralsk bedre, at leve i parforhold end alene, og det er stressende at blive set ned på. Stress er sygdomsfremkaldende og potentielt dødelig.
Eller: Singler spiser dårligere og mere uregelmæssigt end doubler, og sådanne spisevaner er usunde for kroppen.
For eksempel. Sådan kan man forklare det, og sådan gør man.
Men sagen er, at statistisk samvarians ikke er nogen garanti for kausalitet. Det er altså ikke sikkert, at de enlige dør tidligere end de parlige, fordi de er enlige. Der er nemlig andre mulige forklaringer på samvariansen. Det kan være, at singletilværelsen og den relativt tidlige død har en fælles, bagvedliggende årsag.
Måske var jeg i mange år single, fordi jeg var allerhelvedes sur og uomgængelig, og måske var dette ucharmerende træk ved min karakter ikke kun dårligt for mit kærlighedsliv, men også for mit helbred. Måske har al min galde svækket min krop og afkortet mit liv.
Måske var jeg single, fordi jeg havde et skrækkeligt dårlig ånde, og måske kom den fæle lugt fra en dårligt fungerende fordøjelse, en fordøjelse som samtidig gjorde min krop uegnet til et langt liv.
Årsagen til mit singleliv kan også have været, at jeg drak for meget destilleret alkohol. Der skulle angiveligt være kvinder, som ikke sætter pris på denne vane, en vane, som samtidig skulle være skadelig for flere af de vitale organer.
Det er blot eksempler, og sådan kunne man blive ved. Når man læser en statistik og ser, at to entiteter forholdsvis ofte optræder sammen, fx singleliv og tidlig død, skal man ikke, sådan som medicinere og journalister er tilbøjelige til, straks give sig til at forklare, hvordan den ene af de to entiteter (fx singleliv) er årsag til den anden (fx tidlig død). Man skal først overveje, om der kan være en tredje variabel (og en fjerde og en femte ...), som kan forklare dem begge.
En socialmedicinsk undersøgelse viser, at singler dør tidligere end mennesker, som lever i parforhold. Det vil sige; der er statisk samvarians mellem singleliv og relativt tidlig død. Gennemsnitligt dør singler x antal år tidligere end doubler.
Da forskerne fandt ud af, at der var denne samvarians, gik de i gang med at forklare, hvordan singleliv kunne fremkalde tidlig død. Det var sådan set ikke svært at finde på plausible årsager: Der bliver set skævt til singlerne, det bliver almindeligvis opfattet som bedre, ja nærmest moralsk bedre, at leve i parforhold end alene, og det er stressende at blive set ned på. Stress er sygdomsfremkaldende og potentielt dødelig.
Eller: Singler spiser dårligere og mere uregelmæssigt end doubler, og sådanne spisevaner er usunde for kroppen.
For eksempel. Sådan kan man forklare det, og sådan gør man.
Men sagen er, at statistisk samvarians ikke er nogen garanti for kausalitet. Det er altså ikke sikkert, at de enlige dør tidligere end de parlige, fordi de er enlige. Der er nemlig andre mulige forklaringer på samvariansen. Det kan være, at singletilværelsen og den relativt tidlige død har en fælles, bagvedliggende årsag.
Måske var jeg i mange år single, fordi jeg var allerhelvedes sur og uomgængelig, og måske var dette ucharmerende træk ved min karakter ikke kun dårligt for mit kærlighedsliv, men også for mit helbred. Måske har al min galde svækket min krop og afkortet mit liv.
Måske var jeg single, fordi jeg havde et skrækkeligt dårlig ånde, og måske kom den fæle lugt fra en dårligt fungerende fordøjelse, en fordøjelse som samtidig gjorde min krop uegnet til et langt liv.
Årsagen til mit singleliv kan også have været, at jeg drak for meget destilleret alkohol. Der skulle angiveligt være kvinder, som ikke sætter pris på denne vane, en vane, som samtidig skulle være skadelig for flere af de vitale organer.
Det er blot eksempler, og sådan kunne man blive ved. Når man læser en statistik og ser, at to entiteter forholdsvis ofte optræder sammen, fx singleliv og tidlig død, skal man ikke, sådan som medicinere og journalister er tilbøjelige til, straks give sig til at forklare, hvordan den ene af de to entiteter (fx singleliv) er årsag til den anden (fx tidlig død). Man skal først overveje, om der kan være en tredje variabel (og en fjerde og en femte ...), som kan forklare dem begge.
Asymmetri
Våde fingre kan ikke mærke, om skjorten er tør. Men tørre fingre mærker uden videre fugten.
mandag den 14. november 2011
Søndag er sidste dag på BogForum
Så er det sidste dag på Forum. Det er sidste dag med grå messestøj og opmærksomhedshungrende skrig under messelamper. “Se mig! Se mig, hør mig, køb mig, elsk mig! Se mig, jeg er smuk, jeg er billig, jeg er kendt, eller bliver det, eller har været, jeg er spændende, besynderlig, promiskuøs, tryg, jovial, jeg er hardback, e-bog, mp3, jeg er strålende, jeg er, som du vil ha mig, så se mig dog!”
Det er sidste dag med tyndskid og øjenkatar, sidste dag med messehjerne, tinitus og kvindernes evindelige toiletkøsklynken og mændenes pral over gårsdagens druktur. "Blev det sent i går?" og man svarer med et 'vi'. "Vi endte på Andys, eller jeg ved sgu ikke". Det er det 'vi', som du ikke er en del af, det vi, som definerer, hvem der holder messeilden i live, løber med faklen, hvem der er BogForum, messesej.
Vi er på fornavn med hinanden. “Dukkede Ole op i går?” og “Har du set Josephine?” Du er på fornavn med mennesker, du aldrig har talt med, og som stensikkert ikke vil hilse, når I mødtes på Valby Langgade næste onsdag.
Ved messestemmens anråb klokken seks i aften er det slut med Under Uret og Tranescenen, slut med Gyldendals smugkro i den anonyme, hvide plakatopstander midt i mylderet og Klims på samme tid mere skjulte og langt mere åbenlyse udskænkning af fadøl tredive meter derfra. Der skammer man sig ikke over at gå i messesump fra klokken et om eftermiddagen. Hvis man kan vente så længe. "Vi sælger Murakami med en gammel skid på, vi er pisse ligeglade." Og de var de første til at være ligeglade, til at slippe skammen, skvulpe rundt i gylden væske, de var de første til at sparke bøger ud af standen til en udsalgspris, som kunne pisse selv den mest besindige boghandler af. Var sgu ligeglade. Og så kom boghandlerne med. Det kunne være det samme, når nu Gyldendal alligevel var kommet med. Så var det hele skredet, så var det hele branchens fest. Ikke Batzer & co.s fest eller Rævens Sorte Biblioteks, jo også deres, stadig deres fest, men bogbranchens fest, Det Kongelige Biblioteks fest, trykkeriernes fest, litteraturtidsskrifternes, Parpirvarearbejdernes Forbunds, det er første maj i november, og Forfatterskolens fest. Også Forfatterskolens fest, skolen som ikke har noget at sælge, men som er ren tekst, som er oplæsningsmaraton og Doktor Tekst. Paneldebatter om litteraturens vilkår, afgangsantologi, og se hvor mange kendte forfattere, der har gået her! Og som alligevel ikke er ren tekst, men elsk mig dog, trods alt! Og det gør vi.
Og vi hænger ud, og det er sidste dag, vi hænger ud. Og "Hvis jeg havde råd, ville jeg være alkoholiker", siger han. Og "Det er derfor, vi ikke gav dig noget legat i år", svarer hun, svedent.
Det er starfuckerens sidste chance for at komme i lag med en kendt. Det er den kendtes sidste chance for at kapitalisere sin kendthed. Det friske kød, den fesne morgen-sms.
I dag er sidste dag. Så er det slut med “Tager du lige børnene? Det er bare tre dage. Fire, vi stiller op torsdag.” og “Tørrer du ikke lige op, hvis jeg kommer sent hjem?” og “Det er arbejde, jeg kan ikke sige nej til den middag. Min redaktør kommer, jeg skal være der, ham, jeg håber på som redaktør, ham, der læser mit manuskript, min oversætter, korrekturlæser, omslagskunstner, grafiker, min forfatter, Ole, min kontakt på trykkeriet, nej, ikke hende, jeg knaldede til messen sidste år, det er en mand i år, jeg tror, det er en mand, en grim mand.” og “Jeg er tidligt hjemme søndag, allerede ved ottetiden, hvis ikke Ole kommer. Det gør han nok.”
Det er sidste dag på BogForum, det er nu, der skal drikkes gratis fadøl, rapses bøger, gives bøger væk, dem man selv har skrevet, de skal stikkes ind i frakken på en anmelder fra Weekendavisen, på en liderlig filminstruktør, på en oversætter. “Kan du ikke lige spørge Saber Press?” Det er nu og aldrig mere.
Vi ses til BogBella næste år.
Det er sidste dag med tyndskid og øjenkatar, sidste dag med messehjerne, tinitus og kvindernes evindelige toiletkøsklynken og mændenes pral over gårsdagens druktur. "Blev det sent i går?" og man svarer med et 'vi'. "Vi endte på Andys, eller jeg ved sgu ikke". Det er det 'vi', som du ikke er en del af, det vi, som definerer, hvem der holder messeilden i live, løber med faklen, hvem der er BogForum, messesej.
Vi er på fornavn med hinanden. “Dukkede Ole op i går?” og “Har du set Josephine?” Du er på fornavn med mennesker, du aldrig har talt med, og som stensikkert ikke vil hilse, når I mødtes på Valby Langgade næste onsdag.
Ved messestemmens anråb klokken seks i aften er det slut med Under Uret og Tranescenen, slut med Gyldendals smugkro i den anonyme, hvide plakatopstander midt i mylderet og Klims på samme tid mere skjulte og langt mere åbenlyse udskænkning af fadøl tredive meter derfra. Der skammer man sig ikke over at gå i messesump fra klokken et om eftermiddagen. Hvis man kan vente så længe. "Vi sælger Murakami med en gammel skid på, vi er pisse ligeglade." Og de var de første til at være ligeglade, til at slippe skammen, skvulpe rundt i gylden væske, de var de første til at sparke bøger ud af standen til en udsalgspris, som kunne pisse selv den mest besindige boghandler af. Var sgu ligeglade. Og så kom boghandlerne med. Det kunne være det samme, når nu Gyldendal alligevel var kommet med. Så var det hele skredet, så var det hele branchens fest. Ikke Batzer & co.s fest eller Rævens Sorte Biblioteks, jo også deres, stadig deres fest, men bogbranchens fest, Det Kongelige Biblioteks fest, trykkeriernes fest, litteraturtidsskrifternes, Parpirvarearbejdernes Forbunds, det er første maj i november, og Forfatterskolens fest. Også Forfatterskolens fest, skolen som ikke har noget at sælge, men som er ren tekst, som er oplæsningsmaraton og Doktor Tekst. Paneldebatter om litteraturens vilkår, afgangsantologi, og se hvor mange kendte forfattere, der har gået her! Og som alligevel ikke er ren tekst, men elsk mig dog, trods alt! Og det gør vi.
Og vi hænger ud, og det er sidste dag, vi hænger ud. Og "Hvis jeg havde råd, ville jeg være alkoholiker", siger han. Og "Det er derfor, vi ikke gav dig noget legat i år", svarer hun, svedent.
Det er starfuckerens sidste chance for at komme i lag med en kendt. Det er den kendtes sidste chance for at kapitalisere sin kendthed. Det friske kød, den fesne morgen-sms.
I dag er sidste dag. Så er det slut med “Tager du lige børnene? Det er bare tre dage. Fire, vi stiller op torsdag.” og “Tørrer du ikke lige op, hvis jeg kommer sent hjem?” og “Det er arbejde, jeg kan ikke sige nej til den middag. Min redaktør kommer, jeg skal være der, ham, jeg håber på som redaktør, ham, der læser mit manuskript, min oversætter, korrekturlæser, omslagskunstner, grafiker, min forfatter, Ole, min kontakt på trykkeriet, nej, ikke hende, jeg knaldede til messen sidste år, det er en mand i år, jeg tror, det er en mand, en grim mand.” og “Jeg er tidligt hjemme søndag, allerede ved ottetiden, hvis ikke Ole kommer. Det gør han nok.”
Det er sidste dag på BogForum, det er nu, der skal drikkes gratis fadøl, rapses bøger, gives bøger væk, dem man selv har skrevet, de skal stikkes ind i frakken på en anmelder fra Weekendavisen, på en liderlig filminstruktør, på en oversætter. “Kan du ikke lige spørge Saber Press?” Det er nu og aldrig mere.
Vi ses til BogBella næste år.
mandag den 17. oktober 2011
Grammy til Rif
I lyset af den glimrende kampagne for Bob Dylan som Nobelprismodtager i litteratur 2012 får vi nu lyst til atter at henlede opmærksomheden på en anden kampagne, som er timet til at kulminere næste efterår. En kampagne, som i det seneste år har taget så meget af vores tid, at vi ikke har haft tid til at skrive nogen bøger, hvad vi ellers havde gjort. Fire, efter alt at dømme. Ja, kære læser, De har gættet rigtigt: Det, vi hentyder til, er kampagnen for at sikre Klaus Rifbjerg en Grammy. Kan det ikke være anderledes, må det jo blive en æres-grammy, men hvad vi går efter, er noget ganske andet, nemlig prisen for bedste singer/songwrigther-album.
I begyndelsen blev vi mødt med nogen undren, det husker De nok, måske mest, fordi Rif endnu ikke har lanceret noget sådant album, men denne smålige skelnen afslører hurtigt sig selv som misundelse og Jantelov.
Vi mener selv, vores gennembrud kom, da vi gennemførte den musikalske analyse af ’Duerne flyver’. Nu kender I den sikkert alle så godt, at det følgende kan forekomme overflødigt, men det skal og vil ikke holde os tilbage.
Duerne flyver ind over by’n / Flyver de hen til dig?
Vi har altså at gøre med følgende vokalgrupper:
uee ye i oe y / ye e e i i
Hvis man nu tager hensyn til den almindelige vokalsænkning, bliver det:
uåö yå e åå y / yå i æ e ∂
Jamen, står der andet tilbage end at sige: Læs det, råb det, og De synger! Sådan er det, og sådan afslører enhver stor musiker sig i sin vokal, hvad enten han vil det eller ej.
Naturligvis er der stadig enkelte indædte modstandere af projektet tilbage. Ellers ville vi ikke ofre kampagnen mere spalteplads, end den allerede har fået; vi ville blot lade den løbe alene i mål, som en naturaliseret egypter ved europamesterskaberne i 10.000-meter forhindringsløb, men så let er det trods alt ikke. Vi kan ikke vide, hvad De tænker, kære læser, men mon dog vi skulle være de eneste, der får den tanke, at det næppe er nogen ren tilfældighed, et vilkårligt sammenfald, at de personer, som modstræber denne hæder til en af vor tids største musikere, er præcis de samme, som nægter at anerkende Svend Auken som Skandinaviens største filosof?
I begyndelsen blev vi mødt med nogen undren, det husker De nok, måske mest, fordi Rif endnu ikke har lanceret noget sådant album, men denne smålige skelnen afslører hurtigt sig selv som misundelse og Jantelov.
Vi mener selv, vores gennembrud kom, da vi gennemførte den musikalske analyse af ’Duerne flyver’. Nu kender I den sikkert alle så godt, at det følgende kan forekomme overflødigt, men det skal og vil ikke holde os tilbage.
Duerne flyver ind over by’n / Flyver de hen til dig?
Vi har altså at gøre med følgende vokalgrupper:
uee ye i oe y / ye e e i i
Hvis man nu tager hensyn til den almindelige vokalsænkning, bliver det:
uåö yå e åå y / yå i æ e ∂
Jamen, står der andet tilbage end at sige: Læs det, råb det, og De synger! Sådan er det, og sådan afslører enhver stor musiker sig i sin vokal, hvad enten han vil det eller ej.
Naturligvis er der stadig enkelte indædte modstandere af projektet tilbage. Ellers ville vi ikke ofre kampagnen mere spalteplads, end den allerede har fået; vi ville blot lade den løbe alene i mål, som en naturaliseret egypter ved europamesterskaberne i 10.000-meter forhindringsløb, men så let er det trods alt ikke. Vi kan ikke vide, hvad De tænker, kære læser, men mon dog vi skulle være de eneste, der får den tanke, at det næppe er nogen ren tilfældighed, et vilkårligt sammenfald, at de personer, som modstræber denne hæder til en af vor tids største musikere, er præcis de samme, som nægter at anerkende Svend Auken som Skandinaviens største filosof?
onsdag den 21. september 2011
Om ord
For nylig spurgte en ven mig, om jeg prøvede at skrive for evigheden, eller om jeg blot skrev for mig selv. Jeg sagde, at jeg gjorde begge dele, men oftere noget, der lå mellem disse ekstremer. Eller rettere: Når jeg forsøgte at skrive for evigheden, kunne jeg være heldig at frembringe tekst, som havde interesse også for andre mennesker end netop mig. Nej, nærmest omvendt: Når jeg forsøgte at skrive helt konkret og specifikt for min egen tid, kunne jeg være heldig at frembringe tekst af evig betydning. Er det sådan?
Sådan svarede jeg ikke. Sådan burde jeg have svaret. Det var et tillokkende svar. Så sådan burde hun have spurgt. Men hun spurgte: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B. Jeg havde vist hende to tekster. Det var små, afsluttede tekster, jeg kunne vise til nogen. Det er et socialt behov, ikke et kunstnerisk. Venner og kolleger tror ikke, jeg laver noget. Jeg siger for eksempel: Jeg skrev to vidunderlige sider til romanen i nat. Det var ren ekstase. En sønderlemmende fægtekamp, et bestialsk orgie af tekst. Eller: Jeg har løst et problem i romanen, som jeg frygtede ikke kunne løses. De tænker: Nu har han igen set boksegalla hele natten. De tror mig ikke. Jeg har intet at vise. Jeg har socialt behov for små tekster. Hør; nu bliver det bedre:
Men det var ikke, hvad min ven spurgte om. Slet ikke. Hun ville blot vide, om jeg bedst kunne lide at skrive A eller B. Hun havde tilmed gjort det let at svare. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. A fremstillede i jeg-fortællerform køligt og ufølsomt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. Jeg svælgede i det. B beskrev indlevende, næsten dirrende, en følsom, melankolsk figur. Et barn, endda. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske, trods alt.
Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Frem for alt satte den ind på forskellige tidspunkter. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, man forestiller sig, det giver at sige noget upassende under en højstemt prædiken. Nej, som den, de første femten bajere giver.
Jeg glemmer melankolikeren. Måske fordi, jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. Jeg burde. Nej, lad mig tale i almindelighed om tekster, som det betyder noget for mig at skrive.
Det er sådan her: De tekster, som kræver en opmærksomhed af mig, lever på mig som blodigler. De tærer mig. Hvorfor kalder du dem for blodigler? Ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Er det ikke dejligt? At give noget af sig selv? Nej, det er på ingen måde dejligt. Det har tvært imod sin helt egen ækelhed. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt? Al volden. Alle bandeordene, obskøniteterne. Er det ikke dem? Nej, sådan er det ikke, når jeg skriver. Det er oprørende og frastødende at leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er det ikke at skrive desinteresseret om tyrkiske torturbødler, som dresserer hunde til at voldtage bange mænd. Det er sandt. De femten bajere. Nuvel, dette er ikke netop sandt, men det kunne være. Jeg kunne føle sådan. I denne tekst giver det mening at hævde noget sådant.
Du kan altså bedre lide at skrive om oprørende hæslige og grusomme ting på en desinteresseret og forfladigende måde end om sarte erkendelser, som rører noget vigtigt? Følelser generer dig? Ja, lad os sige det. Jeg har ingen nydelse ved at skrive det, som betyder noget. Kun uro, ubehag. Men jeg har en tilsvarende tilfredsstillelse ved at have skrevet det. Skulle det lykkes at give ord til en af tilværelsens sprogløse tilstande, ville jeg være lykkelig. Intet mindre. Befriet på en måde, som de femten bajere ikke kan. (De femten bajere kan fjerne mig fra disse tilstande, fratage dem tyngde og kraft for en tid. Det er lyksaligt. Jeg nægter at nedgøre værdien af denne manøvre.) De femten bajere drikker jeg for min egen skyld. For at få fred for mig selv. Ja, du har ret. Det er ligegyldigt. Men derimod at give sprog til en ordløs følelse er at skrive for evigheden. Er det sådan?
Heller ikke dette er sandt. Det er sandt, men i en formel forstand. Det er overmodigt og ahistorisk. Det er sandt, men tåbeligt. Jeg vender tilbage til det. For her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tyrkiske hunde, morskaben over dem, under tiden viser sig at være lige så væsentlig og sand som den lille drengs besværede moderkærlighed? At de tekster, som er skrevet rent rekreativt (som erstatning for Jerrys triumferende mishandling af Tom eller dum vold i Terminator II) og uopmærksomt, har ladet overjeget sove på vagten og lukke uventede
gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. Overraskende spor af god tekst. Tekster for evigheden? Jeg hævdede tidligere, at al tale om sådanne i bedste fald var sand, men tåbelig. Hvorfor?
Her er svaret: Tegnet er uforgængeligt, fordi det er uafhængigt af det materiale, det nedprintes i. Et tegn rådner ikke. Men tegnet er ikke uforanderligt. Det findes kun som meningsfuld entitet i sin form af meddelelse. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er uden mening. Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som mine tyrkiske hunde kunne det, de femten bajere. En anden terapi, ganske vist. En nødvendig materialisering af et håb, som således forskubbes ud i verden. Der må komme en båd. Det er vigtigt at kalde på den. Men som tegn har den ingen værdi uden modtager. Teksten er evig, hvis der til enhver tid er en modtager, som finder den væsentlig. Som forstår den. Evige tekster er mulige, hvis kontinuiteten i den fællesmenneskelige erkendelse er det.
Og det er den ikke. Jamen, er der ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? Barnets kærlighed til sin mor. Noget sådant må have eksisteret, så længe mennesket har været menneske. Måske længere endnu. Siger hun. Tænker vi. Og den vil være der til evig tid. Kan man beskrive denne følelse sandt og nuanceret, har man skrevet tekst for evigheden. Tilbage står vel blot for fremtidens menneske at oversætte denne tekst, dette tegn, til sin egen tids sprog? Nej, netop ikke. Benævnelsen kan være evig, men beskrivelsen kan ikke. Den nuancerede beskrivelse af denne følelse må tage afsæt i de konkrete rum og genstande, som giver mening og farve til menneskets erkendelse af sig selv som væsen. Giver mening og farve til vores kommunikation med artsfæller, udvikler vores gestus. Sådan må det være.
I Swanns verden kan man læse, sandt og nuanceret, hvordan drengen ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Han lider i længslen efter det ritualiserede godnatkys. Det er ubærlig læsning, men er det kun fordi, beskrivelsen er sand. Det er sandheden i det konkrete. Er dette så en tekst for evigheden? Det kan vi allerede med sikkerhed afvise. For blot seks-syv tusinde år siden fandtes ingen bygninger med flere etager, ingen trapper (dette er et gæt). Den fysiske adskillelse mellem mor og barn, som denne tekst lever af, var en anden. Det stiliserede kindkys, som drengen begærer, mere som et tegn end som en sansning, hører også en tid til, hvor diskretion, hygiejne og kropsforagt spiller en rolle, som de ikke altid har spillet. Heller ikke Marcel Proust skrev for evigheden. Han skrev væsentlige tekster af en vis holdbarhed, fordi han beskrev en konkret sanset og derfor tidslig verden.
Altså: Når jeg forsøger at skrive konkrete, sansede tekster af betydning for min egen tid, kan jeg være heldig, at netop dette lykkes. Men det kan også tænkes, at det lykkes, hvis jeg ikke forsøger (de uventede gæsters gave). Eller omvendt. Er det sådan?
Sådan svarede jeg ikke. Sådan burde jeg have svaret. Det var et tillokkende svar. Så sådan burde hun have spurgt. Men hun spurgte: Hvilken tekst kunne du bedst lide at skrive, A eller B. Jeg havde vist hende to tekster. Det var små, afsluttede tekster, jeg kunne vise til nogen. Det er et socialt behov, ikke et kunstnerisk. Venner og kolleger tror ikke, jeg laver noget. Jeg siger for eksempel: Jeg skrev to vidunderlige sider til romanen i nat. Det var ren ekstase. En sønderlemmende fægtekamp, et bestialsk orgie af tekst. Eller: Jeg har løst et problem i romanen, som jeg frygtede ikke kunne løses. De tænker: Nu har han igen set boksegalla hele natten. De tror mig ikke. Jeg har intet at vise. Jeg har socialt behov for små tekster. Hør; nu bliver det bedre:
Men det var ikke, hvad min ven spurgte om. Slet ikke. Hun ville blot vide, om jeg bedst kunne lide at skrive A eller B. Hun havde tilmed gjort det let at svare. Der fulgte en belønning med det ene svar og en tilsvarende straf med det andet. A fremstillede i jeg-fortællerform køligt og ufølsomt en tyrkisk torturbøddel, der træner hunde til at voldtage fanger. Jeg svælgede i det. B beskrev indlevende, næsten dirrende, en følsom, melankolsk figur. Et barn, endda. B betød noget. A gjorde ikke. B var det rigtige svar, det er klart. Belønningen: at kunne gøre krav på at være et ordentligt menneske, trods alt.
Men jeg kunne ikke sige B. Der var nydelse forbundet med at skrive begge tekster. Blot var nydelsen forskellig. Frem for alt satte den ind på forskellige tidspunkter. Den ufølsomme tekst var umiddelbart tilfredsstillende at skrive. Den gav en befrielse som den, man forestiller sig, det giver at sige noget upassende under en højstemt prædiken. Nej, som den, de første femten bajere giver.
Jeg glemmer melankolikeren. Måske fordi, jeg lyver. Jeg har aldrig skrevet disse tekster, men jeg kunne have. Jeg burde. Nej, lad mig tale i almindelighed om tekster, som det betyder noget for mig at skrive.
Det er sådan her: De tekster, som kræver en opmærksomhed af mig, lever på mig som blodigler. De tærer mig. Hvorfor kalder du dem for blodigler? Ville hun sige. Er det da ikke vidunderligt at skrive tekst, som betyder noget? Er det ikke dejligt? At give noget af sig selv? Nej, det er på ingen måde dejligt. Det har tvært imod sin helt egen ækelhed. Jamen, er det ikke det ufølsomme, der er vulgært og uudholdeligt? Al volden. Alle bandeordene, obskøniteterne. Er det ikke dem? Nej, sådan er det ikke, når jeg skriver. Det er oprørende og frastødende at leve sig ind i den lille drengs uforløste kærlighed til sin mor. Det er det ikke at skrive desinteresseret om tyrkiske torturbødler, som dresserer hunde til at voldtage bange mænd. Det er sandt. De femten bajere. Nuvel, dette er ikke netop sandt, men det kunne være. Jeg kunne føle sådan. I denne tekst giver det mening at hævde noget sådant.
Du kan altså bedre lide at skrive om oprørende hæslige og grusomme ting på en desinteresseret og forfladigende måde end om sarte erkendelser, som rører noget vigtigt? Følelser generer dig? Ja, lad os sige det. Jeg har ingen nydelse ved at skrive det, som betyder noget. Kun uro, ubehag. Men jeg har en tilsvarende tilfredsstillelse ved at have skrevet det. Skulle det lykkes at give ord til en af tilværelsens sprogløse tilstande, ville jeg være lykkelig. Intet mindre. Befriet på en måde, som de femten bajere ikke kan. (De femten bajere kan fjerne mig fra disse tilstande, fratage dem tyngde og kraft for en tid. Det er lyksaligt. Jeg nægter at nedgøre værdien af denne manøvre.) De femten bajere drikker jeg for min egen skyld. For at få fred for mig selv. Ja, du har ret. Det er ligegyldigt. Men derimod at give sprog til en ordløs følelse er at skrive for evigheden. Er det sådan?
Heller ikke dette er sandt. Det er sandt, men i en formel forstand. Det er overmodigt og ahistorisk. Det er sandt, men tåbeligt. Jeg vender tilbage til det. For her gemmer sig endnu en uklarhed, som først må sløres yderligere. For er det ikke sådan, at de tyrkiske hunde, morskaben over dem, under tiden viser sig at være lige så væsentlig og sand som den lille drengs besværede moderkærlighed? At de tekster, som er skrevet rent rekreativt (som erstatning for Jerrys triumferende mishandling af Tom eller dum vold i Terminator II) og uopmærksomt, har ladet overjeget sove på vagten og lukke uventede
gæster ind? Jo? Måske har de gaver med. Overraskende spor af god tekst. Tekster for evigheden? Jeg hævdede tidligere, at al tale om sådanne i bedste fald var sand, men tåbelig. Hvorfor?
Her er svaret: Tegnet er uforgængeligt, fordi det er uafhængigt af det materiale, det nedprintes i. Et tegn rådner ikke. Men tegnet er ikke uforanderligt. Det findes kun som meningsfuld entitet i sin form af meddelelse. Den flaskepost, som aldrig når kysten, er uden mening. Nej, den kan have mening som terapi for afsenderen, som mine tyrkiske hunde kunne det, de femten bajere. En anden terapi, ganske vist. En nødvendig materialisering af et håb, som således forskubbes ud i verden. Der må komme en båd. Det er vigtigt at kalde på den. Men som tegn har den ingen værdi uden modtager. Teksten er evig, hvis der til enhver tid er en modtager, som finder den væsentlig. Som forstår den. Evige tekster er mulige, hvis kontinuiteten i den fællesmenneskelige erkendelse er det.
Og det er den ikke. Jamen, er der ikke følelser, uden hvilke vi ikke kan forestille os en menneskelig tilværelse? Barnets kærlighed til sin mor. Noget sådant må have eksisteret, så længe mennesket har været menneske. Måske længere endnu. Siger hun. Tænker vi. Og den vil være der til evig tid. Kan man beskrive denne følelse sandt og nuanceret, har man skrevet tekst for evigheden. Tilbage står vel blot for fremtidens menneske at oversætte denne tekst, dette tegn, til sin egen tids sprog? Nej, netop ikke. Benævnelsen kan være evig, men beskrivelsen kan ikke. Den nuancerede beskrivelse af denne følelse må tage afsæt i de konkrete rum og genstande, som giver mening og farve til menneskets erkendelse af sig selv som væsen. Giver mening og farve til vores kommunikation med artsfæller, udvikler vores gestus. Sådan må det være.
I Swanns verden kan man læse, sandt og nuanceret, hvordan drengen ligger i sin seng og lytter efter moderens fodtrin på trappen. Han venter. Så tæller han skridt. Han lider i længslen efter det ritualiserede godnatkys. Det er ubærlig læsning, men er det kun fordi, beskrivelsen er sand. Det er sandheden i det konkrete. Er dette så en tekst for evigheden? Det kan vi allerede med sikkerhed afvise. For blot seks-syv tusinde år siden fandtes ingen bygninger med flere etager, ingen trapper (dette er et gæt). Den fysiske adskillelse mellem mor og barn, som denne tekst lever af, var en anden. Det stiliserede kindkys, som drengen begærer, mere som et tegn end som en sansning, hører også en tid til, hvor diskretion, hygiejne og kropsforagt spiller en rolle, som de ikke altid har spillet. Heller ikke Marcel Proust skrev for evigheden. Han skrev væsentlige tekster af en vis holdbarhed, fordi han beskrev en konkret sanset og derfor tidslig verden.
Altså: Når jeg forsøger at skrive konkrete, sansede tekster af betydning for min egen tid, kan jeg være heldig, at netop dette lykkes. Men det kan også tænkes, at det lykkes, hvis jeg ikke forsøger (de uventede gæsters gave). Eller omvendt. Er det sådan?
Abonner på:
Opslag (Atom)