fredag den 11. oktober 2024

En mulig tommelfingerregel for en tv-series udløbsdato

Nej, der ingen regler for, hvor længe en tv-serie kan køre. Nogle har kørt, siden den første frisbee landede på naboens garagetag. Men kan vi ikke vedtage den tommelfingerregel, at man som manuskriptforfatter skal til at overveje, hvordan helten og heltinden kan få hinanden i enden, når enten

A) man er begyndt at introducere tidsrejser for at få narrativet til at hænge sammen, eller


B) en af de gennemgående figurer har fået sin anden ansigtsoperation for at skjule, at man igen har været nødt til at hyre en ny skuespiller til rollen.

Iniesta er stoppet

Så stoppede Andrés Iniesta sin karriere som professionel fodboldspiller. Det er svært at forestille sig, at han nogensinde vil holde holde helt op med at spille. Kærligheden til bolden lyser ud af hver en bevægelse. Banens følsomme kunstner, ydmyge mester og effektive vinder. Den elegante tekniker, som gled gennem modstandernes midtbane med sine snævre driblinger, overraskende vendinger med bolden eller hurtige og præcise førstegangsafleveringer. Iniesta var typisk den, der havde tredjesidste fod på bolden, når Barcelona eller Spanien scorede. I Barcelona spillede han med nummer 8 på ryggen og på landsholdet med nummer 6, men han spillede gerne i en fri rolle som 10'er med udgangspunkt i midtbanens venstre side.

Iniesta er med pæn afstand ned til de næste den bedste spanske fodboldspiller gennem tiderne. På min liste over verdens bedste fodboldspillere (som er den, der gælder) er han nummer 12, lige efter Alfredo di Stéfano og foran Franz Beckenbauer. Han spillede 131 kampe for det spanske landshold, med hvilket han blev europamester i 2008 og 2012 og verdensmester i 2010, hvor han scorede sejrsmålet i finalen mod Holland. 


Som 12-årig begyndte han at spille for FC Barcelona, som han var tilknyttet 1996-2018. Han vandt 35 titler (rekord for en spansk spiller) med klubben, blandt andet 9 spanske mesterskaber, 6 pokaltitler og 4 Champions Leagues. Individuelt blev han to gange kåret som verdens bedste playmaker, og UEFA kårede ham i 2012 som Europas bedste spiller. Han havde sine bedste år, mens også Messi og Cristiano Ronaldo havde deres og fik derfor aldrig en Ballon d'Or som verdens bedste spiller, men blev dog nummer 2 på listen i 2010 og nummer 3 i 2012 – ligesom Preben Elkjær i øvrigt gjorde i 1985 og 1984.


Og når jeg nu er i gang med at sammenligne med danske spillere, er det vel værd at nævne, at Iniesta som dreng havde Michael Laudrup som idol, og som spillertyper mindede de også om hinanden, men Iniesta endte med at blive blive bedre end sit idol og med at få en større karriere.

torsdag den 3. oktober 2024

Fortællinger fra udkanten




 






Jeg er hele tiden i gang med at læse 15-20 bøger ad gangen. Ofte i små bidder, inden jeg falder i søvn. Det er en vane, som roder gevaldigt på og ved natbordet. Indimellem læser jeg så også bøger af store mundfulde på kortere tid. Senest Rans vilje (2023) af Peder Frederik Jensen og Insula (2024) af Thomas Boberg. Jeg anmelder ikke bøger, men indrømmer gerne, at de to romaner har lært mig noget nyt. I almindelighed, men også som skrivende menneske.


Når jeg har været så fræk at fotografere min egen seneste bog (fra 2020) sammen med de to fremragende bøger, er det, fordi de alle tre på hver sin måde handler om at lande ublidt med sine forhåbninger og projekter i den kystnære danske provins, vandet og udkantsområderne, og hvirvles ufrivilligt ind i konflikter med lokale magthavere, som man ikke kendte på forhånd, eller hvis magt man ikke havde erkendt styrken af.


Det er tre bøger på henholdsvis 365, 381 og 369 sider, så det er tilsyneladende det omtrentlige omfang af en roman, som behandler det tema.