Corona er kommet for at blive, men nedlukningspolitikken kan ikke gentages i det uendelige.
Ja, det var rigtigt at lukke ned for et år siden. Vi undgik et truende sammenbrud i sundhedsvæsnet, og vi vidste ikke bedre, end at virusen nok ville dø hen i løbet af sommeren 2020, hvor vi alle skulle være ude under åben himmel. Og så ville livet hurtigt vende tilbage til det normale. Det var svært at forestille sig andet i marts.
Det var nok også rigtigt at lukke ned i efteråret, da det viste sig, at vi alligevel ikke havde udviklet flokimmunitet, og virussen vendte tilbage i en anden bølge. Jo, vi kunne da godt bide tænderne sammen i nogle måneder endnu, indtil vaccinen var udviklet, og vi kunne få has på coronaen en gang for alle.
Men i løbet af efteråret begyndte flere og flere at tvivle på, at der overhovedet fandtes et hurtigt fiks. Nye mutationer skabte tvivl om, hvorvidt vi kunne vaccinere os ud af problemet. En sydafrikansk og så en hurtigløber af en britisk variant dukkede op, ikke farligere i sig selv, men mere smitsomme og derfor potentielt truende for kapaciteten i sygehusvæsnet. Ville vi kunne udvikle en vaccine, som både kunne klare den 'oprindelige' corona og de nye?
Eller skulle vi nu pludselig regne med, at nedlukningen af kulturlivet, restauranterne, foreningslivet, idrætten, skolerne og de liberale erhverv ikke ville være kortvarige, men måske tilbagevendende, langvarige eller ligefrem permanente. Og den tiltagende overvågning og registrering. Centraliseringen af magten hos regeringen? Var det noget, vi bare skulle vænne os til at leve med? Kunne vi overhovedet det? Vi købte minkpelse for 3000 kr. til alle landets borgere hen over vinteren, men de varmede underligt lidt.
Modstanden vokser. Der danner sig lidt efter lidt et skel ned gennem befolkningen, som minder stadig mere om det, der følger med en borgerkrig. Det er ikke bare nazister, Nye Borgerlige, tosser og hooligans, der demonstrerer mod coronarestriktionerne. Det er borgere fra højre og venstre, som er bekymrede for, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle. Som er bange og vrede. Og med god grund.
Nogle begyndte at tro på corona-sammensværgelser. At det var et nummer, regeringerne havde fundet på for at styrke deres magt og kontrol med befolkningen. Det er sandt, at regeringerne har gjort netop det. Altså at samfundene med et snuptag er gjort mere autoritære, mindre frie, åbne og demokratiske. Det er sket som en reaktion på virussen, som desværre er reel nok. Det er ikke Frederiksen og Merkel, der har opfundet virussen. Men mange føler behov for at bebrejde nogen.
Der er en mægtig energi i den vrede over at være blevet frataget friheden, retten til selv at bestemme, hvad vi bruger vores tid til, og hvor vi går hen. Det er ikke en energi, som regeringen kan slukke for. I hvert fald ikke uden at skrue voldsomt op for den autoritære udvikling, som har skabt modstanden. Mere kontrol og politivold. Det bliver uundgåeligt et selvstændigt og selvforstærkende problem.
Nu har vi kollektivt været fængslet i et år, og flere og flere bukket under for indespærringen, ensomheden og ufriheden. At alt er gråt og kontrolleret ned til mindste nys. Mange føler sig magtesløse, er magtesløse, bliver vanvittige slet og ret, får vanvittige tanker og paranoia, mister grebet om virkeligheden.
Som med alle kriser rammes de svageste hårdest. De fattigste bliver fattigere, og de magtesløse bliver det endnu mere. Denne krise er værre, fordi også de ensommes ensomhed bliver uddybet.
Vi er simpelthen ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Hvis vi kunne se frem til en normalisering i løbet af en måned eller to, kunne vi måske bide det i os en gang til. Men det er ikke sådan, verden ser ud. Vi har færdigvaccineret under 5 procent af befolkningen. Under 5 procent! Og i går fik vi at vide, at en ny brasiliansk variant af Coronavirussen var fundet i Danmark. Den er hypersmitsom, og den "reagerer svagere på vaccinen". Det betyder altså, at vi risikerer at skulle udvikle en ny vaccine, fordi dem, vi har, måske ikke kan hamle op med brasilianeren. Eller med den næste mutation, som kommer. Og den næste efter den.
Med andre ord: Coronavirussen er kommet for at blive. Sandsynligvis står vi kun ved begyndelsen af en ny pestens æra.
Og hvad er så vores svar på det?
Min fætter Bos yngste datter fylder to i dag. Halvdelen af hendes liv har været et Corona-liv. Skal hun vokse op og gå gennem skole- og uddannelsessystemet via zoom – uden nogensinde at opleve at kunne lege frit med sine venner og med så mange af sine venner ad gangen, som hun har lyst til? Ser hun frem til et ungdoms- og voksenliv uden holdsport, uden sauna og jacuzzi? Uden at turde besøge sine bedsteforældre, når hun har tid og lyst til det? Uden engagerede massedemonstrationer på Christianshavns Slotsplads. Uden fest og festivaller, uden museumsbesøg og biblioteker, uden at kunne gå i byen og finde sig en kæreste, uden et arbejdsliv med kollegialt samvær, uden generalforsamlinger i fagforeningen og Amnesty International? Uden at kunne give sin veninde et kram, når de mødes i køen uden for apoteket?
Tusindvis af gamle vil dø i en ensomhed og kedsomhed langt dybere end den, der ofte følger med alderdommen.
Er det sådan, vi forestiller os, at vi skal håndtere pesten i årene fremover? Jeg tror ikke, vi kan klare nedlukningen ret meget længere. Det var ok som en midlertidig foranstaltning, som vi kunne se frem til afslutningen af. Vi har bidt det i os, fordi vi tænkte, at det snart var ovre, men vi kan ikke forvente, at befolkningen kan klare kan fortsætte sådan i årevis.
Så hvad er alternativerne? Det er vi nødt til at gå i gang med at diskutere. Uden at beskylde hinanden for henholdsvis magtliderlighed og uansvarlighed. Der ikke noget simpelt svar, og vi må respektere, at vi alle er udfordrede erkendelsesmæssigt. Ingen af os har gennemlevet en pest før. Men vi kan ikke overlade beslutningen til Søren Brostrøm og andre eksperter. Det handler om, hvilken verden vi vil leve i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar