søndag den 7. marts 2021

18 idéer til Corona-forebyggelse og -bekæmpelse

 Jeg håber, at vi kan vaccinere os ud af pandemien. Men jeg er holdt op med at tro på det.

Den nyeste – brasilianske – variant af Corona-virussen (P1) har vist sig ikke at respondere ret godt på de vacciner, vi kender. Den "har så stærke undvigelsesmekanismer over for antistoffer, at en hel by i Brasilien, som ellers havde opnået flokimmunitet, blev smittet igen", skrev Berlingske Tidende i onsdags. Man skal virkelig være optimist for at tro, at P1 vil være et enestående eksempel. Ifølge virologerne vil der jo komme nye mutationer, som er mere eller mindre resistente over for vaccinen, efterhånden som en stor del af befolkningen bliver vaccineret færdig. Og udviklingen af nye vacciner vil naturligvis altid halte efter mutationerne, for man kan ikke udvikle vacciner for vira, som endnu ikke findes.

Jeg frygter derfor, at vi kommer til at leve med den her pandemi i årevis. Måske med gradvis aftagende styrke, men vi kan ret beset ikke vide det.

Derfor frygter jeg også, at vi kommer til at opleve en lang serie af efterårs- og vinternedlukninger af skoler, uddannelsesinstitutioner, kulturliv, liberale erhverv, idræt, butikker, offentlig transport osv, hvis vi ikke udvikler nye måder at håndtere virussen på. Jeg tror, at den delvise nedlukning er nødvendig her og nu, fordi vi endnu ikke har udviklet alternativer, men det må vi så i gang med.

Jeg er selv lægmand og ved ikke noget om vira, som ikke også alle andre ved, og jeg har ikke svaret på, hvilke strategier vi kan bruge som alternativ til de nedbrydende samfundsnedlukninger.

Faktisk er der næppe nogen enkelt smart snuptagsløsning. Der er nok snarere behov for en kombination af en lang række forskellige tiltag.

Alle, der vil, bør føle sig velkomne til at komme med idéer og sende dem til deres repræsentanter på Christiansborg. Det er en fælles, demokratisk opgave at udvikle svarene på den her alvorlige krise.

Så må økonomiske, virologiske, sociologiske og andre eksperter efterfølgende regne på det, vurdere hvad der virker og i praksis kan lade sig gøre, og hvad konsekvenserne vil være.

Og jeg har ikke noget imod selv at vove min nye virtuelle 3000-kroners minkpels og udkaste nogle forskellige ufærdige idéer, hvoraf måske i bedste fald et par stykker kan bruges.

Skulle det vise sig, at jeg har været for pessimistisk, og vaccinerne faktisk løser problemet og får has på Corona en gang for alle, ja så kunne de fleste af de ting, jeg foreslår, samtidig fungere som forebyggelse eller beredskab i forhold til helt nye pandemier.

Nogle af dem vil sandsynligvis samtidig have en positiv virkning på klimaproblemerne. 

Her er så mine 18 bud på, hvad der kan gøres:

  1. Den danske regering bør satse på statslig udvikling og produktion af både vaccine OG medicin. Ikke kun vaccinen, men også medicinen er vigtig i erkendelse af, at Covid 19 er kommet for at blive. Vi skal have en medicin, som gør, at langt færre af de svage, som bliver smittet, også bliver alvorligt syge og dør.

  2. Kapaciteten for behandling af dem, der faktisk bliver meget syge, skal øges drastisk.

  3. Måske skal der respiratorer og kyndigt følgepersonale ud på plejehjemmene?

  4. Der skal forskes mere i, hvordan vi styrker vores immunforsvar.

  5. Skoler og uddannelsesinstitutioner skal undervise meget mere udendøre. Nogle skoler gør det allerede.

  6. Flere skovbørnehaver.

  7. Idræt, som kan dyrkes udendøre, skal dyrkes udendøre. Da jeg var dreng, fandtes håndbold stadig som udendørssport. Kan den ikke blive det igen for det store flertal af motionsspillere?

  8. WHO skal styrkes.

  9. Forbud mod patent på vacciner og medicin.

  10. Der er brug for mere restriktive bestemmelser for dyrehold på farmene, sådan at dyrene ikke er tvunget til at stå så tæt.

  11. Dyrene skal også så vidt muligt leve udendøre og langt mindre under tag.

  12. Mennesker skal måske simpelthen producere færre dyr?

  13. Måske et forbud mod salg af levende dyr til privat husholdning (altså til menneskeføde)? Levende dyr smitter potentielt mere end døde/slagtede dyr.

  14. Pelsdyravl kan helt forbydes.

  15. Kan man måske indføre en maksimumstørrelse for stormagasiner?

  16. Højere gebyrer på flyrejser.

  17. Togkupeer med plads til kun seks passagerer som i gamle dage, i stedet for de store, åbne og oftest overfyldte kupéer, som vi har i dag.

  18. Flere togsæt i spidsbelastningsperioderne.

Ingen kommentarer: