Jeg arbejder som skønlitterær forfatter og gør som sådan krav på at være kunstner. Og jeg ville være lykkelig, hvis jeg en dag nåede frem til at have en årsindkomst oppe i nærheden af fattigdomsgrænsen.
Men det er nemt at afvise mit behov for en løn, der er til at leve af, hvis man blot betragter det fra en individuel synsvinkel. For ingen har bedt mig om at skrive bøger, jeg kunne bare lade være. Og det er svært at måle udbyttet af det, jeg frembringer. I sig selv kan salget af bøgerne måske lige dække udgiften til redaktørernes løn og den fysiske produktion. Mere giver de ikke. Indimellem mindre. Derfor er der sjældent noget til mig. Den værdi, bøgerne måtte have for dem, der læser dem, kan ikke opgøres økonomisk og derfor heller ikke bruges som argument for, at jeg skal godtgøres for arbejdet. Det kan eksempelvis en pædagogs arbejde langt lettere, for bliver børnene ikke passet, går produktionen i eksportsektorerne i stå. Derfor kan en pædagog med fordel strejke, hvis der ikke går løn ind. Det ville jeg ikke få noget ud af. Selv ikke hvis jeg slog mig sammen med de måske 1500 andre forfattere i Danmark. Både fordi vi er selvstændige og altså ingen arbejdsgivere har at strejke mod. Men også fordi effekten af strejken ville være umulig at registrere. Folk ville klaske sig på lårene af grin. Det er jo den ikke-eksisterende samfundsmæssige magt, der gør, at mange af os lever i den dybeste fattigdom.
Samtidig er der flere forskellige afgrænsningsproblemer i spil, for hvis jeg skal have løn (det måtte i givet fald være af staten, der er ikke andre til det), skal så ikke også alle andre, der kalder sig kunstnere? Det er ikke en beskyttet titel. Og hvad vil det overhovedet sige at arbejde som kunstner? Hvordan opgør man sit timetal? Arbejder jeg hver gang, jeg skriver? Også når jeg skriver noget, som jeg siden kaster bort? Arbejder jeg, når jeg sidder på en sten og kigger ud over havet, hvis det er her, jeg får den nødvendige ide eller inspiration? Eller i badet? Når jeg læser og følger med i den litterære udvikling i Danmark og resten af verden? Går en tur og samler indtryk? Researcher? Drømmer? Nej, vel ikke, når jeg drømmer? Det er uafgrænseligt, fordi man som forfatter, og velsagtens som kunstner i det hele taget, bringer alle sine erfaringer i spil, når man skaber noget.
Det er således umuligt for mig og andre i min situation ud fra vores individuelle virke som kunstnere at godtgøre, at vi skal have løn.
Hvis man betragter vores virke fra et overordnet synspunkt, ser det anderledes ud. Jeg har tidligere beskrevet det sådan her:
Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede uden nødvendigvis at skulle opleve hele verden på egen hånd.
En verden uden fortællinger er en umenneskelig verden, et fængsel.
Eller: Samfundet har brug for både kreativt virke i almindelighed og for professionel kunst. I alle samfund, vi kender til, har man haft fortællinger, billedkunst, sang, dans og skulpturel kunst. Det gør os godt at udfolde disse former for kreativitet, og vi har samtidig brug for produkterne af dygtige kunstneres virke. Uden dem stivner vi; vi bliver blinde for andre måder at leve og tænke på end dem, vi støder på i vores hverdag. God kunst skaber åbenhed, forståelse og udvikling.
Derfor er det i samfundets og derfor også i statens interesse at sikre, at vi har god kunst til rådighed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances svar på dette behov er, som jeg har forstået det, at markedet må afgøre, hvad der er god kunst. Det, som kan sælge sig hjem, må overleve. Resten må dø. Min indvending mod den opfattelse er ikke kun, at økonomisk selvberoende kunstnere ofte har produceret både afprøvende og foreløbig kunst og moden, selvafklaret stor kunst i årevis, før de nået frem til at kunne leve af det. Andre med samme evner har måske fået børn på det forkerte tidspunkt og følt sig tvunget til at holde op, fordi de ikke vil tvinge børnene til at leve af den samme sulteløn, som de selv har klaret sig med. Eller måske er de bare bukket under af fattigdom, før de får den brede succes, som kunne sætte dem i stand til at leve af deres kunst.
Men det er også (og nok så vigtigt) fordi, at det meget langt fra er alle gode kunstnere, som nogensinde bliver i stand til at overleve på den måde, selvom de stædigt vedbliver at producere masser af god og vigtig kunst. Markedet er ikke nogen god målestok for kunstnerisk kvalitet.
Jeg kunne også vælge at argumentere på en måde, som markeds- og nationaløkonomer lettere ville kunne forholde sig til. Det skulle egentlig ikke være så vanskeligt. Kultursektoren er nemlig en stor og vigtig producent af eksportvarer for Danmark, faktisk en som vi økonomisk set ville have meget vanskeligt ved at undvære. Og sikrer man ikke vilkårene for det, vi har for vane at kalde vækstlaget, vil også den økonomisk indbringende elite blive mindre og ringere. Derfor er det vigtigt for Danmark, at vi har mange små virksomheder, som overlever på hjemmemarkedet, for at nogle få kan blive store på verdensmarkedet. Og tilsvarende er det vigtigt, at mange kunstnere og kulturarbejdere, hvis virke ikke kan bære sig selv økonomisk, overlever og fortsætter deres arbejde.
Jamen, hvis kultursektoren allerede nu skaffer så mange penge hjem til Danmark, er der vel ingen grund til at lave noget om, kunne man sige.
Jo, for det kan blive meget bedre.
En ganske simpel, men revolutionerende måde at gøre det på er at indføre borgerløn. Det afhjælper samtidig en lang række andre problemer med både fattigdom og bureaukrati, som det fører for vidt at komme ind på her.
En anden og nok lettere fremkommelig vej er at finde en måde at støtte de fattige kunstnere på, som er afgrænselig, og som altså så vidt muligt støtter alle professionelle kunstnere, der arbejder seriøst med deres værk, og ikke samtidig forpligter staten til at forsørge alle, der har gået til akvarel på aftenskole. Det gav jeg for mange år siden et bud på for litteraturens vedkommende, som kan læses her:
x
Ingen kommentarer:
Send en kommentar