De har lovet at passe og holde rent; intet ville jeg mærke til den. De
har spurgt med fugtige øjne og en hjemmelavet bordskåner i en fremstrakt hånd.
De har spurgt på dansk og spansk og engelsk, de har spurgt på sprog, de selv
har fundet på, men jeg har aldrig ladet mig fange. Jeg vil ikke.
Men i lørdags
ringede vores taiwanesiske nabo pludselig på døren med to fede, velfriserede
rotter i favnen. Han er ved at være færdig med sin tandlægeuddannelse og skal hjem til sin kinesiske ø, men kan ikke tage bæsterne med på turen. Måske kunne vi overtage lille Tina og hendes mor, så de
ikke skulle aflives nede hos dyrehandleren? Min mentale kæledyrsoverfølsomhed
gav mig en sær kløen i halsen, som jeg forsøgte at hoste væk. Og så viste det
sig sørme, at den lyd, som slap ud af min mund, betyder ‘naturligvis’ på en
særlig østtaiwanesisk dialekt af mandarin.
Nu bor rotterne hos Karl. Der
er savsmuld over hele lejligheden, og udpræget renlige er sådan nogle gnavere heller ikke,
men jeg er bundet af mit ord.
Man skal sådan passe på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar