Når jeg nu i nogen tid intet har skrevet om regeringsforhandlingerne i Spanien, er det simpelthen, fordi jeg ikke har haft noget at fortælle. Og det må jeg hellere fortælle lidt om ...
Der kommer forbløffende få konkrete oplysninger frem. Selv mængden af rygter har fortaget sig. Det er, som om ingen længere interesserer sig for det faktum, at Spanien pt. ikke har en regering med parlamentarisk mandat, men kun et forretningsministerium uden demokratisk legitimitet. Der var valg i december; det er fire måneder siden, og intet er sket. Den konservative ministerpræsident Rajoy regerer videre, som om, der ikke havde været valg, og som om han stadig havde et flertal bag sig.
Hvor længe det kan blive ved, ved jeg ikke. Jeg er lettere forbløffet.
I gårsdagens tv-avis hed det sig så, at PP, PSOE og Ciudadanos muligvis er ved at nå til enighed om en anti-Podemos-alliance. Repræsentanter fra de tre partier hævdede til gengæld, at dette blot er noget, den (ifølge en PP-minister) patologisk paranoide Pablo Iglesias har fundet på for at skjule det angivelige faktum, at Podemos er umulige at forhandle med.
Så står den der og flagrer.
Men hvad nu, hvis det er sandt? Mon ikke dem, der vil vinde på sådan en regeringsdannelse, vil være PP og Podemos? Hvis Rajoy som leder af det største parti kan fortsætte som ministerpræsident, så glemmer vi hurtigt, at PP faktisk fik et svigende valgnederlag. De vil stadig være den dominerende kraft. Og i Danmark har det i hvert fald gerne været sådan at storebroderen i et regeringssamarbejde styrkes, mens de mindre partier i alliancen svækkes (eller knækkes: SF/de konservative).
Jeg tror, en sådan trepartiregering vil blive vældig kostbar for PSOE. Ikke alene vil de være lillebror. Det vil også blive tydeligt, at forskellen på PP og PSOE i realiteten er forsvindende lille, og at PSOE's valgretorik ikke var meget andet end netop dette. Hvad den økonomiske politik angår, vil de ikke have vanskeligt ved at nå til enighed med PP. Ganske vist har klovnen Pedro Sanchez fra PSOE svært ved at styre sit betragtelige ego, men den politiske enighed mellem de to store partier tilsiger, at samarbejdet vil lykkes.
Ingen vil formodentlig bemærke, at Ciudadanos overhovedet er med i regeringen. De har intet nyt at komme med – udover at de ikke vil have korruption, men det har jo så mange sagt, indtil de fik magt ... Derfor vil det nok i givet fald også blive enden på det partis lille politiske eventyr.
Podemos vil vinde opbakning på sådan en situation. Det giver næsten sig selv. De vil være den eneste politiske kraft (sammen med IU, men de er blevet så små ...), som står udenfor magtblokken, og de eneste som for alvor vil noget andet. Man må gå ud fra, at de ved næste valg om treethalvt år vil blive langt større end PSOE. De vil simpelthen blive det store venstreparti i Spanien.
Og det er naturligvis PSOE's store mareridt. Podemos må for alt i verden ikke blive større end PSOE. Som bekendt favoriserer det spanske valgsystem de to største partier, så det er selvforstærkende at komme derop. Det vil være meget vanskeligt for PSOE at genvinde sin position.
PSOE er naturligvis klar over dette. Derfor kan det heller ikke være den løsning, de foretrækker.
Men hvad er alternativet? Ved et nyvalg, hvor Podemos og IU allerede har aftalt at stille op sammen, er det overvejende sandsynligt, at Podemos/IU bliver større end PSOE (de fik jo faktisk også flere stemmer end PSOE ved valget i december, men langt færre mandater). Så det er heller ikke løsningen for PSOE.
Så er der muligheden for at PSOE danner regering sammen emd Podemos, IU og et regionalt nationalistparti. Det var længe den løsning, alle troede var på vej i hus, men det tales der ikke længere så meget om. Pedro Sanchez fra PSOE har jo også gjort sit for at fremstille Podemos som uansvarlige og uduelige som regeringsparti, og skal han så danne en regering med 8-10 uansvarlige ministre? Og Podemos har jo vundet sin opbakning på at være noget helt nyt, noget helt andet end de to store, korrupte og systembevarende partier. Det vil også se mærkeligt ud, hvis de nu går i regering med PSOE. Og hvad med de uberegnelige nationalister? Hvad er deres pris i denne prekære situation, hvor Catalanerne mere end nogensinde taler om løsrivelse?
Endelig er der den mulighed, at PSOE lader PP og Ciudadanos danne regering og så håber på bedre held ved næste valg – at luften til den tid er gået af Podemos-balonen. Men det lader ikke til, at de blå kan skaffe flertal heller. De skal også have nogle regionale partier med, og de fleste af disse kan ikke lide PP, fordi PP jo er de stærkeste modstandere af at give regionerne større selvbestemmelse.
Derfor er situationen altså temmelig låst. Det spanske parlament har aldrig stået i denne situation før, og jeg har ikke noget kvalificeret bud på, hvad resultatet bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar