Dermot
Healy, 1947 – 2014
Den
irske digter og forfatter døde den 26. juni i år. Her er en fortælling om en
rejse til hans hjem i 2012:
Bregner og pornolyng
Der er kun 70 kilometer
fra Dublin til Cavan, men vi kører 150. Det er en rutebil ude på landet: den
snor sig af sted fra afkrog til afkrog. Jeg har lært at cykle på landet og er
flov over den glemsel, det, at vi har regnet rutens længde ud i fugleflugt og
ikke tillagt det land, der strækker sig nordvest for Dublin, sin egen værdi,
hver flække, hver krængning i landskabet sin betydning, sin historie og særegne
indlejring i det mossede land, at vi har reduceret alle fårene ud af ligningen,
alle råger, alke og måger, de skrigende terner, de fattige kirker og
majskolberne på de bedste marker.
Nej, jeg er ikke flov,
det er bare noget, jeg siger til mig selv, et indre krukkeri. Jeg er ikke flov,
jeg er lykkelig.
Vi har ikke provianteret
til tre timer i bussen, har ikke pisset ordentligt i bund efter de fem Guinness
i Dublin, P lidt færre, tre måske, fordi han er fløjet over Malmø og ankommet
en par timer senere end resten af os. Det var ham, vi ventede på, det var
aldrig meningen, at vi skulle drikke i Dublin, vi skulle vandre fra Cavan, bare
af sted, men det var godt, at P fik sine bagte bønner med bacon og æg,
blodpølserne, den hvide og den sorte, de tre Guinness for at jævne selskabet
ud, komme i gang. Vi var ligeglade med den hurlingkamp på storskærmen, men så
kom de hundredevis af tilhængere vandrende gennem de brede gader med de
underligt lave byhuse, tre etager, i deres blå og gule, på vej til stadion. En
anden kamp, naturligvis, men stadig hurling. Vi talte om gælisk fodbold, at det
var noget helt andet end rugby, mere som hurling, spillet på samme bane, samme
regler, men med fødderne. En rugbybold. Om sækkepiber og trommer, violinen, som
altid er med, sangerne, som typisk kan 150 forskellige sange af 15 vers eller
flere, om de historier, de forvalter, om de engelske kolonialister.
– Jeg kan ikke føle
smerte, fortæller L. – Fysik smerte, tilføjer han, og jeg tænker på de
gange, jeg har set ham brænde hul på sin underarm over et stearinlys. Jeg
tænker, at det ikke passer, men at L undersøger sig selv gennem smerte.
Heller ikke det ved jeg helt, hvad betyder.
Det er en begivenhedsløs
bustur; jeg forsøger at fokusere på de snoede veje op og ned ad runde bjerge,
som for at gøre det godt igen, vise min respekt for det lokale, det indre
krukkeri. For satan, hvor skal jeg pisse! Ved et pludseligt ophold i den
stille, varme regn lokker jeg chaufføren til at holde, så jeg kan komme af med
det.
Det er helt uforsvarligt
at køre mere end 40, men man må køre 100 kilometer i timen her, velsagtens
fordi ingen orker at kriminalisere det, som alle gør alligevel. Bussen kører
vel 120, de tabte minutter er hurtigt indhentet. Bussen hamrer gennem bjergegne
uden gule kornmarker, alt er grønt her, og allevegne græsser køer og får; selv
på de stejleste skråninger står der køer, tunge køer. Jeg har aldrig set en
bjergko før. Nu veksler det mellem byger og høj sol, og så begynder skiltene at
vise hastighedsbegrænsningerne i miles/hour, det er et besynderligt skifte til
den gamle britiske form, men så får P får en sms, som siger “Velkommen
til UK”. Vi holder ved en rutebilstation. P betaler sin sandwich med
irske euro, men får tilbage i britiske pund. Vi er ikke i Cavan, men har
krydset grænsen til det besatte Nordirland.
Vi finder en anden bus.
Så handler det igen om vores forventninger til turen, det er det, vi taler om.
Vi skal vandre sammen, ikke rejse, men vandre. Det er vi enige om. Også, hvad
det betyder, hvad forskellen er, tror jeg, at det vigtige ikke er at fragte
vore legemer fra en by til en anden, men at være i landet. Vi skal tværs gennem
den nordlige del af den irske republik, fra Dublin til Gallway, men kommer med
hver vores forudsætninger og motiver. L, P og J har aftalt
at besøge den irske digter og forfatter Dermot Healy, som de kender fra et
tidligere besøg. Healy bor ved Ballyconnell, Drumcliffe, hvor han selv har
bygget sit hus og et beskyttende dige så langt ude på de skarpe skifferklipper
ved kysten, at kun han selv, hans kone Helen og kollegaen Roddy Doyle har
kunnet finde derud. Det er derfor, vi først skal mødes med ham på Yeate’s Pub
uden for Sligo.
Vi har også en aftale om
at læse op et sted under vejs. J har lavet aftalen, og jeg husker ikke
hvor, men vi er enige om, at det er noget, vi gør, hvis det passe ind i turens
puls. Jeg har taget en novelle med, men har endnu ikke oversat den til engelsk.
Jeg har ikke lyst til at læse op.
Litteraturen er en del
af det. Men der er også musikken. J spiller folkemusik, han holder meget
af den irske og har en irsk tromme, en boghran, sådan en håndholdt en, som han
håber at komme til at spille på, sidde med, når de små ensembler jammer på
pubberne. Og han har boet i Irland, J, studeret historie på Trinity
College, tror jeg.
LB har boet i Skotland. Det er ikke det samme, naturligvis,
men inden for familien, samhørigheden mellem irerne og en stor del af skotterne
er stærk. Det er ikke bare får, whisk(e)y og sækkepiber, men også den gæliske
kultur, sproget, som kun få mestrer, men mange alligevel føler noget for,
katolicismen, fjendskabet med englænderne, det tyndt befolkede bjerglandskab og
den stille regn, for eksempel.
L har ikke boet på de britiske øer, men er katolik og
rødhåret og kan ikke lade være med at synge. Det er ikke en irsk kliché. Han
ligner bare en irer. Han kender Irland, om ikke andet så fra besøget sidste
sommer.
P var her sidste år med L og J, var det ikke
sådan? Han kan ikke lade være med at tale om Healys selvbiografiske romaner, om
hvordan man ville kunne eller ikke kunne oversætte den lokale slang, som
humoren indlejrer sig i. Skal man oversætte den til jysk eller bornholmsk, for
eksempel? Og P sejler og bygger skibe; han vil se de irske havne, tale
med fiskerne og bådebyggerne. Det er en del af turen.
C og jeg er med som det tynde øl. Også vi har forberedt
os, det er klart. C læser alt. Jeg har oversat nogle af Healys digte,
men har aldrig været på øen før, og mit forhold til Irland er ikke nært. Måske
er det derfor, min foregribelse af turen mere end stedet handler om det at være
af sted sammen, om selskabet. At være på drengetur som voksen, om at gøre det,
der falder os ind, og falde om og sove på en pløjemark, om alle 1980’er-filmene
om den sidste drengetur inden lukketid.
Jeg begynder busturen
med at småskændes med L om katolicismen, jeg er så meget imod religion,
at jeg bliver unuanceret, L så meget for, at han tager fejl. Det er en
diskussion, vi har haft før.
Og så står vi af. Den
fælles irske Fleadh Cheoil-festival afholdes denne sommer i Cavan, den varer 10
dage. Vi ankommer på den 9. dag. Man kan se, at de lokale er slidte. Kynismen
og selvforglemmelsen efter den lange fest, friheden.
Det er ikke vanskeligt
at finde et sted at slå de tre telte op, får vi at vide af en nærmest ædru
kvinde med paryk. Vi skal gennem et tæt krat, hvor lokale teenagere skjuler sig
for at fordele rovet fra de fulde turister og tage stoffer. Man kan høre larmen
fra de mange koncerter, men ikke skelne den ene fra den anden.
– Lad være med at gå
derind, siger en af drengene.
Men lidt efter står vi
på en åben eng og pakker telte ud.
– Det er ikke her. Vi
skal over på den anden side at hækken, råber P.
Han har allerede betalt
opsynsmanden for en overnatning.
Vi kaster teltene over
hækken til en skråning, som er trådt op af andre campister. De har efterladt
alt affald, og jeg finder et soveunderlag.
J bærer sin boghran rundt i natten, men tøver med at sætte
sig sammen med de lokale og gæstende musikere på Cavans pubber. Der er en
generthed over ham, en, måske overdreven, respekt for de lokale musikere. C
køber en tin whistle for at drille J. C kan ikke spille, men gør
det, i modsætning til J, som kan, men ikke gør det.
Også børn spiller på
pubberne til langt ud på natten. Mænd rejser sig pludselig og synger en
historie i 15-20 kapitler, og alle standser midt i en sætning eller et kys;
violin og harmonika, fløjte og tromme bliver stille. Kvinder gør det også,
fortæller J. Vi sætter os for at lytte. Og så fortsætter festen, alle drikker,
alle de fregnede mennesker med sorte eller røde krøller. Jeg kan ikke lade være
med at smile over, hvor irsk L ser ud. Også store børn drikker skarp
spiritus. Voksne drikker Guinness, kun få vælger en lager.
J bliver lykkeligt fuld, og L gør. Vi bliver alle
fulde, men Ls brandert muterer. Så råber han op om, at det altid er ham,
der skal redde kastanierne ud af ilden for J, bære ham hjem, mens J
scorer alle pointene. Det er den charme, han har, siger L. At han kan
tale så længe om Joyce, uden at nogen falder i søvn, selvom han ikke selv kan
stå på benene. Jeg forstår ikke, hvordan, de to ting hænger sammen, men jeg
hører også kærlighed i den anklage fra Ls side, beundring måske. Det
kommer flere uforklarlige spring i Ls tale. Der er vigtige, indre
mellemregninger, som vi ikke hører, som jeg i hvert fald ikke hører. J
vil hellere feste, og han synger en sang. Han vil ikke ind i det skænderi. Det
er, som om han ved, hvad det rummer; han vil ikke have den afstand til det rum,
han er i. Og pubbens musikere giver ham scenen i 10 minutter.
L har hentet morgenmad; det er toastbrød, skinke, ost og
varm kaffe. Han kan ikke sove, når det er lyst. Nu passer han på os.
Det er midt på
eftermiddagen, før vi kommer af sted mod Sligo. Vi køber to flasker whiskey på
den pub, hvor vi indtager vores rigtige morgenmåltid. Vi spiller pool. På vej
ud af Cavan supplerer vi med flere dåseøl på en tankstation.
– Se nu her, J,
siger jeg, da vi passerer et butiksvindue fuld af spiritus, og peger på e’et i
whiskey. – Og se så den skotske her.
– Hvordan kan du vide,
at det gælder alle de irske? bliver J ved. Det lyder, som om han
egentlig godt ved, at jeg har ret: irsk whiskey er med e, skotsk uden. Men han
vil ikke opgive diskussionen.
Vi tager også nogle
store dåseøller og to ruller kiks.
Jeg er den eneste, som
ikke har vandrestøvler på. Jeg har tænkt, at et par solide tennissko kan gøre
det. Det kan de ikke, og det kan de godt. Jeg kommer jo igennem turen, trods
vabler, hudløshed og kramper, men naturligvis trækker jeg tempoet ned.
Her er kristtjørn,
rødkløver og margueritter i grøften og hortensia i haverne. Her konkurrerer
naboerne om at have de bedste, hvidmalede cementfugle på deres
indgangsportaler; ravne, ørne, svaner. Der er langt mellem husene. Man
konkurrerer med en nabo to kilometer borte. Og vi passerer flere fattige kirker
og hurlingbaner.
Rygepauserne er P,
LB og J fælles om, så er der lavet hold.
Det bliver mørkt, vi
ømmer os. Især skuldrene gør ondt.
Vi synger sammen i
natten, skiftes til at sætte en vise i gang. Det begynder med, at L og
jeg synger Dansevise, som vi plejer at synge sammen, når vi er fulde.
Ind imellem er der to sange i gang samtidig. Det er, når vi går spredt, eller
når to af os forsøger at erobre scenen samtidig og begge insisterer.
Sange, jeg husker at
have sunget:
Alle sømænd er glade for
piger
Hvad gør vi nu, lille
du?
Så længe, jeg lever
Solen er så rød, mor
Men jeg kommer jo ikke,
sagde Kresten
De tre musikanter
Yesterday
Summertime
Ol’ man river
Moon river
Shu bi duas Danmark
Wild Rover
Whiskey in the jar
Østre Gasværk
To lys på et bord
Skibet skal sejle i nat
Iziz Bitzi
Herfra hvor jeg står
Redemption song
Something
Proud Mary
Når jeg ser et rødt flag
smælde
Når jeg ser en shelltank
brænde
Måske ku’ vi
We are the lads from Man
United
Blib Båt
Knocking on heavens door
Der er en fest, vi
griner og sender whiskeyen rundt og prøver at finde Karlsvognen. Vi finder den.
På toppen af en bakke finder vi den og sætter os på vejen. Vi har udsat den
pause, som vi i mere end en time har trængt til, vi skulle helt op først. Et
par gange begynder P at fortælle en uhyggelig historie. Jeg kan ikke
huske, om den bliver færdig, om den har en slutning. Der er ikke flere øl. Det
er uhyggeligt nok. Det er i orden at være plat, men også i orden ikke at være
det. At tale om alt det vi elsker hver især. Men alt er i orden, også at tale
om litteratur, vi ikke kan lide. Vi åbner den næste flaske whiskey, og L
ligger på tværs af vejen og sover.
– Skal vi ikke få ham
ind til siden? spørger jeg ud i luften. – Før eller siden kommer der en bil.
Men jeg gør ingenting.
Vi lader ham ligge. Der kommer ingen bil. I to timer ser vi intet andet lys end
stjernernes og månens.
Klokken er to. Eller
fire. Vi ved ikke, hvad klokken er. Vi siger det ikke, men er enige om, at det
vil være snyd at kigge på uret eller tage telefonen frem.
Alligevel bliver det tid
til at finde et sted at sove, sådan sænker roen sig over os. Men det er her, vi
skal sove, i vejkanten lige her. Vi er på toppen af bakken. Det var her vi
skulle op, og det er her, vi skal sove. Særligt J insisterer på det. Og
så blusser festen op igen, men også som et parallelt skænderi, for P vil
finde et bedre sted. Vi kan vi ikke lægge os ind på marken her; den er trampet
til mudder af får og køer.
– Vi kan ligge i
grøften, siger J.
Han har ret, det er
muligt.
Også P insisterer
på sit, for også han har ret; han går ud for at finde et mere beskyttet leje,
og han kommer tilbage og fortæller om det. Han har fundet et fantastisk plateau
med udsigt ned over de grønne bakker og landsbyerne, bare 100 meter derfra. Det
er vanskeligt at sige, hvordan det bliver afgjort, måske i kraft af, at P
står op, mens andre sidder eller ligger, måske fordi hans løsning er fornuftig,
mens Js er romantisk, men P får sin vilje.
– Vi kan fortsætte
festen der, siger P. – Så kan vi falde om og sove, når der ikke er mere
whiskey.
J vil ikke gå fra det perfekte punkt på toppen af bakken
og toppen af festen, han mukker, kan ikke lide ideen om at gå fra det perfekte,
men går med.
L skal nærmest bæres
derhen. Der er et pigtrådshegn, som han skal løftes over. Han vejer omkring 90
kilo, og vi er trætte og fulde i det tætte mørke. Alt er vådt. Et øjeblik lader
vi ham stå selv, så to af os kan kravle over pigtråden og tage imod L
fra den anden side. Og så står han pludselig på hovedet. Han når ikke at tage
fra. Ansigtet skraber tungt hen over asfalten. Det er panden og næsen, det går
værst ud over, men også øjenhulerne og det tynde skind på kindbenene. Han
bløder kraftigt. Det ene ben er allerede blevet skadet tidligere på natten. Det
var lige efter, at han pissede så fint. Han faldt, mens han pissede, skred ned
i grøften med hælene forrest, men faldt flot på ryggen og pissede videre
siddende med benene i grøften, og uden helt at overpisse sig selv. Han fik ros
for det, respekt, men så slog han benet på en sten i grøften, og nu er det
ansigtet. Det er væk. P og C tilser de åbne sår. De renser det
med vand og whiskey. Der er stor omsorg fra deres side. C vil ringe
efter en ambulance. Han tror, næsen er brækket. Men han ringer ikke. Nogen
taler ham fra det. Jeg ved ikke, om det er mig. Her er ingen skilte. Hvordan
skulle vi kunne fortælle, hvor vi er?
Jeg ved, at L
bliver væk, at cirka her omkring bliver han væk, og at P og C
pludselig finder ham igen. Han ligger i en busk, og så står de der og lyser ham
ind i ansigtet med en stavlygte. De hjælper ham op. Det ved jeg, for P
har fortalt mig det. Det er svært at skelne erindring fra nattesyner og
fortælling. Vil han hjælpes op? Det ved jeg ikke.
Engen er våd af dug. Vi
slår ikke teltene op, men lægger os på liggeunderlagene. J og jeg breder
et oversegl ud over engen, det er Js, og det kan vi ligge på. Vi hviler
øjnene i stjernehimlen. Der er finregn, vores ansigter er våde, måske er det
bare dug - vores soveposer. Festen er mild, jeg længes efter drømmene. Festen
skal dø som en udånding.
Men så er den anden
flaske pludselig tom, der er ikke mere whiskey. Nogen anklager, andre glatter
ud, nogen begge dele: “Det var ikke til at passe på flasken, mens vi skulle
passe på L”, for eksempel. Skruelåget er væk, sprutten er spildt i
græsset. Sådan kan vi ikke feste. Alle er sure på nogen, nogen er sure på alle.
J kan ikke slippe taget i sin ærgrelse over, at festen skulle flyttes,
at den blev det og derfor gik i stå. L er vred over ikke at have mere at
drikke. Det er nogens skyld. Det er småborgerligt og parcelhus! synes han, og
hvad fanden var der i vejen med at ligge tværs over vejen, når det nu var der,
vi havde det godt? Nu synger ingen mere.
L skrider.
– Er det ikke en
vandretur, det her? Eller er det en campingferie? Han råber.
Det er mørkt, ikke alle
lægger mærke til, at han er gået, vi er fulde og halvsover, men vi finder ud af
det, for han kommer tilbage. Der er gået en time, måske, og nu er han helt
usammenhængende, han har mistet meget blod.
– Er her nogen danskere?
råber han.
Han er ikke sikker på,
at han har fundet tilbage til den rigtige eng.
Vi mumler noget fra
soveposerne.
– Er I mine venner?
råber han.
Det er, som om
spørgsmålet kommer som et krav, som ingen helt kan honorere; han burde ikke
spørge lige nu, hvor alle tænker på ham som idioten.
– Læg dig ned og sov,
siger P.
Men han vil ikke sove,
og hvem har whiskyen? Hvem fanden har whiskyen? Og så vil han alligevel sove,
men hvor i helvede er hans telt? Hvorfor fanden har ingen slået teltet op? Her
er så pisse vådt. Spritten er på vej ud af kroppen, den klare nat er kold. Og
blodet. Der er ingen tvivl om, at han fryser. Kan han føle smerte? Det tror
jeg. Det er C, der finder hans liggeunderlag, men nu er det også blevet
vådt af duggen, og så går det galt. Han har kraftedme aldrig oplevet noget så
infamt før!
– Man rører bare ikke en
anden mands liggeunderlag! skriger han. Han er blevet til en cowboyfilm.
Han lyder både rasende
og fortvivlet. Nogen hjælper ham ned i soveposen.
Man kan høre, J
sover. L bliver ved med at råbe op om, hvad vi fem andre er for nogle
idioter og røvhuller, og LB vil gerne sove. Det fortæller han L.
Så er vi igen nogle småborgerlige røvhuller. P skælder L ud, og
både han og LB rejser sig. L vrister sig ud af soveposen og
vakler rundt, resten ligger ned. Især L og P skændes. De kan ikke
se hinanden. L skriger ubehageligheder ud over P, håner ham, hans
person og hans kunstneriske faglighed. P beder ham om at holde kæft og
lægge sig tilbage i soveposen, og så finder L endelig frem til det sted,
hvor P og LB står, og så går han på P, pander ham en, vil slå ham
igen, vil slå LB. Og nu er LB blevet vred og advarer ham mod at
slå igen. De holder L. På en eller anden måde lykkes det dem at få ham
proppet ned i posen igen. Larmen dør hen, og så tager P støvlerne på og
pakker sammen. Han siger ingenting.
– Du skal ikke skride
nu, siger jeg stille. – Vi finder ud af det i morgen.
Men P går.
Og jeg siger til L,
at han næste morgen skal ringe til P og undskylde, siger, at det nu er
hans ansvar at samle holdet igen. Måske siger jeg det mest for min egen skyld,
for at have gjort noget rigtigt. Det er meningsløst at skælde L ud nu.
Han er væk i sig selv.
Lige før, det bliver
lyst, kommer P tilbage og lægger sig til at sove.
Vi vågner på en eng, vi
aldrig før har set. Vi har set stjernerne og mærket det våde græs, men nu ser
vi ned over bakker i sol og dale i skygge, de spredte huse, to landsbyer ligger
delvis skjult af disen længere nede ad bjerget.
Vi pakker sammen.
Rygerne smøger den, J, LB og P. L er blevet liggende
i sin sovepose, men så vækker J ham og siger, at vi skal gå. Han vil
gerne have L med, det kan man høre. Han er også irriteret over optrinnet
aftenen før, men vil ikke lade det ødelægge dagen. Sådan virker det.
L vil ingen steder og siger, at vi skal skride ad helvede
til.
Jeg tror, at flere af os
føler, at vi burde prøve at overtale L til at gå med, men kun J
og C forsøger.
Vi burde vel blive hos
ham, til han er i stand til at tage vare på sig selv igen?
Men han har taget
afstand til os på en måde, som gør det meget vanskeligt at komme ham i møde.
Så går vi uden L.
Det er en stille
vandring ind til Sligo.
Vi aftaler at give L
besked om, hvor vi er, og hvad planerne er, og at han er velkommen tilbage. Det
er LB, der sender den sms og spørger, hvad L selv har af planer.
Han har ingen, svarer
han.
Vi går i regn, i timevis
af regn. Det er ikke koldt, men vablerne begynder at blive vigtige, knæene
efter de mange kilometer på asfalt, manglen på søvn, det, ikke at kunne skide,
ikke at blive vasket.
Mine stubbe begynder at
ligne skæg. “Tror du, Vera kan lide det?”, spørger jeg J, der som den
eneste anden har både børn og skæg. Jeg fortæller, at Karl ikke bryder sig om
det, men at børnenes mor, Christina, bedst kan lide det sådan
Jeg husker det, som om
vi tager lidt pis på os selv, fordi vi allerede nu begynder at savne børnene.
Tøjet er ikke bare
beskidt, men også surt.
Vi provianterer på en
tankstation uden for Sligo midt på eftermiddagen.
Ved floden i Sligo
finder vi en pub, hvor vi drikker Guinness. Jeg tager en lager, som er lidt
stærkere, men mindre bitter og ikke så tyk. Vi spiser hverken salat eller
havregryn, men full irish breakfast med bagte bønner, blodpølse,
toastbrød, fede, små pølser, snottede spejlæg og bacon af godt kød, men nærmest
ustegt. Senere på dagen kan det være irish stew eller fish ‘n’ chips,
eller kontinental mad, hvis man er sart.
J har kastet skyheden af sig og spiller på sin boghran,
når han er i stødet. Det er han tit.
Før vi tager hul på en
ny vandring, finder vi en boghandler og køber et detaljeret vandrekort, hvor
alle bivejene er med. Det er P og J, der tager teten, dem der
køber kortet og lægger ruten. Jeg føler, at jeg burde bidrage med noget mere.
Men jeg har ingen ideer til, hvor vi skal hen. Jeg ved for lidt om landet. Det
er heller ikke mig, der har taget telt med. Ind imellem køber jeg lidt ekstra
proviant for at kompensere.
Senere skal vi besøge
den irske digter og romanforfatter Dermot Healy, som bor uden for Sligo, ved
Drumcliffe.
Vi mødes på Yeate’s Pub.
Der udveksles hilsner og erindringer fra det tidligere møde. Healy fortæller
om, hvordan han bruger sit eget liv, når han skriver, om ærlighed og mod – og
om sin egen lille skriveskole. LB, J og P fortæller, hvad
der sker i den danske litteratur.
Healy fortæller sin
anekdote om Roddy Doyle. Om et forfattertræf, som var ved at gå i vasken, fordi
kun Doyle kunne finde frem. Man fornemmer, at en del af Healys respekt for
Doyle skyldes denne praktiske begavelse. Det er en af dem, han underholder med
i bilen. Vi kører ud til huset. Han fortæller om de lokale beboeres indbyrdes
politi-advarselssystem, som sikrer, at ingen af dem nogensinde bliver knaldet
for spirituskørsel.
Bølgerne banker ind mod
klipperne. Det er farligt at gå på de våde skiffersten, men umuligt at lade
være.
Nogle dage senere bader
vi i en sø, udfordrer hinanden til at gå i det kolde vand, og sætter os op på
en pub og diskuterer, om Johan fra Magtens korridorer har den samme stemme som
Kim Larsen. “Overhovedet ikke!”, mener J, og vi vædder en kasse øl.
“Hvordan afgør vi, hvem der har ret?”, spørger jeg forvirret. Det gør vi
naturligvis ved at lytte og drikke, indtil en af os må give den anden ret.
Der er dåseøl med, når
vi går. Vi synger eller snakker om vores liv, værk og familie, om hvad børnene
mon laver derhjemme i dag, at have mistet sin far – eller om en kunstudstilling
i Tyskland, fx den hvor Glenns kæreste udstiller som den eneste dansker, eller
en fodboldkamp fra den spanske liga.
Når man går sammen, kan
man tale om ting, som ellers er vanskelige at komme i gang med. LB
fortæller om sin fars bedste ven, som nu efter farens pludselige død er morens
nye kæreste. Men det er ikke det slemme. Det slemme er, at manden tror, at han
derfor skal opdrage på LB, være hans far. LB er 32. Manden vil
også fortælle LB, hvordan moren er og har det. Hvordan LB skal
opføre sig over for hende. LBs egen mor. Manden har hverken pli eller
respekt. Det er hæsligt; vi er sammen om at hade det røvhul, men det er også
godt, at LB vil fortælle om det.
Eller Christina har ringet.
Der er sket noget med Karl, som hun er ked af. En har slået ham, en voksen. Jeg
bliver rasende og fortvivlet over ikke at kunne hjælpe dem med at blive glade
igen. Jeg græder vist, da jeg fortæller J om det. Vi sidder i køjen på et vandrehjem. Han ved, hvordan det
er at være væk fra sine børn.
Så går vi alligevel igen. Vi holder kæft og
går indelukkede og spredt.
Pool på pubberne, og J
sidder med, når de spiller en reel. Han har trommen med og den nye kølle. Men
også myg og en landsby med verdensrekord for flest dage i træk med regnvejr,
315, og forbløffende mange franskmænd på vejene. Det er den gæliske forbindelse
til Normandiet, men også noget med en sang, som var populær i Frankrig for tyve
år siden.
Så går vi igen i natten,
og vi lærer, at det er nødvendigt at spise for at holde varmen og vedligeholde
viljen til at gå.
Vi blaffer og kommer til
at tale med de lokale, om arbejdsløsheden, fx, drømmen om at komme væk. Om
broren, som slap væk. Fortvivlelsen over alligevel ikke at kunne undvære sin
hjemegn. Eller bliver samlet op af en fransk autocamper med en savlende hund og
en god historie.
Der
er brombær langs vejen. Stengærder. Bregner og pornolyng.
