torsdag, april 29, 2010

Stik spaniol

På spansk er der ingen forskel på udtalen af v og b. Eller det er der. Når spanierne skal sige v, sætter de overmundens tænder ud over underlæben, og når de skal sige b, sætter de over- og underlæbe sammen. Ligesom vi gør.

Men man kan næsten ikke høre forskel, det er sådan, det er. Og de skifter vilkårligt mellem de to konsonanter. Ord, som staves med b, siges gerne med v. Og det må de godt! De har fået lov. Sådan er det spanske sprog.

Hvad mere er: Ord, som i en sammenhæng staves med b, kan i en anden uden videre optræde med v som begyndelseskonsonant. Og heller ikke det synes spanierne, der er noget mærkeligt eller forkert ved.

Det er lige skrapt nok set med danske øjne, for på den måde bliver Baskerlandet til Vaskerlandet, og det går jo ikke. At baske og at vaske er ikke det samme. Det kan få meget alvorlige følger for den nationale hygiejne, hvis man tror det.

Dette fundamentale semantiske problem ved den spanske udtale og stavning oplyste jeg for nylig en spanier om, men jeg kan ikke sige, at jeg slap godt fra det. Faktisk blev han stik spaniol og spruttede konsonanter ud både med og uden tænder i overmunden.

Pludselig afbrød han sig selv og så spydig ud. Og sagde han noget, som jeg ikke helt er kommet mig over endnu. Han sagde, at vi danskere også bytter rund på b og v efter forgodtbefindende.
- Nej, sagde jeg. - Det gør Vi godt nok ikke!
- Jo, sagde han. Når I skriver "løbe", udtaler I det som "løve".
Det kunne jeg jo heldigvis blankt afvise, og så blev den ikke længere.

Men da jeg kom hjem og betroede mig til min bamse, måtte jeg jo sige, at der alligevel var noget om snakken. For "løbe" bliver måske ikke til "løve", men mange steder i landet bliver det til "løøw". Der findes både jyder og fynboer, som laver b om til w.

For eksempel:
løbe -> løøw
skib -> skiiw
slibe -> sliiw
slæbe -> slææw
kæbe -> kææw
abekat -> aawkat
sæbe -> sææw
tabe -> taaw
råbe -> rååw

Så i store dele af provinsen (kan nogen fortælle mig nærmere bestemt hvor på Fyn og hvor i Jylland?) er vi danskere faktik noget spanske i det.

Men vi ved, hvornår man skal stoppe. For eksempel bliver "kåbe" ikke til "kååw", "måbe" bliver ikke til "mååw" og "tåbe" ikke til "tååw". Det kunne da lige passe!!

2 kommentarer:

Anders Vægter Nielsen sagde ...

Jo. Men problemet (hvilket problem?) er vel den åbenlyse FONETISKE forskel mellem spansk og dansk? Vi (dansken) KAN tydeliggøre en klar forskel mellem v og b - uanset at vi kan finde på at sige "løøw[e]" i dagligsproget eller som dialekt eller hvad det nu måtte være - mens spansken ikke er så meget for at skelne, af den grund at der, som du skriver, er en langt mere glidende overgang mellem v og b, for ikke at sige at forskellen slet ikke eksisterer. DERFOR er det jo at det skriftlige miskmask, som du anfører, opstår.

Men iøvrigt er der jo nok også her store lokale og regionale forskelle inden for det spanske sprog - som på dansk. Forleden lyttede jeg til argentinsk, der jo har en hel speciel "sch" lyd indbygget, som fx "la plasjha" (la playa), "amarisjha" (amarilla) etc, hvilket måske skyldes indflydelsen fra det mere nasale portugisiske (jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men tanken er nærliggende), men såvidt jeg husker har de faktisk et mere markeret "b" - altså et lidt mindre åbent b end på spansk-spansk, hvor man næsten ikke lukker læberne sammen, når man udtaler det. Måske gælder det størstedelen af latinamerika i virkeligheden, det er jeg ret sikker på. Således også på mexicansk, som jeg kender mere til. Nu vil jeg prøve at lægge mærke til det fremover, for jeg har faktisk ikke tænkt på det.

Hvad f..... ville jeg med det her indlæg? Ingen ved det. Nå, jo, det var det med det fonetiske som bestemmende/udgangspunktet frem for det skriftlige: Altså når man som undertegnede, helt naturligt, fordi jeg har været vant til det fra barnsben, udtaler Mallorca som "Mallårka", altså snår jeg opholder mig her i DK vel at mærke, så hånes man af mennesker, der ikke kan det fjerneste spansk, men som via minimumskundskaben ved, at ø-navnet jo rettelig udtales noget i retning af "Majorca". Men de samme mennesker forsøger naturligvis ikke at udtale bynavnene Barcelona og Madrid på "spansk". Man kan jo heller ikke SE, hvordan det meget, meget bløde d i Madrid skal udtales. Det kan selvfølgelig også være lige meget. Det er bare komisk, at masse-rejsemålet Mallorca er blevet så kendt, at det nærmest opfattes som lavstatusmarkering, hvis man udtaler det som det indlysende danske "Mallårka" - samtidig med, at Mallorca i hvert fald tidligere var en art lavstatusrejsemål. Smuk ø, siges det jo.

Jens Peter Kaj JEnsen sagde ...

Du har ret. Sproget begynder i talen, som et grynt for livet, ikke i skriften.

Og jeg undgår helst at sige Mallorca, men siger Madrid på dansk, når jeg er i Danmark.