Trumps trusler og den nordatlantiske sikkerhedssituation

Jeg vil opfordre venstrefløjen i Grønland, Danmark, Finland, Sverige, Norge, Island, Færøerne, Storbritanien, Skotland (og dermed Shetlandsøerne) og Canada til at sætte sig sammen hurtigst muligt for at tale om, hvad man skal stille op med den nye sikkerhedssituation i Nordatlanten.

NATO lugter med Trumps kommende regime og åbenlyse trussel mod Grønland og Canada (og Trumps meget lunkne forhold til at bidrage til USA’s europæiske allieredes forsvar) som en rådden sild. Eftersom Storbritanien, Grønland, Norge og Canada ikke er med i EU, er det uklart, hvem de kan læne sig op ad forsvarsmæssigt. Kan der eksempelvis etableres et nordatlantisk forsvarssamarbejde? Eller skal vi tænke sikkerhedspolitik helt anderledes? Jeg tror, det er nødvendigt at gennemtænke situationen helt forfra, og der er venstrefløjen nødt til at gå foran. Jeg vil opfordre Inuit Ataqatigiit, Alternativet, Enhedslisten og Frie Grønne og andre til at tage initiativ til sådan et møde.

Med Donald Trumps udtalelser om, at han ikke vil afvise, at USA vil bruge militær magt for at opnå kontrol over Grønland, og at han simpelthen har det som sit mål, at Grønland bliver en del af USA, står det tindrende klart, at USA ikke garanterer grønlandsk eller dansk territorial sikkerhed, men tværtimod er den mest åbenlyse trussel mod den.

Når en supermagts (kommende) statsoverhoved truer med militær overtagelse af et andet land, som Trump gør, så synes jeg, at den første reaktion må være at afvise fuldstændig entydigt og klart, at sådan en trussel kan accepteres. Og når den så kommer fra en militært allieret, må det også være naturligt at gøre klart, at man ikke kan være allieret på den måde.

At NATO’s generalsekretær ikke straks fordømmer Trumps udtalelse viser, at NATO ikke er et forsvarssamarbejde, men en forening af lydstater og en amerikansk overmagt, som hverken forsvarer eller respekterer sine angiveligt allieredes selvstændighed.

Jeg håber også, at EU vil indkalde til hastemøde om Trumps trusler om handelskrig, og at det groggy NATO-sammenrend også vil indkalde til hastemøde om Trumps militære trusler mod Grønland.

At den danske statsminister ikke straks gør klart, at det er uacceptabelt og uforeneligt med at være militært allierede at fremsætte uprovokerede territoriale trusler mod militære alliancepartnere som Grønland og Danmark, viser, at den danske regering har erkendt og accepteret, at Danmark ikke er et selvstændigt land og heller ikke kan eller vil garantere Grønlands selvbestemmelse. Og så er det på tide, vi holder op med den falske tale om USA som den store beskytter. USA beskytter ikke Grønland og Danmark, men ejer os og står i vejen for vores selvstændighed.

Bliver Grønland en del af USA, forsvinder landets muligheder for af blive selvstændigt formodentlig for altid. USA kommer aldrig til at afgive land. Grønland vil blive underlagt amerikansk lov og højesteret. Grønland har fælleseje af jord, hvilket gør det til en politisk beslutning, om og i givet fald hvordan mineraler, metaller, uran og fossile brændsler i den grønlandske undergrund skal udvindes. Det er tvivlsomt, om denne del af det grønlandske demokrati vil overleve en indlemmelse i USA. Mere sandsynligt er det vel, at Grønland vil blive tvunget til at privatisere jorden, som så bliver opkøbt af konsortier eller enkeltvirksomheder og udnyttet til det yderste.

Grønland skal være en del af USA, hvis det er det, den grønlandske befolkning ønsker. Jeg tror, det vil betyde, at deres natur bliver ødelagt, at befolkningen kommer til at arbejde for amerikanske konsortier og ingen nævneværdig økonomisk fordel vil få af råstofudvindingen, at det grønlandske demokrati vil få forsvindende lidt at sige, at den grønlandske kultur vil lide under det, og at alle tanker om selvstændighed bliver til ren utopi. Hvis befolkningen ønsker det, skal det være sådan. Men når vi accepterer, at USA truer eller skyder sig til amerikansk overherredømme, vil befolkningen aldrig blive spurgt.

I går var det Stakkels Oves fødselsdag.

Stakkels Ove er en ung, lidt kejtet fyr i sine lidenskabers vold, som gør rent i dameomklædningen i Åbyhøj Svømmehal. 

Stakkels Ove er også en Facebook-profil, jeg oprettede i 2014, men som jeg mistede adgangskoden til i 2017, hvorfor han siden har været tavs. Her er, hvad han nåede at fortælle om sit liv:

“Og hvorfor skulle jeg aldrig have en svingtur? Sådan en, hvor ens far tager fat om ens håndled, og man holder om hans, og det kildrer allerede i maven, mens man løber rundt og rundt, men endnu ikke har sluppet jorden med fødderne. Så kan man se på hans smil, at han er lidt nervøs for, om man nu osse kan tåle det, men man kigger på hinanden og man smiler på lige præcis den måde, som giver ham lov til at sætte fuld fart på, og man bliver svimmel, blodet løber fra hovedet og ned i fødderne, man kan mærke den der summen i tæerne, det er dejligt, og man ønsker, at det aldrig holder op, og så går man på bordel sammen og slår hinanden på skuldrene og går hjem og vækker mor og fortæller hende, hvor dejligt det var med den svingtur, hvor meget det kildrede i tæerne, og at det vil vi snart gøre igen.”

“Tak til alle dem, der gerne vil være venner med mig. Skal vi så ikke sige, at vi ses det sædvanlige sted i aften? Eller måske er der lige en, der kommer forbi Åbyhøj og henter mig foran politistationen ved nitiden, bare hvis jeg nu ikke skulle kunne finde det sædvanlige sted. Det er mig den sexede med bøllehatten.”

“Efter det med Tuller-Fie er der kun Yda tilbage, og hun har da osse sagt, at jeg godt kan begynde at glæde mig, til jeg fylder 18. Og det gør jeg osse. Så udløber hendes tilhold nemlig, og så er der ingen, der kan sige noget, for vi er jo ikke beslægtet i lige linje, som hun plejer at sige. Men lidt bange er man jo osse. I hver faller får hun mig ikke med hen til skruestikken igen.”

“I dag var der en dame, der smilede til mig i bussen hjem. Hun var en værre en, det var tydeligt nok. Jeg havde været inde og få lavet hår. Så skal man helt ind til Midtbyen. Der er ingen parykmager her i Åbyhøj. Papa siger, at mandlig skaldethed er tegn på høj potens, og at det er da noget damerne godt kan lide. De bliver helt pjattede, når de ser sådan en ung tyr som mig med glat nakke, siger han. Især de lidt ældre. Det er dem jeg er bedst til. Måske var det derfor, hun smilede. Jeg havde fumlet lidt med bøllehatten, så håret sad ikke rigtigt, kunne jeg se, da jeg kom hjem. Hun havde nok luret, at der er godt gang i banditten. Damen var lige ved at stå af sammen med mig ved politistationen, men så blev hun alligeveller siddende. Det var alle de poser, hun var flov over at slæbe rundt på. Hvis hun ikke havde haft de sager med, var det blevet helt vildt. Jeg tror jeg tager med bussen igen samme tid næste mandag.”

“Så er det af sted til Falster! Det er der sugemalleentusiasterne holder sommerlejr i år. Sidste år var det Karen Kro der stod i køkkenet. Jeg tror hun havde et godt øje til mig. Der var altid lige en ekstra klat kartoffelmos på tallerkenen når det var min tur. Sådan noget er ikke tilfældigt. Men det var jo i Hansens Pensionat på Langeland, og jeg er ikke sikker på, at Karen tager rejsen med over til barakkerne på Falster. Åh, mit urolige hjerte!”

“Efter skuffelsen på Falster (hvordan kunne du få dig til det, Karen Kro?) flakkede jeg lidt om på Sydsjælland og vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle komme videre. Papa lovede at se efter sugemallerne hjemme i Åbyhøj. De kræver ikke så meget. Det synes jeg heller ikke jeg selv gør. Men man har jo sit lidenskabelige væsen at slås med. Og så en dag hvor jeg sad i Næstved Naturistcenter og læste i avisen om en digterdreng ude fra Gellerup som var blevet misbrugt af sin sagsbehandler, kom jeg pludselig i tanke om at jeg da osse snart trængte til at få min sag behandlet. Og så var det ellers hjem til Aarhus. Nu er jeg jo blevet fyret i svømmehallen så jeg gik ned for at høre om der ikke kunne blive noget kontanthjælp til sådan en som mig. Og det kunne da godt være og hun ville osse gerne med i biografen. En af dagene sagde hun, helt sikkert, og hun kunne osse godt lide Lars von Trier og jeg havde sagt at jeg nok skulle betale, og Papa havde lovet at hjælpe med en femhundredmand så der osse var til en kop kaffe bagefter og hvad der ellers var brug for. Hun har bløde hvide hænder. Og jeg har da osse fået vasket bøllehatten. Men så er hun kommet til at give mig det forkerte telefonnummer. Det er bare så uheldigt! Typisk at det sker for mig. Og nede på borgerservice siger de at der ikke arbejder nogen af det navn. Jeg tror det er faster Yda der har snakket med dem. Hun er så jaloux og nu hvor jeg snart fylder 18 vil hun bare ikke risikere noget. Jeg synes der er så lang tid til alting. Måske skal jeg alligeveller prøve at ringe til Tuller-Fie igen?”

“Jeg vil gerne sige tak for alle fire fødselsdagshilsner. De varmede. I hver faller de tre af dem. Nu har jeg osse siddet og ventet på om der ikke lige skulle komme nogle flere, som jeg osse skulle takke for, men jeg vil hellere sige tak nu, for det er lissom ved at klinge lidt af. Det har været en travl uge. Ikke kun fordi jeg skulle hjælpe med at arrangere min fest og løbe ud med invitationen til Tante Yda og hendes nye lumre filejs, som Papa syntes jeg skulle invitere med alligeveller. Oprydningen tog ikke mange minutter.

Men så har jeg jo osse skullet blive færdig med min jobansøgning. Det kan godt tage tid sådan noget. Den ledige stilling som prinsgemal er jo ikke en man bare søger om i en lukket kuvert. Man skal gøre sine hoser grønne, som Papa gerne siger. Og det er rigtigt. De er virkelig grønne nu.”

“Så kom svaret fra Margrethe. Det gik godt nok hurtigt, synes jeg. Faktisk var brevet ikke fra Margrethe, men fra en der hedder Michael Ehrenreich. Ham kender jeg ikke, og jeg blev lidt skuffet, fordi jeg jo selv havde været oppe på Amalienborg med ansøgningen. Og det er en lang tur fra Åbyhøj, når ens ben er lidt korte i det.

Men ham Michael mente ikke, at de havde brug for en ny prinsgemal, selvom den gamle er holdt op. Og det var ikke, fordi han ikke kunne se det fine ved mine anbefalinger fra svømmehallen og sugemalleklubben. Han var ret imponeret. Det var tydeligt nok. Men sagen er, at Margrethe har lovet at arbejde over om onsdagen, og så skulle de nok kunne klare sig alligeveller, skriver Michael. Papa havde ellers sagt, at der var mere i det job, end vi sådan lige kunne læse os til i BT, og at det da krævede en mand med min erfaring med modne kvinder at fylde Henriks ridestøvler. Sådan sagde han. Men hvis det ikke er værre, end at Margrethe selv kan klare det onsdag aften, så er der nok osse mere brug for mine evner andre steder.”

“Jeg er lissom the cleaner i Pulp Fiction. Harvey Keitel. Det er altid mig de ringer til når der er noget de andre ikke kan klare i dameomklædningen i Aabyhøj svømmehal. Når Bette-Svendsen har ramt ved siden af spanden med sin seniorble. Det tager mig ti minutter så er der ikke skyggen tilbage af de gule ærter. Når Kawazaki-Finn har glemt at lufte køteren før han tar den med i fællesbassinet. Hvem står så parat med ketcheren? Hvem suger i slangen når Tølle skal have tømt sin punkterede lunge? Og hvem ringer de til når ingeniørskolen igen har holdt den berømte White Russian-rusintroduktion i hjørnesaunaen! The cleaner! Og jeg har altså ikke Samuel L. Jackson og John Travolta til at skylle kluden op for mig. Så er man alligeveller lidt sej.”

Tålmod belønnet

Jeg købte den blege hættejakke i Jack & Jones, da jeg lige var begyndt på Forfatterskolen, så det må være omkring 19 år siden. I alle de mellemliggende år har den været førstevalget som let forårs-, sommer- og efterårsjakke i Danmark og her i Spanien især vinterjakke. Jeg har altid syntes, den var lidt smart. Den er glat og behageligt, tilpas varm, og jeg er glad for lynlåsen. Sådan en skal der være, så man ikke behøver at tage kasketten af og hale jakken over hovedet, når man hen på dagen får det for varmt. 

De sidste ti års tid har jeg også godt kunne se, at den først og fremmest var træt, falmet og slidt. Men eftersom den forlængst var gået ud af produktion hos Jack & Jones, og der stadig var dukket en anden op, som jeg var lige så glad for, beholdt den sin førerstilling.

Og nu er det så sket. Jack & Jones har vendt produktionsplanen om og er startet forfra. De har simpelthen sat min yndlingsjakke i produktion igen. De har foretaget to små, men væsentlige forbedringer. For det første har de droppet de fjollede snørrer ved halsen, som jeg klippede af allerede første år. Og så har de til gengæld forsynet jakken med en indvendig strop i nakken, så den kan hænges op på en krog. Det er, som om de har kunnet læse mine tanker. Den her skal jeg begraves i (og nej, det behøver ikke være lige med det samme).

Det er som en drøm. Jeg var ude for at købe julegaver, men den her renaissance-sag stod der Jens på.

Etiske regler for repræsentation af virkelige personer i skønlitteratur?

Her er en kommentar til den diskussion, som Thomas Bobergs roman ‘Insula’ har affødt om forfatterens moralske ansvar for personer, der kan tænkes at genkende sig selv som inspirationskilder for fiktive figurer. Forfatteres stemmer i den debat er blevet efterspurgt. Her er så min. Det er ikke tænkt som et debatoplæg, blot en tilkendegivelse. 

Er jeg som forfatter interesseret i en fælles og offentlig diskussion af skønlitterære forfatteres etik og metode med henblik på at komme frem til en fælles forståelse af disse?

Overhovedet ikke. Den manøvre kommer jeg ikke til at deltage i. Enhver idiot kan regne ud, at sådan en fælles forståelse aldrig vil indtræffe. Moralens selvudnævnte vogtere vil gøre krav på at have svaret, nogle vil være enige, nogle vil i en periode følge trop af frygt for at blive skammet ud, andre vil protestere, og de fleste vil blot fortsætte som vanligt. Dem, der indbyder til diskussionen, har allerede fremlagt deres konklusion på den og ikke virker det mindste lydhøre over for kritik af projektet. 

Men det er ikke de væsentligste grunde til, at jeg ikke deltager i det teater. Sagen er, at jeg ikke har det fjerneste ønske om, at alle forfattere udvikler en fælles praksis, metode eller etik. Og da slet ikke en metode, der kalkerer faglitteraturens, som er modeleret ud fra en fordring til forfatteren eller forskeren om at stå inde for, at tekstens udsagn modsvares af sagforhold uden for teksten. Fagbogsforfatteren skal gøre rede for sin metode og sine kilder, og kilderne skal helst være alsidige, tage eventuelle opponenters synspunkt i betragtning. 

Det skal den skønlitterære forfatter ikke. Hun er kun forpligtet over sit eget synspunkt, for hun skal kunne beskrive en mulig verden snarere end en virkelig og endda en umulig en, hvis hun vil, og kan derfor ikke have denne forpligtelse over for virkeligheden uden for teksten. Skønlitteraturen skal ikke være redelig. Den må gerne, men skal ikke. Hvis ikke uredeligheden er en mulighed, holder skønlitteratur op med at være skønlitteratur. Og med den forsvinder de mod- og vrængbilleder, de alternative billeder af liv, som mennesket altid har haft brug for og i alle kendte kulturer til alle tider har produceret, og som vi slet ikke kan lade være med at afsætte som vores mentale sekret i drømme. Det er et eksistentielt behov.

Og nej, det betyder ikke, at skønlitterære forfattere får en gratis omgang. Selvom vi ikke har nogen fælles etik for skønlitteratur, har forfattere altid og i voldsom grad måttet leve med konsekvenserne af deres moralske valg. Forfattere er blevet fyret fra deres job på grund af udgivne værker, har mistet venner, er blevet lagt for offentligt had, ekskommunikeret, eller underlagt en fatwa, overfaldet eller myrdet. Fortsæt selv listen. Det er en forhånelse af de virkelige betingelser for at skrive skønlitteratur at hævde, at forfattere har været eller har følt sig hævet over almindelige etiske normer. Forfattere har tværtimod altid været konfronteret med dem i ekstremt omfang, fordi tekstens handlinger, hvis ellers bogen bliver læst, udspiller sig i et stort rum med mange tilskuere. Og bliver bogen ikke læst, ja, så er sulten jo sådan set i sig selv en straf.

Den mest moralske handling er ikke nødvendigvis den, som ikke støder nogen.

Hvad der i øvrigt skal ske med den forfatter og det værk, som ikke lever op til de krav, der udkrystalliseres af sådan en ny 'fælles forståelse', er uklart for mig. Det skal ikke ligefrem være en lov, får vi at vide. Men i hvilken forstand skal reglerne så være regler? Sådan, at moralens vogtere har et sikkert mandat til at hænge overtræderne ud? Udgrænse dem fra det gode selskab? Skal forlæggere føle sig moralsk forpligtede til at afstå fra at udgive dem? Skal de bandlyses fra bogmesser og litteraturfestivaller? Eller hvad?

Moral er et fælles anliggende forvaltet gennem fælles normer, får vi at vide, altså ikke noget, forfatteren som individ selv kan forvalte. Jeg vil hævde det modsatte.

Et af kravene, der på forhånd er meldt ud som konklusion på den fælles diskussion, vi nu åbenbart skal have, er, at man som forfatter skal give personer, der kan tænkes at ville genkende sig selv i fiktionens figurer, vetoret over for teksten. Gør man ikke det, er det magtmisbrug. Det kan man sige generelt – og tilsyneladende også uden først at læse værkerne. 

Det skal nok blive sjovt, når en forfatter fx bruger en slavepisker på en indisk tekstilfabrik eller en notorisk gyllespreder fra det danske kystlandskab eller en korrupt politimester eller præsident som forlæg for en fiktiv figur. Eller bruger sin overgrebsmand eller sin datters undslupne morder. Det går fint med at give disse virkelige personer vetoret, må man forstå, for det er jo altid forfatteren, der har magten. Dette gælder generelt, og derfor kan man have generelle regler. Forfatteren er latent overgrebsmand. Og endda en halvdum en, som ikke ved det selv og ikke er sig sit moralske ansvar bevidst og derfor skal tages i skole af vogteren, som derimod har forstået magtstrukturerne og er et etisk menneske.

Et andet krav, jeg har set fremført, har form af et forbud. Den skønlitterære forfatter må ikke fortælle historier om børnefigurer, der kan genkendes som inspireret af virkeligt eksisterende børn. Det er nemligt altid et overgreb. Skal man overhovedet skrive om børn, skal figuren fiktionaliseres så meget, at ingen vil kunne genkende sig i den. Jeg ved ikke, om det ligefrem skal være umuligt at identificere sig med barnefiguren, men genkende sig selv eller genkende andre i den må man i hvert fald ikke kunne. Jeg har tre børn og har derfor læst mange børnebøger som voksen. Jeg har også selv skrevet en. Og lur mig, om ikke en betragtelig andel af de børnebøger er skrevet af forældre, og at mange af bøgerne er skrevet som kærlighedsgerninger, hvor meningen netop er, at deres børn eller venners børn skal kunne genkende noget af sig selv i figurerne. En anerkendelse af barnet på godt og ondt. 

Hvad med autofiktionen? Har den ikke et særligt ansvar for dels at tale sandt, ikke misrepræsentere, og for at beskytte sine inspirationskilder? Nej. Jeg tror, man er nødt til at anerkende, at autofiktion netop er fiktion og ikke biografi. Graden af fiktionalisering i et litterært værk er forskellig, det er klart, men fiktion er der under alle omstændigheder tale om, hvis forfatteren ikke i værket viser, at hun står inde for fuld overensstemmelse med virkeligheden uden for teksten. Jeg tror også, at nærmest al skønlitteratur rummer elementer, der er hentet fra forfatterens eget liv. Jeg vil give nogle eksempler fra mit eget skriveværksted nedenfor.

En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser

På billedet ses tidligere MF Jette Gottlieb med romanen Afstande over vand.

En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser:

Jeg skrev engang en roman, Celeste, der som hovedfigur har en 20-årig biseksuel jødisk kvinde, som vokser faderløst op i Silkeborg i mellemkrigstiden. Som teenager arbejder hun som servitrice på en kaffestue og er tvunget til at bijobbe som prostitueret samme sted. Så tager hun til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Fortælleren er en kunstmaler, der har fundet hendes dagbøger under et ophold på et spansk kloster i tresserne. Der er ikke rigtig noget der, der minder om mit liv. Figurerne og deres liv og handlinger er opdigtet. Og alligevel er der relationer mellem figurer, som er inspireret af noget, jeg har oplevet på nært eller fjert hold. Forholdet mellem fortællerens kone og dennes bror er fx inspireret af et forhold mellem to søskende, som jeg kender. Hovedfigurens arbejdsgiver og dennes forhold til sin ældste søn er inspireret af et far/søn-forhold, jeg kender til. Flere episoder er skrevet over virkelige hændelser, men flyttet over i en anden tidsmæssig, geografisk og social ramme og tilpasset den. Er det autofiktion? Det vil næppe nogen sige. Men hvad nu, hvis nogen pludselig genkender sig selv i en af figurerne? Er det så? Og man skal huske, at læsere altid leder efter sig selv i teksten. Der er en naturlig drift mod identifikation.

På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.

En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.

Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.

I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.

Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis. 

Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.

Parlamentarisk kontrolråd – en nødvendig udvidelse af demokratiet

Hvad kan man gøre for at imødekomme det åbenlyse og voksende behov for en løbende neutral kontrol med den politiske magt? Behovet er naturligvis størst, når landet (som nu) har en flertalsregering, som selv kan afgøre, om og i givet fald hvordan dens embedsførelse skal kigges efter i sømmene. Men også under mindretalsregeringer med et fast og loyalt flertal bag sig, som den tidligere socialdemokratiske regering eller endnu mere udpræget under de tidligere V-K-regeringer med Dansk Folkeparti som støtte, er det et problem, at effektiv og uhildet tilsyn med magten bliver underløbet af loyalitet og/eller politisk købslåen.

Derfor mener jeg, der er et tydeligt behov for en uafhængig kontrolinstans. Og uafhængig kan den aldrig være, hvis den udpeges af det politiske flertal, som den skal kontrollere. Og så står der egentlig kun en god mulighed tilbage, nemlig at lade befolkningen udpege den ved direkte valg.

Det har jeg skrevet et forslag om. Man kunne stille det som borgerforslag. Jeg kan ikke, da jeg ikke har stemmeret, men hvis nogen her kan se meningen med forslaget, kunne de jo tage idéen op.

Hvis man er i tvivl om grunden til, at jeg har foreslået den form, som jeg har, svarer jeg naturligvis, så godt jeg kan, på alle spørgsmål. Der vil utvivlsomt også være forhold, som jeg ikke har taget i betragtning, og derfor plads til forbedringer.

PARLAMENTARISK KONTROLRÅD:

Der oprettes et parlamentarisk råd, uafhængigt af Folketinget og regeringen og uden deltagelse af medlemmer af Folketing og regering. Rådet overtager alle opgaver fra Udvalget til Valgs Prøvelse og tildeles beslutningsmyndighed i spørgsmål, der vedrører oprettelse af kommissioner, der skal undersøge lovligheden af ministrenes embedsførelse. Udvalget tildeles endvidere myndighed til at afgøre, om der skal rejses rigsretssager. Rådet fastlægger folketingsmedlemmers og ministres løn- og arbejdsvilkår. Endelig kan rådet udtale sig om, hvorvidt en given lovgivning er i strid med Grundloven og i bekræftende fald rejse sager ved Højesteret, men har dog ingen myndighed over for Højesterets efterfølgende afgørelser.

Begrundelse:

Folketingsmedlemmerne skal ikke tage stilling til egne eller kollegers valgbarhed og embedsførelse.

Valgret:

Rådet består af 23 medlemmer, som vælges direkte af befolkningen. Valgret har alle, som har valgret til Folketinget.

Der vælges endvidere 23 suppleanter, som er de første 23 opstillede, der ikke opnår valg. Suppleanterne er generelle, ikke personlige, sådanne og indtræder således i rækkefølge efter, hvor mange stemmer de har fået.

Valgbarhed:

Valgbarhed har enhver, som er valgbar til Folketinget, og som senest fire uger inden valgene har indleveret en stillerliste med mindst 50 anbefalere, der selv har valgret til Folketinget.

Intet medlem kan have sæde i rådet i flere end 3652 dage i løbet af sin levetid.

Valget er individuelt. Der kan ikke opstilles partier eller andre former for opstillingslister.

Inhabilitet:

Frataget valgbarhed (men ikke valgret) er dog personer, som

1. har været opstillet til seneste folketingsvalg,

2. er medlem af regeringen,

3. arbejder i en sekretariatsfunktion, som direkte betjener Folketinget, folketingsmedlemmer eller regeringen,

4. er gift, samboende eller i familie med et medlem af Folketinget eller regeringen. Som familiemedlemmer regnes børn, børnebørn, forældre, søskende, halvsøskende, fætre, kusiner, morbrødre, farbrødre, mostre, fastre, onkler, tanter og bedsteforældre til folketingsmedlemmer og ministre.

Disse indskrænkninger i valgbarheden skal sikre rådets uafhængighed af regering og Folketing.

Valgudskrivelse:

Valg til rådet udskrives automatisk til den femte tirsdag efter hvert folketingsvalg.

Ved frafald af medlemmer indkaldes automatisk suppleanter i den valgte rækkefølge. Rådet er beslutningsdygtigt, hvis 23 medlemmer er til stede, hvoraf mindst 12 er af de oprindeligt valgte.

Hvis flere end 11 af rådets medlemmer permanent udtræder af rådet, udskrives nyvalg.

Offentlighed:

Alle møder er i den udstrækning, det er praktisk muligt, tilgængelige for pressen og almenmand, og alle beslutninger og medlemmernes stemmeafgivelser gøres tilgængelige på rådets hjemmeside. Mødernes dagsorden gøres tilgængelig på hjemmesiden mindst 10 dage inden mødets afholdelse.

Arbejdsgang:

Alle beslutninger vedtages ved stemmeflerhed.

Rådet mødes en sammenhængende onsdag, torsdag og fredag hver anden måned. Møderne afholdes på skift mellem rådhusene i Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, Roskilde, Kolding, Svendborg, Næstved og Nykøbing Falster. Værtskommunen tilvejebringer lokaler og faciliterer møderne teknologisk og med følgepersonale. De anviser endvidere hotel og beslutter størrelsen af diæter, som rådets medlemmer får brug for til forplejning eller sørger selv for passende forplejning.

Daglig ledelse:

Rådet vælger ved sin første sammentræden efter valg en daglig ledelse bestående af 3 medlemmer, som ved stemmeflerhed kan beslutte at indkalde rådet ekstraordinært. Den daglige ledelse udsender desuden et forslag til dagsorden senest 14 dage inden hvert rådsmøde. Den daglige ledelses beslutninger, stemmeafgivelser og egne dagsordner er offentligt tilgængelige på rådets hjemmeside.

Omkostninger:

Alle udgifter afholdes af indenrigsministeriet.

Aflønning:

Rådets medlemmer lønnes ikke, men gives diæter, der i passende omfang dækker for udgifter i forbindelse med møderne og får rejseudgifter til offentlig transport refunderet. Deres eventuelle arbejdsgivere kompenseres for fraværet. Diæterne er skattefri. Medlemmer, som er selverhvervende, kompenseres økonomisk for deres arbejdstid, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden.

Medlemmer af rådet, som modtager dagpenge eller kontanthjælp, skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden. Diæterne modregnes ikke i kontanthjælpen.

Sekretariat:

Rådet udstyres med et sekretariat, bestående af en offentlighedsmedarbejder, som har ansvaret for rådets hjemmeside, tre jurister en referent og endnu en sekretær til øvrigt forefaldende arbejde. Stillingernes omfang samt aflønningen vedtages af rådet. Dog maksimalt normeret til seks fuldtidsstillinger.

Det gik uden gær

 

Jeg er aldrig kommet i gang med det der surdej. Plejer at bage rugbrød med gær. Men i går havde jeg glemt, at jeg allerede havde brugt det sidste, da jeg skulle i gang med dejen. Og så kom jeg i tanker om, at min madkyndige fætter Jan engang fortalte mig, at brød altid hæver, selv uden surdej eller gær – hvis man bare venter længe nok. Kornet danner selv sin gær, ligesom druer (og stillesiddende ældre mennesker) gør. 

Så jeg rørte blot dejen uden nogen form for hævemiddel. Og ventede. Det var i går, om formiddagen ved denne tid. Med gær ville min dej have hævet og være klar til bagning efter et par timer. Men der skete intet. Efter fodboldlandskampen i tv i aftes tjekkede jeg en sidste gang, rystede på hovedet og gik i seng. 

Men her til morgen var der tydeligvis sket noget. Det stod ikke ligefrem og boblede, men det bulede opad i bageformen. Og da jeg satte det ind i den forvarmede ovn, fik det pludselig også de sidste to centimeter og havde så hævet mindst lige så meget som mit gærede rugbrød plejer at gøre. 

Så Jan fik ret, og jeg fik et brød, som jeg er lidt spændt på at smage.

Hvad havde du i bukselommen?

Hvad havde du i bukselommerne i 1970’erne eller 80’erne? Og hvad har du i dem i dag?

Selv gik jeg som teenager altid med fem ting:

Højre baglomme: en tyndslidt, numseformet sort tegnebog i kunstlæder

Højre baglomme: en sort plastickam, som havde tynde, tætsiddende tænder i den ene ende og tykkere tænder med mere mellemrum i mellem i den anden ende (kammen var typisk indlagt i tegnebogen, men stak lidt op)

Højre forlomme: et sammenfoldet lommetørklæde i bomuld

Højre forlomme: et nøgleknippe, som dog ofte hang og dinglede i en karabinhage fra bæltestroppen over lommen

Venstre forlomme: en Loewenmesser lommekniv med træskæfte (aldrig en schweizerkniv, som i stedet for at være god til én ting var dårlig til syv)

I dag er det kun lommetørklæde og nøgler.

Under en brud

Jeg sidder og oversætter, og pludselig står det lysende klart for mig, hvor afgørende det er at kende forskel på fælles- og intetkøn. Jeg skulle oversætte sætningen “We comfort a friend during a breakup”, og jeg besluttede mig for at skrive

“Vi trøster en ven under et brud”

men fingrene ville noget andet og skrev i stedet

“Vi trøster en ven under en brud”

Det er jo også en grammatisk korrekt sætning, men tegner et lidt anderledes billede for mit indre blik.

Off with their heads!

 

– Off with their heads! er vist hendes yndlingsreplik.

Jeg kunne ikke huske ret meget af Alice i Eventyrland, og da min yngste fortalte mig, hun skulle klædes ud som Hjerter dame, syntes jeg ikke, det lød særlig skræmmende. 

Men så mindede Serena mig om, hvem hun er, denne tyran, og så kunne jeg pludselig bedre se Serenas Halloween-aften for mig.

Det er moren, der har lavet kostumet. Her er Serena under den sidste tilpasning.

I aften skal hoveder rulle.