Under jacarandatræet

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af et stengærde i skyggen fra et jacarandatræ uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Det forfinede ved hans bevægelser og det elegante, men luvslidte jakkesæt i nålestribet, stålblå uld kunne lige så gerne tilhøre en spanier.

Han var åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser, men samtidig et sælsomt smukt syn mellem de dalende, blåviolette kronblade fra træet. Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet, der drømte om den vilde jagt på bladlus. Vi var lige flyttet, og det var første gang, vi gik den vej til skole.

På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes, jeg følte, at han i en brøkdel af et sekund ledte efter noget hos mig, før han igen vendte sig bort og sank sammen. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske, gjorde ansatser til at rejse sig, men blev alligevel siddende.

Det er en uge siden; nu ved jeg, at manden soignerer sig uden for El Corte Inglés hver morgen lidt i ni. Jeg har endnu ikke set ham andre steder i byen, men jeg ved, han ikke sidder under jacarandatræet senere på dagen.

Vi spiller Kalliope

Ved Jens Peter Kaj Jensen & Per Martin Halskov

Kalliope spilles med 4-6 deltagere.
Fungerer almindeligvis bedst for spillere over 10 år.

Rekvisitter

– Et sæt spillekort med digte fra forlaget Ekbátana.
– En terning.
– Et spillebord.

– Værklisten er en liste over udvalgte udgivne værker af nogle af de forfattere, 

hvis digte er optrykt på kortene. Kan man huske nogle af titlerne, har man chancen for at score ekstra point.

– Listen over Bonuskort er en liste over kort, som giver mulighed for at score ekstra point ved at løse en opgave. Bonuskortene er på listen navngivet efter kortforfatteren og angiver, hvilken opgave der skal løses. Disse to lister får samtlige spildeltagere udleveret ved spillets begyndelse, hvorefter de får ti minutter til at orientere sig i dem. Så afleveres de til Kalliope, og spillerne får herefter kun mulighed for at se dem, når de selv er Kalliope.

– Ordforklaringer er forklaringer af svære ord, som optræder i opgaverne. Denne liste har alle deltagere hos sig gennem hele spillet.

Kalliopes funktioner

• Rollen som Kalliope går på tur blandt spillerne.
• Spillerundens Kalliope fungerer som spilleder og dommer og er derfor selv oversidder i runden.
• Kalliope har særlig adgang til at orientere sig i Værklisten og listen over Bonuskort.
• Hun vælger rundens Ekbátana, som er en særlig supertrumf.
• Rundens Kalliope er desuden kortgiver, fører pointregnskabet og forestår bytningen af kort.
• Kortspillets ejer er spillets første Kalliope og har derfor desuden til opgave at forklare reglerne.

Spillets forberedelse

Alle spillere får udleveret et eksemplar af Værklisten, listen over Bonuskort og Ordforklaringer og får herefter ti minutter til at læse papirerne igennem, hvorefter listen over Bonuskort og Værklisten atter indsamles af Kalliope. Ordforklaringer beholder spillerne.
Spillerne sætter sig omkring bordet og har herefter faste pladser gennem hele spillet. Jokerne skal ikke bruges og lægges fra.
Første rundes Kalliope opridser spillets grundregler.
Så spiller man en prøverunde af spillets Strofe 1. Herefter er det alvor.

Spillerundens Strofe 1

Spillets retning
Spillets retning er med uret. Det gælder rollen som Kalliope, stikmeldinger, kortbytning og selve spilafviklingen.

Kortgivning
Hver spiller får fem kort. De deles rundt, fordækt, et kort ad gangen. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope får først. De resterende kort lægges i en restbunke på spillebordet med bagsiden opad. Rundens Kalliope skal som oversidder ikke selv have nogen kort.

Ekbátana
Umiddelbart inden kortgivningen skal Kalliope vælge og meddele et særligt kort som Ekbátana, en slags supertrumf som kan stikke alle andre kort og er sikkert stik i udspillet. Ekbátana’en må ikke være et billedkort. Tager man et stik med Ekbátana’en, bliver det ophøjet til et såkaldt Ekbátana-stik, hvis spilleren kan nævne mindst et af kortforfatterens værker fra Værklisten, idet kortet smides på bordet. Kalliope tjekker overensstemmelsen med Værklisten og nævner de korrekte titler. Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er hun/han opført på listen over Bonuskort, og i så fald skal spilleren løse den opgave, som angives her. Et Ekbátana- stik tæller tredobbelt, når spillerundens point opgøres.

Melderunden
Spilleren, som sidder umiddelbart til venstre for Kalliope, begynder med at melde ud, hvor mange stik hun forventer at få. Det gør alle spillere nu efter tur, og man skal enten melde et højere antal stik end den foregående eller melde pas. Melderunden er overstået, når alle har meldt en gang. Spilleren med den højeste stik-melding har vundet meldingen.

Trumf
Spilleren, som har vundet meldingen, skal nu vælge trumfens kulør.

Bytterunden
Herefter må spillerne efter tur (først spilleren til venstre for Kalliope) bytte kort fra restbunken. Man må bytte så mange, man vil. Man lægger de kort, man vil bytte, med bagsiden opad i en ny bunke ved siden af restbunken og siger antallet højt, og Kalliope udleverer et tilsvarende antal fra toppen af restbunken.

Selve kortspillet
Selve spillet begynder. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope har udspillet. Alle smider et kort til efter tur. Esset er højeste kort. Man skal altid bekende kulør, hvis man kan. Kan man ikke bekende kulør, kan man kun stikke med trumf eller Ekbátana-kortet.
Den, der hjemtager stikket, har udspillet efterfølgende. Sådan fortsætter man, til alle fem kort er spillet.

Pointoptælling
a) Har man ikke vundet meldingen, får man 1 point pr. hjemtaget stik.

b) Hvis man har vundet meldingen og tager sine meldte stik eller flere, så får man 2 point pr. hjemtaget stik.

c) Hvis man har vundet meldingen, men ikke tager sine stik, så får man stadig 1 point pr. hjemtaget stik, men dertil minus 5 point i straf.

d) Et Ekbátana-stik tredobler stikkets pointværdi, hvis det lykkes at løse opgaven, der hører til.

Spillerundens Strofe 2

Alle spillere, som har taget stik i Strofe 1, får nu mulighed for at forbedre rundens score. Spillerne slår efter tur med en terning og får stillet en opgave i henhold til udfaldet.

Viser terningen 1, 2 eller 3, 

skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke og fortælle Kalliope kortforfatterens navn. Nu oplyser Kalliope, om forfatteren er opført på Værklisten. Hvis det er tilfældet, skal spilleren nævne den korrekte titel på så mange som muligt af forfatterens værker fra Værklisten. Man får point (1, 2 eller 4) for hver korrekt titel. Kalliope tjekker svarets rigtighed og siger de korrekte titler højt.
Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er der tale om et såkaldt Bonuskort. I så fald skal spilleren løse den opgave, som på listen over Bonuskort er opført under den pågældende kortforfatters navn. Hvis Kalliope beslutter, at opgaven er løst, giver det 10 tillægspoint.

Viser terningen 4 eller 5,
skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige kortets digt og herefter give en analyse, hvor der enten skal udsiges noget meningsfuldt om digtets metrik eller form i øvrigt, udpeges en metafor, en metonymi, en alliteration, en anafor, en epifor, en kiasme, et oxymoron eller en trikolon (se Ordforklaringer). 

Eller der skal gives en indholdsmæssig tolkning, en sanselig udlægning eller en musikalsk fremstilling af digtet, som skal godkendes af rundens Kalliope. Dette fordobler spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.

Viser terningen 6,
skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige et digt på to vers, der rimer på de to første vers af kortets digt. Kalliope afgør, om opgaven er løst tilfredsstillende. Dette tredobler i givet fald spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.

Spillere, som ikke har taget stik
beholder deres nul eller minuspoint.

Og så videre

Herefter gives der kort påny, og en ny runde begynder. Nu er det den næste spillers tur til at melde først.
Der spilles, til alle har været Kalliope tre gange. Spillerne kan naturligvis aftale at afkorte eller forlænge spillet, blot alle ved spillets afslutning har været Kalliope lige mange gange.

Værklisten

Andreas Morgenrødt
(4 point) Gravsten på Assistens Kirkegård med inskriptionen Andreas Morgenrødt - tidsrejsende 1996 - 2064

Asger Schnack
(1 point) Street
(2 point) Fra gud til måne 
(4 point) Øjeæbler

Camilla Hjørnholm Olsen
(1 point) Mørkekammeret 
(4 point) Sample

Carsten René Nielsen
(1 point) Enogfyrre ting
(2 point) Husundersøgelser
(4 point) Dobbeltgængeren fra Randers

Cindy Lynn Brown
(1 point) Dealbreaker [hver nat smadrer jeg mit ansigt med bølger] 
(2 point) Din lille darling
(4 point) Rigtige børn vokser – ikke op i forbifarten

Hans Karup
(1 point) Nattens Smil
(2 point) Korn – digte
(4 point) En forlygte af kødet

Ida Monrad Graunbøl
(1 point) Menneskedyret 
(2 point) Miraklernes tid 
(4 point) B til piraten

Jens Carl Sanderhoff,
(1 point) Det tøvende århundrede 
(2 point) Djævlens protegé
(4 point) Natkatamaran

Jens Peter Kaj Jensen
(1 point) Afstande over vand 
(2 point) Kig på damen
(4 point) Døgner

Jonas Reppel
(4 point) Daggryet drukner bag strakte tage

Kim Sindberg
(1 point) Det Er Et Fort Her
(2 point) Tegner, Tegner, Tegner 

(4 point) Rembus – en introduktion

Lars Emil Foder
(1 point) Fabelagtigheder 

(4 point) Natatlas

Louise Juhl Dalsgaard
(1 point) I dag skal vi ikke dø
(2 point) Det dér og dét der
(4 point) Mit ønske om at dø er rent hypotetisk

Marie Louise Pedersen
(1 point) Gopler og andre fortællinger 

(2 point) I myggens himmerige
(4 point) Fragmenter af vand på jorden

Maya Salonin
(1 point) Den 8. bog om Satan 
(4 point) Et studie i ondskab

Mette Norrie
(1 point) Statister
(4 point) FERNWEH

Mette Reinhardt Jakobsen
(1 point) Den dag Bitte blev bæredygtig
(2 point) Vil ikke forstyrres
(4 point) Farmerhjerte

Mikael Ostenfeld Krog
(1 point) Picco picco
(4 point) Skyggekaster

Morten Søndergaard,
(1 point) Døden er en del af mit navn 
(2 point) Et skridt i den rigtige retning
(4 point) Vinci, senere

Nicolaj Stochholm
(1 point) Udenfor pesthospitalet
(2 point) Femogtyve digte og en drøm
(4 point) Ødelagt rim

Pia Juul
(1 point) Dengang med hunden 
(2 point) Mordet på Halland 
(4 point) Avuncular

Rikke Oberlin Flarup
(1 point) Telefontesten
(2 point) Selskab af mænd
(4 point) Kan du høre, hvem det er?

Signe Kierkegaard Cain
(1 point) Søkvinden
(2 point) Det handler ikke om lykke
(4 point) Bispebjerg Bakke – historien om Slangen på Bispebjerg

Søren R. Fauth
(1 point) Moloch. En fortælling om mit raseri
(2 point) På Jupiter findes fortiden ikke
(4 point) Digt om døden

Bonuskort

Aya Benedikte Kor
(10 point) Lav en kiasme, hvor ordet morgendug indgår.

Rikke Ruby
(10 point) Stå på et ben og fremsig et selvopfundet digt på fire vers, hvor andet vers ender på Ruby, og fjerde vers ender på et rim på andet vers.

Piet B
(10 point) Lav et gruk.

Lisa Smith
(10 point) Brug en frase fra kortets digt til at konstruere en metonymi.

Julie Kastberg Rasmussen
(10 point) Fremsig et digt, der enderimer på bananfluerne.

Jeppe Mørch
(10 point) Lav et digt på to vers, hvor kortforfatterens efternavn indgår i en trikolon.

Connie Utsen
(10 point) Konstruer en kiasme med et udsagnsord og et navneord fra kortets digt.

Idaemilia Nørgaard
(10 point) Konstruer en oxymoron med et tillægsord fra kortets digt

Anders Schmidt Thorsen
(10 point) Rejs dig og læs digtet højt, og føj herefter en effektfuld alliteration til digtets sidste vers.

Anne Kierkegaard
(10 point) Lav en meningsfuld epifor med kortforfatterens efternavn som gennemgående element.

Ordforklaringer

Metafor
En metafor er overføringen af et udtryk fra et betydningsfelt til et andet, altså et billedligt udtryk, fx hans tunge var en tonstung lufthammer.

Metonymi
Metonymien minder om metaforen, men udskifter et udtryk med et andet fra samme betydningsområde som del for helhed, hvor man fx skriver det lille overskæg i stedet for Adolf Hitler.

Allitteration
Allitteration er bogstavrim, fx Vestlyngens vejrbidte vissenhånd.

Anafor
En anafor er en gentagelse af ord eller udtryk i begyndelsen af en sætningsrække, fx måske du vil komme igennem mørket en dag. Måske din mor vil hjælpe dig med det meste. Måske alle vil hylde dig, når det lykkes.

Epifor
Epiforen er en gentagelsesfigur ligesom anaforen, men i slutningen af sætningen, fx ingen fatter, at du vil. Alle håber, du gør det. Ingen forstår, hvordan du gør det. Kun Ole forstår, hvorfor du gør det.

Kiasme
Kiasmen er en spejlvending af en frase i den efterfølgende, fx selskabet tømte glassene, og glassene tømte selskabet.

Oxymoron
Et oxymoron er en selvmodsigelse, der kan betragtes som en antitese i kort form, fx et funklende mørke.

Trikolon
Trikolonen er en effektfuld trehed, fx charme, selvtillid og lækkert hår.

Gruk
Et gruk er et lille rim med en pointe, som skal fortælle sandhed om menneskelivet. Begrebet er opfundet af Piet Hein, som blandt andet skrev:

Pessimisterne

er dog

de reneste tåber – 

de tror

på det modsatte af, 

hvad de håber.

For en langsigtet pandemipolitik

I tirsdags havde jeg en kronik i Solidaritet. Den handler om de langsigtede perspektiver for håndtering af pesten, og man kan læse den her.

Madrids historie – kort fortalt

Madrid er betydeligt ældre end København, men på den anden side ikke nær så gammel som fx Rom, Athen eller Sevilla.

Madrid er en romersk by, etableret på Río Manzanares’ bredder af det romerske imperium omkring år 150 før vor tidsregning. Denne tidlige landsby hed Matrice, hvilket skulle referere til områdets vand, særligt den å, som løber, hvor Calle de Segovia nu ligger. Da romerne en fire-fem hundrede år senere ikke længere var militært til stede på Den Iberiske Halvø, blev den invaderet først af de tyske vandaler og siden af visigoterne, som så regerede Spanien i den romerske kejsers ramponerede navn.

I det syvende århundrede kom så den store mauriske invasion af halvøen, og muslimerne ændrede byens navn til Mayrit. Emir Muhammad af Córdoba var den første til at befæste landsbyen og gøre den til en rigtig by. Det gjorde han med opførelsen af et fort tæt på Río Manzanares. Emiren fik bygget mange forter på grænsen mellem det muslimske emirat Al-Andalus (Andalusien) og de kristne kongeriger León og Castilien. Formålet var dels at beskytte hovedstaden Toledo mod kristen invasion, dels at have et udgangspunkt for muslimske offensiver mod nord. Madrid blev til en del af Toledo-området, som langt senere blev indlemmet i Castilla-La Mancha.

Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.

Der har været mange forskellige regimer i Madrid. Madrid blev erobret af tilhængere af Enrique af Tastamara og så afstået af Juan I til kong Leon V af Armenien, som derefter blev detroniseret af Sultanen af Babylon.

Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.

Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.


Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734.

Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.

Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.

Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.

Napoleon Bonaparte overtalte Fernando VII til at give Carlos IV tronen tilbage, hvorefter den autoritetsløse Carlos IV blev tvunget til at abdicere 19. marts 1808 og sammen med Fernando VII tvunget i eksil i Bayonne i Frankrig, og 23. marts blev Napoleons bror, Jóse Bonaparte, kronet som ny konge af Spanien.

Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.

Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.

De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.

I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.

Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen. I 1835 blev det berømte Universitet Alcalá de Henares flyttet til Madrid og i samme forbindelse udvidet med et naturvidenskabeligt fakultet. Renoveringerne af byen fortsatte under Isabel II’s regeringstid, hvor de gamle huse på Puerta del Sol blev revet ned og Congreso de los Diputados (parlamentets ene kammer), Real y Zarzuela Teatro og Canal de Isabel II (Madrids hovedvandåre) blev bygget.

Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.

Det indgyder dog respekt, at det er det statslige, ikke det kommunale politi, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.

Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.

I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.

Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.

Aristokraten og generalen Miguel Primo de Rivera lavede et fascistisk statskup i 1923 med hjælp fra kong Alfonso XIII og styrede landet til 1930, hvor hæren og kongen mistede tilliden til ham. Men heller ikke kongen kunne styre landet; i 1931 måtte han flygte fra landet og den anden republik blev udråbt, hvilket skærpede modsætningerne mellem på den ene side republikanerne (liberale demokrater, socialister, anarkister, anarkosyndikalister og kommunister) og nationalisterne (kongetro, katolikker, fascister, aristokrater) på den anden.

Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.

Anarkisterne i CNT lærte af den erfaring. Ved valget i 1936 opfordrede de ikke længere til boycot. De kunne ikke selv stille op til valget, eftersom de stadig ikke anerkendte nødvendigheden af at have en central regering i landet. De gik ind for direkte demokrati på arbejdspladserne og i boligkvartererne, ikke for repræsentative systemer. Men i en taktisk alliance med resten af venstrefløjen holdt de sig ude af valgkampen, og så vandt de røde.

Efter nogle få måneder fandt Franco et passende påskud til at forsøge et fascistisk statskup; han fik sin afrikahær op fra Marokko, men kuppet lykkedes kun delvis. Det kom i stedet til en næsten tre år lang borgerkrig mellem republikanere og nationalister. Resten af verden enedes om at afstå fra at hjælpe republikken mod Francos kupmagere. Folkeforbundet ville ’blande sig uden om Spaniens indre anliggender’. Aftale var således, at heller ikke kupmagerne måtte få våben ude fra. Men Francos venner Hitler, Mussolini og Salazar var ligeglade med den aftale og stopfodrede nationalisterne med moderne våben.

Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj.

Francos tropper belejrede Madrid, men Madrillenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.

Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.

Francos magt viser sig ikke kun i Madrids arkitektur gennem de store udvidelser af byen, som diktatoren fik sat i værk, men også i alt det, han fik fjernet; den arkitektoniske censur. Der er praktisk taget ikke en vandpost tilbage i byen, som henviser til den anden republik, altså den republik, Francos regime selv væltede med sit blodige statskup. Ikke et messingskilt. Har man læst Hemingways store roman om den spanske borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for, vil man måske lede efter Hotel Gaylord’s, hvor romanens hovedperson, Robert Jordan, tog hen for at restituere sammen med andre topkommunister under borgerkrigen, og hvor han drømte om at invitere sin unge, mishandlede elskerinde hen, når han turde drømme om at overleve. Dette luxushotel fra 1931, som også optræder i filmen Land and Freedom af Ken Loach, var kommunistisk hovedkvarter i Madrid under borgerkrigen. Og ikke mindst på grund af Hemingways mesterværk havde det stor symbolværdi, også for turister, så det fik Franco revet ned i 1962.

To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed. Med den nye forfatning fra 1978 blev nemlig den parlamentarisme, som Francos fascistiske revolte havde sat ud af kraft, genindført. Parlamentet, som hedder Cortes, er et tokammersystem bestående af senatets 250 og deputeretkammerets 350 medlemmer. Nogle af Senatets medlemmer vælges ved direkte valg, mens andre udpeges fra autonomierne (regionerne).

De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.

I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.

Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.

Oberstløjtnant Antonio Tejero fra Guardia Civil og general Alfonso Armada ledede et foreløbig sidste fascistisk statskup den 23. februar 1981. De reaktionære Guardia Civil-officerer med de morsomme sorte højglans-sovsekander på hovedet erobrede Cortes med automatvåben og pistoler og tog både parlamentet og regeringen som gidsler i et forsøg på at sætte den socialistiske regering ud af spillet og installere en militærjunta med kongen som kransekagefigur. Men kong Juan Carlos havde luret, at generalerne ikke kunne opretholde magten i det moderne Europa. De var dømt til at tabe på blot lidt længere sigt. Ikke mindst, hvis Spanien gerne ville være en del af EF og NATO og bryde den isolation, som Franco havde placeret dem i. Han vurderede sikkert også, at hans egen magt ikke ville blive nævneværdigt større under en militærjunta end under det monarki, som han allerede var sat i spidsen for. Derfor nægtede han at lade sig bruge som symbol for statskuppet, og til sidst gav generalerne op.

Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.

Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.

Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.

Meget af den popularitet, som Juan Carlos vandt i 1981, har han sat over styr i 2012 og 2013, hvor han først blev fyret som ærespræsident for Verdensnaturfonden, WWF, fordi han godt kunne lide at tage på elefantjagt i Botswana. Hans udenomsægteskabelige affærer har nok også kostet det konservative symbol lidt af glansen. Og siden blev hans svigersøn, håndboldspilleren Iñaki Urdangarin, afsløret i omfattende korruption og selvberigelse med midler til offentlige kontrakter med den såkaldte NGO, Instituto Noos, som skal fremme sport og turisme. En korruptionsskandale, som også inddrager prinsessen, og som kongen tilsyneladende har kendt langt mere til, end han først ville indrømme. Til monarkiets held har sagen stået lidt i skyggen af korruptionsskandalerne i det regerende PP-parti.

Den 23. februar (eller 23F, som de kalder begivenheden i Madrid) bliver fejret som dagen for demokratiets endelige sejr med store optog i Madrid. I 1982 erobrede socialisten Felipe Gonzáles regeringsmagten (og beholdt den frem til 1996). Turismen blomstrede i de følgende år, og i 1982 kom landet med i NATO og 1986 også EF, som understøttede landbruget med enorme summer, og siden er det bare gået fremad for Madrid, indtil den store krise kom i 2008.

Årets sommerroman i Iværksætteren – sidste år

Der er omtaler og anmeldelser, som man ikke opdager før længe efter, fordi de kommer i medier, som man ikke læser. Jeg har først lige set denne omtale af Afstande over vand i magasinet Iværksætteren, hvor den altså i juni sidste år blev fremhævet som årets sommerroman. Tak for det!

Årets sommerroman: Afstande over vand 

”En moderne Erasmus Montanus-fortælling der følger hovedkarakteren – den midaldrende Tom – som efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston vender hjem til sin hensygnende fødeby, Lille Fuglede på Vestsjælland. Her følger man tæt hans udvikling for at iværksætte et storstilet projekt. 

I hovedkarakteren Tom kan mange etablerede såvel nye iværksættere genkende sine ambitioner, virkelyst og de modsatrettede følelser, der opstår, når man møder modstand. For ikke alle i og omkring Lille Fuglede deler Toms begejstring og drømme. Man følger afsavnet til relationer og Toms kamp mod egen fortid og de etablerede magthierarkier. Tom har en ambitiøs plan for regionens udvikling – et grønt og kulturelt vækstcentrum. Til at begynde med går det som en drøm, trods savnet af børnene på den anden side af oceanet. Snart viser landsbyen sig dog fra sin mørkere side, og Tom må kæmpe med sig selv, sin fortid og egnens magthierarkier. 

På sin vis er Afstande over vand en en morsom, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af Danmarks udkant. Om du er interesseret i iværksætteri eller ej – Afstande over vand – gav undertegnede en mulighed for at spejle gennem indlevelse og identifikation. Karaktererne der optræder i romanen kender du fra dit eget liv. Gennem fiktionen lærer du dem endnu bedre at kende. Nok så vigtigt lærer du også dig selv bedre at kende gennem identifikationen med de fiktive karakterer. 

Siden jeg læste den i april har jeg tænkt på den flere gange. Mest af alt som god underholdning, hvorfor den passer helt perfekt til en sommer med fordybelse. 

Bogen er skrevet af Jens Peter Kaj Jensen, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og cand.phil. i filosofi. Ved at forstå den nye dagsorden og finde ud af, hvilke kompetencer du skal udvikle for at blive klar til fremtiden, vil du både blive bedre til at designe dit eget liv og være i stand til at spotte eller skabe dit drømmejob. 

I bogen vil der være fokus på nye måder at samarbejde på, fremtidens kompetencer, arbejde uden grænser, og hvordan du bliver en del af fremtiden på dine præmisser.”

All In Love Is Fair

'All In Love Is Fair' er en melankolsk ballade fra det ambitiøse 1973-album Innervisions. Stevie Wonders lyrik er bygget op om mundhæld eller klichéer om kærlighedens væsen. Forestillinger, hvis relevans tekstens fortæller tager under overvejelse ved afslutningen af et kærlighedsforhold. 

Som i flere andre af Wonders sange æder man den banale tekst råt, fordi melodien er god, og sangeren er dybt troværdig. Wonder spiller trommer, el-piano og akustisk klaver. Melodien klinger ud på klaveret.

Mange andre store stemmer tog sangen til sig, især kvindelige. Barbara Streisand fik i 1974 et hit med nummeret på Albummet The Way We Were, hvor også titelnummeret fra den også melankolske Sydney Pollack-film, er med. 

Der er også knald på Shirley Basseys kantede udgave fra 1976.

Jennifer Hudson sang den 40 år senere overbevisende til et hyldestarrangement for Stevie Wonder.

Alligevel kan jeg så afgjort bedst lide Dionne Warwicks blå udgave fra 1975.

Hør Stevie Wonder med All In Love Is Fair

Det ser sort ud for regeringen

Den 22. april skrev Ekstra Bladet: "Ekstra Bladet kan nu afsløre, at flere centrale ministre i Mette Frederiksens regering i sommeren 2019 fik en central PET-vurdering om børnene i Syrien, men i syv måneder skjulte flere ministre den viden for resten af Folketinget, selvom der var samråd, lovændringer og heftig debat om sagen."

De syv måneder er vigtige, for undervejs, nemlig i oktober 2019, fremlagde statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye de lovændringer til hastebehandling, der nu har gjort det muligt at frakende fremmedkrigere deres statsborgerskab, mens de befinder sig uden for Danmark.

Frederiksen udtalte i den forbindelse: "Der er risiko for, at de kurdisk kontrollede IS-lejre i grænseområdet bryder sammen, og at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab søger mod Danmark. Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed."

Det er i parentes bemærket samtidig en lovgivning, som gør det vanskeligere at hente de danske børn hjem fra lejrene.

Hvis regeringen bevidst har forholdt Folketinget vigtige sikkerhedsoplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste for at få tid tid og fred til at gennemføre en lovgivning, som næppe havde være så uproblematisk at få igennem, hvis sikkerhedsvurderingen havde være kendt af alle, så er det særdeles alvorligt.

Hvis det er sket med statsministerens vidende, er det også så alvorligt, at jeg ikke kan se nogen vej uden om, at Folketinget erklærer sin mistillid til regeringen, for så er der ikke længere noget grundlag for tillid.

Mette Frederiksen har, som jeg forstår det, foreløbig nægtet at svare på, om hun var orienteret. Det tyder ikke godt. Og lad os være ærlige: Når Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Forsvarsministeriet bekræfter, at den centrale PET-vurdering om, "at risikoen for radikalisering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø", blev præsenteret for ministrene i sommeren 2019, så virker det ikke særlig sandsynligt, at lige netop statsministeren ikke vidste noget.

Det må vi nu få afklaret. Men selv hvis vi ikke kan få godtgjort, at statsministeren var indforstået med hemmeligholdelsen, så er det et spørgsmål, om Folketinget kan nøjes med at udtale mistillid til de nævnte ministre, for det er jo fire top-ministre. De er i høj grad definerende for, hvordan der regeres.
Og det er en måde at regere på, som det simpelthen er for dyrt for demokratiet at acceptere og skabe præcedens for. Indimellem er man nødt til at gøre noget, som taktisk set ikke er det optimale, for at komme folkestyret til undsætning.

Holder Ekstra Bladets oplysninger vand, hænger regeringens liv i en tynd tråd. Vil der kunne samles flertal for en mistillidsdagsorden på det grundlag? Ja, det tror jeg. Jeg tror kun, at SF og Socialdemokratiet vil stemme imod. Måske endda kun Socialdemokratiet. Men det må vise sig.
Man skal ikke tro, at jeg tager let på opfordringen til at udtale mistillid til regeringen. Jeg har stemt på et af de partier, der pegede på Frederiksen som statsminister (eller som 'kongelig undersøger', som det jo i første omgang hedder), og jeg har forsvaret venstrefløjens position som regeringens parlamentariske grundlag hele vejen.

Det er mindre end to år siden, Enhedslisten, SF og de radikale pegede på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Det føles, som om der er gået meget længere tid. Det skyldes måske nok især, at verden har forandret sig så meget siden, men også at det ofte har været en ret tung tjans at skulle forsvare det valg efterfølgende.

I de sager, der har været mest fokus på, har jeg slet ikke været enig med regeringen. Det har det parti, jeg stemte (og fremdeles vil stemme) på, heller ikke. Det gælder især miljøpolitikken og flygtninge- og indvandrerpolitikken. Men det gælder også kulturpolitikken, og det gælder retspolitikken, som er noget af det, der interesserer mig mest. Og så gælder det faktisk også pandemihåndteringen, hvor jeg ganske vist har været enig i den overordnede, ret restriktive linje, men hvor regeringen undervejs har forsøgt at flytte magt fra Folketinget til regeringen. Det er jeg stærk modstander af. Hvad angår den overordnede pandemihåndtering, er jeg i øvrigt også kun enig i den kortsigtede del af den. Ikke i den komplette mangel på et langsigtet perspektiv. Det er en anden sag.

Alligevel har jeg talt imod de genkommende opfordringer til at fremsætte en mistillidsdagsorden til statsministeren.

Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at der skal rigtig meget til at vælte en regering, som man selv har bragt til magten, særligt når det mest sandsynlige alternativ ikke er tiltrækkende.

Jeg har ikke ment, at man kunne vælte regeringen på at videreføre en flygtninge- og indvandrerpolitik, som var kendt allerede inden, venstrefløjen bragte regeringen til magten. Kunne vi ikke leve med den politik, skulle man nok slet ikke have peget på Frederiksen. Og hvad var alternativet til den beslutning?
Venstrefløjens valg af Socialdemokratiet som regeringsparti har altid været et valg af det mindste onde. Det kan ikke være anderledes, når man er et relativt lille parti med ret afvigende politiske opfattelser. 

Man må forsøge at få mest muligt igennem af sin politik. Og selvom socialdemokraternes indvandrerpolitik ikke længere er mærkbart bedre end Venstres, så er der alligevel så mange andre områder, hvor venstrefløjen er markant tættere på socialdemokraterne end på Venstre. Det gælder måske især skattepolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, fødevarepolitik og energipolitik, og inden for de områder har venstrefløjen, som jeg ser det, også haft større indflydelse end nogensinde tidligere. Derfor vil det hverken være gratis for venstrefløjen eller for befolkningen at vælte Mette Frederiksens regering.

Og hvad vil der komme bagefter? Det aner vi reelt set ikke. Det er svært at vurdere, hvilken dynamik sådan et valg på en mistillidsdagsorden vil sætte i gang. Meningsmålingerne ser gode ud for Enhedslisten og SF. Og jeg tror, venstrefløjen vil vinde på sådan et valg. Men det er trods alt vanskeligt at forestille sig, at der skulle blive et flertal til venstre for Socialdemokratiet. For jeg tror egentlig ikke, at socialdemokraterne vil miste så meget på det valg, at de vil få ringere opbakning end ved sidste valg. P.t. står de jo til stor fremgang, og en del af den fremgang vil de sikkert kunne fastholde. Regeringen er populær. Socialdemokratiet vil stadig være klart det største parti.

Så skal man håbe på, at socialdemokraterne vil få sig en forskrækkelse og komme til fornuft. Det er næsten lige så vanskeligt at forestille sig, for valget af en sort indvandrer- og retspolitik er helt bevidst, og det er det valg, der har bragt dem til magten og Dansk Folkeparti til fald.

Så nøgternt set kan man vel bedst forestille sig, at resultatet vil være, at det, som medierne kalder 'Rød blok', vinder valget, men ikke vil kunne bruge det til noget parlamentarisk, for venstrefløjen kan selvfølgelig ikke pege på den statsminister, som den lige har udtrykt mistillid til. Enhedslisten må rimeligvis pege på en fra Enhedslisten, hvilket næppe noget andet parti vil gøre. Det er svært at se for sig hvem, der vil kunne danne regering. Mette Frederiksen ville muligvis kunne med støtte fra Venstre og DF, men tør Venstre og DF det, hvis de også lige har stemt for en mistillidsdagsorden mod Frederiksen?

Det kan skabe en ny situation i dansk politik, et nyt skema for samarbejdet mellem partierne. Det kan falde både godt og skidt ud.

Men det vil skabe ny dynamik i bevægelsen for en human flygtninge- og indvandrerpolitik, for så har den bevægelse en hyper troværdig politisk repræsentant, den kan referere til.