Om Henrik Dahls underlødige påstande

Henrik Dahl forsøger med underlødige påstande om venstrefløjens angivelige hemmelige motiver at fratage kritikken af den israelske regering sin legitimitet.

Mette Frederiksen er blevet kritiseret af den politiske midte og venstrefløjen for at undersøge mulighederne for at skaffe danskerne Corona-vaccine fra Israel, hvor den højreekstreme regering samtidig nægter borgerne i de besatte palæstinensiske områder muligheden for at blive vaccineret.

Det er Liberal Alliances Henrik Dahl da fløjtende ligeglad med. Og det har han selvfølgelig lov til at være. I går benyttede han så lejligheden til at svine venstrefløjen til på den mest infame, men effektive måde. Om venstrefløjens kritik af Frederiksens Israel-flirt skriver han simpelthen på Twitter (og det er altså et direkte citat, som han i skrivende stund stadig ikke har slettet):

"Hvorfor kan den ekstreme venstrefløj i Danmark ikke bare stå ved sin antisemitisme ligesom Jeremy Corbyn gjorde?"

Hvad Dahl her siger må være,

1. at den ekstreme danske venstrefløj er antisemitisk;
2. at denne ekstreme venstrefløj er dem, der i Folketinget kritiserer Mette Frederiksen for at rejse til Israel for at fiske efter vaccine – hvilket altså må være Enhedslisten, Frie Grønne, SF, Alternativet, Jens Rohde og Det Radikale Venstre, mens den ikke-ekstreme venstrefløj vel så må udgøres af den moderne udgave af Socialdemokratiet, der ikke er så fanatisk optaget af menneskerettigheder, som de var i Ole Espersens tid;
3. at det er denne 'ekstreme venstrefløj's angivelige antisemitisme, der er den hemmelige, men virkelige grund til kritikken af statsministerens besøg i Israel;
4. at den suspenderede Labour-leder Jeremy Corbyn også skulle være antisemit;
5. at samme Jeremy Corbyn ligefrem skulle have vedstået sådan en antisemitisme.

Der spilles igen på den taktisk geniale anklage om, at Israel-kritik er – eller i virkeligheden hemmeligt bunder i – en antisemitisme. Og det gælder selv, hvis den fremsættes af jøder.

Og samtidig drages der næring fra det langvarige og systematiske karaktermord på Corbyn, som højrefløjen i hans eget parti, Labour, måske ikke ligefrem har iscenesat, men i hvert fald spillet meget aktivt med på i håbet om at skade ham og hans venstrefløj så meget, at højrefløjen kan genvinde magten og igen placere partiet der på den bløde midte, hvor de lå under Tony Blairs regeringstid.

Donald Trump har hæmningsløst benyttet sig af denne taktik, og med vældig succes: Man kan bare slynge vilde, faktuelt forkerte og absurde påstande ud fra sin privilegerede, magtfulde position med tusindevis af følgere og sin frie medieadgang, velvidende at kun nogle få hundrede nogensinde vil få øje på de desperate forsøg på at tilbagevise absurditeterne. Og langt de færreste af disse få vil læse dem. Det kan være inkriminerende beskyldninger mod politiske modstandere eller andre løse påstande, der passer i ens kram. Det er et uhyre effektivt våben i kampen mod virkelighedens indflydelse på den politiske offentlighed. Den metodes styrke har socialvidenskabsmanden Henrik Dahl åbenbart også fået øjnene op for.

Jeg vil ikke forsøge at argumentere mod påstanden om, at venstrefløjen som sådan simpelthen hemmeligt skulle være antisemitisk – og vel således kun på skrømt skulle studere og lade sig inspirere politisk og filosofisk af jødiske tænkere som Bernie Sanders, Naomi Klein, Noam Chomsky, Jacques Derrida, Morten Thing, Georg Metz, Rosa Luxemburg, Èmmanuel Lévinas, Hannah Arendt, Sigmund Freud, Martin Buber, Emma Goldman, Ernst Bloch, T. W. Adorno, Walther Benjamin, Herbert Marcuse, Karl Liebknecht osv. Det er jo en håbløs opgave. Ingen af Dahls følgere vil interessere sig for, hvad jeg kunne finde på at skrive om den sag.

Og denne påstand er særligt snedig, for hvordan modbeviser man overhovedet, at man 'i virkeligheden' – og altså på trods af, hvad man faktisk siger og gør – er antisemit? Det kan man ikke. Man kan jo ikke bevise sine tanker og følelser på anden måde end gennem sine ord og handlinger, så når de ikke godtages som bevis for sindelaget, kan man ikke stille noget op.

Derfor vil man heller aldrig kunne modbevise, at en skjult og uudtalt antisemitisme er den hemmelige og underliggende grund til kritikken af den israelske politik over for palæstinenserne. Hokus pokus!

Dahl kan selvfølgelig heller ikke bevise, at den fremsatte og temmelig absurde påstand om, at venstrefløjen helt fra Det Radikale Venstre til Enhedslisten skulle gå rundt med sådan en fælles og tophemmelig, uudtalt racistisk dagsorden samtidig med, at den samme venstrefløj er ledende i kampen mod racisme. Men det behøver Dahl jo heller ikke. Hans påstand flyder rundt derude og gør sin virkning.

En del af den virkning er, at Israels regering får frit spil til at fortsætte sin apartheid-lignende politik. For Israels regering kan man ikke kritisere uden at bekræfte Dahls påstand om, at man er antisemit, altså racist.

At Jeremy Corbyn ligefrem skulle have vedstået at være antisemit er jo så absurd en påstand, at det nærmest ville være pinligt at bruge tid på at forsøge at modbevise den.

Hvad Dahl her siger er jo, at "her er en fra venstrefløjen, som åbent indrømmer at være antisemit. Kan resten af jer ikke bare gøre det samme i stedet for at lade, som om jeres kritik af Israel handler om Israels politik."

At Corbyn selvfølgelig aldrig har erklæret sig som antisemit, men tværtimod har bekæmpet antisemitismen gennem et langt liv i politik (se evt. opgørelsen over Corbyns faktiske handlinger over for antisemitismen nedenfor), er ligegyldigt. Hans modstandere har beskyldt ham for det. Det er nok.

Men selv hvis Corbyn faktisk var antisemit, fortæller det jo intet om 'virkelige og hemmelige' bevæggrunde for den danske venstrefløjs kritik af Israels politik. Det gør det heller ikke den dag, Dahl faktisk finder en antisemit på den danske venstrefløj. For sådan en skal der nok være derude et sted. Der findes alle slags synspunkter på både højre- og venstrefløjen. At Breivik fra den yderste norske højrefløj er massemorder, gør jo heller ikke den norske højrefløj over en bred kam til tilhængere af massemord på ungsocialdemokrater.

Det er ikke bare underlødigt af Dahl. Det er meget usundt for den politiske kultur og endnu mere usundt for udviklingen i Israel, at enhver kritik af landets regering på forhånd er udlagt som racistisk og derfor bagud på point.

Ingen politik eller politiker – hverken til højre eller til venstre – skal på forhånd være fritaget fra kritik. Især skal politiske magthavere det ikke, og især især ikke magthavere, der forvalter en besættelse af et andet folks land mod dette folks vilje. Dem har den politiske verdensoffentlighed faktisk en helt særlig forpligtelse til at holde under kritisk lys. Permanent.

Sidste års nedlukninger var nødforanstaltninger. Nu må vi tænke langsigtet.

Corona er kommet for at blive, men nedlukningspolitikken kan ikke gentages i det uendelige.

Ja, det var rigtigt at lukke ned for et år siden. Vi undgik et truende sammenbrud i sundhedsvæsnet, og vi vidste ikke bedre, end at virusen nok ville dø hen i løbet af sommeren 2020, hvor vi alle skulle være ude under åben himmel. Og så ville livet hurtigt vende tilbage til det normale. Det var svært at forestille sig andet i marts.

Det var nok også rigtigt at lukke ned i efteråret, da det viste sig, at vi alligevel ikke havde udviklet flokimmunitet, og virussen vendte tilbage i en anden bølge. Jo, vi kunne da godt bide tænderne sammen i nogle måneder endnu, indtil vaccinen var udviklet, og vi kunne få has på coronaen en gang for alle.

Men i løbet af efteråret begyndte flere og flere at tvivle på, at der overhovedet fandtes et hurtigt fiks. Nye mutationer skabte tvivl om, hvorvidt vi kunne vaccinere os ud af problemet. En sydafrikansk og så en hurtigløber af en britisk variant dukkede op, ikke farligere i sig selv, men mere smitsomme og derfor potentielt truende for kapaciteten i sygehusvæsnet. Ville vi kunne udvikle en vaccine, som både kunne klare den 'oprindelige' corona og de nye?

Eller skulle vi nu pludselig regne med, at nedlukningen af kulturlivet, restauranterne, foreningslivet, idrætten, skolerne og de liberale erhverv ikke ville være kortvarige, men måske tilbagevendende, langvarige eller ligefrem permanente. Og den tiltagende overvågning og registrering. Centraliseringen af magten hos regeringen? Var det noget, vi bare skulle vænne os til at leve med? Kunne vi overhovedet det? Vi købte minkpelse for 3000 kr. til alle landets borgere hen over vinteren, men de varmede underligt lidt.

Modstanden vokser. Der danner sig lidt efter lidt et skel ned gennem befolkningen, som minder stadig mere om det, der følger med en borgerkrig. Det er ikke bare nazister, Nye Borgerlige, tosser og hooligans, der demonstrerer mod coronarestriktionerne. Det er borgere fra højre og venstre, som er bekymrede for, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle. Som er bange og vrede. Og med god grund.

Nogle begyndte at tro på corona-sammensværgelser. At det var et nummer, regeringerne havde fundet på for at styrke deres magt og kontrol med befolkningen. Det er sandt, at regeringerne har gjort netop det. Altså at samfundene med et snuptag er gjort mere autoritære, mindre frie, åbne og demokratiske. Det er sket som en reaktion på virussen, som desværre er reel nok. Det er ikke Frederiksen og Merkel, der har opfundet virussen. Men mange føler behov for at bebrejde nogen.

Der er en mægtig energi i den vrede over at være blevet frataget friheden, retten til selv at bestemme, hvad vi bruger vores tid til, og hvor vi går hen. Det er ikke en energi, som regeringen kan slukke for. I hvert fald ikke uden at skrue voldsomt op for den autoritære udvikling, som har skabt modstanden. Mere kontrol og politivold. Det bliver uundgåeligt et selvstændigt og selvforstærkende problem.

Nu har vi kollektivt været fængslet i et år, og flere og flere bukket under for indespærringen, ensomheden og ufriheden. At alt er gråt og kontrolleret ned til mindste nys. Mange føler sig magtesløse, er magtesløse, bliver vanvittige slet og ret, får vanvittige tanker og paranoia, mister grebet om virkeligheden.

Som med alle kriser rammes de svageste hårdest. De fattigste bliver fattigere, og de magtesløse bliver det endnu mere. Denne krise er værre, fordi også de ensommes ensomhed bliver uddybet.

Vi er simpelthen ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Hvis vi kunne se frem til en normalisering i løbet af en måned eller to, kunne vi måske bide det i os en gang til. Men det er ikke sådan, verden ser ud. Vi har færdigvaccineret under 5 procent af befolkningen. Under 5 procent! Og i går fik vi at vide, at en ny brasiliansk variant af Coronavirussen var fundet i Danmark. Den er hypersmitsom, og den "reagerer svagere på vaccinen". Det betyder altså, at vi risikerer at skulle udvikle en ny vaccine, fordi dem, vi har, måske ikke kan hamle op med brasilianeren. Eller med den næste mutation, som kommer. Og den næste efter den. 

Med andre ord: Coronavirussen er kommet for at blive. Sandsynligvis står vi kun ved begyndelsen af en ny pestens æra.

Og hvad er så vores svar på det? 

Min fætter Bos yngste datter fylder to i dag. Halvdelen af hendes liv har været et Corona-liv. Skal hun vokse op og gå gennem skole- og uddannelsessystemet via zoom – uden nogensinde at opleve at kunne lege frit med sine venner og med så mange af sine venner ad gangen, som hun har lyst til? Ser hun frem til et ungdoms- og voksenliv uden holdsport, uden sauna og jacuzzi? Uden at turde besøge sine bedsteforældre, når hun har tid og lyst til det? Uden engagerede massedemonstrationer på Christianshavns Slotsplads. Uden fest og festivaller, uden museumsbesøg og biblioteker, uden at kunne gå i byen og finde sig en kæreste, uden et arbejdsliv med kollegialt samvær, uden generalforsamlinger i fagforeningen og Amnesty International? Uden at kunne give sin veninde et kram, når de mødes i køen uden for apoteket?

Tusindvis af gamle vil dø i en ensomhed og kedsomhed langt dybere end den, der ofte følger med alderdommen.

Er det sådan, vi forestiller os, at vi skal håndtere pesten i årene fremover? Jeg tror ikke, vi kan klare nedlukningen ret meget længere. Det var ok som en midlertidig foranstaltning, som vi kunne se frem til afslutningen af. Vi har bidt det i os, fordi vi tænkte, at det snart var ovre, men vi kan ikke forvente, at befolkningen kan klare kan fortsætte sådan i årevis.

Så hvad er alternativerne? Det er vi nødt til at gå i gang med at diskutere. Uden at beskylde hinanden for henholdsvis magtliderlighed og uansvarlighed. Der ikke noget simpelt svar, og vi må respektere, at vi alle er udfordrede erkendelsesmæssigt. Ingen af os har gennemlevet en pest før. Men vi kan ikke overlade beslutningen til Søren Brostrøm og andre eksperter. Det handler om, hvilken verden vi vil leve i.

Marinaleda – det mest interessante socialistiske eksperiment i Europa

 

Hun har fem katte nede på molen

Hun har fem katte nede på molen.

De har hver sin madskål inde mellem stenene, hvor de kan spise i fred for de store stormmåger. Det er et godt skjul.

Det er ved nitiden, hun kommer for at fodre. Hun går raskt til, og man tænker, at hun glæder sig. Spændt er hun. Og mere spændstig, når hun krænger overkroppen ind mellem de store sten, end man ville tiltro en kvinde på hendes alder.

Man kan se, hvordan spændingen forlader hendes muskler, når hun endnu engang må skrabe gårsdagens servering ud i den medbragte skraldepose. Den samme skuffelse gentager sig skål for skål. Hun skælder kattene ud efter tur. For hver skål stavrer hun mere hængeskulderet ned til vandkanten og skyller den, fylder frisk foder på. Måske vil de tage det i morgen.

Men de vil ikke lære det. Hun synes ikke, de kan være bekendt at forsmå hendes franske kartofler. Hun har købt dem med baconsmag.

Grisebasser

En af mine ondskabsfulde bekendte spurgte mig for nylig, om jeg havde tænkt over, hvor mange svineavlere der i deres stille sind går og håber på, at en coronavirus vil mutere helt amok i en af de fikserede søer, så de kan få sikret deres fiktive indtjening i ti år frem på et urealistisk optimistisk niveau uden nogensinde undervejs at skulle lugte af gylle. Det måtte jeg naturligvis på det skarpeste afvise. Den tanke var faktisk aldrig faldet mig ind.

Om Covid 19-kompensation til kunstnere via Statens Kunstfond

I løbet af de sidste par uger har websitet Kulturmonitor været åstedet for en diskussion om den særlige Corona-støtte, som Statens Kunstfond i år vil uddele til skønlitterære forfattere.

Diskussionen begyndte, da fagbogsforfatteren Jørgen Burchardt skrev et harmdirrende indlæg, hvor han brokkede sig over, at kunstfonden ikke gav støtte til faglitterære forfattere.

Det svarede jeg på.

Og så svarede Anne Rosenskjold, som er lærebogsforfatter og næstformand for den faglitterære afdeling af Dansk Forfatterforening, på mit svar.

Og jeg svarede på hendes.

Det gjorde den skønlitterære forfatter og Dr. Phil. Lotte Trane også.

Og Egon Clausen deltog også i debatten og mener faktisk det samme som mig.

Om oktober-valget i Bolivia

I november skrev jeg denne artikel om valget i Bolivia.

Fire digte

I corona-foråret 2020 sendte jeg 4 digte ind til forlaget. Et af dem blev trykt som spar 8 i et sæt spillekort. Her er de alle 4.

1.

Hvor skal jeg 

lede efter de elleve

lyster, som

raslede ud af min

krop under

flugten?

2. 

Jeg tænker på at lave

lister over alle dine

svigt; nej, kun de 

otte, der er 

små nok til, at vi kan

tale om dem.

3.

Eller dengang du skar de

syv bedste

ord ud af mit

sprog

og gav dem til

hunden, som allerede

var så meget mere 

interessant at

scrable med.

4.

Jeg elsker

ni mænd, sagde du engang.

Kun de

tre røde var

mig.

Da 'Afstande over vand' blev nævnt i Deadline

Jeg har ikke været på Lystens værk alt for længe og er derfor bagud med at opdateringen af bloggens læsere. 

Noget, jeg absolut ville have nævnt, hvis jeg havde være online i december, er det øjeblik, hvor bibliotekernes Sarah Corner-Walker Hvidberg i Deadline nævnte ‘Afstande over vand’ som en bog, der kunne have et stort publikum, hvis blot nogen vidste, at den fandtes. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke interesserer mig at have mange læsere. Selvfølgelig gør det det. 

Men det er bestemt heller ikke dårligt af en fagperson at blive anbefalet som en, der burde have det. Og se efterfølgende de to gode forlæggere Christel Sunesen og Simon Pasternak i debat om litteraturens vilkår. 

Det begynder 20.40 minutter inde i programmet.

Jeg har skrevet spar 8

 
Forlaget Ekbátana har udgivet et sæt spillekort med hidtil uudgivne digte af 34 danske digtere. Dem kan man finde i snart sagt enhver boghandel, men også her:

Man kan også læse en omtale her og her.