I går var det Stakkels Oves fødselsdag.

Stakkels Ove er en ung, lidt kejtet fyr i sine lidenskabers vold, som gør rent i dameomklædningen i Åbyhøj Svømmehal. 

Stakkels Ove er også en Facebook-profil, jeg oprettede i 2014, men som jeg mistede adgangskoden til i 2017, hvorfor han siden har været tavs. Her er, hvad han nåede at fortælle om sit liv:

“Og hvorfor skulle jeg aldrig have en svingtur? Sådan en, hvor ens far tager fat om ens håndled, og man holder om hans, og det kildrer allerede i maven, mens man løber rundt og rundt, men endnu ikke har sluppet jorden med fødderne. Så kan man se på hans smil, at han er lidt nervøs for, om man nu osse kan tåle det, men man kigger på hinanden og man smiler på lige præcis den måde, som giver ham lov til at sætte fuld fart på, og man bliver svimmel, blodet løber fra hovedet og ned i fødderne, man kan mærke den der summen i tæerne, det er dejligt, og man ønsker, at det aldrig holder op, og så går man på bordel sammen og slår hinanden på skuldrene og går hjem og vækker mor og fortæller hende, hvor dejligt det var med den svingtur, hvor meget det kildrede i tæerne, og at det vil vi snart gøre igen.”

“Tak til alle dem, der gerne vil være venner med mig. Skal vi så ikke sige, at vi ses det sædvanlige sted i aften? Eller måske er der lige en, der kommer forbi Åbyhøj og henter mig foran politistationen ved nitiden, bare hvis jeg nu ikke skulle kunne finde det sædvanlige sted. Det er mig den sexede med bøllehatten.”

“Efter det med Tuller-Fie er der kun Yda tilbage, og hun har da osse sagt, at jeg godt kan begynde at glæde mig, til jeg fylder 18. Og det gør jeg osse. Så udløber hendes tilhold nemlig, og så er der ingen, der kan sige noget, for vi er jo ikke beslægtet i lige linje, som hun plejer at sige. Men lidt bange er man jo osse. I hver faller får hun mig ikke med hen til skruestikken igen.”

“I dag var der en dame, der smilede til mig i bussen hjem. Hun var en værre en, det var tydeligt nok. Jeg havde været inde og få lavet hår. Så skal man helt ind til Midtbyen. Der er ingen parykmager her i Åbyhøj. Papa siger, at mandlig skaldethed er tegn på høj potens, og at det er da noget damerne godt kan lide. De bliver helt pjattede, når de ser sådan en ung tyr som mig med glat nakke, siger han. Især de lidt ældre. Det er dem jeg er bedst til. Måske var det derfor, hun smilede. Jeg havde fumlet lidt med bøllehatten, så håret sad ikke rigtigt, kunne jeg se, da jeg kom hjem. Hun havde nok luret, at der er godt gang i banditten. Damen var lige ved at stå af sammen med mig ved politistationen, men så blev hun alligeveller siddende. Det var alle de poser, hun var flov over at slæbe rundt på. Hvis hun ikke havde haft de sager med, var det blevet helt vildt. Jeg tror jeg tager med bussen igen samme tid næste mandag.”

“Så er det af sted til Falster! Det er der sugemalleentusiasterne holder sommerlejr i år. Sidste år var det Karen Kro der stod i køkkenet. Jeg tror hun havde et godt øje til mig. Der var altid lige en ekstra klat kartoffelmos på tallerkenen når det var min tur. Sådan noget er ikke tilfældigt. Men det var jo i Hansens Pensionat på Langeland, og jeg er ikke sikker på, at Karen tager rejsen med over til barakkerne på Falster. Åh, mit urolige hjerte!”

“Efter skuffelsen på Falster (hvordan kunne du få dig til det, Karen Kro?) flakkede jeg lidt om på Sydsjælland og vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle komme videre. Papa lovede at se efter sugemallerne hjemme i Åbyhøj. De kræver ikke så meget. Det synes jeg heller ikke jeg selv gør. Men man har jo sit lidenskabelige væsen at slås med. Og så en dag hvor jeg sad i Næstved Naturistcenter og læste i avisen om en digterdreng ude fra Gellerup som var blevet misbrugt af sin sagsbehandler, kom jeg pludselig i tanke om at jeg da osse snart trængte til at få min sag behandlet. Og så var det ellers hjem til Aarhus. Nu er jeg jo blevet fyret i svømmehallen så jeg gik ned for at høre om der ikke kunne blive noget kontanthjælp til sådan en som mig. Og det kunne da godt være og hun ville osse gerne med i biografen. En af dagene sagde hun, helt sikkert, og hun kunne osse godt lide Lars von Trier og jeg havde sagt at jeg nok skulle betale, og Papa havde lovet at hjælpe med en femhundredmand så der osse var til en kop kaffe bagefter og hvad der ellers var brug for. Hun har bløde hvide hænder. Og jeg har da osse fået vasket bøllehatten. Men så er hun kommet til at give mig det forkerte telefonnummer. Det er bare så uheldigt! Typisk at det sker for mig. Og nede på borgerservice siger de at der ikke arbejder nogen af det navn. Jeg tror det er faster Yda der har snakket med dem. Hun er så jaloux og nu hvor jeg snart fylder 18 vil hun bare ikke risikere noget. Jeg synes der er så lang tid til alting. Måske skal jeg alligeveller prøve at ringe til Tuller-Fie igen?”

“Jeg vil gerne sige tak for alle fire fødselsdagshilsner. De varmede. I hver faller de tre af dem. Nu har jeg osse siddet og ventet på om der ikke lige skulle komme nogle flere, som jeg osse skulle takke for, men jeg vil hellere sige tak nu, for det er lissom ved at klinge lidt af. Det har været en travl uge. Ikke kun fordi jeg skulle hjælpe med at arrangere min fest og løbe ud med invitationen til Tante Yda og hendes nye lumre filejs, som Papa syntes jeg skulle invitere med alligeveller. Oprydningen tog ikke mange minutter.

Men så har jeg jo osse skullet blive færdig med min jobansøgning. Det kan godt tage tid sådan noget. Den ledige stilling som prinsgemal er jo ikke en man bare søger om i en lukket kuvert. Man skal gøre sine hoser grønne, som Papa gerne siger. Og det er rigtigt. De er virkelig grønne nu.”

“Så kom svaret fra Margrethe. Det gik godt nok hurtigt, synes jeg. Faktisk var brevet ikke fra Margrethe, men fra en der hedder Michael Ehrenreich. Ham kender jeg ikke, og jeg blev lidt skuffet, fordi jeg jo selv havde været oppe på Amalienborg med ansøgningen. Og det er en lang tur fra Åbyhøj, når ens ben er lidt korte i det.

Men ham Michael mente ikke, at de havde brug for en ny prinsgemal, selvom den gamle er holdt op. Og det var ikke, fordi han ikke kunne se det fine ved mine anbefalinger fra svømmehallen og sugemalleklubben. Han var ret imponeret. Det var tydeligt nok. Men sagen er, at Margrethe har lovet at arbejde over om onsdagen, og så skulle de nok kunne klare sig alligeveller, skriver Michael. Papa havde ellers sagt, at der var mere i det job, end vi sådan lige kunne læse os til i BT, og at det da krævede en mand med min erfaring med modne kvinder at fylde Henriks ridestøvler. Sådan sagde han. Men hvis det ikke er værre, end at Margrethe selv kan klare det onsdag aften, så er der nok osse mere brug for mine evner andre steder.”

“Jeg er lissom the cleaner i Pulp Fiction. Harvey Keitel. Det er altid mig de ringer til når der er noget de andre ikke kan klare i dameomklædningen i Aabyhøj svømmehal. Når Bette-Svendsen har ramt ved siden af spanden med sin seniorble. Det tager mig ti minutter så er der ikke skyggen tilbage af de gule ærter. Når Kawazaki-Finn har glemt at lufte køteren før han tar den med i fællesbassinet. Hvem står så parat med ketcheren? Hvem suger i slangen når Tølle skal have tømt sin punkterede lunge? Og hvem ringer de til når ingeniørskolen igen har holdt den berømte White Russian-rusintroduktion i hjørnesaunaen! The cleaner! Og jeg har altså ikke Samuel L. Jackson og John Travolta til at skylle kluden op for mig. Så er man alligeveller lidt sej.”

Tålmod belønnet

Jeg købte den blege hættejakke i Jack & Jones, da jeg lige var begyndt på Forfatterskolen, så det må være omkring 19 år siden. I alle de mellemliggende år har den været førstevalget som let forårs-, sommer- og efterårsjakke i Danmark og her i Spanien især vinterjakke. Jeg har altid syntes, den var lidt smart. Den er glat og behageligt, tilpas varm, og jeg er glad for lynlåsen. Sådan en skal der være, så man ikke behøver at tage kasketten af og hale jakken over hovedet, når man hen på dagen får det for varmt. 

De sidste ti års tid har jeg også godt kunne se, at den først og fremmest var træt, falmet og slidt. Men eftersom den forlængst var gået ud af produktion hos Jack & Jones, og der stadig var dukket en anden op, som jeg var lige så glad for, beholdt den sin førerstilling.

Og nu er det så sket. Jack & Jones har vendt produktionsplanen om og er startet forfra. De har simpelthen sat min yndlingsjakke i produktion igen. De har foretaget to små, men væsentlige forbedringer. For det første har de droppet de fjollede snørrer ved halsen, som jeg klippede af allerede første år. Og så har de til gengæld forsynet jakken med en indvendig strop i nakken, så den kan hænges op på en krog. Det er, som om de har kunnet læse mine tanker. Den her skal jeg begraves i (og nej, det behøver ikke være lige med det samme).

Det er som en drøm. Jeg var ude for at købe julegaver, men den her renaissance-sag stod der Jens på.

Etiske regler for repræsentation af virkelige personer i skønlitteratur?

Her er en kommentar til den diskussion, som Thomas Bobergs roman ‘Insula’ har affødt om forfatterens moralske ansvar for personer, der kan tænkes at genkende sig selv som inspirationskilder for fiktive figurer. Forfatteres stemmer i den debat er blevet efterspurgt. Her er så min. Det er ikke tænkt som et debatoplæg, blot en tilkendegivelse. 

Er jeg som forfatter interesseret i en fælles og offentlig diskussion af skønlitterære forfatteres etik og metode med henblik på at komme frem til en fælles forståelse af disse?

Overhovedet ikke. Den manøvre kommer jeg ikke til at deltage i. Enhver idiot kan regne ud, at sådan en fælles forståelse aldrig vil indtræffe. Moralens selvudnævnte vogtere vil gøre krav på at have svaret, nogle vil være enige, nogle vil i en periode følge trop af frygt for at blive skammet ud, andre vil protestere, og de fleste vil blot fortsætte som vanligt. Dem, der indbyder til diskussionen, har allerede fremlagt deres konklusion på den og ikke virker det mindste lydhøre over for kritik af projektet. 

Men det er ikke de væsentligste grunde til, at jeg ikke deltager i det teater. Sagen er, at jeg ikke har det fjerneste ønske om, at alle forfattere udvikler en fælles praksis, metode eller etik. Og da slet ikke en metode, der kalkerer faglitteraturens, som er modeleret ud fra en fordring til forfatteren eller forskeren om at stå inde for, at tekstens udsagn modsvares af sagforhold uden for teksten. Fagbogsforfatteren skal gøre rede for sin metode og sine kilder, og kilderne skal helst være alsidige, tage eventuelle opponenters synspunkt i betragtning. 

Det skal den skønlitterære forfatter ikke. Hun er kun forpligtet over sit eget synspunkt, for hun skal kunne beskrive en mulig verden snarere end en virkelig og endda en umulig en, hvis hun vil, og kan derfor ikke have denne forpligtelse over for virkeligheden uden for teksten. Skønlitteraturen skal ikke være redelig. Den må gerne, men skal ikke. Hvis ikke uredeligheden er en mulighed, holder skønlitteratur op med at være skønlitteratur. Og med den forsvinder de mod- og vrængbilleder, de alternative billeder af liv, som mennesket altid har haft brug for og i alle kendte kulturer til alle tider har produceret, og som vi slet ikke kan lade være med at afsætte som vores mentale sekret i drømme. Det er et eksistentielt behov.

Og nej, det betyder ikke, at skønlitterære forfattere får en gratis omgang. Selvom vi ikke har nogen fælles etik for skønlitteratur, har forfattere altid og i voldsom grad måttet leve med konsekvenserne af deres moralske valg. Forfattere er blevet fyret fra deres job på grund af udgivne værker, har mistet venner, er blevet lagt for offentligt had, ekskommunikeret, eller underlagt en fatwa, overfaldet eller myrdet. Fortsæt selv listen. Det er en forhånelse af de virkelige betingelser for at skrive skønlitteratur at hævde, at forfattere har været eller har følt sig hævet over almindelige etiske normer. Forfattere har tværtimod altid været konfronteret med dem i ekstremt omfang, fordi tekstens handlinger, hvis ellers bogen bliver læst, udspiller sig i et stort rum med mange tilskuere. Og bliver bogen ikke læst, ja, så er sulten jo sådan set i sig selv en straf.

Den mest moralske handling er ikke nødvendigvis den, som ikke støder nogen.

Hvad der i øvrigt skal ske med den forfatter og det værk, som ikke lever op til de krav, der udkrystalliseres af sådan en ny 'fælles forståelse', er uklart for mig. Det skal ikke ligefrem være en lov, får vi at vide. Men i hvilken forstand skal reglerne så være regler? Sådan, at moralens vogtere har et sikkert mandat til at hænge overtræderne ud? Udgrænse dem fra det gode selskab? Skal forlæggere føle sig moralsk forpligtede til at afstå fra at udgive dem? Skal de bandlyses fra bogmesser og litteraturfestivaller? Eller hvad?

Moral er et fælles anliggende forvaltet gennem fælles normer, får vi at vide, altså ikke noget, forfatteren som individ selv kan forvalte. Jeg vil hævde det modsatte.

Et af kravene, der på forhånd er meldt ud som konklusion på den fælles diskussion, vi nu åbenbart skal have, er, at man som forfatter skal give personer, der kan tænkes at ville genkende sig selv i fiktionens figurer, vetoret over for teksten. Gør man ikke det, er det magtmisbrug. Det kan man sige generelt – og tilsyneladende også uden først at læse værkerne. 

Det skal nok blive sjovt, når en forfatter fx bruger en slavepisker på en indisk tekstilfabrik eller en notorisk gyllespreder fra det danske kystlandskab eller en korrupt politimester eller præsident som forlæg for en fiktiv figur. Eller bruger sin overgrebsmand eller sin datters undslupne morder. Det går fint med at give disse virkelige personer vetoret, må man forstå, for det er jo altid forfatteren, der har magten. Dette gælder generelt, og derfor kan man have generelle regler. Forfatteren er latent overgrebsmand. Og endda en halvdum en, som ikke ved det selv og ikke er sig sit moralske ansvar bevidst og derfor skal tages i skole af vogteren, som derimod har forstået magtstrukturerne og er et etisk menneske.

Et andet krav, jeg har set fremført, har form af et forbud. Den skønlitterære forfatter må ikke fortælle historier om børnefigurer, der kan genkendes som inspireret af virkeligt eksisterende børn. Det er nemligt altid et overgreb. Skal man overhovedet skrive om børn, skal figuren fiktionaliseres så meget, at ingen vil kunne genkende sig i den. Jeg ved ikke, om det ligefrem skal være umuligt at identificere sig med barnefiguren, men genkende sig selv eller genkende andre i den må man i hvert fald ikke kunne. Jeg har tre børn og har derfor læst mange børnebøger som voksen. Jeg har også selv skrevet en. Og lur mig, om ikke en betragtelig andel af de børnebøger er skrevet af forældre, og at mange af bøgerne er skrevet som kærlighedsgerninger, hvor meningen netop er, at deres børn eller venners børn skal kunne genkende noget af sig selv i figurerne. En anerkendelse af barnet på godt og ondt. 

Hvad med autofiktionen? Har den ikke et særligt ansvar for dels at tale sandt, ikke misrepræsentere, og for at beskytte sine inspirationskilder? Nej. Jeg tror, man er nødt til at anerkende, at autofiktion netop er fiktion og ikke biografi. Graden af fiktionalisering i et litterært værk er forskellig, det er klart, men fiktion er der under alle omstændigheder tale om, hvis forfatteren ikke i værket viser, at hun står inde for fuld overensstemmelse med virkeligheden uden for teksten. Jeg tror også, at nærmest al skønlitteratur rummer elementer, der er hentet fra forfatterens eget liv. Jeg vil give nogle eksempler fra mit eget skriveværksted nedenfor.

En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser

På billedet ses tidligere MF Jette Gottlieb med romanen Afstande over vand.

En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser:

Jeg skrev engang en roman, Celeste, der som hovedfigur har en 20-årig biseksuel jødisk kvinde, som vokser faderløst op i Silkeborg i mellemkrigstiden. Som teenager arbejder hun som servitrice på en kaffestue og er tvunget til at bijobbe som prostitueret samme sted. Så tager hun til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Fortælleren er en kunstmaler, der har fundet hendes dagbøger under et ophold på et spansk kloster i tresserne. Der er ikke rigtig noget der, der minder om mit liv. Figurerne og deres liv og handlinger er opdigtet. Og alligevel er der relationer mellem figurer, som er inspireret af noget, jeg har oplevet på nært eller fjert hold. Forholdet mellem fortællerens kone og dennes bror er fx inspireret af et forhold mellem to søskende, som jeg kender. Hovedfigurens arbejdsgiver og dennes forhold til sin ældste søn er inspireret af et far/søn-forhold, jeg kender til. Flere episoder er skrevet over virkelige hændelser, men flyttet over i en anden tidsmæssig, geografisk og social ramme og tilpasset den. Er det autofiktion? Det vil næppe nogen sige. Men hvad nu, hvis nogen pludselig genkender sig selv i en af figurerne? Er det så? Og man skal huske, at læsere altid leder efter sig selv i teksten. Der er en naturlig drift mod identifikation.

På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.

En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.

Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.

I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.

Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis. 

Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.