Jeg har set flere venstrefløjsdebattører
gøre rede for, at Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds
Litteraturpris ikke indeholdt en korrekt analyse af imperialismen, eller at
hans racismebegreb ikke beskriver en dansk virkelighed, eller måske især at
talen strategisk var forfejlet, fordi sådan en aggressiv og konfronterende
svada aldrig vil kunne skabe den alliance for forandring, som han hævder at
håbe på.
Jeg er både enig og ikke enig. Det er
indlysende rigtigt, at Jonas Eikas tale ikke bidrager til at skabe den kærlige
alliance, som han taler for. Det kan være, at den ovenikøbet gør det modsatte.
Men man kan ikke sådan uden videre
reducere den faktor ud af ligningen, at Eika ikke udtaler sig som
samfundsanalytiker, politiker eller som politisk aktivist for den sags skyld.
Han udtaler sig som kunstner, og i sin egenskab af kunstner er han ikke
forpligtet til at skabe alliancer eller afbalancere sit budskab, sådan at han
kan vinde opbakning for det. Han skal ikke løse noget samfundsmæssigt problem.
Ikke som kunstner, i hvert fald. Hans gebet er at se. At se og formidle, hvad
han ser, gennem sit helt personlige mentale prisme, ikke gennem almenhedens,
folkets, teoribogens eller fornuftens prisme.
Eikas tale er et skrig. Det er
naturligvis ikke et spontant og ureflekteret skrig, men dog et skrig, ikke en
strategisk platform. Han ser den menneskelige lidelse, som er resultatet af
regeringens politik, og den beskriver han, for mig at se, ærligt og redeligt.
Og han vælger naturligvis helt bevidst den største scene, han nogensinde vil få
adgang til, det største klangrum. En scene, hvor en virkelig vigtig politisk
aktør og ansvarlig for den i hans øjne umenneskelige praksis, Mette
Frederiksen, er til stede og forventer at skulle fejre og få del i en dansk
succes. Hun fik det modsatte, og Eika har helt bevidst spillet denne
tæerkrummende pinlighed ind i sin optræden for at give skriget endnu større
styrke. Det er en stærk kunstnerisk performance. Og vigtig. For nok siger han
intet, som vi ikke allerede ved. Men han insisterer på alvoren af det, som vi
allesammen i realiteten har accepteret som et politisk uomgængeligt vilkår. Vi
kan ikke blot acceptere denne umenneskelige praksis. Skriget og pinagtigheden skal
ikke skabe alliancer. Det skal ikke løse noget problem. Det skal få os til at
mærke alvoren af det, vi ser.
Så er det op til den politiske
offentlighed, aktivisterne, bevægelserne, politikerne, partierne, os alle
sammen (også Eika som politisk aktivist) at finde vejen ud af det politisk
låste rum, vi befinder os i, hvor Socialdemokratiet i de sidste mange år har
fundet det nødvendigt at overlade det til det stokkonservative, autoritære,
snævertsynede, udemokratiske, fremmedfjendske og antimuslimske Dansk Folkeparti
at definere landets indvandrer- og retspolitik, fordi socialdemokraterne mener,
at det er den eneste vej til at erobre eller fastholde regeringsmagten, og hvor
venstrefløjen har ment sig afhængige af en socialdemokratisk regering for at få
gennemført mindre dele af sin politik. Sådan har situationen været fastlåst i
årevis, hvor den yderste højrefløj har bestemt landets politik, uanset hvem der
har regeret. Det har stået på så længe, at ingen rigtig tror på muligheden for
forandring, og vi i praksis har affundet os med, at staten optræder
umenneskeligt.
Men der er en vej ud. Det synes jeg, at
den amerikanske venstrebevægelse har vist os. Den bevægelse, som Alexandria
Ocasio-Cortez og Bernie Sanders repræsenterer, buldrer frem og har forandret den
politiske virkelighed i USA med en hast og en radikalitet, som ingen ville have
troet mulig for blot fem år siden. De gør det ved at tage udgangspunkt i en
klasseperspektiv. De taler om og foreslår reformer til løsning af både
arbejdende og udstødte menneskers konkrete, samfundsskabte problemer. Og de gør
det i en skarp og uforblommet konfrontation med den økonomiske og politiske
elite. Men de gør det samtidig uden at sælge en millimeter af retspolitikken
til højrefløjen. De er konsekvente i deres forsvar for indvandreres, seksuelle
og religiøse minoriteters og kvinders ligestilling, og de gør det i klar og
utvetydig opposition til den amerikanske imperialisme og krigsmaskine. Den
nødvendige miljø- og klimapolitik har de også med på programmet. Og de mobiliserer
gennem en græsrodslignende kampagne, hvilket er stort set uhørt i det land. Det
er hele pakken, omend inden for rammerne af den amerikanske forfatning. Det
virker i USA. Vinder Sanders ikke valget til næste år, så vinder hans politik
alligevel, fordi det demokratiske parti er forandret i kraft af
venstrebevægelsens succes. Jeg er sikker på, at noget tilsvarende ville virke
her.
Det er politik. Jonas Eikas tale var en
forfatters takketale for en litteraturpris. Det er ikke det samme, selvom talen
beskrev en politisk virkelighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar