fredag den 1. november 2019

Venstrefløjens kritik af Jonas Eikas tale

Jeg har set flere venstrefløjsdebattører gøre rede for, at Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris ikke indeholdt en korrekt analyse af imperialismen, eller at hans racismebegreb ikke beskriver en dansk virkelighed, eller måske især at talen strategisk var forfejlet, fordi sådan en aggressiv og konfronterende svada aldrig vil kunne skabe den alliance for forandring, som han hævder at håbe på.

Jeg er både enig og ikke enig. Det er indlysende rigtigt, at Jonas Eikas tale ikke bidrager til at skabe den kærlige alliance, som han taler for. Det kan være, at den ovenikøbet gør det modsatte.

Men man kan ikke sådan uden videre reducere den faktor ud af ligningen, at Eika ikke udtaler sig som samfundsanalytiker, politiker eller som politisk aktivist for den sags skyld. Han udtaler sig som kunstner, og i sin egenskab af kunstner er han ikke forpligtet til at skabe alliancer eller afbalancere sit budskab, sådan at han kan vinde opbakning for det. Han skal ikke løse noget samfundsmæssigt problem. Ikke som kunstner, i hvert fald. Hans gebet er at se. At se og formidle, hvad han ser, gennem sit helt personlige mentale prisme, ikke gennem almenhedens, folkets, teoribogens eller fornuftens prisme.

Eikas tale er et skrig. Det er naturligvis ikke et spontant og ureflekteret skrig, men dog et skrig, ikke en strategisk platform. Han ser den menneskelige lidelse, som er resultatet af regeringens politik, og den beskriver han, for mig at se, ærligt og redeligt. Og han vælger naturligvis helt bevidst den største scene, han nogensinde vil få adgang til, det største klangrum. En scene, hvor en virkelig vigtig politisk aktør og ansvarlig for den i hans øjne umenneskelige praksis, Mette Frederiksen, er til stede og forventer at skulle fejre og få del i en dansk succes. Hun fik det modsatte, og Eika har helt bevidst spillet denne tæerkrummende pinlighed ind i sin optræden for at give skriget endnu større styrke. Det er en stærk kunstnerisk performance. Og vigtig. For nok siger han intet, som vi ikke allerede ved. Men han insisterer på alvoren af det, som vi allesammen i realiteten har accepteret som et politisk uomgængeligt vilkår. Vi kan ikke blot acceptere denne umenneskelige praksis. Skriget og pinagtigheden skal ikke skabe alliancer. Det skal ikke løse noget problem. Det skal få os til at mærke alvoren af det, vi ser.

Så er det op til den politiske offentlighed, aktivisterne, bevægelserne, politikerne, partierne, os alle sammen (også Eika som politisk aktivist) at finde vejen ud af det politisk låste rum, vi befinder os i, hvor Socialdemokratiet i de sidste mange år har fundet det nødvendigt at overlade det til det stokkonservative, autoritære, snævertsynede, udemokratiske, fremmedfjendske og antimuslimske Dansk Folkeparti at definere landets indvandrer- og retspolitik, fordi socialdemokraterne mener, at det er den eneste vej til at erobre eller fastholde regeringsmagten, og hvor venstrefløjen har ment sig afhængige af en socialdemokratisk regering for at få gennemført mindre dele af sin politik. Sådan har situationen været fastlåst i årevis, hvor den yderste højrefløj har bestemt landets politik, uanset hvem der har regeret. Det har stået på så længe, at ingen rigtig tror på muligheden for forandring, og vi i praksis har affundet os med, at staten optræder umenneskeligt.

Men der er en vej ud. Det synes jeg, at den amerikanske venstrebevægelse har vist os. Den bevægelse, som Alexandria Ocasio-Cortez og Bernie Sanders repræsenterer, buldrer frem og har forandret den politiske virkelighed i USA med en hast og en radikalitet, som ingen ville have troet mulig for blot fem år siden. De gør det ved at tage udgangspunkt i en klasseperspektiv. De taler om og foreslår reformer til løsning af både arbejdende og udstødte menneskers konkrete, samfundsskabte problemer. Og de gør det i en skarp og uforblommet konfrontation med den økonomiske og politiske elite. Men de gør det samtidig uden at sælge en millimeter af retspolitikken til højrefløjen. De er konsekvente i deres forsvar for indvandreres, seksuelle og religiøse minoriteters og kvinders ligestilling, og de gør det i klar og utvetydig opposition til den amerikanske imperialisme og krigsmaskine. Den nødvendige miljø- og klimapolitik har de også med på programmet. Og de mobiliserer gennem en græsrodslignende kampagne, hvilket er stort set uhørt i det land. Det er hele pakken, omend inden for rammerne af den amerikanske forfatning. Det virker i USA. Vinder Sanders ikke valget til næste år, så vinder hans politik alligevel, fordi det demokratiske parti er forandret i kraft af venstrebevægelsens succes. Jeg er sikker på, at noget tilsvarende ville virke her.

Det er politik. Jonas Eikas tale var en forfatters takketale for en litteraturpris. Det er ikke det samme, selvom talen beskrev en politisk virkelighed.

Ingen kommentarer: