Højresvingsulykker

I går kom jeg forbi en park, hvor højresving ikke var tilladt.

Artikel i Solidaritet om det spanske valg

Umiddelbart efter det seneste spanske parlamentsvalg bad netmediet Solidaritet mig om en hurtig baggrundsartikel om valget. Den er her:

Artikel i Solidaritet

Der er ikke sket alverden siden. Venstrefløjsalliancen Unidos Podemos og socialdemokraterne i PSOE har underskrevet en aftale om af danne regering sammen, men de skal have støtte fra nogle af de regionale nationalist/seperatist-partier, både røde og borgerlige, for at have flertal, og det er besværligt, så der er endnu ikke dannet ny regering i Spanien.

Joachim Wrang om at oversætte gode bøger

Min gamle ven og studiekammerat, Joachim Wrang, er blevet interviewet til Bogmarkedet om passionen for at oversætte. Det er der kommet en ganske interessant tekst ud af. Følg linket:

Interview i Bogmarkedet

Forfatterskolen og mangfoldigheden

Forfatterskolen har uddannet en lang række af lysende talenter. Jeg kunne uden at anstrenge mig nævne halvtreds vigtige, originale og vidt forskellige danske forfatterskaber, som er vokset ud af Forfatterskolen. Mange af dem har succes hos både anmeldere og boghandlere. Vores mulighed for at sætte os ind i livsvilkår og tænkemåder, som ikke er vores egne, ville være en anden uden disse forfatterskaber. Tænk blot på Yahya Hassan, Jonas Eika og Helle Helle: forfatteren til den bedst sælgende digtsamling i Danmark nogensinde, vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019 og en udpræget skoledannende forfatter med stor folkelig gennemslagskraft. Tænk på, hvor forskellige verdner de beskriver. Forestillingen om, at alle skolens elever skulle komme til at skrive ens, er virkelig vanskelig at opretholde, hvis man blot kigger på disse tre. Stilistisk har de nærmest intet tilfælles. Der kommer alle slags ud fra skolen.

Socialdemokratisk kritik af Jonas Eikas tale

"Pinligt at denne prisvindende forfatterklovn bruger sin takketale på at anklage statsministeren for at være racist," skriver Rasmus Stokholm på Twitter.

Nej, det er pinligt af MF Rasmus Stokholm, der er udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, at han kalder vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, for en 'denne prisvindende forfatterklovn'.

Det er simpelthen dårlig opførsel, for nu at bruge den allierede Pia Kjærsgaards terminologi. Eika brugte ikke personligt rettede skældsord om statsministeren, men talte om den politik, regeringen fører, og de konsekvenser politikken har. Eika henvendte sig direkte og skarpt til statsministeren, men han hverken kaldte hende klovn eller anklagede hende for at være racist. Han anklagede regeringens politik for at være racistisk. Det er ikke det samme. Han gav en alvorlig, men desværre sagligt korrekt karakteristik af regeringens politik. Den politik kan statsministeren vælge at ændre, netop fordi hun ikke er racist, men blot af taktiske grunde har valgt at spille med på en racistisk dagsorden.

Venstrefløjens kritik af Jonas Eikas tale

Jeg har set flere venstrefløjsdebattører gøre rede for, at Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris ikke indeholdt en korrekt analyse af imperialismen, eller at hans racismebegreb ikke beskriver en dansk virkelighed, eller måske især at talen strategisk var forfejlet, fordi sådan en aggressiv og konfronterende svada aldrig vil kunne skabe den alliance for forandring, som han hævder at håbe på.

Jeg er både enig og ikke enig. Det er indlysende rigtigt, at Jonas Eikas tale ikke bidrager til at skabe den kærlige alliance, som han taler for. Det kan være, at den ovenikøbet gør det modsatte.

Men man kan ikke sådan uden videre reducere den faktor ud af ligningen, at Eika ikke udtaler sig som samfundsanalytiker, politiker eller som politisk aktivist for den sags skyld. Han udtaler sig som kunstner, og i sin egenskab af kunstner er han ikke forpligtet til at skabe alliancer eller afbalancere sit budskab, sådan at han kan vinde opbakning for det. Han skal ikke løse noget samfundsmæssigt problem. Ikke som kunstner, i hvert fald. Hans gebet er at se. At se og formidle, hvad han ser, gennem sit helt personlige mentale prisme, ikke gennem almenhedens, folkets, teoribogens eller fornuftens prisme.

Eikas tale er et skrig. Det er naturligvis ikke et spontant og ureflekteret skrig, men dog et skrig, ikke en strategisk platform. Han ser den menneskelige lidelse, som er resultatet af regeringens politik, og den beskriver han, for mig at se, ærligt og redeligt. Og han vælger naturligvis helt bevidst den største scene, han nogensinde vil få adgang til, det største klangrum. En scene, hvor en virkelig vigtig politisk aktør og ansvarlig for den i hans øjne umenneskelige praksis, Mette Frederiksen, er til stede og forventer at skulle fejre og få del i en dansk succes. Hun fik det modsatte, og Eika har helt bevidst spillet denne tæerkrummende pinlighed ind i sin optræden for at give skriget endnu større styrke. Det er en stærk kunstnerisk performance. Og vigtig. For nok siger han intet, som vi ikke allerede ved. Men han insisterer på alvoren af det, som vi allesammen i realiteten har accepteret som et politisk uomgængeligt vilkår. Vi kan ikke blot acceptere denne umenneskelige praksis. Skriget og pinagtigheden skal ikke skabe alliancer. Det skal ikke løse noget problem. Det skal få os til at mærke alvoren af det, vi ser.

Så er det op til den politiske offentlighed, aktivisterne, bevægelserne, politikerne, partierne, os alle sammen (også Eika som politisk aktivist) at finde vejen ud af det politisk låste rum, vi befinder os i, hvor Socialdemokratiet i de sidste mange år har fundet det nødvendigt at overlade det til det stokkonservative, autoritære, snævertsynede, udemokratiske, fremmedfjendske og antimuslimske Dansk Folkeparti at definere landets indvandrer- og retspolitik, fordi socialdemokraterne mener, at det er den eneste vej til at erobre eller fastholde regeringsmagten, og hvor venstrefløjen har ment sig afhængige af en socialdemokratisk regering for at få gennemført mindre dele af sin politik. Sådan har situationen været fastlåst i årevis, hvor den yderste højrefløj har bestemt landets politik, uanset hvem der har regeret. Det har stået på så længe, at ingen rigtig tror på muligheden for forandring, og vi i praksis har affundet os med, at staten optræder umenneskeligt.

Men der er en vej ud. Det synes jeg, at den amerikanske venstrebevægelse har vist os. Den bevægelse, som Alexandria Ocasio-Cortez og Bernie Sanders repræsenterer, buldrer frem og har forandret den politiske virkelighed i USA med en hast og en radikalitet, som ingen ville have troet mulig for blot fem år siden. De gør det ved at tage udgangspunkt i en klasseperspektiv. De taler om og foreslår reformer til løsning af både arbejdende og udstødte menneskers konkrete, samfundsskabte problemer. Og de gør det i en skarp og uforblommet konfrontation med den økonomiske og politiske elite. Men de gør det samtidig uden at sælge en millimeter af retspolitikken til højrefløjen. De er konsekvente i deres forsvar for indvandreres, seksuelle og religiøse minoriteters og kvinders ligestilling, og de gør det i klar og utvetydig opposition til den amerikanske imperialisme og krigsmaskine. Den nødvendige miljø- og klimapolitik har de også med på programmet. Og de mobiliserer gennem en græsrodslignende kampagne, hvilket er stort set uhørt i det land. Det er hele pakken, omend inden for rammerne af den amerikanske forfatning. Det virker i USA. Vinder Sanders ikke valget til næste år, så vinder hans politik alligevel, fordi det demokratiske parti er forandret i kraft af venstrebevægelsens succes. Jeg er sikker på, at noget tilsvarende ville virke her.

Det er politik. Jonas Eikas tale var en forfatters takketale for en litteraturpris. Det er ikke det samme, selvom talen beskrev en politisk virkelighed.