Midaldrende, hvide, heteroseksuelle familiefædre tilhører lige som alle andre en række mindretal, og de mindretal er ikke nødvendigvis privilegerede alle sammen.
Jeg hører fx til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af mit liv, nemlig i de første år af min barndom og over halvdelen af mit voksenliv.
Jeg hører også til det lille mindretal, som har taget en akademisk uddannelse, selvom ingen af mine forældre har mere end syv års skolegang. Min baggrund har gjort, at jeg aldrig har følt, at jeg i grunden var berettiget til at være til stede på universitetet.
Jeg hører til det forsvindende lille mindretal, som er vokset op i en dansk fiskerfamilie, et allerede i min barndom uddøende erhverv.
Jeg er en af de maksimalt fjorten danskere i min årgang, som lige fra den tidligste ungdom har været aktiv på den yderste venstrefløj. I 1984 meldte jeg mig ind i partiet Venstresocialisterne, og siden 1989 har jeg været medlem af Enhedslisten. Jeg meldte mig ind i VS på et tidspunkt, hvor alle andre meldte sig ud, og hvor man ikke alene var man til grin, hvis man gad at engagere sig i sådan noget i anden halvdel af 1980'erne. Man blev ligefrem forhånet, truet og dæmoniseret.
Jeg skriver ikke noget af dette for, at man skal ynke mig. Jeg har haft en privilegeret opvækst på en anden måde; jeg har været omgivet af kærlighed og interesse fra familiens side, og jeg har aldrig manglet det nødvendige for min overlevelse.
Jeg skriver det for at vise, at den stereotype forestilling om, at hvide, heteroseksuelle, midaldrende mænd er samfundsmæssigt privilegerede, er absurd. Ja, de fleste i samfundets top, politisk og økonomisk, ser ud som jeg, men det er godt nok de færreste hvide, heteroseksuelle midaldrende mænd, som tilhører samfundets top. Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er i hvert fald hvide, midaldrende mænd.
Det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er nemmere. Det er også et privilegium at være mand; det gør det i hvert fald lettere at stige helt til tops. Alt andet lige. Men der er altid en masse andre faktorer ved ens identitet, der spiller ind. Er man tand- og hjemløs, er hudfarven og seksualiteten ligegyldig her i Danmark. Man har ikke en chance. Taler man grimt og ukorrekt, fordi det nu var sådan, der blev talt i ens barndomshjem, får man heller ingen bestyrelsesposter. Alt andet er ALDRIG lige.
Hvidheden og den litterære kortslutning
I det danske litterære miljø har der vist sig en strømning, som taler for det synspunkt, at hvide, heteroseksuelle mænd (som åbenbart pr. definition udgør det privilegerede flertal) ikke med samme ret og udbytte som brune, homoseksuelle kvinder kan læse og diskutere bøger, der er skrevet af og om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Det kan jeg altså ikke, fordi den hvide, maskuline og heteroseksuelle normativitet, som strukturelt er indlejret i vores samfund og vores (herunder min) måde at se hinanden på, gør at jeg aldrig vil kunne forstå disse mindretalsmenneskers liv. Jeg er jo selv pr. definition privilegeret.
Det er der nogen, der mener. Andre mener, at jeg måske godt kan og må, men så skal jeg først læse nogle bestemte teorier og læse noget om, hvordan det er at være brun, kvinde og/eller homoseksuel. Jeg anerkender, at der findes sådan en strukturelt indlejret normativitet i samfundet, altså at vi måske uden at tænke over det opfatter det som bedst at være mand og mest naturligt at være hvid og heteroseksuel. Jeg anerkender også, at brune, homoseksuelle kvinder har nogle helt andre erfaringer, end jeg har. Men jeg anerkender ikke, at det handicapper mig som læser af noget skønlitterært værk. Jeg kan nemlig godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Den evne til at sætte sig ud over sig selv er vi næsten alle sammen udstyret med. Og vi har allesammen brug for den hele tiden, mens vi læser bøger. Det har brune, homoseksuelle kvinder også, når de læser bøger om og af brune, homoseksuelle kvinder. Der findes nemlig ikke to mennesker, som har identiske vilkår.
Det samme gælder da, hvis vi overhovedet skal tale sammen eller forandre noget, fjerne eller mindske ulighederne i samfundet. Hvorfor skulle vi bekymre os om det, hvis vi ikke kunne sætte os ind i andre menneskers ulykke eller smerte. Vi kan aldrig føle den, som var den vores egen, men vi kan netop leve os ind i den, fordi vi er vant til at spejle os.
De ovennævnte er blot fire eksempler. Jeg hører til masser af andre mindretal. Det gør vi allesammen, og vi har hver vores unikke kombination af minoritetsidentiteter. Nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig som mindretalsperson, har jeg brugt i mine bøger.
Skulle jeg nu stille fordringer om, at læsere af mine bøger enten skal have tilsvarende mindretalserfaringer eller skal have læst nogle bestemte teori- eller historiebøger, for at kunne forstå mine værker eller blande sig i eventuelle diskussioner om dem? Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg stiller ingen krav af den type til mine læsere. Mine bøger stiller i værste fald en fordring om indlevelse i og vel også refleksion over situationer, som ikke er lig læserens egen dagligdag.
Men man er lige så velkommen til at lade være med at reflektere over disse ting og læse bøgerne for helt andre kvaliteter, fx rent æstetiske, eller formål. Man er sågar velkommen til at lade sig underholde af mine bøger og ikke tænke mere over det bagefter.
Evnen til indlevelse i andre menneskers vilkår på det store samfundsmæssige og på det psykiske niveau er vi næsten allesammen udstyret med. I større eller mindre grad. Men for langt de flestes vedkommende er denne evne stærk nok til, at de uden uoverstigelige vanskeligheder kan læse bøger, der er skrevet af og om mennesker, som hører til helt andre mindretal end en selv.
Det underlige er, at evnen faktisk ikke udvikles gennem læsning af strukturalistiske teorier, som man kan finde i bøger i en studenterboghandel, men kun ved selv at man blive mødt med empati i den tidlige barndom.
Og holder jeg mig selv tilbage fra at læse og have meninger om bøger, der handler om eller er skrevet af mennesker, som kommer fra anderledes, fx mere privilegerede kår end mine egne? Føler jeg mig den mindste smule mindre berettiget til at gøre det end dem, der har de samme mindretalsidentiteter som forfatteren eller protagonisten? Overhovedet ikke. Tværtimod skriver jeg selv historier om mennesker, som er helt anderledes situeret end mig selv. Fx handler min seneste roman om en ung biseksuel kvinde i 1930'ernes Silkeborg. For at kunne skrive den bog har jeg læst flere tusinde siders fag- og skønlitteratur og set en masse film. Men det behøver mine læsere altså ikke at gøre. Hvis min bog er god nok, lærer læserne måske tværtimod noget om denne persons vilkår netop ved at læse min bog. Det er meningen, at den skal kunne stå alene og klare sig selv.
Kommentarer fra Facebook:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar