torsdag den 27. marts 2014

Hvidheden og den litterære kortslutning

Det pr. definition privilegerede flertal
Midaldrende, hvide, heteroseksuelle familiefædre tilhører lige som alle andre en række mindretal, og de mindretal er ikke nødvendigvis privilegerede alle sammen.

Jeg hører fx til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af mit liv, nemlig i de første år af min barndom og over halvdelen af mit voksenliv.

Jeg hører også til det lille mindretal, som har taget en akademisk uddannelse, selvom ingen af mine forældre har mere end syv års skolegang. Min baggrund har gjort, at jeg aldrig har følt, at jeg i grunden var berettiget til at være til stede på universitetet.

Jeg hører til det forsvindende lille mindretal, som er vokset op i en dansk fiskerfamilie, et allerede i min barndom uddøende erhverv.

Jeg er en af de maksimalt fjorten danskere i min årgang, som lige fra den tidligste ungdom har været aktiv på den yderste venstrefløj. I 1984 meldte jeg mig ind i partiet Venstresocialisterne, og siden 1989 har jeg været medlem af Enhedslisten. Jeg meldte mig ind i VS på et tidspunkt, hvor alle andre meldte sig ud, og hvor man ikke alene var man til grin, hvis man gad at engagere sig i sådan noget i anden halvdel af 1980'erne. Man blev ligefrem forhånet, truet og dæmoniseret.

Jeg skriver ikke noget af dette for, at man skal ynke mig. Jeg har haft en privilegeret opvækst på en anden måde; jeg har været omgivet af kærlighed og interesse fra familiens side, og jeg har aldrig manglet det nødvendige for min overlevelse.

Jeg skriver det for at vise, at den stereotype forestilling om, at hvide, heteroseksuelle, midaldrende mænd er samfundsmæssigt privilegerede, er absurd. Ja, de fleste i samfundets top, politisk og økonomisk, ser ud som jeg, men det er godt nok de færreste hvide, heteroseksuelle midaldrende mænd, som tilhører samfundets top. Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er i hvert fald hvide, midaldrende mænd.

Det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er nemmere. Det er også et privilegium at være mand; det gør det i hvert fald lettere at stige helt til tops. Alt andet lige. Men der er altid en masse andre faktorer ved ens identitet, der spiller ind. Er man tand- og hjemløs, er hudfarven og seksualiteten ligegyldig her i Danmark. Man har ikke en chance. Taler man grimt og ukorrekt, fordi det nu var sådan, der blev talt i ens barndomshjem, får man heller ingen bestyrelsesposter. Alt andet er ALDRIG lige.

Hvidheden og den litterære kortslutning
I det danske litterære miljø har der vist sig en strømning, som taler for det synspunkt, at hvide, heteroseksuelle mænd (som åbenbart pr. definition udgør det privilegerede flertal) ikke med samme ret og udbytte som brune, homoseksuelle kvinder kan læse og diskutere bøger, der er skrevet af og om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Det kan jeg altså ikke, fordi den hvide, maskuline og heteroseksuelle normativitet, som strukturelt er indlejret i vores samfund og vores (herunder min) måde at se hinanden på, gør at jeg aldrig vil kunne forstå disse mindretalsmenneskers liv. Jeg er jo selv pr. definition privilegeret.

Det er der nogen, der mener. Andre mener, at jeg måske godt kan og må, men så skal jeg først læse nogle bestemte teorier og læse noget om, hvordan det er at være brun, kvinde og/eller homoseksuel. Jeg anerkender, at der findes sådan en strukturelt indlejret normativitet i samfundet, altså at vi måske uden at tænke over det opfatter det som bedst at være mand og mest naturligt at være hvid og heteroseksuel. Jeg anerkender også, at brune, homoseksuelle kvinder har nogle helt andre erfaringer, end jeg har. Men jeg anerkender ikke, at det handicapper mig som læser af noget skønlitterært værk. Jeg kan nemlig godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Den evne til at sætte sig ud over sig selv er vi næsten alle sammen udstyret med. Og vi har allesammen brug for den hele tiden, mens vi læser bøger. Det har brune, homoseksuelle kvinder også, når de læser bøger om og af brune, homoseksuelle kvinder. Der findes nemlig ikke to mennesker, som har identiske vilkår.

Det samme gælder da, hvis vi overhovedet skal tale sammen eller forandre noget, fjerne eller mindske ulighederne i samfundet. Hvorfor skulle vi bekymre os om det, hvis vi ikke kunne sætte os ind i andre menneskers ulykke eller smerte. Vi kan aldrig føle den, som var den vores egen, men vi kan netop leve os ind i den, fordi vi er vant til at spejle os.

De ovennævnte er blot fire eksempler. Jeg hører til masser af andre mindretal. Det gør vi allesammen, og vi har hver vores unikke kombination af minoritetsidentiteter. Nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig som mindretalsperson, har jeg brugt i mine bøger.

Skulle jeg nu stille fordringer om, at læsere af mine bøger enten skal have tilsvarende mindretalserfaringer eller skal have læst nogle bestemte teori- eller historiebøger, for at kunne forstå mine værker eller blande sig i eventuelle diskussioner om dem? Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg stiller ingen krav af den type til mine læsere. Mine bøger stiller i værste fald en fordring om indlevelse i og vel også refleksion over situationer, som ikke er lig læserens egen dagligdag.

Men man er lige så velkommen til at lade være med at reflektere over disse ting og læse bøgerne for helt andre kvaliteter, fx rent æstetiske, eller formål. Man er sågar velkommen til at lade sig underholde af mine bøger og ikke tænke mere over det bagefter.

Evnen til indlevelse i andre menneskers vilkår på det store samfundsmæssige og på det psykiske niveau er vi næsten allesammen udstyret med. I større eller mindre grad. Men for langt de flestes vedkommende er denne evne stærk nok til, at de uden uoverstigelige vanskeligheder kan læse bøger, der er skrevet af og om mennesker, som hører til helt andre mindretal end en selv.

Det underlige er, at evnen faktisk ikke udvikles gennem læsning af strukturalistiske teorier, som man kan finde i bøger i en studenterboghandel, men kun ved selv at man blive mødt med empati i den tidlige barndom.

Og holder jeg mig selv tilbage fra at læse og have meninger om bøger, der handler om eller er skrevet af mennesker, som kommer fra anderledes, fx mere privilegerede kår end mine egne? Føler jeg mig den mindste smule mindre berettiget til at gøre det end dem, der har de samme mindretalsidentiteter som forfatteren eller protagonisten? Overhovedet ikke. Tværtimod skriver jeg selv historier om mennesker, som er helt anderledes situeret end mig selv. Fx handler min seneste roman om en ung biseksuel kvinde i 1930'ernes Silkeborg. For at kunne skrive den bog har jeg læst flere tusinde siders fag- og skønlitteratur og set en masse film. Men det behøver mine læsere altså ikke at gøre. Hvis min bog er god nok, lærer læserne måske tværtimod noget om denne persons vilkår netop ved at læse min bog. Det er meningen, at den skal kunne stå alene og klare sig selv.


Kommentarer fra Facebook:

  • Elizabeth Japsen Hvad er anledningen til denne status ?:)
  • Cristina Jansen Flot skrevet! Så fik vi da JPK under definitions luppen 😀😀.... Og dit fine livs nuancer er jo blot med til at øge kapaciteten og spændvidden i både dit sind og dit vid. Er dog også lidt nysgerrig hvad der satte dig op til brandtalen  en læser?
  • Jens Peter Kaj Jensen Kære Elizabeth og Cristina. Anledningen til statusopdateringen er en meget lang debat i det danske litterære miljø, der handler om, hvorvidt hvide, heteroseksuelle mænd (som åbenbart pr. definition udgør det privilegerede flertal) med samme ret og udbytte som brune, homoseksuelle kvinder kan læse og diskutere bøger, der er skrevet af og om brune mennesker, homoseksuelle og kvinder. Kan jeg det? Eller gør den hvide, maskuline og heteroseksuelle normativitet, som strukturelt er indlejret i vores samfund og vores (herunder min) måde at se hinanden på, at jeg faktisk ikke kan det? Det er der nogen, der mener. Andre mener, at jeg måske godt kan og må, men så skal jeg først læse nogle bestemte teorier og læse noget om, hvordan det er at være brun, kvinde og/eller homoseksuel. Jeg anerkender, at der findes sådan en strukturelt indlejret normativitet i samfundet, altså at vi måske uden at tænke over det opfatter det som bedst at være mand og mest naturligt at være hvid og heteroseksuel. Jeg anerkender også, at brune, homoseksuelle kvinder har nogle helt andre erfaringer, end jeg har. Men jeg anerkender ikke, at det handicapper mig som læser af noget skønlitterært værk. Jeg kan nemlig godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Den evne til at sætte sig ud over sig selv er vi næsten alle sammen udstyret med. Og vi har allesammen brug for den hele tiden, mens vi læser bøger. Det har brune, homoseksuelle kvinder også, når de læser bøger om og af brune, homoseksuelle kvinder. Der findes nemlig ikke to mennesker, som har identiske vilkår.
  • Jens Peter Kaj Jensen Eller man kunne sige: Mange andre vilkår end køn, hudfarve og seksualitet bestemmer, hvem vi er, fx alder, sygdomshistorie (et liv med bevægelseshandicap eller hudkræft er helt anderledes end et uden), socialklasse, uddannelse, forældrenes indbyrdes forhold, forældrenes erhverv og uddannelse, eventuelt misbrug af alkohol eller narkotika i familien, neuroser, nedarvede ideologier osv. Jeg kan have meget mere til fælles med en brun, homoseksuel kvinde end med en anden hvid, heteroseksuel mand. Lad os lade være med at lave et katalog over, hvilke mindretalserfaringer man skal have for at være en fuldgyldig læser af et bestemt værk. Lad os i stedet leve og læse, som om vi på et fundamentalt niveau kan forstå hinanden og leve os ind i vilkår, som ikke er vores egne.
  • Elizabeth Japsen Hvilken trist forestilling om mennesket, det bygger på.
    Et menneske er et menneske, uanset køn, klasse osv og derfor istand til at forstå hinanden. Oplevelsen af længsel, kærlighed, had osv er den samme uanset.
  • Jens Peter Kaj Jensen Netop, Elizabeth. Det er præcis min pointe. 
  • Elizabeth Japsen Men kunne man have skrevet En flygtning krydser sit spor, uden at have oplevet den kultur set fra et barn? 
    Læse den og forstå kan man.
  • Jens Peter Kaj Jensen For at skrive sådan et værk skal man nok enten selv have været der eller virkelig have gjort sig umage for at lære noget om det, fx have læst gamle dagbøger, selvbiografier, historiske værker. Sådan noget.
  • Elizabeth Japsen Mht den hvide heterosexuelle mands privilegium, det har jeg tit talt med min hvide hetro søn om.
    Det er klart at begrebet klasse mangler i den remse, men ifht en brun betro mand, vil den hvide alene pga sin hudfarve være privilligeret. Men det er en anden diskussion 
  • Elizabeth Japsen I hvertfald sålænge de opbrugt har samme privilegier.
  • Elizabeth Japsen Nå, den tager vi en anden gang 
  • Jens Peter Kaj Jensen Jamen, det er jeg sådan set også enig i, Elizabeth. Hvis man kunne se bort fra alt andet. Men en brun, homoseksuel mand (eller kvinde) ville sagtens kunne vælges ind i det danske Folketing. Det tror jeg ikke, at en hvid, heteroseksuel mand ville kunne, hvis han samtidig var narkoman eller hjemløs eller psykisk handicappet eller havde en kriminel fortid, eller hvis han talte meget 'grimt' og ukorrekt, fordi han kom fra en baggrund, hvor man ikke havde tradition for at læse bøger eller høre P1, fx. Ja, det er alt andet lige et privilegium at tilhøre gruppen af hvide, heteroseksuelle mænd. Men alt andet er bare aldrig lige. Derfor giver det for mig aldrig mening at dømme nogen ude, blot fordi de tilhører en bestemt minoritet (fx minoriteten af hvide, heteroseksuelle mænd). Vi er altid en masse andet også. Og vi har alle evnen til at leve os ind i hinandens vilkår på trods af disse skel.
  • Katinka My Jones Ågård https://www.youtube.com/watch?v=TG4f9zR5yzY 


    From his latest stand-up "Chewed Up" - Louis CK tells people why it's great bein...Se mere
  • Jens Peter Kaj Jensen Fed video med en hvid mand, som lever sig ind i, hvad det vil sige at være sort og kvinde. Well, og som først og fremmest er skarp og morsom på en klassisk amerikansk måde.
  • Elizabeth Japsen Kender du Janet Mock og Laverne Cox - hvis ikke så prøv at følge dem. Begge er farvede transkvinder - og udnytter deres position som kendisser, til at tale om undertrykkelse på baggrund af køn/identitet, race og klasse. Superseje. Laverne er med i Netflix serien Orange is the new black, hvor hun spiller en person der kunne have været hende selv.
  • Katinka My Jones Ågård Han siger det ret godt og præcist. Han er god.

Ingen kommentarer: