fredag den 30. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 35


 





Kig på den mørke genstand, eller lad os da bare kalde den for en figur, som står ved det nærmeste hjørne af altanen midt i billedet. Den ligner ikke noget længere, men det gjorde den, da jeg så den første gang for et par år siden. Dukken skulle ligne en hængt person. Den dinglede fra sin galge og spredte et politiske budskab med et skilt på maven, som for længst er faldet af, ligesom løkken om halsen er mørnet af solen og bristet til sidst.

Dukken er lavet af bløde, forgængelige materialer, der nu er sunket sammen som en sæk. Nu er det en affaldssæk, som ingen klatrer op og fjerner fra den utilgængelige altan uden for det tilmurede vindue.

Sådan er det jo også med gadekunsten. Den har et kort liv, fordi det også for kunst er et hård liv at bo på gaden. Og ingen fjerner den fra et ubeboet hus, når den forfalder til ugenkendelighed.

torsdag den 29. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 34


 






Man kan ikke se det på denne affotografering, men drengen står og kigger mod en hiphop-DJ (se den her), som tydeligvis er malet af en anden kunstner med en anden og grovere tegneserieteknik og en helt anden farveholdning. DJ'en er malet først, og man må se drengen med huen som en kommentar til dette værk. 

Men hvordan skal vi forstå kommentaren? Ser drengen op til denne DJ og vil være ligesom ham? Og er det godt, hvis han vil?

Man kunne også få den tanke, at drengen er søn af den DJ, der står med seje spejlreflekssolbriller og korslagte arme og underholder bag et hegn. Hvordan skal vi forstå det blik?

Noget andet, som er påfaldende, når man kigger hen over de mange graffitier her omkring, er, hvor mange af dem, der snarere ser ud til at skildre noget fra New York end her fra kvarteret.

onsdag den 28. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 33


 




Jeg synes, det er så vildt, at nogen har valgt at male så relativt ambitiøst et motiv på netop denne mur, der er så ujævn, ødelagt, forvitrende og ja, umulig at male på.

Hvad spejder han efter? En bedre mur at male på, måske.





Det kunne så være denne her. 

Det kunne være den samme kunstner. Igen har vi en 50-60-årig skægget mands ansigt og hånd i sort og hvidt og ikke ret meget mere. Den malede mand er ikke den samme, tror jeg. Ham her er lidt ældre og spejder ikke længere efter noget, men hilser venligt eller ligefrem afvæbnende. 

tirsdag den 27. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 32





Picasso er voldsomt populær i Málaga, og måske særligt her i kvarteret, tæt på kunstnerens fødehjem. Også gadekunstnerne elsker ham. 


Jeg har allerede vist jer en graffitiudgave af Guernica. Her er en lige så god kopi af Les Femmes D'Alger (Kvinderne fra Algier). Jeg forestiller mig, at det er malet i Paris, hvor Picasso har mødt disse kvinder fra de franske kolonier, men billedet må også have en spansk titel.


 




Dette flade, todimensionelle maleri kender jeg ikke titlen på, men også det må være en Picasso-kopi.

mandag den 26. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 31


Med knæ- og håndledsbeskyttere må vi gå ud fra, at hun er skater. Da jeg var ung, var det en udbredt opfattelse, at skateboard, hiphop, breakdance og graffiti hørte sammen. Og så den omvendte kasket og de posede hængerøvsbukser, som viste kvart balde. Jeg ved ikke, om der nogensinde fandtes sådan et miljø, hvor det faktisk var de samme unge mennesker, der skatede, malede graffiti, dansede breakdance og rappede, eller det blot var en kliche, et stereotypt blik udefra. Men her i kvarteret er der i hvert fald mange graffitier af både skatere og hiphoppere.



På den anden side er her også rigtig mange graffitier af rastafarier med dreadlocks og en joint i kæften. Er reggae- og hiphop-miljøerne i virkeligheden smeltet sammen? 

Man kan sagtens finde eksempler på, at musikken er.

https://www.youtube.com/watch?v=sZ9CoaLZG34

søndag den 25. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 30


 





Jeg tror, denne hyper seje DJ spiller næste fredag på det lokale musiksted, La Polivalente. Jeg ved ikke, om han tager rotten med.

Mere her.

lørdag den 24. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 29


 




Jeg forestiller mig, dette er en kommentar til den ringe plads, som man har til at dyrke sport her i byen – og måske især her i kvarteret, hvor den eneste mulighed er at stå på skateboard på en byggetomt. Flere af de unge mennesker i kassen har fodboldstøvler på, men det er vanskeligt at finde en græsplane at spille på her i byen, for slet ikke at tale om en egentlig fodboldbane, som ikke er på cement.

fredag den 23. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 28


 





Graffitikunstnere er tit inspireret af tegneserietegnernes streg. Her er så tre dinosaurusunger fra en af Ice age-tegnefilmene. En af dem er udklækket med en sej solbrille i panden. Det kan bare ikke gå galt for sådan en fyr.

torsdag den 22. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 27




De vilkår, gadekunstnere arbejder under, er forskellige. For at kunne lave dette gavlmaleri, har kunstneren fået et stillads op, han har arbejdet ved højlys dag, og han er formodentlig blevet godt betalt for det. Det er en graffitimaler, som har lavet det, men det er ikke en graffiti. Jeg forestiller mig, at der er tale om en reklame af en slags. Et firma har med andre ord betalt bygningens ejer for at få lov at bruge gavlen til reklame, og så har de formodentlig udset sig en dygtig lokal kunstner til at udføre arbejdet.



 




Ophavspersonen til dette værk har ikke fået penge for at male på facaden, men har tværtimod sneget sig til at udføre det om natten. Måske blev vedkommende jaget bort, før værket var færdigt. En betjent eller husets ejer eller beboer? Men hvorfor er kunstneren ikke blot vendt tilbage næste nat for at færdiggøre underansigtet? Heller ikke det kan vi vide, men måske er der slet ikke tale om en lokal kunstner, men en gæst i kvarteret, som allerede var væk næste morgen. 

onsdag den 21. september 2022

Gadekunst i La Victoria – 26









Denne fine, omend noget slidte, fuckfinger peger på slagordet Málaga er ikke til salg. Det passer naturligvis ikke. Alt er til salg også i Málaga. Men håbet er vel, at ikke alle boliger i centrum ender som turistlejemål. At i det mindste La Victoria holdes fri. Også det synes imidlertid at være et forgæves håb. Turistlejemål er her allerede kommet mange af, siden fuckfingeren blev malet, og Málaga har nok udviklet sig til en international by, men således også en by, som ikke har plads til sine egne sønner og døtre.