Madrids fald mod syd

Om Madrid er det vigtigt at vide,

at byen ligger på en højslette, nemlig Meseta-højsletten midt i Spanien. Den befinder sig sådan et sted mellem 650 og 850 meter over havets overflade, altså 4-5 gange så højt oppe som toppen af Yding Skovhøj. Men som man kan forstå, ligger den ikke på et jævnt plateau, men nærmere på en skråning, som falder fra de højereliggende bjerge, Sierra de Guadarrama, nord for byen og ned mod landets gamle hovedstad, det langt ældre Toledo, 70 kilometer syd for Madrid.

Det er vigtigt at vide, fordi dette fald i landskabet ikke kun er et fald i højdemeter fra nord mod syd, men også fortæller noget om byens sociale geografi. I grove træk kan man sige, at de rigeste bor oppe mod nord, forholdsvis tæt på lufthavnen, men ikke generende tæt, med udsigt over byen, og hvor de kolde bjerge beskytter mod sommerens værste hede, mens de fattigste indbyggere aflejrer sig på terrasserne længere mod syd. I den sydligste ende af byen ligger først industri- og lagerområderne og så lossepladserne, hvor de usleste sigøjnerlejre ligger.

Byens fodboldklubber fordeler sig efter samme skema. Mod nord ligger Santiago Bernabeau, Real Madrids hjemmebane, ved den nordlige ende af den imponerende boulevard Paseo del Prado, hvor rådhuset, de store kunstmuseer og flere af ministerierne ligger. Gaderne omkring det flotte stadion har endnu navne efter Francos generaler. Her skammer man sig ikke over den fascistiske fortid. Lidt syd for centrum ligger Vicente Calderón, hvor Atlético de Madrid spiller deres hjemmekampe. Det er nede ved den smalle, vandfattige Rio Manzanares, hvor byens arbejderklasse og latinamerikanske indvandrere bor.

RAYO VALLECANO

Længere mod sydøst finder man Rayo Vallecano de Madrid.

Klubben er stiftet i 1924 og holder til i bydelen Vallecas i det sydøstlige Madrid, langs Río Manzanares. Denne kæmpe bydel med 353.000 registrerede indbyggere hørte tidligere til Alcalá de Henares’ kommune, men blev 1950 indlemmet i Madrid. Dels fordi det var vigtigt for landets fascistiske diktator, General Franco, at have sig en stor hovedstad, dels fordi kvarteret de facto var vokset sammen med Madrid. Men spørger man de lokale indbyggere, vil de sige, at den vigtigste grund var, at diktatoren fandt det nemmere at styre Vallecas’ oprørske befolkning inden for Madrids store magtapparat end udenfor.

Vallecas er det fattigste af de egentlige beboelseskvarterer i Madrid. Det er ikke et indvandrer-, men et tilfytterområde. Det er her, de mange tusinder af tilflyttere fra landområderne i det centrale og sydlige Spanien har bosat sig, særligt i 1950’erne og 1960’erne, hvor industialiseringen af landbruget skabte endnu en bølge af arbejdsløshed blandt landarbejderne. Især bor der mange tilflyttere nede fra Andalusien. Det kan mærkes, for eksempel når Vallecas i anden uge af september fejrer deres lokale skytshelgen Nuestra Señora de la Torre. Det foregår til rytmerne af flamenco, den orientalsk inspirerede dans fra Andalusien.

Mange af tilflytterne slog skure op ved floden eller boede i små lerhytter, som de selv klinede op om materialer, de fandt på lossepladsen. Sådan, eller endnu ringere, havde de fattige landarbejdere altid boet. Det gav en helt særegen, planløs byanatomi med små, krogede gader og ujævnt terræn, og det medførte naturligvis også traditionelle slumproblemer som elendig sanitet, rotter og epidemiske sygdomme. Og en udbredt analfabetisme. Børnene kom ikke i skole.

ANARKISMEN FRA SYD

Men de andalusiske landarbejdere førte også andet med sig end flamenco og fattigdom. De tog også småbøndernes anarkistiske tradition med sig. Området er endnu i dag hjemsted for store anarkistiske undergrundsbevægelser, der for eksempel viser sig i punkmusikken, især den særlige ska-punk. Ska-P er et band fra Vallecas, som er kendt i hele Europa og Latinamerika for sine meget politiske tekster. De synger om anarkisme, syndikalisme, økologi, antiracisme, antikapitalisme, antiimperialisme, dyrerettigheder, menneskerettigheder, antifacisme, anti-politivold og alt, hvad der i øvrigt hører til dette avancerede katalog af meninger.

Vallecas er en udpræget rød, anarkistisk bydel.

Foruden de tilflyttede landarbejdere fra Andalusien og Extremadura er Vallecas blevet befolket af håndværkere og arbejdere fra den del af Madrids småindustri, som blev forvist til området, da en ny lov i 1878 forbød generende produktionsvirksomhed i byens centrum.
Området blev under Francos regime kendt for sin vedholdende modstand mod diktaturet, en modstand, som de selvfølgelig udviste allerede under borgerkrigen. Vallecas var det skjold, som holdt Francos tropper ude af Madrid. Til de ikke kunne mere. Området kom derfor til at lide særligt hårdt under facisternes hævnbombardementer.

Der var sult overalt i Spanien efter borgerkrigen, men særligt i Vallecas, og Francos regime gjorde meget lidt for at hjælpe området.

Den anarkistiske tradition afspejler sig også udpræget i fankulturen omkring Rayo Vallecano. Klubbens ultrafans hedder Bukaneros og hylder de samme værdier som Ska-P.
Under hjemmebanekampene kan man bag det ene mål se kæmpebannere med politiske slagord løbe hen over hele Bukaneros-afsnittet. Det kan for eksempel være “Rayo Vallecano – Orgullo de la classe obrera” (Rayo Vallecano – arbejderklassens stolthed) eller “Lucha obrera huelga contra el capital” (Klassekamp, strejke mod kapitalen). Stadion er fyldt med klistermærker for Den tredje republik. Spanien har kun haft to republikker, så den tredje er den, der ifølge anarkisterne skal afløse det nuværende monarki. Kongehuset har ingen autoritet i denne del af Madrid.

På lægterne flages der da heller ikke med det rød-gul-røde flag, som Franco fik gjort til Spaniens, men med den kortlivede anden republiks røde-gule-lilla trikolore, eventuelt pyntet med en kommunistisk rød eller anarkistisk rød/sort stjerne. Vallekas er som en rød republik midt i det konservative spanske monarki.

¡VAMOS A COMER!

I 1973 fik klubben et nyt stadion på Calle del Payaso Fofó. Vejen er opkaldt efter den spanske klovn Fofó, som blandt andet er kendt for en række populære børnesange; Vamos a paseo m.fl. Fofó kom fra Vallecas. Stadion hedder Estadio de Vallecas og har plads til 14.708 tilskuere. De bedste pladser er nu ikke på stadion, men på altanerne i det forfaldne højhus bag det ene mål. Her stimler tilhængere sammen til gratis fodbold, hver gang der er hjemmekamp. Så tæt ligger stadion på boligblokkene.

Rayo Vallecano er en såkaldt elevatorklub, altså en der rykker op og ned mellem bedste og næstbedste række med jævne mellemrum – og indimellem også tredjebedste. I 2011 rykkede de senest op i bedste række, hvor de siden har formået at etablere sig som et velspillende midterhold, dog gerne med synlige svagheder i det defensive spil.
De spiller noget teknisk imponerende og velorganiseret fodbold. Det er naturligvis en klub, som ikke har økonomien til at holde på spillere, der klarer sig godt. Efter den succesrige 2011/12-sæson sendte de eksempelvis deres stjerne, Michu, til Michael Laudrups Swansea og udlejningsbissen Diego Costa tilbage Atlético Madrid. Men de har alligevel haft held til at bygge et fungerende kollektiv op fra sæson til sæson.

Klubbens tilhængere ved godt, at de aldrig kommer til at vinde La Liga. Jeg så dem tabe hjemme til Real Sociedad i april måneds bagende sol i 2013. Da de efter 20 minutter kom bagud 0-2, begyndte Bukaneros at synge ¡Vamos a comer! (Lad os gå ud at spise!). Sådan tager den spanske selvironi lidt af brodden af den anarkistiske revolteren.

Selvom også Vallecas har gennemgået betydelige forbedringer med moderne socialt boligbyggeri efter Francos død, er det stadig et område med udpræget fattigdom. Dem, der bor i bydelens bzatte huse, er langt mere forhutlede hjemløse, end de middelklassebørn, vi så i den danske BZ-bevægelse i 1980'erne. Madrids kommune prioriterer stadig ikke området lige så højt som resten af byen. Eksempelvis har det kæmpe boligområde kun en enkelt metrolinje, nemlig sydenden af den nedslidte linje 1, som løber langs Río Manzanares med 12 stationer under El Bulevar de Federico García Lorca, bydelens hovedstrøg, som altså er opkaldt efter den andalusiske digter, Federico García Lorca, der blev likvideret af Francos tropper i 1936.

Men Vallecas (eller Vallekas, som beboerne skriver, for at vise kommunen, at de bestemmer selv) har sit eget liv. Der er festivaller hele tiden. De har deres Batalla Naval de Vallekas, et søslag, som de har afholdt på floden siden 1981. Det er ganske vist forbudt på grund af de uroligheder, det indimellem har ført til, men det skider de sørøvere på.
De har teaterfestivaller – og flamenco, naturligvis. Og i april er der Vallecas Calle del Libro, en litteraturfestival, der har til formål at fremme læsningen i bydelen, som kæmper med at få børn og unge til at blive i skolen og dermed bekæmpe den funktionelle analfabetisme. Der afgøres litterære konkurrencer, afholdes konferencer, der er oplæsninger og udstillinger, og så er der den traditionelle leksikalske konkurrence, en quiz, som afholdes til ære for María Moliner (hende med ordbøgerne).

GETAFE

Endnu længere mod syd finder man industriområdet Getafe som en forstad 13 kilometer uden for det egentlige Madrid og på motorvejen mod Toledo. Det er en sattellitby, som ligger på Manzanares' flodbrink fra dengang, der var vand i den pjuskede flod. Det er fladt, men alligevel har Getafe en bakke, som hedder Cerro de los Ángeles, og den skulle være det nøjagtige geografiske midtpunkt på den Iberiske halvø. Ellers er det ikke så meget ved byen, der interesserer andre end dens egne indbyggere. Det er en by på størrelse med Odense, præget af rækkehuse, mindre parcelhuse og lavere etageejendomme. Det minder om Næstved, men naturligvis er der også egentlig betonbyggeri. I 2003 åbnede Metro linje 12, en rundstrækning, som forbandt Getafe med Madrids metrosystem, men der hersker en udpræget provinsstemning, hvor folk ikke orienterer sig mod Madrid, men har deres liv og arbejde i og omkring Getafe.

Det er ikke nær så fattigt som Vallecas. Getafe har industri og følgeligt lavere arbejdsløshed. John Deere har siden 1950'erne haft en traktorfabrik i byen, og Siemens har været der lige så længe. Luftvåbnet holder også til i Getafe, og det har kastet en pilotskole af sig. Der er også andre voksenuddannelser i området, først og fremmest Universidad Carlos III, som blev grundlagt i 1989. Fagforeningerne UGT og CCOO står stærkt her. Derfor er det ikke så overraskende, at socialdemokraterne, PSOE, traditionelt er største parti her, efterfulgt af de konservative, PP, og så Enhedslistens søsterparti, IU.

I Danmark er Getafe CF kendt som klubben, hvor Michael Laudrups internationale trænerkarriere tog sin vaklende begyndelse. De har også haft andre store stjerner i cheftrænersædet, først og fremmest Bernd Schuster, som havde stor succes i den lille klub. Men i Madrid er der udbredt ligegyldighed med forstadsklubben. Under mine fire år i Spaniens hovedstad har jeg aldrig mødt en tilhænger af Getafe CF, undtagen, naturligvis, når jeg har besøgt deres stadion, Coliseum Alfonso Pérez Getafe. Det er et hyggeligt stadion, hvor farbror tager nevøer og niecer med til bold. Det er velbevogtet, hvilket virker helt overflødigt.

Mens Real Madrid (overklassen, bureaukratiet, bankfunktionærerne, kirken, kongen og Franco-romantikerne, men jo også elskere af det smukke, velorganiserede fodboldspil over hele verden), Atlético de Madrid (Arbejdere, latinamerikanske indvandrere, studerende, kunstnere, bohemer, republikanske romantikere og ikke mindst alle dem, der bare hader alt, hvad Real Madrid står for) og Rayo Vallecano (anarkister, venstreorienterede ballademagere, sigøjnere, andalusiske tilflyttere og intellektuelle) hver især har deres tydelige identitet og de tilhængere, som følger med, har Getafe CF ikke rigtig noget, der gør dem interessante uden for deres eget lokalområde.

ET VELSIGNET BENSPÆND

På facaden af Madrids fornemme hvide rådhus hænger et banner, som byder velkommen til byen. Det er en hilsen til de syriske flygtninge, som det nye, venstreorienterede bystyre har hængt op. Men der kommer ikke mange syriske flygtninge til Spanien, som ligger langt for mod vest, hvis man vil fra Syrien til Nordeuropa, og det vil de fleste.

Ungarn ligger derimod lige på vejen, og der har man ikke hængt velkomstbannere op. Til gengæld har man, ligesom Spanien, en stolt tradition for at spille fodbold. I begyndelsen af 1950'erne havde Ungarn verdens bedste landshold med legenden Ferenc Puskás i spidsen. Han scorede 84 mål i 85 landskampe og endte i Real Madrid, hvor han scorede 156 mål i 180 kampe. Han vandt OL-guld og VM-sølv, 5 ungarske og 5 spanske mesterskaber og den fineste europæiske klubturnering tre gange. Lille trinde Puskas var angriber, han kunne drible og afslutte, og så havde han ni holdkammerater til at spænde ben for de modstandere, der forsøgte sig med de samme discipliner.

Petra László er en højrenationalistisk ungarsk tv-kamerakvinde, som har forsøgt sig i den genre. Da syriske Osama Abdul Mohsen bar sin 7-årige søn, Zaid, over en ungarsk mark i søgen efter sikkerhed i nord, satte hun en ureglementeret tackling ind på hans skinneben i forsøget på at standse hans videre færd ind gennem landet. Det er vanskeligt at se logikken i benspændet, for Mohsen og hans søn var jo allerede kommet ind i landet og ville gerne ud igen og videre til Tyskland, og hendes intention var tydeligvis ikke at overtale ham til at blive. Og det gjorde Mohsen og hans søn da heller ikke. Benspændet havde ingen umiddelbar effekt, for når alt kom til alt, var det vigtigere for Mohsen at fortsætte nordpå end for Petra László at stoppe ham. Han faldt omkuld oven på Zaid, men rullede adræt rundt på den optrampede græssteppe med drengen i favnen, rejste sig igen, protesterede over den usportslige tackling, og fortsatte så fremad. Mohsen er ikke fra en fodboldnation som Ungarn eller Spanien, men ikke desto mindre en mere rutineret fodboldspiller end Petra László.

Episoden blev vist på alverdens tv-stationer, og så gik der ikke længe, før det kom frem, hvem denne Mohsen er. Han er nemlig kendt som fodboldtræner fra den bedste række i Syrien. Det er en god historie. Nu ville alle have en bid af Mohsen. Og i Madrid tog de en ordentlig mundfuld. Den lille søn fik lov at løbe ind på banen hånd i hånd med Cristiano Ronaldo, da Real Madrid skulle spille mod Granada.

Men det blev Getafe CF, der løb med den største luns: De har hentet Mohsen fra Tyskland til den anonyme forstad og ansat ham i deres fodboldskole, Cenafe, og når han har lært spansk, vil de angiveligt tilbyde ham ansættelse som en del af trænerstaben i førsteholdstruppen. Det er ikke en gratis gestus, men en reel stilling, som mange spanske mænd på Mohsens alder ville give deres stambord på bodegaen for. Mohsen har sin 7-årige søn med og også drengens 16-årige storebror, Mohammad. Børnenes mor og familiens to øvrige børn er endnu i Tyrkiet, hvor de oprindeligt troede på en fremtid i sikkerhed, da deres hjemby, Deir-al-Zour, i det østlige Syrien blev gjort ubeboelig under borgerkrigen. Men Getafe hjælper nu Mohsen med at få sin hustru og de to børn til Madrid – og med at få asyl. Cenafe er ikke vant til at bruge penge på p.r., men nu har de fyret et helt års budget af på at skaffe Mohsen og familien en lejlighed i forstaden.

Getafe vil gerne erobre en plads i hovedstadens bevidsthed, finde en identitet. Og at hjælpe flygtninge på så relevant en måde er ikke noget dårligt bud. Det er en konkret gerning, men har også en tydelig sybolsk værdi: Sådan kan alle forstå, at de syriske flygtninge ikke kun kommer med tomme maver, men også med anvendelige kvalifikationer, og det er ikke ligegyldigt at være fodboldklubben, som illustrerer den pointe. Man kan oven i købet sige, at Getafe er et område, hvor man godt kunne tage imod flere flygtninge. Lige netop dér er det ikke helt umuligt at finde arbejde. Også industriarbejde, som ikke forudsætter perfekte spanskkundskaber. Der er god ræson i det udspil fra fodboldklubben. Man må håbe, at Getafe CF og hele regionen får noget godt ud af den satsning.

Spanien har besluttet at tage imod 17.680 flygtninge fra Syrien.

Oprindeligt bragt på Netudgaven.

Terror i Skandinavien

Attentaterne på Uttöya og i Trollhättan er de værste eksempler på terror i Skandinavien i nyere tid. Kald det bare hate crimes eller solisters galmandsværk, jeg er ligeglad; det er terror i ren form. Det er det, fordi det er ekstrem vold mod civilpersoner i civilsamfundet, udført med det klare mål at skræmme vælgere og politikere til at gennemføre en ny politisk dagsorden, nemlig stop for muslimsk indvandring til Skandinavien og udvisning af herboende muslimske borgere. Det er terror, højreorienteret, nationalistisk terror.

Jeg støttede (og støtter) Kurt Westergaards ret til at tegne hvadsomhelst og Jyllands-Postens ret til at publicere det. Ingen tvivl om det. Men jeg synes, det ville være agtværdigt af Kurt Westergaard, hvis han nu tegnede en flot, ung, velfriseret, skandinavisk enhver-svigermors-drøm med korsflag og et blodigt sværd i skeden. Nu ved han, hvor den største terrortrussel kommer fra på vores breddegrader.

Reformpolitik, hvordan og hvorfor?

Det afgørende for Enhedslistens parlamentariske indsats fremover er, at partiet kommer frem med nogle konkrete bud på, hvordan man inden for dette samfunds og dette politiske systems rammer kan skabe bedre vækstbetingelser for et godt liv. Enhedslisten skal vise, at der er et reformpolitisk alternativ til den borgerlige/socialdemokratiske politik, som nu for alvor har spillet fallit under Thorning-regeringerne, altså at partiet vil noget radikalt anderledes med vores FT-mandater end at lappe på Socialdemokraternes politik.

Frem mod næste FT-valg kan man dårligt kæmpe for et såkaldt 'arbejderflertal'. Hvorfor skulle man bilde folk ind, at en socialdemokratisk ledet regering vil føre progressiv reformpolitik, at den vil tilnærmelsesvis det samme som os? Næste gang må Enhedslisten gå til valg på at samle et flertal, der vil gennemføre betydelige dele af partiets egen politik. Derfor er man nødt til at kæmpe for et flertal til venstre for Socialdemokraterne. Intet andet giver rigtig mening i den nuværende situation.

Om SF og Alternativet kan se sig selv som en del af sådan et flertal, må de jo selv tage stilling til. Man skal fremsætte et udkast til en reformpolitisk platform, som gør det vanskeligt for dem at sige nej. Og et som viser befolkningen, at en anden politik er mulig end Socialdemokraternes og Venstres. Hvem kan begejstres og engageres af en uendelig diskussion af, hvornår det er bedre at stemme ja end nej til det mindste onde?

Reformerne skal naturligvis regnes igennem og være praktisk og økonomisk gennemførlige under de givne betingelser. Vi skal ikke gå til valg på et brud med kapitalismen. Sådan et brud kræver mere end end et flertal i Folketinget. At vi formodentlig kommer det brud lidt nærmere med folkelig opbakning til en offensiv rød-grøn reformpolitik, er så en anden, glædelig, sag.

Vil SF og Alternativet ikke være med til at udforme en fælles reformplatform, må Enhedslisten bare køre løs med sine egne rød-grønne reformforslag. Så er det op til de øvrige partier at forklare, hvorfor de har stemt dem ned.

Er der ikke flertal for de rød-grønne reformer, vil partiet naturligvis altid foretrække det næst- eller tredjebedste fremfor det værste. Det giver sig selv.

Man skal aldrig satse alle pengene på én hest. Også i den indeværende Folketingssamling skal Enhedslisten konstant forbeholde sig muligheden for at lave de mulige forlig med Socialdemokraterne, SF og fx DF, som kan skabe små forbedringer. Man skal fastholde ambitionen om at udfordre Dansk Folkepartis social- og arbejdsmarkedspolitik, teste om de mente, hvad de sagde i valgkampen, og vise befolkniingen resultatet af den test. Det er stadig en vigtig opgave. Ligesom det er en vigtig opgave at afbøde de værste virkninger af regeringens politik.

Men nu, hvor partiet ikke er en del af noget forpligtende flertal, og ikke længere kan anbefale befolkningen at bringe det gamle flertal til magten igen, må hovedopgaven være at fremlægge en visionær reformpolitik, som befolkningen så kan stemme på ved næste Folketingsvalg.

Dette skal slet ikke forstås som en kritik af Enhedslistens arbejde i Folketinget under Thorning-regeringerne. Jeg synes, at Enhedslisten løste den opgave, man havde stillet sig, fremragende. Og jeg kan ikke se, hvem der kunne have gjort det bedre, end den FT-gruppe, der var valgt, og folkene omkring den. Jeg kunne i hvert fald ikke selv! I 99 % af alle afstemninger havde jeg uden tvivl stemt, som gruppen gjorde, og den har talt fremragende for de valg, den har truffet.

At Enhedslisten i sin tid gik til valg på et arbejderflertal efter 9 år med VKO, ser jeg heller ikke som en fejl, men som en taktisk nødvendighed. Og det samme kan man vel sige om, at Enhedslisten accepterede en S-SF-R-regering, selvom partiet var gået til valg på noget andet. Det havde været umuligt at forklare, at man i stedet havde bragt Løkke til magten igen.

Men nu er der mulighed for at samle partiet ved at kigge fremad, og den taktiske situation er voldsomt forandret. Kun ganske få knytter noget fremtidshåb til en ny socialdemokratisk ledet regering. Og det er forståeligt. Vi VED, at Socialdemokraterne vil videreføre den ulighedsskabende, borgerlige lønpresserpolitik, hvis de får magten igen. Det kan venstrefløjen ikke kæmpe for.

Men risikerer Enhedslisten ikke at blive til grin, hvis man peger på et flertal, som aldrig har eksisteret i Danmark?

Jo, men man risikerer også at blive ligegyldige, hvis man peger på alliancepartnere, som faktisk har været prøvet, og som ikke vil Enhedslistens politik. Et alternativt flertal kan have lange udsigter. Men udsigterne til sådan et flertal er jo ikke uafhængige af, hvad man selv gør. Hvis man på forhånd afviser muligheden, tror jeg, at udsigterne vil være betydeligt dårligere, end hvis man sætter det på programmet og fortæller, hvad man vil med det. Der er tre år til at gøre en reformplatform klar og vinde befolkningen for den. 

Jeg siger ikke, at man ikke risikerer noget ved det. Der er altid en risiko for at blive latterliggjort, når man forsøger sig med noget nyt og svært. Men gør Enhedslisten det ikke, risikerer man at skulle bruge al sin tid, på at blot at skulle forklare befolkningen, hvorfor man har stemt for den ene og den anden socialdemokratiske halvgode og halvsløje 'pakke'. Enhedslisten vil meget mere end det. Man skal også turde noget mere, synes jeg.

Hvis ikke nu, hvornår så?

Slut med socialdemokratisk krisepolitik 

Nu er det tid til at være tindrende klar i mælet: Hvad vil venstrefløjen egentlig, hvis den vinder det næste Folketingsvalg?

Efter den socialdemokratiske regerings nederlag på en borgerlig politik, som Socialdemokraterne endnu ikke har gjort op med, kan venstrefløjen ikke gå til valg på at være støtteparti for endnu en socialdemokratisk regering. Den må gå til valg på at vinde magten selv.

Men hvilke store reformer vil den lancere i sit første år ved magten?

Her er et bud på et et reformprogram, som dels i sig selv vil betyde store forbedringer for befolkningen, når de bliver gennemført, og som dels peger frem mod venstrefløjens langsigtede mål:

Ny reformpolitik

Luk A-kasserne

A-kasserne er ikke ikke et tidssvarende redskab til sikring af de arbejdsløse.

De er tilpasset en situation, hvor stort set alle på arbejdsmarkedet enten har fuldtidslønarbejde, er arbejdsløse eller er selvstændige erhvervsdrivende. Det er diskutabelt, om virkeligheden på det danske arbejdsmarked nogensinde har set sådan ud. Nu gør den i hvert fald ikke.

Mange er deltidsansatte og videreuddanner sig ved siden af. Det må man ikke, hvis man vil have supplerende dagpenge. Så skal man lade færdighederne forfalde, mens man søger fuldtidsarbejde. Og eftersom erhvervsfaglige færdigheder forfalder stadig hurtigere, er ikke hensigtsmæssig. Hverken set ud fra en samfundsøkonomisk eller en menneskelig synsvinkel. Mennesker skal kunne udvikle deres færdigheder så meget, som de kan og vil.

Andre sammensætter deres indkomst af periodevis lønarbejde, honorarbetalt konsulentarbejde, legater, bibliotekspenge, kopipenge og alt muligt andet. Dette kan ganske vist kan omregnes til løntimer. Men hvad så, når der ikke er arbejde eller indtægter nok? Hvornår er en konsulent, en fagbogsforfatter, en systemudvikler eller en kunstner arbejdsløs? Og hvad må de lave imens? Jamen, ingenting da, hvis man spørger A-kassen. Hvis man skriver videre på den fagbog, man har liggende på harddisken, er det jo arbejde, som man måske en dag kan komme til at tjene på. Det eneste, man må skrive på, er den næste jobansøgning.

Man må hverken udvikle eller anvende sine kundskaber, hvis man vil have dagpenge. Heller ikke i sin 'fritid'. Dagpengemodtagere har principielt set ingen fritid.

Derfor fungerer A-kasserne ofte som en klods om benet på folk, som er ved at udvikle noget, fx sig selv, og som endnu ikke tjener nok på at gøre det.

Det er et ufleksibelt system, som i realiteten ikke er lønarbejdernes ven, men en straffende, statslig kontrolinstans.

A-kasserne spiller en vigtig rolle for at disciplinere arbejdskraften. De skal sørge for, at der til en hver tid står en masse dagpengemodtagere til rådighed for arbejdsgiverne, sådan at lønarbejderne finder sig i hvad som helst for ikke at blive skiftet ud. Denne disciplinering er det ikke venstrefløjens opgave at bidrage til.

Desuden er A-kasserne en ulighedsskabende instans, som skaber splid mellem forskellige grupper af økonomisk vanskeligt stillede, særligt mellem dagpengemodtagere, kontanthjælpmodtagere og de arbejdsløse, som af den ene eller anden grund hverken modtager det ene eller det andet.

Endelig er det danske kassesystem et stort bureaukratisk apparat, som spilder en voldsom masse ressourcer på at kontrollere og straffe dårligt stillede mennesker, som ikke er kriminelle.

Grundydelse

Alternativet til A-kassesystemet er en ubureaukratisk model, hvor alle over 18 år får en grundydelse, som ikke er flot, men dog til at leve af. Alle typer indkomster modregnes time for time, ikke krone for krone. På den måde kan det betale sig at arbejde allerede fra første time af. Grundydelsen sættes således til en timesats, der er mærkbart lavere end mindstelønnen, mens fx honorarindkomster sættes til en timesats, der er mærkbart højere end mindstelønnen. Lønindkomster modregnes til den pålydende timeløn.

Det vil sige, at alle uden for arbejde får den samme skattebetalte indkomst: studerende, pensionister, flygtninge og andre arbejdsløse (dem, som nu får dagpenge eller kontanthjælp). Dem, som kun har deltids-, sæson- eller honorarbetalt arbejde, får suppleret op og tjener mere end dem, der kun får grundydelsen, men mindre end dem, der har fuldtidsarbejde.

Et fælles system for alle, minimale kontrol- og straffunktioner. Det er en stor besparelse, og masse af bureaukrater og skrankepaver kan bruge kræfterne på noget bedre.

En interessant bieffekt er, at man samtidig ville få ryddet op i de uigennemskuelige støttesystemer (der ofte er indrettet, så de ægger til nepotisme) for kunstnere, som ikke kan leve af at sælge deres kunst.

Sæt arbejdstiden ned

Systemet skal kombineres med en nedsættelse af arbejdstiden, fx til 25 eller 30 timer ugentligt. På den måde giver man alle muligheden for at deltage i det nødvendige arbejde. Skal alle have mulighed for at arbejde, skal vi enten sætte arbejdstiden drastisk ned eller produktionen drastisk op. Den teknologiske udvikling gør, at vi har brug for færre timer for at producere det samme som før.

Markedsøkonomiens svar på det dilemma er almindeligvis dels at holde 5-15 % hen i ufrivillig arbejdsløshed for at have en desperat arbejdskrafsreserve, som kan presse lønnen ned, dels at udvide markedet ved at øge hjemmemarkedsforbruget, dels ved at sælge varerne stadig længere væk hjemmefra.

En øget produktion til stadig større luksusforbrug giver dels stigende affaldsproblemer, dels et stigende energiforbrug i produktionen og derfor øget CO2-udslip. Hvis man ikke ønsker det, må man i stedet sætte arbejdstiden ned.

Øg den økonomiske lighed i samfundet

Den store og støt voksende ulighed i samfundet er et demokratisk problem, og den udvikling skal vendes. En venstreorienteret regering kan ikke være mindre ambitiøs end det engelske labour, som for nylig bl.a. har foreslået, at ingen chef skal kunne tjene mere end 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. De har desuden foreslået en stærkere progression i beskatningen, end vi har i Danmark. Vi kunne gøre noget tilsvarende.

Desuden bliver det nødvendigt at revidere afgiftspolitikken. Der skal bl.a. indføres en differentieret moms, sådan at basisfødevarer og hverdagstøj belægges med en lavere moms end luksusvarer.

Sæt gang i grøn, demokratisk produktion

De store pensionsfonde bugner af penge, som tilhører de almindelige lønarbejdere, men det ejerskab mærker lønmodtagerne ikke meget til i deres hverdag. Pengene forvaltes af professionelle bestyrelser, som primært arbejder for at øge kapitalen. Pengene burde i stedet investeres i ny, demokratisk styret produktion.

En produktion, der primært sigter på at få det størst mulig udbytte, vil altid skubbe miljøhensyn til side, hvis de koster mange penge.

En demokratisk produktion har derimod muligheden for at gøre noget andet: Fra politisk hold kunne man vedtage et sæt rammebetingelser for denne nye produktion, som fx kunne være, at den kun må anvende energi, som den selv har produceret, og at denne energi skal produceres uden fossile brændstoffer og kernekraft. Og man kan vedtage, at den skal løse sine egne affaldsproblemer, ikke sælge dem til Ukraine eller Indien. Man kan også vedtage, at arbejdet skal fordeles på en måde, som forhindrer både nedslidende, farligt, kedsommeligt og ensidigt arbejde, også selvom det gør udbyttet mindre.

Herefter kunne man overdrage den daglige ledelse af produktionen til dem, der arbejder med den. Og denne produktion kunne være af en hvilken som helst type. Det behøver ikke udelukkende være tale om industriel produktion.

Endvidere skal iværksætterstøtte gøre det lettere at starte nye virksomheder. En erhvervsstruktur med mange små og mellemstore virksomheder er mere kriseresistent og omstillingsparat. Staten skal differentiere sin iværksætterstøtte således, at ikke-forurenende, genbrugsorienteret, energi- og affaldsneutral produktion får større hjælp end forurenende produktion. Tilsvarende skal man hjælpe virksomheder, som har medarbejderdemokrati, overskudsdeling og kollektive ledelsesformer, som både giver medarbejderne et bedre arbejdsliv og et større engagement i virksomhedens drift.

Demokratisk oplysning og kritisk offentlighed
Det er vigtigt, at borgerne har nem adgang til at følge med i ny lovgivning, ikke kun fordi det er vigtigt at justere sin samfundsmæssige adfærd i henhold til de muligheder og begrænsninger, lovene giver. Men også fordi borgerne skal have et kvalificeret grundlag for at tage stilling til, hvem de skal stemme på til valgene.

Den statslige tv-station, DR, skal derfor mindst en gang om ugen i den bedste sendetid bruge fx halvanden time på at præsentere ny lovgivning. Her skal det flertal, som gennemfører lovgivningen, have mulighed for at præsentere den nye lovs indhold, baggrunden for og hensigten med den. Samtidig skal en politisk repræsentant for lovens modstandere gives mulighed for at tale for sit synspunkt.

Fx en tredjedel af programmet kan bruges til at følge op på sidste års lovgivning. Her kan journalister, sociologer og politologer undersøge og fremlægge de resultater, der er opnået med relativt nye love, som er implementeret for fx et år siden.

Dette statslige oplysningsprogram skal lægges på en særlig informationskanal, så det let kan skelnes fra DR egen redaktionelle linje og kritiske politiske journalistik.

Denne politiske oplysningsopgave skal være den eneste del af stationens virksomhed, som staten blander sig i. Herudover skal politikerne blande sig uden om DRs redaktionelle arbejde, og politikerne skal derfor heller ikke være repræsenteret i DRs bestyrelse.

For at kunne opfylde sin magtkritiske rolle må DR sikres at kunne fortsætte som uafhængigt medium uden reklame- og sponsorindtægter. Brugerbetalingen giver desuden ringe mening i en verden, hvor stort set alle ser tv, så licensbetalingen afløses af direkte skattefinansiering.

Endelig skal den danske medieverden sikres mod en monopollignenede udvikling, hvor de vigtigste medier er samlet på få rigmænds hænder som fx i Italien. I Danmark har man set tendenser i samme retning, fx med en økonomisk og administrativ sammenlægning af Politiken og Jyllands-Posten, som tidligere var konkurrende modpoler i den danske medieverden. Monopoloseringen betyder, at færre stemmer bliver hørt i den offentlige debat og vinklingen af nyhedsstoffet bliver mere ens. Det er farligt for demokratiet.

Desuden skal det med økonomisk støtte og teknisk vejledning gøres lettere for nye elektroniske og trykte medier at sætte en virksomhed i gang.

Det videnskabelige niveau og den kritiske bevidsthed på de journalistiske uddannelser skal højnes.

Borgernes beskyttelse mod statens magtfuldkommenhed
De statslige og kommunale forvaltninger skal være modtagelige for kritik, også den der kommer indefra. Det skal sikres, at embedsmænd uden frygt for repressalier kan kritisere (også offentligt) en uhensigtsmæssig eller direkte ulovlig forvaltningspraksis.

Borgerne skal beskyttes mod statens magtfuldkommenhed. Derfor skal Ombudsmandsinstitutionen styrkes og tilføres langt flere midler til ansættelse af jurister og sagsbehandlere.

Ombudsmandsinstitutionen skal desuden tildeles en ny funktion som efterforsker og behandler af klager over politiet. At politiet efterforsker og tager stilling til klager over sig selv, gør systemet for magtfuldkomment og borgerne for svage over for staten. Derfor skal der oprettes en efterforskningsenhed under Ombudsmanden, som kan operere uafhængigt af politi og anklagemyndighed og med indsigt i politiets arbejde.

Retssamfundet
Overvågningen og registreringen af borgernes civile liv skal begrænses mest muligt. Det skal ikke være lovligt for Politiets Efterretningstjeneste at føre registre over lovlig politisk virksomhed.

Politi og anklagemyndigheden skal på sin side have gode betingelser for at efterforske og opklare forbrydelser. Derfor skal de have den bedst mulige uddannelse, tilstrækkeligt mandskab og adgang til den nyeste relevante teknologi.

For at sikre, at alle får et stærkt og sagligt forsvar i en retssag, sådan at ingen uskyldig dømmes for en forbrydelse, skal der være adgang til gratis retshjælp for dem, der ikke har råd til at betale selv. Det skal også gælde i civil-, ikke kun kriminalretten.

Vi skal fokusere langt mindre på den frihedsstraf og mere på samfundstjeneste, som giver langt bedre resocialisering og betydeligt lavere tilbagefaldsprocenter.

Personer, som er dømt for personfarlig kriminalitet af alvorlig karakter skal fremdeles straffes med frihedsberøvelse. Disse indsatte skal dagligt deltage i aktiviteter, uddannelse, terapi og arbejde, som modner dem til et liv som samfundsborgere uden for fængslet, ikke uddanner dem til kriminelle.

Vi skal begrænse isolationsfængslingen mest muligt, så vi sikrer, at den ikke anvendes som tortur med henblik på at fremkalde tilståelser. Det skal i det hele taget sikres, at afhøringer af sigtede foregår på en måde, som er undersøgende og afprøvende, ikke intimiderende, da tilståelser ofte bliver falske eller upræcise, hvis de er fremkaldt under pres.

Tilsvarende skal vi sikre os mod politimæssig brug af civile agenter til fremprovokering af forbrydelser, som muligvis ellers ikke havde fundet sted.

Grundlovsrevision
Der skal skrives en ny grundlov, som stadfæster det faktisk eksisterende demokrati og de nye demokratiske og retslige landvindinger, som regeringen gennemfører. Det betyder blandt andet, at kongehuset skrives ud af grundloven. Enhver dansker skal være ligeværdig med hverandre, og ingen skal derfor kunne arve politisk magt.

I stedet for en konge som statsoverhoved kan man enten indføre et folkevalgt statsoverhoved, eller man kan lade statsministeren overtage kongens repræsentative funktioner som statsoverhoved, men ikke kongens formelle politiske magt.

Den lovgivende magt skal herefter udelukkende ligge hos Folketinget og den udøvende udelukkende hos regeringen.

Domstolenes uafhængighed af regeringen skal styrkes.

Ombudsmandsfunktionen indskrives i Grundloven.

Folkekirken skrives ud.

Kirke og samfund

Religion skal fylde mindre i det offentlige liv, og stat og kirke skal adskilles. 

Det betyder blandt andet, at der ikke længere skal betales kirkeskat. Det betyder også, at kirken ikke skal varetage administrative opgaver for staten. Fx skal kirken ikke have ansvar for navngivningen af børn. Ethvert kirkesamfund skal have ret til at foretage en dåbsceremoni, men det skal adskilles fra den officielle navngivning.

Den luthersk-evangeliske kirke skal herefter fungere som et trossamfund på linje med alle andre trossamfund i landet. De skal selv finansiere deres virksomhed fx ved kontingentbetaling og indsamlinger, men skal kunne søge statsstøtte på lige vilkår med andre.

De kirker, hvis drift ikke længere vil kunne finansieres af den luthersk-evangeliske kirke, skal nedlægges som kirker. Kirkerne er statsejendom, og ingen kirker skal nedrives. De rummer en bevaringsværdig kulturarv. Kirkerne skal vedligeholdes af staten og efter behov anvendes som lokale kulturhuse, fx som koncert- og foredragssale, museer, biblioteker, forsamlingshuse el.lig.

De kirker, som det luthersk-evangeliske trossamfund har råd til selv at forestå driften af, får de lov at leje af staten til en lav leje, sådan at de kan fortsætte den hidtidige kirkevirksomhed.

Kirkegårdene ligger også på statslig jord, og de skal blive liggende. Ingen gravsteder skal sløjfes som følge af reformen, og det luthersk-evangeliske trossamfund skal fremdeles kunne begrave sine medlemmer på gravpladsen. Det kan eventuelt foregå fra et kapel. Også andre trossamfund skal kunne anvende gravpladserne. Det skal også ikke-religiøse grupper og individer kunne. Fx kan Humanistisk Samfund, kommunen og forskellige fagbevægelser gives tilladelse til at begrave deres medlemmer på gravpladsen.

Humanistisk Samfund skal endvidere bemyndiges til at forestå vielser og navngivningsceremonier.

I Folke- og gymnasieskolen skal der ikke gives undervisning i kristendomskundskab, men i religionshistorie og religionsfilosofi.

På universiteterne skal der kun bedrives videnskabelig forskning og forskningsbaseret undervisning, og teologistudierne skal derfor nedlægges. Der skal naturligvis fremdeles forskes og undervises i religionshistorie og religionsvidenskab.

Det luthersk-evangeliske trossamfund må selv forestå uddannelsen af deres præster på samme vis som andre trossamfund.

Forskning og videregående uddannelse
Uddannelsessektoren skal demokratiseres på alle niveauer. De såkaldt stærke ledere skal erstattes af valgte bestyrelser. På voksenuddannelserne skal elever og studerende sikres større indflydelse i den øverste ledelse.

På de højere læreanstalter skal der ikke kunne indsættes eksterne bestyrelsesmedlemmer, fx fra erhvervslivet, da dette tenderer at begrænse forskningsfriheden.

Der skal foretages en klar opdeling mellem grund- og målforskning, sådan at de statslige universiteter koncentrerer sig om grundforskning og forskningsbaseret undervisning.

Der skal satses på fastansatte videnskabelige medarbejdere, ikke på timelærere. Alle stillinger ved universiteterne skal rumme forskningstid og -krav.

Alle kandidatuddannelser skal således indledes med et filosofikumkursus (fx i videnskabsteori, logik, statistik og erkendelsesteori) og afsluttes med en forskningsbaseret afhandling/projekt, som alene bedømmes ud fra sit videnskabelige niveau.

Forskning og undervisning ved universiteterne skal ikke kunne sponsoreres, men finansieres af staten. Grundforskningen opprioriteres økonomisk.

Målforskning henvises til særlige forskningsinstitutter, som både kan være statsfinansierede og sponsorerede. Staten vil opprioritere særlige målforskningsområder, som fx medicinsk forskning, forskning i vedvarende energiformer, el-dreven transport, energineutralt byggeri, økologisk landbrug, kollektive ledelsesformer, arbejdsmiljø, trafiksikkerhed m.v.

Kunstneruddannelserne har været en stor succes, og eksempelvis har Filmskolen givet Danmark en fremtrædende placering i den internationale filmverden, hvilket dels har givet danskerne en række vigtige fortællinger om os selv og verden omkring os, dels har det bidraget betydeligt til dansk økonomi. Den succes skal der bygges videre på, og en statslig skole for udviklere af computerspil er en oplagt fortsættelse af den indsats.

Skole
Helle Thornings regering gennemførte en stor skolereform, som venstrefløjen var imod, fordi den dels gav børnene for lidt fritid til at lege i, dels gav lærerne for ringe forberedelsestid, og så blev den gennemført som et politisk diktat hen over hovedet på lærernes faglige organisation.

Ikke desto mindre bør vi afstå fra at gennemføre en ny stor reform af folkeskolen det første par år, simpelthen fordi det tager tid at implementere sådan en reform, og en ny plan for folkeskolen hvert tredje år er ikke godt for kontinuiteten i skolearbejdet.

Lidt bør man dog alligevel rette op på skaderne af såvel den socialdemokratiske som den borgerlige regerings politik her og nu.

Fx skal lærernes forberedelsestid restaureres, hvilket kræver ansættelse af flere lærere.

Den nationalistiske satsning på kristendomskundskab bør også straks rulles tilbage til fordel for undervisning i religionshistorie som en vigtig del af historieundervisningen.

Trafik uden asfalt og brændselsmotorer
Dansk trafikpolitik har levet et fantasiløst og miljøfjendsk liv, siden bilen fik asfalt at køre på. Asfalt tager meget plads, hvor der så hverken kan leve dyr eller gro planter, som kunne give ilt til vores indåndingsluft. Asfalt forhindrer regnvand i at trænge ned i jorden. Asfalt er uskønt, og asfalt er meget dyrt og stærkt vedligeholdelseskrævende.

Og så er asfalt slet ikke nødvendigt i den udstrækning, som vi bruger det i dag. Vi kan og skal indrette vores trafik helt uden motorveje. For mere end 30 år siden fandt en dansk ingeniør på et trafiksystem, hvor motorvejene erstattes af et skinnenet.

RUF, hedder systemet, og grundidéen er, at al kørende indenrigstrafik foregår i el-biler, som både kan køre på en skinne og på landevej. På de lange strækninger mellem de store byer, hvor vi nu kører på motorveje (eller i tog), kører bilen op på skinnen og kan der enten køre alene eller bedre: koble sig sammen med det næste hold vogne, som skal samme vej. Sådan vil man bruge mindre energi. Bilen forvandler sig altså til en togvogn, men en privat togvogn, som man kan indrette, som man vil, og hvor man ikke er tvunget til at være sammen med fremmede mennesker, hvis man helst vil være fri. På de kortere og mere bugtede strækninger mellem fritliggende huse, landsbyer og mindre provinsbyer, kan den samme el-vogn køre som almindelig privatbil på de eksisterende kommuneveje.

På det samme simple en-skinne-net kan der desuden fremdeles køre togvogne med kollektiv trafik, hvis man foretrækker at rejse sammen med fremmede.

Systemet kører på el og forurener altså ikke, hvis elproduktionen ikke gør. Skinnenettet er langt billigere at anlægge og vedligeholde end motorvejene og også end det eksisterende to-skinne-net, og de fylder langt mindre i naturen. Det er rationelt, billigt og miljøvenligt, og det skal være venstrefløjens miljøpolitiske mål.

Systemet, herunder elbilerne, skal udvikles og produceres af den danske stat.

Energi
Målet om at nedbringe CO2-forureningen skal ikke kun nås gennem trafikomlægninger, hvor benzin og diesel erstattes af el. Produktionen af el skal samtidig omlægges, så Danmark bliver uafhængig af kulfyrede kraftværker. Derfor skal den statslige forskning i og produktion af fx vind-, sol- og bølgeenergi opprioriteres.

Samtidig skal energiforbruget styres på en ny måde: Det skal være et krav til alle nybyggede boliger, at de som minimum er selvforsynende med energi. Det er muligt, dels ved at bygge energibesparende boliger, dels ved at integrere jordvarme og solenergi i byggeprojekterne.

Tilsvarende skal alle større virksomheder udarbejde planer for, hvordan de kan dels nedbringe energiforbruget, dels producere mindst 50 % af den energi, de forbruger i produktionen.

Fødevare- og boligpolitik
Fødevarepolitikken skal reformeres på en lang række områder. For det første skal fødevarer være langt dyrere. Det skal de, fordi de ikke kan produceres forsvarligt til de eksisterende priser. Det betyder, at vi nu får usund og smagløs mad, dårlig dyrevelfærd og unødvendige ødelæggelser af naturen.

Omvendt skal boliger være langt billigere end nu, sådan at privatøkonomien kommer til at hænge sammen. Boligpriserne skal nedbringes ved at nationalisere jorden. Jorden er ikke noget, mennesket har skabt, og bør ikke kunne ejes af nogen. Og ejerskab til jord har tvunget boligpriserne op på et vanvittigt niveau, som har lammet reformpolitikken på en række områder og har gjort det svært for folk at flytte og derfor arbejdskraften mindre fleksibel. Mange lønmodtagere har tjent flere penge på at eje jord end på at arbejde. Det har givet en meget usund økonomi med boligbobler og finanskriser til følge.

Fødevarerne er samtidig kommet til at repræsentere en stadig mindre del af privatøkonomien. Og de er blevet dårligere og dårligere. Grøntsagerne smager ikke af noget, fordi de produceres for hurtigt. Det samme gælder kød. Dyrene skal vokse for hurtigt. Det giver dårligere kød, og det giver dyrene et kortere og dårligere liv.

Derfor skal vi have langt strengere mindstemål for hvor gammel et køddyr skal være, før det må slagtes. Og mindstemål for hvor mange dage dyret skal gå på jord/græs under åben himmel. Og dyrene skal have bedre plads i staldene. Vi skal også have et maksimum for, hvor meget mælk, malkekvæg må malkes op til at give om dagen. Malkekøerne har så store yvere, at de dårligt kan løbe. Og kød- og malkekvæg må kun få giftfrit foder.

Korn, frugt og grøntsager skal dyrkes uden vækstfremmere og sprøjtegifte.

Fiskeriet er ved at uddø. Det er ikke godt for folkesundheden. Fiskeriet skal fremtidssikres og skal derfor fremover reguleres ved at forbyde fangstredskaber, som er højintensive, og som ødelægger bundlivet og dermed den maritime fødekæde Det skal ikke reguleres ved fiskekvoter, som kun gavner de store kuttere, der netop anvender de destruktive fangstredskaber.

Forureningesproblemerne i de danske farvande skal tages langt mere alvorligt. Eksempelvis er udledningen af hormonholdigt spildevand medvirkende til at nedsætte fiskenes formeringsevne og skal stoppes effektivt. Det skal der også arbejdes på internationalt, herunder gennem EU.

Endelig skal der udarbejdes en plan for, hvordan fødevarer kan produceres tættere på forbrugerne, som de ikke skal transporteres så langt, som det nu er tilfældet. Transporten giver for højt energiforbrug og giver også mindre friske og derfor mindre sunde og velsmagende fødevarer.

International solidaritet
Danmark har forpligtet sig til at bruge en procent af bruttonationalproduktet på ulandsbistand. Det skal vi leve op til. Men vi skal ikke fortsætte tendensen til blot at kanalisere pengene derhen, hvor vi få den bedste handelsaftale i hus. Ulandsbistand skal bruges, hvor der er mest brug for den. Ikke hvor vi selv kan tjene på den.

Tilsvarende skal vi ikke spekulere i at tage imod de mest veluddannede flygtninge, eller dem som vi forestiller os at få brug for på vores eget arbejdsmarked. Vi skal tage imod dem, der har størst behov for at komme herop. Vi skal arbejde sammen med fx EU om at fordele modtagelsen af flygtninge i Europa.

Og så skal vi selvfølgelig sørge for at give flygtningene det bedst mulige liv her, så længe de har brug for at være her. Fx skal de have adgang til traumehjælp, til at arbejde og til at uddanne sig, lære dansk og sende deres børn i skole.

Danmark skal opgive forestillingen om, at vi sammen med USA er politisk overdommer i hele verden. Vi skal ikke have som militær ambition at afsætte regimer, vi ikke bryder os om, om indsætte andre. Vi skal ikke føre angrebskrige i andre lande. Hvor der hersker umenneskelige tilstande, skal vi bidrage med nødhjælp i form af fødevarer, rent vand og lægehjælp. Og så skal vi arbejde langsigtet med hjælp til uddannelse og økonomisk udvikling og selvstændighed.

Endelig skal vi internationalt kæmpe for, at adgang til rent vand er en menneskeret, og at de naturlige drikkevandsressourcer derfor ikke kapitaliseres.

Et samfund i bevægelse

Sandsynligheden for, at man kan vinde et Folketingsvalg på et offensivt reformprogram, er desto større, jo mere bevægelse, der i forvejen er i gang for samfundsforandringer af den type, som programmet indeholder. Altså jo stærkere vilje til forandring befolkningen viser.

Græsrodsbevægelser

Fra midten af forrige århundrede og frem til midten af 1980'erne var de såkaldte græsrodsbevægelser en vigtig politisk kraft i Danmark. Selvstyrende grupper, som var organiseret omkring en enkelt samfundsmæssigt vigtig sag, udviklede ekspertice inden for hver deres område, udarbejdede alternativer til den førte borgerlige politik og aktionerede og oplyste befolkningen om farene ved den førte politik inden for hver deres område og de mulige alternativer. Ingen vidste mere om alternative energikilder end Oplysning om Vedvarende Energi. Ingen vidste mere om EF (=EU) end Folkebevægelsen mod EF. Der var bevægelser, som kæmpede mod opstilling af mellemdistanceraketter i Europa, mod atomkraft (særlig den svenske), for kvindernes frigørelse, for de homoseksuelles ditto, for økologisk produktion, for cyklisme, for børnenes rettigheder og medbestemmelse, for en progressiv pædagogik, for solidaritet med den portugisiske eller nicaraguanske revolution osv.

Det hjælper ikke noget at ønske sig de visnede blomster til live igen, men hvis ingen arbejder kontinuerligt med at udvikle og oplyse om alternativer til den borgerlige samfundsorden, får vi ikke noget andet samfund. Hvis ingen almindelige mennesker havde aktioneret for solidaritet med de syriske flygtninge og organiseret nødhjælp på frivillig basis, havde politikerne på Christiansborg ikke skiftet kurs og udvist større åbenhed end den, Dansk Folkeparti oprindeligt meldte ud.

De folkelige bevægelsers ekspertice og engagemenet er uundværligt i enhver progressiv samfundsforandring. Vi kan ikke sætte navn på, hvilke bevægelser der skal bære en progressiv reformpolitik igennem. Bevægelser kan opstå fra dag til dag, og det er ikke noget de venstreorienterede politikere eller politiske partier kan sætte i værk. Det må opstå og formes ud fra befolkningens eget engagement.

En ny andelsbevægelse

Et samfund med kollektive ledelsesformer, større engagement og ansvarlighed hos hver enkelt borger kan ikke bygges op gennem reformer alene. Befolkningen må vise viljen, fx ved at realisere dele af projektet selv. Fx kan man forestille sig, at den nye andelsbevægelse vokser sig stærk. At beboerforeninger opretter rigtige brugerstyrede indkøbs-/brugsforeninger. Det er set før. Detailleddet i dagligvareforretninger behøver jo ikke at fordoble priserne for forbrugerne.

Men også i produktionsleddet er andelstanken fornuftig og praktisk anvendelig. Hvorfor skal fiskerne fx ikke eje deres egen fiskeauktion i fællesskab? Mindre bogforlag kan deles om en lagerekspedition, økologiske bønder kan danne fælles distributionsnet eller deles om en mejetærsker. Noget af det findes allerede. Tidligere havde man fx også andelsmejerier og andelsslagterier, og den socialdemokratiske kooperation lavede deres egen øl.

Monopoliseringen har ødelagt det meste af dette demokrati og fællesskab. Store producenter har købt andelsproducenterne op og lukket for den fælles ledelse af foretagendet. Derfor skal en ny andelsbevægelse gå hånd i hånd med en langt stærkere antimonopollovgivning.

En ny fagbevægelse
Den hierarkisk opbyggede, socialdemokratiske fagbevægelse er ikke nogen sikker medspiller i kampen for et mindre hierarkisk samfund.

En ny fagbevægelse er naturligvis ikke noget, der skabes gennem en venstreorienteret reformpolitik eller gennem nogen politisk reform i det hele taget. Det er noget, som lønarbejderne danner i henhold til, hvad de selv føler behov for.

Den socialdemokratiske fagbevægelse har spillet en afgørende rolle i opbygningen af velfærdsstaten. Det har hjulpet millioner af mennesker til et mere værdigt liv gennem årene, så det har vi grund til at være glade og taknemmelige for. Men hvis vi skal udvikle samfundet i en ikke-hierarkisk retning, kræver det anderledes kamporganer.

Fagforbundene er med til at administrere A-kasserne, og mange inden for fagbevægelsen er uden tvivl bange for, at endnu flere vil vende LO- og FTF-forbundene ryggen, hvis de ikke har A-kasserne at lokke med. Det er imidlertid en defensiv måde at tænke faglig kamp på.

Fagbevægelsen, som vi kender den, er en samfundsbevarende snarere end en forandrende kraft, og der skal derfor bygges en helt ny form for fagbevægelse op. Det skal ske sideløbende med opsigelse af hovedaftalen med arbejdsgiverne. En fagbevægelse, som kæmper på hovedaftalens præmisser, vil altid som hovedtendens være bagstræberisk, ikke fremsynet. Det er de nødt til at være, fordi de har accepteret arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke OGSÅ føres mange nødvendige enkeltsager og kæmpes mange progressive delkampe gennem den fagbevægelse, som vi har. Det gør der, og der arbejder mange gode folk i LO, FTF og fagforbundene. Men fagbevægelsen er opbygget på en måde og indlejret i et system, der som hovedtendens gør den reaktionær.

De fagforeninger, vi allerede har, kæmper for højere løn til alle, selv til højestlønnede, velvidende at dette øger uligheden på den enkelte arbejdsplads, hvor de lavtlønnede aldrig opnår de samme nominelle lønstigninger. Ulighed på arbejdspladsen umenneskeliggør relationerne mellem medarbejderne.

Vi skal i stedet have politiserende fagforeninger, som kæmper for lighed og for alle medarbejderes indflydelse på arbejdets organisering, for indflydelse på produktionens samfundsmæssige, fx miljømæssige, betydning, for lønudligning og fordeling af arbejdet, så alle medarbejdere får brugt både krop og åndsevner i et afvekslende arbejde.

I sig selv løser en opsigelse af hovedaftalen intet, for hele fagbevægelsens hierarkiske struktur er modelleret efter Hovedaftalens dårlige klassekompromis. Opsigelsen vil ikke stille en kollegial magt i stedet for virksomhedsejernes og pampernes magt, men vil blot svække fagbevægelsen over for kapitalisterne. Det i sig selv kan ikke være venstrefløjens mål. Modmagten skal opbygges ved siden af den nuværende fagforeningsstruktur, som derved gradvis overflødiggøres. Vi skal arbejde for fagforeninger, som har basis på den enkelte arbejdsplads, og som går på tværs af faggrænser. Disse nye fagforeninger skal solidarisk kæmpe for alle medarbejderes vilkår, ikke splitte dem op i kamp om den fælles lønsum.

Lederne i den nye fagbevægelse, skal vælges direkte af medlemmerne, og de skal ikke have mere i løn end dem, de er valgt af. Alle skal kunne melde sig ind, uanset fag. Undtagen arbejdsgivere og topchefer.

Pas på med den blå!

Advarsel til de danske turister, der netop nu strømmer til det Madrid, som efterhånden er kølet ned til omkring de behagelige 30 grader celcius: Jo, Mahou er Madrids øl, men:

Den blå Mahou serveres, hvor der også serveres øl, den præsenteres og serveres som en øl. Mange steder skænkes den om, som var den en øl, og drikkes af både kvinder og mænd med en ølnydende attitude; farven og lugten kan også snyde. Men DET ER IKKE EN ØL. NEJ. Nej. Nænæ, det er en NAB.

Den grønne Mahou er en netop drikkelig pilsner, som i den forstand minder om en Tuborg. Den er almindeligvis ikke billigere end den røde, selvom det er en markant dårligere øl. Eller også er den faktisk billigere; man husker ikke nemt prisen på den røde.

Den røde Mahou er standardøllen i Madrid og er en aldeles glimrende guldøl, både på 25-centilitersflaske [botellin], på 33-centiliters [tercio] og på fad [del grifo]. Den er gerne billigst som botellin.

Med andre ord: Pas vældig på med den blå, vælg gerne den røde.

I natten

Det brager gevaldigt i natten

tunge drøn som kanoner og støbejernsvold

Det hele slår ned i vandet omkring os
døde fisk stiger op overalt
Så ved vi, de kommer i nat.

De pludseligt oplyste ansigter

en guldtand, et fipflettet skæg

som forsvinder og aldrig får krop

– Hej Finn, er det dig ved kabyssen?

Vi frygter for masten og livet

surrer fast, smider last over bord

Og vinden river i skroget

det vrinsker og løsner sig lidt.

Det lugter af røg over dækket

af brændende tjære og hamp

Så en lyd som en båd sat i vandet

årer der pisker i regn.

Vi har lyttet intenst efter stemmer

de råb, der dæmper sig selv

– ¡Mas rapido, mas rapido!

Du siger, det blot en fugl

De sultne grin

som ingen steder kommer fra

men alligevel vender tilbage

Vi har smurt rælingen med hestefedt
og tjekker krudtet igen

blæser lampen ud og tænder

– For helvede, Finn! Hvordan er det bedst?

Og så med et er det borte

for en stund har det lagt sig og helt døet hen

selv den sære knitren i luften

har udløst sin opstemte vold

Vi tager et vagtskifte roligt

slikker salt af skægget
og skåler i gin.