6. maj 2024
Lisbeth fylder 60
Nogle steder i den akademiske verden er det en tradition at lave et festskrift for lektorer, når de fylder 60. Man indsamler i al hemmelighed tekster om, af og til fødselaren og udgiver dem som bog på selve dagen. Venner og kolleger fortæller om fødselarens faglige interesser og meritter fra et langt livs forskning og undervisning på universitetet. Måske er der stukket et par halvpinlige anekdoter fra studietiden ind mellem de mere seriøse indslag. Det er både en hyldest og en drillegave.
Jeg tvivler på, at denne urentable skik er i brug på netop CBS. Og selv hvis den var, ville der næppe være sådan et skrift på vej i Lisbeths retning, for det er allerede mange år siden, hun steg af karriereræset som lektor. Men helt slipper hun selvfølgelig ikke.
Lisbeth er førstegenerationsakademiker. Vores forældre gik begge ud af landsbyskolen efter 7. klasse. Det var dengang en selvfølgelighed for børn af småkårsfolk at skulle ud at tjene til livets ophold, når kirsebærvinen var vasket af konfirmationstøjet. Vores far som fisker, vores mor i begyndelsen som ung pige i huset. Men til trods for den korte skolegang var vores hjem et med bøger. Vores far interesserede sig for danmarkshistorie og marinebiologi, og vores mor gnavede sig forslugent igennem verdenslitteraturens klassikere. Hun havde lært Lisbeth at læse, da hun var tre, og hun læste også op for os, til vi var 11-12 år. Det var ikke godnathistorier. Meningen var ikke, at vi skulle sove, tværtimod. Efter Gyngehøvdingen og brølet fra Ringenes herre lyttede vi til de stille undertoner i John Steinbecks Øst for Paradis. Sådan blev vi klar til at læse selv. Jeg tror, Lisbeth begyndte med Puk-bøgerne.
I skolen var hun den dygtigste til alt. Undtagen matematik, hvor Anne var lidt bedre. Det plagede hende, at der var et fag, hvor hun kun var den næstbedste, og det stædige arbejde med at overvinde denne skændighed viste sig at være karakteristisk for hendes drift frem gennem uddannelsessystemet.
Nå ja, der var da heldigvis enkelte udfald undervejs. Lisbeth var blevet interesseret i hippiemusikken, Bob Marley, John Lennon, Frank Zappa og i den attitude, der fulgte med. Så skulle man have Palæstina-tørklæde på, flæser og kassebukser.
Men lad os lige gå et halvt skridt baglæns her: Da vi blev teenagere, blev Ivan og Klaus fra min storesøsters klasse pludselig interesserede i at komme hjem og lege med mig. Men altså kun, hvis også hun var hjemme. Jeg tror, det var en skuffelse for dem, for Lisbeth var i virkeligheden mere interesseret i de unge mænd fra hippiekollektivet i storbyen Høng end landsbyknægtene fra Buerup Centralskole. Derinde kørte man motorcykel, ikke knallert, i hvert fald Tina i læderjakken gjorde det. Og man havde mere interessante rygevaner. Og så blev Lisbeth flipper og flyttede hjemmefra lige efter folkeskolen. Hun arbejdede i huset hos en musiker i Hellerup (eller var det Charlottenlund?) et års tid, flyttede så ind hos moster Ingrid, Hans Erik og Bo på Østerbro og begyndte i gymnasiet. Det var et tag selv-bord af fester og politisk aktivisme, og Lisbeth var ikke kostfornægter. Hun var vel med i 10-15 forskellige udvalg, bestyrelser og venstreorienterede organisationer, gik til møder hele tiden og glemte en overgang at komme i skole.
Men så var der også raset ud. Den spraglede flipper klippede håret kort, klunsede noget sort tøj at gå i og blev til Cool Eliza. Hun strammede op og blev kommunist. Nå ja, at det lige blev DKU skyldtes måske nok især, at vores trotskistiske fætter Lars, som hun var flyttet sammen med i familiens vandrepokal af en toværelses i Polensgade, ikke ville have, at de ud over at dele lejligheden også skulle være i samme parti. Så rejste man med partiet til Østberlin og så verden med røde øjne. Jojo. Hvad ikke mange ved er, at Lisbeth i sin mest stålsatte leninistiske periode i al hemmelighed skrev romantiske digte. Jeg ved det, fordi hun i den korte periode, hvor vi boede sammen i Polensgade, en dag havde ladet en strofe ligge på spisebordet. Jeg husker "istapperne under dine øje". Jeg ved ikke, om digtningen siden er fortsat i dølgsmål. Ingen taler om det.
Den velvoksne fraværsprocent i gymnasiet tvang Lisbeth til at skifte til HF, og der fik Cool Eliza som det naturligste af verden en af skolens bedste afgangseksaminer. På CBS (eller Handelshøjskolen, som det dengang hed) læste hun spansk og engelsk. Hun blev hispanofil, boede og studerede periodevis i Salamanca, Barcelona og Granada og andre solskoldede byer på Den Iberiske Halvø. Københavner-lasagnen blev skiftet ud med paella. Hippiemusikken måtte vige for flamenco, opera og spanske ballader. Hun interesserede sig for oversættelse og skrev speciale om oversættelsesproblemer i juridisk tekst med særligt henblik på oversættelse fra spansk til dansk. Det gik glimrende, naturligvis. Hvad skulle det ellers gøre? Det gjorde det også, da hun få år senere afleverede sin ph.d. om kommunikationsteori.
I mellemtiden havde hun mødt charmetrolden Simo, og de havde fået Jonas, som kom til at fylde mere end noget andet. Men trods alt ikke mere, end at hun blev fuldtidsansat på CBS, forskede, underviste og blev lektorkvalificeret. Det konkurrencebetonede miljø var bare ikke for Lisbeth, og efter nogle år fandt hun nye veje i sit arbejdsliv. Det blev til mange nye veje.
Kim blev den kærlighed, der holdt. Han havde allerede Mona og Mikkel, som blev en del af delefamilien i Gladsaxe. Og så var der sommerhuset på Lolland. Kim byggede om og gjorde huset beboeligt, og Lisbeth gik muldvarpen i bedene.
Ved siden af de skiftende job skrev, oversatte og redigerede hun antologier om tekstanalyse, kommunikations- og organisationsteori. Hun skrev en interviewbog om vores mor og hendes ti søskende.
Men det var ikke nok. Hun ville tilbage i skole. Og så begyndte hun at læse psykologi. For at komme til det skulle hun først være god til matematik, den eneste akademiske achilleshæl. Og selvfølgelig fandt hun også ud af det. Pludselig var hun praktiserende psykolog, flyttet ind til Nordvest sammen med Kim, allerede bedstemor til Jonas' og Mias lille Lea og papbedstemor til Monas og Mikkels poder. Måske ikke i den forstand kommunist længere, men stadig rød, grøn, solidarisk, klog og flittig.
Og forbløffende nok allerede 60 år gammel.
Tillykke, søster!
Løft et glas for Elisabeth Halskov Jensen!
