Jeg har på Facebook set nogle undre sig
over, at Statens Kunstfond opfordrer modtagerne af deres arbejdslegater til at
kreditere og tagge dem på de sociale medier. Det kan jeg nu godt forstå, at
fonden gør.
Den præcise ordlyd af opfordringen er
sådan her:
"Hver gang du fortæller, at du har
fået støtte af Statens Kunstfond, er du med til at vise, hvordan kunststøtten
gør en forskel i samfundet. Det baner vej for at Statens Kunstfond også
fremover får mulighed for at støtte skabende kunstnere
og kunstprojekter i Danmark.
Derfor opfordrer vi dig til at kreditere
og nævne Statens Kunstfond i alle relevante sammenhænge. Du kan logoer mv. på
kunst. dk / krediteringer.
På sociale medier krediterer du Statens
Kunstfond ved at tagge Statens Kunstfonds
Facebookside og ved at bruge de
officielle hashtags"
Herefter følger en liste over hashtags,
man kan bruge.
Jeg har naturligvis gjort, som fonden bad
mig om, for jeg ved, hvor hårdt presset kunststøtten er af højrefløjens
smålige, rindalistiske sammenrend, som stykke for stykke afvikler statens
engagement i udviklingen af og den folkelige adgang til kunst. Statens
Kunstfond kæmper for sit liv.
Men hvordan skulle det dog nytte, at jeg
takker og tagger? Ingen aner jo, hvem jeg er, og hvad jeg skriver (med min mor
og to gamle skolekammerater som mulige undtagelser)?
Jo, det er nu meget simpelt. Senere på
året udgiver jeg et brag af en roman, som bliver mit fuldt fortjente folkelige
gennembrud. Der er tale om en bog, som ikke alene vil give genlyd i
avisspalterne langt ud over Europas grænser, men som også vil indbringe staten
betragtelige eksportindtægter. Og når det sker, vil der sidde fem årvågne
danske rindalister og kunststøttehadere (fem af jer, som vredladent læser
dette) og tænke: Aha! Men det var jo ham, som tidligere fik en slat penge af
staten, så han kunne skrive sin bog færdig. Det var nu ikke så dårlig en
investering alligevel.
Det vil jeg gerne give mit beskedne
bidrage til. Ligesom jeg gjorde, da Selskab for Filosofi og Litteratur for en
måneds tid siden fik tilskud til at afholde et offentligt arrangement.
Naturligvis. Det koster mig ikke noget.
Noget andet er, at ikke alle, som
fortjener det, får støtte, og at kun få får nok. Sidste år fik jeg ikke en
krone, i år er det andre, der sidder over.
Man kan også diskutere, om måden at
tildele midlerne på er den rigtige. Den diskussion interesserede mig meget for
ti-femten år siden. Jeg foreslog ligefrem en alternativ model med en ens
forfatterløn til alle forfattere, som havde bevist deres værd ved at udgive minimum
tre værker på forlag, som ikke var deres egne, eller noget tilsvarende. Jeg
havde også en finansieringsmodel, som passede til. Det forslag blev ignoreret
af stort set alle. Også af det parti, som jeg er medlem af. Og forslaget havde
også sine svagheder. Fx ville man jo være nødt til at have en anden ordning,
som kunne hjælpe helt nye forfattere frem. Debutanterne. Men det var ikke desto mindre
en offensiv dagsorden, som handlede om at give kunstnere (her: forfattere)
bedre og mere lige vilkår.
Nu kommer stort set ingen med offensive
dagsordner for kulturpolitikken. Vi har rigeligt at gøre med at forsvare, at
der overhovedet uddeles kunststøtte.
